Professor Eva Smith efter Støjbergs dom: Det er bekymrende, at ganske mange mennesker bakker op om lovbrud, hvis der bare er et anerkendelsesværdigt formål

18.12.2021


Inger Støjbergs sag siger noget om, at når det drejer sig om udlændinge og deres kultur, mister mange jordforbindelsen og glemmer de regler, der gælder i en retsstat. Og det er farligt. Det kan underminere vort demokrati.



Kommentar af Eva Smith, dr.jur. og professor emeritus

RIGSRETTEN HAR TALT og Inger Støjberg er idømt 60 dages ubetinget fængsel.

Alle vi, der støtter retsstaten og det danske demokrati, er tilfredse. Hun har krævet, at alle par, hvor den ene var under 18 år, blev adskilt på asylcentrene, selv om hendes embedsmænd ved adskillige lejligheder forklarede, at det kunne man ikke inden for lovens rammer. Ministeren insisterede imidlertid.

Man kan undre sig over, at de øverste embedsmænd ikke gjorde mere for at stoppe hende, dvs. rettede henvendelse til Statsministeriet, som de truede med, men det spørgsmål skal udredes i et andet regi.

Men hvordan kom det nogensinde så vidt? Efter Rigsrettens sagsfremstilling startede det hele med nogle avisartikler, der hævdede, at der i danske centre sad adskillige barnebrude indkvarteret sammen med deres ældre ægtemænd. Det læste Støjberg og gik straks på Facebook og proklamerede, at hun øjeblikkeligt ville sætte en stopper for det.

Da hun kommer ind i sit ministerium retfærdigt ophidset og kampberedt, får hun at vide, at: “Udlændingestyrelsen hidtil på baggrund af en faglig vurdering og hensynet til barnets tarv havde indkvarteret mindreårige asylansøgere, der var gift eller samlevende, hver for sig, hvis der opstod tvivl om tvang eller andet pres.”

Det er imidlertid ikke nok for hende. På det tidspunkt har flere hundreder af hendes fans sikkert været inde og skrive, hvor godt det er for barnebrudene, at de har hende, og at hun endelig må kæmpe videre. Naturligvis kan hun ikke sige til dem, at Udlændingestyrelsen allerede har etableret en praksis, der opfanger barnebrude, der er under pres.

Dertil kommer, at hun ikke selv stoler på Udlændingestyrelsen. Ifølge Berlingske siger hun i sin afsluttende tale til Rigsretten, at systemet-  fx. Udlændingestyrelsen og de medarbejdere ude på centrene, der varetager indkvarteringen: ”kan have egne interesser.” ”De er tæt på asylansøgerne.” Hun mener endvidere, at der i Udlændingestyrelsen og hos medarbejderne i centrene herskede en noget større accept af mellemøstlige normer og værdier, end der gjorde i Folketinget og på ministerkontoret i Udlændinge- og Integrationsministeriet.

Derfor vil hun have alle par adskilt. Der skal ikke være en ”kattelem”, så der bliver mulighed for skøn hos medarbejdere, hun ikke stoler på. Der er ingen grund til at tro, at hun ikke handler i retfærdig harme over, at barnebrude kan få lov at passere på danske asylcentre.

Dette fører så til lange diskussioner, hvor hun holder fast ved sit og bl.a. fremfører, at barnebrude er i strid med danske værdier.

 

Man kan have dyb sympati for hendes synspunkter, men det er alligevel svært at forstå, at argumentet om loven slet ikke gør indtryk på hende
_______

 

Man kan have dyb sympati for hendes synspunkter, men det er alligevel svært at forstå, at argumentet om loven slet ikke gør indtryk på hende. Hun er dansk minister og medlem af Folketinget, hun har højtideligt lovet, at hun vil overholde grundloven – og alligevel mener hun, at hendes politiske budskab er så åbenlyst rigtigt, at loven må vige for det.

Da dommen falder, er hun himmelfalden. Dette havde hun ikke i sin vildeste fantasi forestillet sig.

Jeg har svært ved at tro, at hendes kloge forsvarsadvokat, Rene Offersen, ikke har forberedt hende på denne mulighed.

Hører hun bare ikke efter – eller er hun så overbevist om, at hun har ret, at intet kan rokke hende?

Hendes reaktion på dommen er, at den er dybt uretfærdig, ”i strid med danske værdier”. Men hun agter ikke at bøje nakken.

Støjberg har en stor gruppe fans, hvilket man godt forstår. Hendes ærlige og ligefremme facon er besnærende. Det er svært at vide, om de helt har forstået sagen, men de synes, at dommen er helt urimelig. ”Inger ville jo bare redde pigerne.”

Det er så, hvad det er, men at den skarpsindige Morten Messerschmidt, som tilmed er jurist, tilsyneladende synger med i koret, når han udtaler: ”Nu må vi stå sammen og støtte Inger”, forekommer dybt bekymrende.

At han åbenbart ikke mener, at hun er skyldig, er foruroligende. Hvor meget man end kan dele hendes motiver, har rigsretten afgjort, at hun har overtrådt loven.

Hvis en kvinde på bistandshjælp, holder et job skjult for myndighederne og forklarer, at det var, fordi hun gerne ville give sine børn nogle ordentlige julegaver, kan man have stor sympati for motivet – men hun har stadig handlet strafbart.

Men kan det ikke være lige meget? Støjberg mener, at hun handlede, som hendes samvittighed bød hende. Det mener hendes fans også, og så er den ikke længere.

Det synes jeg faktisk ikke. Jeg finder, at det er bekymrende, at ganske mange mennesker bakker op om lovbrud, hvis der bare er et anerkendelsesværdigt formål. Og ovenikøbet når vi taler om en minister inden for hendes arbejdsområde.

Jeg synes, det siger noget om, at når det drejer sig om udlændinge og deres kultur, mister mange jordforbindelsen og glemmer de regler, der gælder i en retsstat. Og det er farligt. Det kan underminere vort demokrati.

Endelig kan man undre sig over, hvorledes DF og Nye Borgerlige er nået frem til, at Støjberg fortsat er værdig til at sidde i Folketinget. De samme partier, der netop har besluttet, at hvis man har en betinget dom – selv hvis den er fyrre år gammel – så er man ikke værdig til at blive dansk statsborger.

Jeg håber, at mange vil læse Rigsrettens klare dom, hvor man logisk og i pædagogisk form forklarer, hvorledes man er nået til resultatet. Måtte skolerne tage det op i samfundsfag. Emnet er ikke for svært for eleverne i de store klasser i folkeskolen. ■

 

At Morten Messerschmidt åbenbart ikke mener, at hun er skyldig, er foruroligende. Hvor meget man end kan dele hendes motiver, har rigsretten afgjort, at hun har overtrådt loven

_______

 



Eva Smith (f. 1942) er dr.jur. og professor emeritus. Illustration: Eva Smith [Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix]