Professor Eva Smith om de nye mink-afsløringer: Embedsværket har begivet sig ind på en farlig kurs, der kan true vores demokrati

23.10.2021

Embedsmændene bør være vores værn mod, at ministrene bevæger sig ud over de lovlige grænser. Men de nye oplysninger i minksagen viser, at de åbenbart ikke ser det som deres første pligt længere. Man kan undre sig over, at begavede mennesker i magtens centrum ikke har tænkt over, at vi andre kan læse. Er magtfuldkommenheden så stor, at de tror, det er ufarligt at efterlade så tydelige spor?

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Eva Smith, dr.jur. og professor emeritus

MINK-KOMMISSIONEN afslører mere og mere for vore undrende øjne. Jeg hører til dem, der altid har forsvaret det danske system, hvor ministrene ikke selv medbringer deres egne embedsmænd, men hvor vi har et fast korps af objektive embedsmænd, der servicerer den til enhver tid siddende regering med kendsgerninger og sørger for, at lovgrundlaget er i orden.

Men denne opfattelse har fået noget af et vingeskud efter de sidste dages afsløringer. Departementschefen i Miljø-og Fødevareministeriet var til stede ved det afgørende møde den 3. november, hvor regeringens koordinationsudvalg besluttede, at alle mink skulle aflives. Denne model var ikke med i oplæggene til mødet, som behandlede to modeller: En dvalemodel og en decideret nedlukning af erhvervet. Det fremgik af papirerne til mødet, at lovhjemmelen var tvivlsom i begge modeller.

Alligevel blev lovhjemmelen vedrørende aflivning af alle mink overhovedet ikke drøftet på mødet, idet ministrene tilsyneladende ikke var klar over at der var et problem.

”Men var det så ikke din opgave at informere dem?” blev departementschefen spurgt. ”Det var ikke top of mind hos mig,” lød svaret.

Jeg var målløs, da jeg læste det. Ikke ”top of mind”. Hvorfor tror han, at han er med til mødet? Det er da lige præcis hans opgave at gøre opmærksom på problemet med lovhjemmelen.

Det fremgår videre af sms`er og e-mails mellem embedsmændene, at de alle forsøger at skubbe aben videre. Departementschefen i statsministeriet er fokuseret på at redde regeringen og skriver ganske kynisk: ”Øvelsen bliver at holde Mogens Jensen ud i strakt arm.”

Man kan undre sig over, at begavede mennesker i magtens centrum ikke har tænkt over, at vi andre kan læse. Er magtfuldkommenheden så stor, at de tror, det er ufarligt at efterlade så tydelige spor?

 

Det er nærmest umuligt for mig at forstå, hvorfor ingen af de to departementschefer gør opmærksom på den manglende lovhjemmel, som det så åbenbart er deres pligt at gøre
_______

 

I øvrigt er statsministeriets departementschef, Barbara Bertelsen, også med på mødet den 3. november. Hun ved, at der er truffet beslutning om en model, der ikke har været drøftet på forhånd. Alt tyder på, at hun var klar over, at der var problemer med de to modeller, der var oplæg til mødet – men selv hvis hun ikke var, er hendes første pligt, at hun umiddelbart efter mødet sikrer sig, at der er lovhjemmel til den beslutning, der blev truffet.

Der var endnu tid: Statsministeren holder først sit pressemøde dagen efter om eftermiddagen. Bertelsen burde have sikret sig, at statsministeren ikke kommer med et krav til minkejerne, som der ikke var lovmæssig dækning for. Men det gjorde hun tilsyneladende ikke – eller også gjorde hun, men statsministeren valgte ikke at ændre sin beslutning.

Det sidste er efter min mening helt usandsynligt. Hvis Mette Frederiksen havde været klar over, at der ikke var lovhjemmel, havde pressemødet været helt anderledes. Der ville være tale om en opfordring, ikke et krav, og man ville have forklaret, at man hurtigst muligt ville sørge for lovhjemmel.

DET ER NÆRMEST umuligt for mig at forstå, hvorfor ingen af de to departementschefer gør opmærksom på den manglende lovhjemmel, som det så åbenbart er deres pligt at gøre.

Den eneste forklaring, jeg kan finde, er, at embedsapparatet de senere år har ændret holdning, således at de ikke længere ser det som deres fornemmeske pligt at holde ministrene fast på lov og ret – og i stedet ser de det som deres opgave at følge ministrenes ønsker. Det er klart, at det skal være inden for lovens rammer. Men vi hører i disse år gang på gang om ”procesrisiko” – det betyder, at et givet skridt eller en given lov muligvis kan blive underkendt af domstolene, og at man er villig til at løbe risikoen.

Vi ser i øvrigt det samme i referaterne af rigsrettens møder i Støjberg-sagen. Embedsmændene protesterer over for ministeren – men ingen tager det skridt at informere statsministeriet.

Begge sager viser efter min mening, at embedsværket har begivet sig ind på en farlig kurs, der kan true vores demokrati.

Embedsmændene bør være vores værn mod, at ministrene bevæger sig ud over de lovlige grænser. Men minksagen viser, at de åbenbart ikke ser det som deres første pligt længere – og helt forstemmende er det at være vidne til deres uværdige kamp for at få ansvaret kastet over på de andre. ■

 

Helt forstemmende er det at være vidne til embedsmændenes uværdige kamp for at få ansvaret kastet over på de andre
_______

 

Eva Smith (f. 1942) er dr.jur. og professor emeritus. Illustration: Eva Smith [Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix]