Polianskii og la Cour: Hvorfor afholder autokraten Putin egentlig stadig valg?

07.10.2021

Det russiske regimes valgsvindel er nu blevet så omfattende og åbenlys, at man må stille sig selv spørgsmålet: Hvorfor overhovedet bruge krudt på det, når alle alligevel kender resultatet på forhånd? Svaret er, at Putin ikke længere søger demokratisk legitimitet eller international anerkendelse. Det er i stedet et middel til at bekæmpe stigende politisk modstand og dermed demonstrere hans kolossale greb om magten.

Af Mikhail A. Polianskii og Celine E. la Cour

RUSLANDS REGERINGSPARTI Forenet Rusland vandt en jordskredssejr ved det nylige valg til Statsdumaen, som fandt sted samtidig med 10 guvernørvalg, 39 regionale parlamentsvalg og talrige valg på kommunalt og lokalt plan.

Parlamentsvalget, der kun finder sted en gang hvert femte år, var klart dette års vigtigste begivenhed i russisk politik. Den nye statsduma vil nemlig sidde længere end til 2024 – året hvor magtoverdragelsen fra Putin til hans efterfølger sandsynligvis kommer til at finde sted. Forenet Rusland sikrede sig to tredjedele af alle parlamentssæderne (324 ud af 450), og selvom det er et tab på 19 mandater, så sikrer det et meget klart parlamentarisk flertal til Putins parti – noget som fortsat muliggør gummi-stempling af lovforslag fra præsidentadministrationen.

Valgresultatet og det faktum, at Putin fortsat kan diktere Ruslands lovgivning, bør dog ikke komme som en overraskelse. I optakten til valget var det tydeligt, at Putin kunne kontrollere, hvem der kunne stille op, og under valget var stod det klart, at han kunne styre, hvem der modtog stemmer.

Således kan fordelingen af pladserne i parlamentet ikke sige noget om, hvor stor opbakning det ene eller det andet parti har blandt de russiske vælgere. Men afspejling af vælger-præferencer har heller aldrig været form[let med valget. Valget og de begivenheder, der gik forud for det, viser i stedet, hvor urokkelig Putins magt er.

På grund af stigende modstand fra den ikke-parlamentariske opposition og det internationale samfund er omkostningerne ved at tilrettelægge det “korrekte valgresultat” dog steget betydeligt for Putin. Kreml er således nødt til at øge indsatsen for at bevise og bevare sin magt, og derfor så vi ved dette valg rekordmange former for valgsnyd og et hidtil uset angreb på oppositionen. Valget kan fra det russiske styres perspektiv forstås som en politisk øvelse, der har til formål at afsløre og forhindre politisk modstand, teste myndigheders mobiliseringsevne og kapacitet samt minde alle om – både på nationalt og internationalt plan – hvem der er øverstkommanderende i Rusland.

Med andre ord er det “demokratiske” russiske valg blevet til én stor magtdemonstration og et smart autokratisk instrument for Putin og Forenet Rusland.

 

Det står nu klart, at Kreml har manipuleret valgprocessen på så åbenlyse måder, at styret næppe forsøger at skjule sin direkte involvering i at skabe de “korrekte resultater”
_______

 

Valg som et autokratisk instrument
Det russiske styres valgsvindel tog mange former under valget. Først og fremmest lykkedes det Kreml at udelukke de mest populære Kreml-kritikere fra at stille op. Nogle blev diskvalificeret på grund af tilknytning til uønskede/ekstremistiske organisationer, mens andre blev udelukket på grund af anklager om udenlandske finansielle aktiviteter. Nogle blev tvunget til at forlade landet efter trusler om retsforfølgelse. Andre blev fængslet, herunder oppositionspolitikeren Alexei Navalny, som blev forsøgt myrdet sidste år med nerveagenten novichok, og hvis netværk blev erklæret ekstremistisk af den russiske domstol i juni 2021.

Men selv de oppositionspolitikere, der faktisk endte på stemmesedlen, blev udfordret på andre måder, fx med såkaldte spoilerkandidater og spoilerpartier, der stillede op for at forvirre vælgerne ved valgstedet. Et af spoilerpartierne blev ligefrem valgt ind i Dumaen. Derudover blev Smart Voting-appen, der er udviklet af Alexei Navalnys tilhængere, fjernet forud for valget.

Selve valget varede hele tre dage – en beslutning, der ifølge myndighederne skulle forhindre spredning af coronavirus, men som af kritikere blev anset som faciliterende for valgsnyd. I seks russiske regioner, herunder Moskva, blev der indført elektronisk afstemning. Optællingen og offentliggørelsen af online-resultaterne endte med at blive forsinket, hvilket af kritikere begrundes med, at stemmerne blev manipuleret. Oppositionspolitikere, der så ud til at føre efter optællingen af offline-stemmerne, så deres mandater forsvinde, da de elektroniske stemmer endelig begyndte at tikke ind. På sociale medier fremkom der desuden mange beviser på såkaldt ballot-stuffing samt påstande om, at der blev brugt kuglepenne med forsvindende blæk.

Ud over sådanne mere åbenlyse tegn på valgsvindel har russiske myndigheder givet stemmeret til de to ukrainske folkerepublikker Luhansk og Donetsk, som er under kontrol af Moskva-støttede separatister. Ifølge det russiske medie Meduza fik mange mennesker fra de to republikker udstedt deres russiske pas på vej til valgstederne efter at have krydset den russiske grænse. Det betyder ikke blot, at Forenet Rusland sandsynligvis fik en del flere stemmer, det er også endnu et bevis på, at Putin ikke bekymrer sig om international kritik.

I lyset af ovenstående – og igen ikke overraskende – vil USA ikke anerkende valget, og EU har understreget “dyb bekymring over det fortsatte mønster med at mindske pladsen for oppositionen, civilsamfundet og uafhængige stemmer i hele Rusland.”

Demokratisk legitimitet er ikke motivationen bag
Det står nu klart, at Kreml har manipuleret valgprocessen på så åbenlyse måder, at styret næppe forsøger at skjule sin direkte involvering i at skabe de “korrekte resultater”. Overtrædelserne er så mange og så åbenlyse, at vi må spørge os selv, hvorfor Putin overhovedet afholdt valget til at begynde med?

Det er et velkendt argument, at autokratier afholder valg for at opnå legitimitet på nationalt plan samt for at opnå international accept. Men den åbenlyse undertrykkelse af oppositionspolitikere og valgsvindel gør tilsyneladende det stik modsatte. Vesten bliver kun mere kritisk over for Rusland efter valg som dette, fordi det bekræfter det russiske styres anti-demokratiske væsen. Samtidig risikerer Kreml, at oppositionens opbakning bliver styrket som følge af den åbenlyse undertrykkelse i hele landet.

Det ser dog ud til, at Vesten overser, at Kreml bruger valghandlingen til noget helt andet end at vinde national og international legitimitet. Et nærliggende argument er, at Putin bruger valg til at mobilisere og demonstrere sin politiske magt over for både modstandere og tilhængere. I så fald har Putin ikke fejlet i forhold til sit formål.

Under valg kan han rydde op i det politiske miljø, eftersom oppositionspolitikere tvinges frem i lyset i jagten på opbakning, og på den måde notere sig, hvem der er imod ham, og hvem der er loyale. På samme måde bruges valget til at facilitere interne omrokeringer i Forenet Rusland ved at fjerne gamle og upopulære medlemmer og indsætte nye loyalister, der understøtter partiets elite og er lettere at manipulere for præsidentadministrationen.

På trods af regelmæssige valghandlinger er det i stigende grad åbenlyst, at Rusland er et autokrati – noget Putin ikke gør meget for at skjule og endda indirekte bekræfter ved offentligt at erklære, at ”liberalismen er forældet”. I stedet viser han foran rullende kameraer, at han har et stærkt greb om magten, samt at han ikke agter at give efter for internationalt moralsk pres.

Samtidig skal man huske på, at Putin stadig nyder støtte fra mange russere, som oplevede de turbulente 1990’ere – en tid mange russere forbinder med fattigdom og usikkerhed. Så længe det er denne periode, der forbindes med omstilling til “vestligt demokrati”, vil EU ikke komme langt med at fordømme Putins regime eller menneskerettighedskrænkelser.

 

På trods af regelmæssige valghandlinger er det i stigende grad åbenlyst, at Rusland er et autokrati
_______

 

Ændret prisme og nye initiativer
Vesten bør ikke tage valget i Putins Rusland for pålydende. I stedet bør valget analyseres ud fra, hvor meget det kræver af Kreml at tilrettelægge det, som regimet anser for at være det “rigtige resultat”. Graden af utilfredshed med den russiske elite i det russiske samfund, afspejles direkte i omfanget af den indsats, som mobiliseres af Kreml under valget for at holde oppositionen nede. Indtil videre er det lykkedes Kreml at holde den ikke-parlamentariske opposition fra at få nogen reel politisk indflydelse, selvom oppositionen er blevet synligt større.

EU må derfor erkende, at den nuværende dobbeltsidede tilgang til Rusland, hvor man lægger pres på eliten og forsøger at vedholde dialog med civilsamfundet, ikke har affødt nogle mærkbare resultater. Desuden ser den russiske magtelite europæisk interaktion med civilsamfundet som endnu en måde at lægge pres på dem gennem “den femte kolonne“, hvilket har ført til, at Kreml har strammet grebet om civilsamfundet. Fx er flere civilsamfundsorganisationer og journalister blevet stemplet som “fremmede agenter” eller “uønskede organisationer” på grund af formodet vestlig støtte. I Rusland er en sådan betegnelse ikke blot et øgenavn, men fører ofte til bureaukratiske og finansielle hindringer og i sidste ende til insolvens.

Hvis EU ønsker at påvirke Rusland, må det være mere progressivt i sin dialog med det russiske samfund og mere pragmatisk i sin dialog med Rusland på officielt plan. Et forslag til førstnævnte er at indføre et visumfrit regime mellem Schengenlandene og Rusland, især for den unge generation. Ved at ophæve de bureaukratiske rejserestriktioner for unge vil EU tilskynde til dialog mellem nye generationer og dermed udfordre de officielle fortællinger, der hindrer samarbejde. Eksempler på sidstnævnte kunne være at organisere et nyt møde med Normandiet-Formatet om konflikten i Ukraine efter to års pause eller genoptagelse af topmøder mellem Rusland og Det Europæiske Råd, som foreslået af Merkel og Macron i juni i år, men som blev blokeret af østeuropæiske EU-medlemmer. Men disse er blot få ud af mange mulige initiativer.

Det er usandsynligt, at Rusland vil blive mere demokratisk med de nuværende ledere og deres tilgang til valg. Med et generationsskifte er der dog håb om, at russiske valg igen kan blive en demokratisk begivenhed. Det er dog ikke givet, at et demokratisk Rusland automatisk vil betyde et “vestligt” Rusland. ■

 

Valget kan fra det russiske styres perspektiv forstås som en politisk øvelse, der har til formål at afsløre og forhindre politisk modstand, teste myndigheders mobiliseringsevne og kapacitet samt minde alle om – både på nationalt og internationalt plan – hvem der er øverstkommanderende i Rusland
_______

Apropos denne artikel:

Krisecast med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Påskekrisen i 1920 formede det moderne danske demokrati

Dennis Kristensen: Denne gang er afskeden med USA utvetydig

Andreas Graae i RÆSON SØNDAG: Dansk droneoprustning i skyggen af Ukraine

Niels Bjerre-Poulsen i RÆSONs nye trykte nummer: Spiller Demokraterne nogen rolle?

Camilla T. N. Sørensen: Xi Jinping har forberedt sin befolkning på økonomisk modgang. Donald Trump har lovet sin det modsatte

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Har Trump glemt Ukraine?