Professor Andreas Goldthau om energikrisen: Det europæiske gasmarked er designet for godt til, at andre lande effektivt kan bruge gas som et politisk våben mod Europa

22.10.2021

”Europæerne er afhængige af russisk gas, der cirka udgør 40 pct. i alt. Men min pointe er, at det europæiske gasmarked er designet på en måde, der gør det utrolig svært for et hvilket som helst land at bruge gas som et politisk våben mod Europa. Det skyldes, at vi har et meget integreret gasmarked, der minder lidt om et badekar. Det er et stort badekar, som alle – ikke kun Rusland – kan fylde op.”

Interview af Markus Giessing

Når regeringsledere mødes til klimatopmødet COP26 i Glasgow om få uger, vil den igangværende energikrise stå højt på dagsordenen. Stigende priser på kul og gas har nemlig haft følgevirkninger i både Europa, USA, Kina og mange andre industrialiserede lande, hvor mange simpelthen ikke kan betale elregningen. I Spanien har det endda ført til demonstrationer på grund af utilfredshed med de forhøjede leveomkostninger. Og i Kina har flere fabrikker måttet indstille arbejdet som følge af strømsvigt. Rundt omkring i Europa har der også været udmeldinger fra virksomheder, der har svært ved at følge med prisernes himmelflugt og beder om hjælp fra staten.

Men hvorfor stiger priserne på el og varme lige nu? Er den grønne omstilling en delvis forklaring? Og er det for risikabelt for europæiske lande at være afhængig af russisk gas? Det er nogle af de spørgsmål, som professor Andreas Goldthau giver svar på i et interview med RÆSON. Goldthau er professor i politologi ved Erfurt Universitet, og er samtidig leder af en forskningsgruppe på Institute for Advanced Sustainability Studies i Potsdam, hvor de bl.a. forsker i energisikkerhed og den politiske økonomi i omstillingen til vedvarende energi.

RÆSON: Ordet energikrise er blevet brugt meget i de seneste uger til at beskrive stigningen i priser på el og varme i store dele af verden. Mener du, det er korrekt at beskrive det som en krise?
GOLDTHAU: Jeg vil sige, at ordet ‘energikrise’ har noget over sig. Det tegner et billede af, at det har alvorlige implikationer for samfundet og økonomien. Det fanger essensen af, hvad nogle af de politiske og økonomiske aktører faktisk føler.

Termen energikrise opstod i Storbritannien, og det var også det land, der blev hårdest ramt i begyndelsen. Fordi for briterne er der virkelig en igangværende krise: Der er nogle virksomheder, der står på randen af kollaps som følge af krisen; der er prisstigninger på naturgas; og der er væsentligt forhøjede elpriser, der er en afledt effekt af prisstigningen på naturgas. Det udtryk er blevet gentaget i resten af Europa, selvom man kan debattere om krisen er lige så omfattende som i Storbritannien.

RÆSON: Kan du give et overblik over krisens omfang og årsager?
GOLDTHAU: Det vigtigste er, hvad der foregår på gasmarkedet, hvor der er en stejl stigning på priserne for naturgas. Det er en funktion af mange faktorer, hvoraf nogle er strukturelle. Først og fremmest havde vi en ret hård vinter sidste år, der blev efterfulgt af nedlukninger, hvilket giver øget efterspørgsel på varme og elektricitet, fordi folk sidder derhjemme frem for på kontoret. Samlet set kræver det mere elektricitet.

Det blev så efterfulgt af en stærk opvågning i økonomien i store dele af verden. Først i Kina, dernæst i OECD-landene og så i resten af verden. Økonomiens opvågning betyder, at der er en yderligere øget efterspørgsel på elektricitet. Samtidig skete der to ting på udbudssiden. Det ene var, at der var mindre fleksibilitet i udbuddet fra USA, fordi fracking-, skifergas- og olieindustrien ikke kom tilbage i omdrejninger lige så hurtigt som forventet efter coronakrisen. Og det betød, at der var færre tilgængelige forsyninger samtidig med at russerne skulle tage sig af deres egen stigning i forbrug, hvilket betød, at de havde mindre mængder af gas, som de kunne sende vestpå til EU. Oveni det var der også en stigende efterspørgsel i Asien, fordi økonomien vågnede op. Det er en grund til at tilgængelige energiforsyninger ikke fandt vej til Europa, men derimod til Asien, hvilket skabte en interessant situation, hvor man på den ene side har høj efterspørgsel og på den anden side begrænsede forsyninger.
 

Russerne har ikke brudt nogen kontrakter. Det hører vi nogle gange, men det passer ikke. De har sendt den mængde gas til Europa, som de kontraktligt har bundet sig til
_______

 

I Europa er der et yderligere element, som er, at der i takt med den stigende efterspørgsel på energi er en stigende efterspørgsel på kul, hvilket leder til, at prisen på kul stiger. Og samtidig stiger ETS-priserne [EU’s kvotehandelssystem, red.], der sender et vigtigt prissignal i form af højere CO2-priser. Det betyder, at man får et skifte fra kul til gas, fordi det er det man gør, når de to faktorer begynder at være sammenfaldende. Det har den konsekvens, at efterspørgslen på gas stiger – oveni i alt det jeg nævnte før. Og det skaber den perfekte storm.

RÆSON: Energipolitik kan være et geopolitisk våben. Fx har der været anklager om, at Rusland bruger krisen til sin geopolitiske fordel. Hvilke geopolitiske aspekter er der ved den aktuelle energikrise?
GOLDTHAU: Russerne har ikke brudt nogen kontrakter. Det hører vi nogle gange, men det passer ikke. De har sendt den mængde gas til Europa, som de kontraktligt har bundet sig til. Men det, der typisk sker om sommeren, er, at man sender yderligere forsyninger gennem rørledningerne for at kunne fylde opbevaringsfaciliteter i Europa. Det vil sige, at man leverer lidt mere end man egentlig er forpligtet til. Det gjorde russerne ikke denne gang. De holdt sig bare til den mængde, som kontrakten foreskrev, og ikke mere end det. Så kan man begynde at spekulere over, hvorfor de mon gjorde således. En grund kunne være, at de selv havde brug for forsyninger, hvilket formentlig er rigtigt. En anden grund kunne være, at de havde haft en hård vinter, hvilket betød, at de skulle opfylde deres egne lagre, ligesom de skulle opfylde andre landes lagre. Og det er formentlig også rigtigt.

Men man kan også læse geopolitik ind i det, fordi Rusland har en interesse i at fremskynde godkendelsen af gasrørledningen Nord Stream 2, som går fra Vyborg i Rusland til Lubmin i Tyskland. Selvom den allerede er bygget, er den ikke operationel, fordi der mangler godkendelse, særligt fra de tyske kontrolmyndigheder, der handler på vegne af EU. Her kan man læse et politisk signal fra Rusland om, at de forstår, at europæere har brug for flere forsyninger, men at de til gengæld ønsker en godkendelse af Nord Stream 2.

 

Min pointe er, at det europæiske gasmarked er designet på en måde, der gør det utrolig svært for et hvilket som helst land at bruge gas som et politisk våben mod Europa
_______

 

RÆSON: Er der slet ikke en risiko ved at være afhængig af russisk gas?
GOLDTHAU: Europæerne er afhængige af russisk gas, der cirka udgør 40 pct. i alt. Nogle lande er enten mere eller mindre afhængige. Man kan argumentere for, at det er meget, men man kan også argumentere for, at det er markedets indretning, der afgør, om Rusland kan bruge det til sin politiske fordel. Men min pointe er, at det europæiske gasmarked er designet på en måde, der gør det utrolig svært for et hvilket som helst land at bruge gas som et politisk våben mod Europa.

Det skyldes, at vi har et meget integreret gasmarked, der minder lidt om et badekar. Det er et stort badekar, som alle kan fylde op. Både russerne, nordmændene og nordafrikanerne er med til at fylde det op, så vi har meget energi at trække på. Det øjeblik man har et integreret gasmarked, hvilket europæerne gjorde som en reaktion på en besværliggjort importsituation, betyder det ikke rigtig noget, hvilken andel et bestemt udbyderland har, så længe man har valgmuligheder. For hvis den ene udbyder stopper med at levere forsyninger, hvilket russerne ikke kunne finde på, leder det ikke til knaphed på markedet, men det viser sig derimod som prisstigninger. Det sender et prissignal til det globale marked, hvilket ville føre til, at vi ville modtage gas andre steder fra.

RÆSON: For nylig har flere argumenteret for, at energikrisen delvist skyldes den grønne omstilling, og at det ville være uklogt at lukke kulminer i Europa, fordi det ville føre til et større energiproblem. Hvad synes du om det argument?
GOLDTHAU: Man kan argumentere for, at hvis man lukker kulkraftværker og atomkraftværker på samme tid – som Tyskland gør – kan det lede til en svær situation, fordi man skal erstatte de energikilder. Tyskland er på ingen måde det grønne foregangsland, som de forsøger at iscenesætte sig selv som nogle gange, men vi har gået lidt radikalt til værks i den forstand, at man udfaser begge energikilder for at indføre vedvarende energi. Der er cirka 45 pct. vedvarende energi i energimikset indtil videre. Næste år lukker det sidste atomkraftværk, og kulkraftens rolle er også nedadgående, så hvis der indføres nogle fossile brændsler, er det naturgas, der udfylder nogle af de huller i energiforsyningen, som vedvarende energi ikke kan udfylde endnu.

Men vedvarende energikilder har ikke som sådan erstattet kulkraft en til en, det har derimod gjort en vigtig ting, hvilket er at ændre energisystemets natur. Det øjeblik man gør det, kan kul eller en anden centraliseret kilde til varme og elektricitet ikke blive i systemet. For systemet, vi er på vej imod, er et meget anderledes system. Det er i høj grad et decentraliseret system. Det sidste, man har brug for er en centraliseret producent af varme eller elektricitet, for det fungerer ikke godt med den nye produktionsmåde, der karakteriserer morgendagens elektricitetssystem.

Jeg mener ikke, at det rigtig giver mening at sige, at vedvarende energi erstatter fossile brændsler, for i sidste ende er det et systemisk valg. For lige så snart man har vedvarende energi er det et decentraliseret system i produktionsmæssig forstand. Og det ændrer energisystemet fuldstændig.

 

Vedvarende energi er ikke direkte erstatning for alle fossile brændstoffer. Tænk bare på mobilitet: Det vigtigste brændstof til biler er benzin. Vedvarende energi producerer imidlertid elektroner, ikke molekyler
_______

 

RÆSON: Kan du uddybe, hvorfor vedvarende energi ikke erstatter fossile brændsler?
GOLDTHAU: Vedvarende energi er ikke direkte erstatning for alle fossile brændstoffer. Tænk bare på mobilitet: Det vigtigste brændstof til biler er benzin. Vedvarende energi producerer imidlertid elektroner, ikke molekyler. Derfor kan du ikke erstatte energibæreren, der brænder biler med vedvarende energi, medmindre du ændrer teknologien fra forbrændingsmotor til e-motor – hvilket først skete for ganske nylig. Tilsvarende er olie nødvendig som råmateriale til mange sektorer, herunder petrokemikalier. Så vedvarende energi spiser primært andelen af ​​kul eller gas, som bruges til at producere strøm (og varme), ikke olie.

RÆSON: Så den nuværende energikrise er ikke et argument for at bremse den grønne omstilling?
GOLDTHAU: Jeg mener, at det, der er brug for, er en tydeligt kommunikeret vej til omstilling. Lederne af de store industrier i store økonomier som Tyskland er klar, men de ønsker klarer udsigter til, hvad der sker, når de sætter tempoet op i den grønne omstilling. Det er ikke et spørgsmål om hvis, men et spørgsmål om hvordan. Industrilederne ønsker en klar rammesætning, der er pålidelig og kan fortælle dem, hvordan de tjener deres investeringer ind. Det er ikke et spørgsmål om hastighed, men derimod om pålidelighed.

RÆSON: Du nævnte i et interview med Al Jazeera, at vi ikke lærte noget af en lignende energikrise i 2008-2009. Ser du tegn på handling nu, der peger på vi har lært af vores fejl?
GOLDTHAU: Energisystemet er meget stiafhængigt. Man har indført energiinfrastruktur, der betyder, at det er forudbestemt, hvordan systemet kører i de næste par årtier. Så det er meget svært at skifte spor. Det kan man ikke trække tilbage; det er sådan det er.

Så for at ændre forbrugsmønstrene, der følger med en så stiafhængig infrastruktur, kræver det en stor indsats. Det kræver såkaldte strukturelle brud: Det handler ikke bare om CO2-beskatning, men kræver sektorielle beslutninger og store, indflydelsesrige politiske tiltag at ændre kurs.

Efter 2008 har vi ikke taget de rette beslutninger for at indføre de politikker, der muliggør strukturelle brud. Vi har derimod fokuseret meget på at få økonomien op i omdrejninger, hvilket også betød at hælde en masse penge i de traditionelle sektorer. Fx i bilindustrien understøttede vi den eksisterende industri, hvilket betød, at man ikke fik et strukturelt brud. I dag kan man dog godt se forandringer. Europa har fx taget nogle meget indflydelsesrige beslutninger om at øremærke penge fra den økonomiske corana-genopretning i EU, der går til de rette, grønne områder. Og det er godt.

Men det er ikke alle, der gør det. USA har ikke gjort det. De har ikke investeret ordentligt i grønne sektorer, men har derimod investeret i forurenende sektorer. Kineserne har også både investeret i grønne sektorer og forurenende sektorer. Og så er der store udviklingsøkonomier, der slet ikke har taget nogle kloge beslutninger vedrørende den grønne omstilling. Indien er et sted midt imellem. Så det korte af det lange er, at der er nogle frontløbere, og så er der en del regioner i verden, der ikke har valgt den rette retning. Når det kommer til strukturelle brud, kan vi måske se det i Europa, men mange andre steder i verden er det ikke tilfældet.

 

Energisystemet er meget stiafhængigt. Man har indført energiinfrastruktur, der betyder, at det er forudbestemt, hvordan systemet kører i de næste par årtier. Så det er meget svært at skifte spor. Det kan man ikke trække tilbage; det er sådan det er
_______

 

Andreas Goldthau er professor i politologi ved Erfurt Universitet, og er samtidig leder af en forskningsgruppe på Institute for Advanced Sustainability Studies i Potsdam. Goldthau forsker i energisikkerhed, global energiplanlægning og den politiske økonomi i omstillingen til vedvarende energi.

ILLUSTRATION: Helsinki: Rørlægningsskibet Pioneering Spirit påbegynder rørarbejdet på Nord Stream 2 i Den Finske Bugt, 23. december 2018 [Foto: Axel Schmidt/Reuters/Ritzau Scanpix]