25.01.2021

I lyset af Argentina og Irlands liberalisering af abort er det på tide, at vi ser nærmere på abortlovgivningen verden over. Lande, der havde nogle af verdens strengeste abortlovgivninger, liberaliserer i denne tid aborten, mens et land som Polen, der tidligere havde en liberal abortpolitik, nu så godt som har totalforbudt abort. Så hvilken vej blæser vinden – og kan vi også i Danmark forvente yderligere liberalisering?

Kronik af Janne Rothmar Herrmann, juraprofessor

Abortlovgivningen er flere steder i verden i opbrud eller på anden vis et skelsættende politisk spørgsmål. Vi ser på én gang både liberalisering og afliberalisering af abort. I international politik er abort – og det underliggende spørgsmål om fostrets etiske og juridiske status – langt fra præget af konsensus, fordi FN’s konventionstekst ikke udtrykkeligt giver kvinder ret til abort, men lader det være op til det enkelte land at fortolke dette område.

Det internationale samfund kunne imidlertid blive enige om den banebrydende artikel 16 i FN’s Kvindekonvention, der pålægger staterne at sikre ”samme rettigheder til frit og under ansvar at bestemme antallet af deres børn og intervallerne mellem dem og til at få adgang til oplysning, undervisning og midler, der gør dem i stand til at udøve disse rettigheder”.

 

Det sydamerikanske kontinent har traditionelt haft en meget restriktiv abortlovgivning, og i det perspektiv er den argentinske lovændring opsigtsvækkende
_______

 

Så sent som i efteråret 2020 underskrev 30 lande ”Geneva Consensus Declaration”, der fastholder, at der ingen international ret er til abort. Mange af underskriftslandene befinder sig i den absolutte bund af Georgetown Universitetets ”Women, Peace and Security Index” – der måler kvinders deltagelse i samfundet og i hvilken grad, de udsættes for diskrimination – og må derfor betegnes som de lande, hvor det er sværest at være kvinde. Men vestlige lande som USA, Polen og Ungarn satte også sin underskrift på deklarationen.

Sydamerikansk optimisme pga. det argentinske mirakel
At placere retten til abort som en del af kønsligestillingskampen var helt central for den liberalisering, der fandt sted i Argentina, da det argentinske Senat den 30. december 2020 stemte en lovændring igennem, der indfører fri abort indtil 14. uge. Det sydamerikanske kontinent har ellers traditionelt haft en meget restriktiv abortlovgivning, og i det perspektiv er den argentinske lovændring opsigtsvækkende – også fordi den finder sted i den katolske paves hjemland.

Den argentinske græsrodskvindebevægelse La Marea Verde (den grønne bølge), der voksede ud af Ni Una Menos (ikke en mindre), startede for 5 år siden som protest mod kønsbaseret vold. Kvindebevægelsen havde oprindeligt fokus på vold, voldtægt og drab på kvinder, men indlemmede efterhånden retten til fri abort som en del af denne diskurs: Når kvinder ikke havde adgang til lovlige, sikre aborter, var det også et overgreb mod dem, lød argumentet. Sagen om det 11-årige voldtægtsoffer, der måtte føde ved kejsersnit efter at være blevet voldtaget af sin mormors kæreste, alt imens abortansøgningen var blevet forsinket utallige gange pga. procedurespørgsmål om, hvem der var pigens værge, understregede denne pointe.

Bevægelsens håb om en lovændring blev dog i første omgang knust, da et liberaliseringsforsøg blev afvist i Senatet i 2018 efter pres fra den katolske kirke. Den nyvalgte præsident, Alberto Fernández, lovede imidlertid de forandringer, som nu er opnået.

I Chile er der en forventning om, at kvinders ligestilling også vil få øget opmærksomhed i den nye forfatning, som 78 pct. stemte for skulle udarbejdes. Den skal nemlig erstatte den nugældende forfatning, der oprindeligt er udfærdiget af diktatoren Pinochet. I Columbia og Brasilien kan igangværende retssager få betydning for abortspørgsmålet: I Columbia har aktivister bedt Forfatningsdomstolen om at fjerne abort fra straffeloven, mens man i Brasilien venter på en domstolsafgørelse i en sag, der kan afkriminalisere abort inden for de første få uger af graviditeten. Det er derfor ikke utænkeligt, at liberaliseringen i Argentina vil sprede sig som ringe i vandet til andre lande i Sydamerika.

 

Det er derfor ikke utænkeligt, at liberaliseringen i Argentina vil sprede sig som ringe i vandet til andre lande i Sydamerika
_______

 

Folkets vilje i Irland
I Europa liberaliserede Irland abort, der ellers i årtier har haft en af de strengeste abortlovgivninger i regionen, så der fra 1. januar 2019 er fri abort indtil 12. uge. Den irske forfatning var ellers blevet ændret i de tidlige 1980’ere, så den udtrykkeligt anerkendte den ufødtes ret til liv. Det skete i høj grad som et værn mod den dommerskabte retsudvikling, der fx i forfatningen havde indfortolket en ret for ægtepar til at bruge prævention på trods af et generelt forbud mod prævention.

Der var i de efterfølgende år ikke den store politiske appetit i Dublin på at tage spørgsmålet op – indtil man i 2016 nedsatte en borgerforsamling bestående af 100 helt almindelige, repræsentativt udvalgte borgere, der skulle overveje en række forskellige forfatningsmæssige og politiske spørgsmål, herunder abort, tidsbegrænsede parlamenter, folkeafstemninger, befolkningens aldring og klimaforandringer.

Det var altså dette udtryk for deliberativt demokrati, der brød årtiers politisk dødvande i irsk abortpolitik, og til sidst førte frem til den folkeafstemning, der fjernede forfatningens fosterbeskyttelse og i stedet gav vælgernes mandat til, at det irske parlament kunne forhandle om en liberalisering af abort.

Vejen frem mod liberalisering havde, ligesom i Argentina, været præget af voldsomme eksempler, som mange kunne sympatisere med: fx det 14-årige voldtægtsoffer, der blev nægtet at rejse til nabolandet for at få udført en abort der. Eller den yngre tandlæge, oprindeligt fra Indien, der var i gang med at abortere sit uønskede foster spontant, men som døde af blodforgiftning, fordi sundhedspersonalet ikke ville eller turde give hende den abort, hun flere gange bad om, og som kunne have reddet hendes liv, fordi abort jo var forbudt. En kvinde, der ovenikøbet ikke selv tilhørte den katolske tro.

 

Mens den danske lovændring, der blev vedtaget i Folketinget, havde et solidt demokratisk mandat bag sig, så var det demokratiske fundament for den amerikanske abortret mere magert
_______

 

Hvorfor er abort stadig så kontroversielt i USA?
Der er mange veje til liberalisering af abort. I 1973 legaliserede både Danmark og USA aborten i det første trimester (de første 12 uger af graviditeten) som de første lande i den vestlige verden. Mens den danske lovændring, der blev vedtaget i Folketinget, havde et solidt demokratisk mandat bag sig, så var det demokratiske fundament for den amerikanske abortret mere magert. Snarere end en lovændring båret af den lovgivende forsamling og i samklang med vælgerne, så hvilede den amerikanske liberalisering på den amerikanske Højesterets fortolkning af forfatningen.

Selvom udpegningen af dommere til den amerikanske Højesteret er stærkt politiseret, kan dommerkollegiet næppe siges at have et bredt demokratisk fundament. Der er ikke direkte valg til Højesteretten, og måske fordi den amerikanske retstradition er centreret mere om dommerskabt ret, end vi kender det i dansk ret, tillægges dommeres værdimæssige og politiske ståsted forholdsvis meget vægt ved udpegningen. Det er netop her, at præsidenten, som udpeger en ny dommer ved dødsfaldet af en gammel, kan lægge frøene til fremtidens retsudvikling, og derfor er dommerudpegningen et vigtigt led i den politiske værdikamp.

At der er tale om en politisk værdikamp, understreges af, at det politiske system groft sagt går ud på at tromle de politiske modstandere i stedet for at søge kompromisser og på den måde skabe løsninger, der er bæredygtige på den lange bane uanset, hvilket flertal der sidder ved magten. Derfor er abortspørgsmålet heller aldrig faldet til ro, men befinder sig konstant på den politiske kampscene.

Den forfatningsudledte ramme for abort i USA betyder, at de enkelte stater, der ellers i øvrigt decentralt kan fastsætte regulering om abort, dog ikke kan fastsætte regler, der kommer på kant med Højesterets forfatningsfortolkning. Og den fastslog altså i 1973, at staterne ikke kunne forbyde abort i det første trimester. Men dette afholder ikke de mere religiøse, konservative stater fra at regulere reglerne for abort, så det bliver utroligt svært for kvinder reelt at få en abort.

 

Polen har i dag en af Europas mest strenge og restriktive abortlovgivninger og en administrativ praksis, der flere gange har ført til, at Polen er blevet dømt for krænkelse af menneskerettighederne
_______

 

Den polske abortlovgivnings forfald
Abort er et spørgsmål, der berør fundamentale værdimæssige spørgsmål om det ufødte barns status og om friheden til at træffe egne valg. Det er ikke svært at se, hvorfor netop abortspørgsmålet let kan blive en del af den politiske værdikamp i et hvilket som helst land. Dette er også sket i Polen, som tidligt – ligesom hele Østblokken – liberaliserede abortadgangen. De kommunistiske lande i den gamle Østblok støttede generelt statsfinansierede aborter. Inden aborten blev legaliseret i Sverige og Danmark, var Polen netop landet, som mange rejste til for at få nem, lovlig og billig adgang til abort.

Med opløsningen af det kommunistiske styre blomstrede befolkningens religiøse tilknytning til den katolske kirke op, der dengang blev ledet af den polskfødte pave, Johannes Paul 2. Både partier, der støtter traditionelle katolske værdier, samt biskopper og religiøse grupper pressede på for en stramning af abortlovgivningen i de følgende år. Det har resulteret i, at Polen i dag har en af Europas mest strenge og restriktive abortlovgivninger og en administrativ praksis, der flere gange har ført til, at Polen er blevet dømt for krænkelse af menneskerettighederne af Den Europæiske Menneskeretsdomstol.

Afliberaliseringen har gennem en årrække været en mærkesag for det nationalkonservative, populistiske højrefløjsparti PiS (’lov og orden’), der benytter abortspørgsmålet til at mobilisere kernevælgere i små byer og landområder, hvor traditionelle moralske værdier og skepsis overfor vestlig liberalisme stadig er udbredt, mens den kirkelige indblanding i politiske spørgsmål er stor.

Den danske abortlovgivning
Hvad har så været afgørende for den danske vej mod liberalisering af abort – og hvorfor er der ikke sket yderligere liberalisering af den danske abortlovgivning? Hvert år søger omkring 900 danske kvinder om at få abort efter 12. uge, som jo er grænsen for den frie abort. Selvom det kun er 6-8 pct. af alle ansøgninger, der ender med et afslag, og meget derfor taler for en afbureaukratisering, er der ikke sket yderligere liberalisering af den danske abortlovgivning.

 

Reproduktion er et personligt anliggende, men samtidigt reproduceres også både familien og nationen. Kontrol og regulering af den menneskelige reproduktion og af kvinders krop er derfor ofte en politisk kampplads
_______

 

Selvom kvinders ret til at bestemme over egen krop fyldte i den offentlige debat, da aborten blev fri i Danmark, så var det en helt anden argumentation, der ledsagede den daværende regerings fremsættelse af den lovændring, der liberaliserede abortlovgivningen i 1973. Lovbemærkningerne anerkender, at aborter finder sted uanset, om de er lovlige eller ej. Men er de ulovlige, sker de på køkkenborde hos kvaksalverne og er livsfarlige. Dét blev det afgørende argument, for det betød, at der var risiko for, at børn ville miste deres mor og mænd deres hustru.

I det perspektiv var det altså gennem kvindens rolle i familien, at hun opnåede fri adgang til abort. Grænsen på 12 uger blev derfor også legitimeret sundhedsmæssigt: Data fra 1960’erne viste, at risikoen for kvinden ved abortindgreb steg efter udgangen af 12. uge.

Da vores ældre generation var ung, var abort strafbart. Tendensen var dog, at nævningene, når de stod over for den konkrete ulykkelige skæbne, straffede mildt. I dag er der ikke længere offentligt indsyn i de bevæggrunde, der ligger til grund for et abortønske. Afgørelserne offentliggøres ikke – ej heller i anonymiseret form. Det tangerer næsten hemmelig forvaltning, da det ikke er transparent for danske kvinder, hvornår de kan forvente at få tilladelse til abort efter 12. uge. Det er ellers retsstatens adelsmærke, at man skal kunne forudberegne sin retsstilling.

Selvom den danske stat i 2004 udrullede fosterdiagnostik som et tilbud til alle gravide for at understøtte, at de kan træffe informerede valg, så kan man stadig ikke på forhånd vide sig sikker på, at man må handle efter eget ønske på baggrund af den viden, man får gennem de fosterdiagnostiske undersøgelser. Men den problemstilling og den danske abortlovgivning generelt har for tiden hverken befolkningens eller politikernes opmærksomhed.

Men mens vi står stille ved status quo i den danske abortlovgivning, er abort et af de største politiske spørgsmål andre steder i verden – som i USA eller Sydamerika.

Reproduktion er et personligt anliggende, men samtidigt reproduceres også både familien og nationen. Kontrol og regulering af den menneskelige reproduktion og af kvinders krop er derfor ofte en politisk kampplads. Udviklingen i Argentina og Irland indikerer, at når de personlige skæbner kommer frem i lyset, så optager det borgerne. Således kan det personlige blive politisk og dermed en motor for liberalisering. ■

 

Mens vi står stille ved status quo i den danske abortlovgivning, er abort et af de største politiske spørgsmål andre steder i verden – som i USA eller Sydamerika
_______

Apropos denne artikel:

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Kan Europa overhovedet købe amerikanske våben længere?

Peter Lautrup-Larsen: Trump er fanget af sin egen retorik. Derfor er det op til Mette Frederiksen og landsstyrets nye formand at vise vejen frem for Grønland

Ulrik Pram Gad: Valget viser, at utilfredsheden i Grønland er skredet i to retninger

Alexander With: Selvstændighed, Rigsfællesskabet eller USA? Fremtiden byder på både muligheder og farer for Grønland

Jens Worning om våbenhvileaftalen med Ukraine: Kreml er tavs for nu, men spørgsmålet presser sig på: Hvem styrer USA’s udenrigspolitik?

Stephen Wertheim: Selvom europæerne tror, at USA har været Europas sikkerhedsgarant i otte årtier, er det ikke helt sandt