16.09.2021

.

Så snart noget går galt i EU, som det gjorde med corona, så er svaret aldrig, at vi skal have mindre EU. Nej, svaret er altid, at den eneste løsning er mere EU. Sådan var det efter finanskrisen. Og migrantkrisen. Og nu mener kommissionsformanden så også, at EU skal have et sundhedsberedskab. Men en effektiv pandemibekæmpelse kræver solidaritet og – jeg bliver nødt til at sige det – homogenitet. Det har ikke EU ikke.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Pia Kjærsgaard, MF, værdiordfører og fhv. formand for Folketinget

EU-KOMMISSIONSFORMAND Ursula von der Leyen slog i sin tale i går om ”Unionens tilstand 2021” fast, at EU har behov for en fælles europæisk beredskabsmyndighed til bekæmpelse af fremtidige pandemier og kriser på sundhedsområdet. Hele herligheden forudsætter en investering på 50 milliarder euro frem til 2027.

Jeg forstår, at tanken kan være fristende. Europa har siden marts 2020 været mere eller mindre lukket. Det har været forbundet med besvær at rejse og krydse grænser, fordi restriktioner og håndtering af pandemien har været meget forskellige fra land til land. Men planen kræver, at man har det fulde overblik over de effektive tiltag.

Tiltag, som tilsyneladende virkede i ét land, har ikke virket i andre. Nogle lande greb så dybt ned i værktøjskassen, at de nærmest var sat i undtagelsestilstand med natlige udgangsforbud og forbud mod at bevæge sig længere væk end en bestemt radius fra hjemmet, mens et land som Sverige i store træk valgte at gå frivillighedens vej og appellere til borgerne om at udvise samfundssind.

Det handler ikke alene om et blåt sundhedskort, men om nye agenturer og myndigheder, der lægges oven i alle de øvrige agenturer, og hvis mandat til at forebygge og overvåge måske ikke nødvendigvis er i overensstemmelse med danske interesser. Det er klart, at koordinering er nødvendig – men i så fald skal denne koordinering ikke begrænses af EU’s ydre grænser.

Selv Norden brød sammen
En af pointerne er, at det er alt for tidligt at sige, hvad der har virket. Pandemien er formentligt ikke overstået, idet corona stadig muterer. En del forskere siger, at vi kommer til at leve med den i flere år. Umiddelbart er det svært at finde en sammenhæng mellem nogle landes meget strenge tilgang og antallet af dødsofre, samt pres på sundhedsvæsenet.

Selv her i Norden brød vores historiske pasunion og rejsefriheden sammen. Sverige lukkede grænserne i december og åbnede dem først igen ved udgangen af marts. Dermed blev også rejser til Bornholm og forholdene for pendlere en alvorlig udfordring – også mellem de øvrige nordiske lande.

Årsagen er naturligvis, at pandemibekæmpelse er og bliver et nationalt anliggende. I hvert fald, når skaden er sket. For kun i nationalstaten kan man mobilisere et samfundssind og en positiv indstilling blandt borgerne til tiltag, der kan være stærk generende i hverdagen.  

Når Danmark er havnet helt i toppen over lande med en effektiv corona-politik, så skyldes det, at befolkningen i vid udstrækning har været med fra begyndelsen. Vi har accepteret, at vi skulle følge myndighedernes anvisninger, og når man ser bort fra konspirationsteoretikere, sølvpapirshatte og store dele af indvandrermiljøerne, har vi accepteret at lade os vaccinere.

Endelig har der langt hen ad vejen blandt politikere fra alle partier været en accept af, at corona-bekæmpelse ikke skulle forvandles til en partipolitisk slagmark.

 

En effektiv pandemibekæmpelse kan kun lade sig gøre i en nationalstat med udpræget solidaritet og sammenhængskraft
_______

 

EU har ikke meget at være stolt af
Det udelukker ikke, at vi naturligvis skal samarbejde omkring udrulning og fordeling af vacciner, og at myndighederne i EU-landene skal være i tæt kontakt med hinanden. Men ærlig talt, så har EU ikke meget at være stolt af. I lande som Storbritannien og Israel gav man i foråret EU baghjul, idet vaccinationshastigheden efterlod EU i nødsporet.

Det forunderlige ved EU er, at så snart noget går galt i EU, så er årsagen ikke, at der er noget galt med EU, eller at vi skal have mindre EU. Nej, svaret er altid, at den eneste løsning er MERE EU – og gerne meget meget mere EU. Sådan har det altid været – og sådan var det også, da det for alvor gik galt med den fælles valuta, euroen. Her fik vi blandt andet at vide, at der var brug for en fælles finanspolitik.

Og da det gik galt med migrantinvasionen i 2015, lød det fra EU, at der var behov for en fælles politik for modtagelse og fordeling af flygtninge i alle medlemslande – fordi EU næsten to årtier efter vedtagelsen af Schengen-samarbejdet hverken havde vilje eller evne til at sikre EU’s ydergrænser. Igen forsøgte man at løse EU-svigt med ”mere EU”.

Begynd med en ”tysk sundhedsunion”
Pandemien burde mane til besindighed i EU. Hvis Ursula von der Leyen tænkte sig lidt om, kunne hun begynde med at kigge nærmere på sit eget land, Tyskland. Hvordan er det lige gået der? Ja, her bærer man stadig masker overalt, og befolkningens vilje til at lade sig vaccinere halter langt bagefter den danske. Samtidig har der fra begyndelsen været politisk uenighed om håndteringen af pandemien.

Desuden har de enkelte tyske delstater hver især haft deres egen sundhedspolitik, inklusiv lukkede grænser mellem delstaterne i visse perioder. Måske burde Tyskland begynde i det små og etablere en ”tysk sundhedsunion” og så undersøge, om dette kan lade sig gøre, inden man hiver det op på europæisk niveau og bruger mere end 400 milliarder kroner af skatteborgernes penge på en sundhedsunion?

I Danmark talte vi meget om at udvise ”samfundssind” under de to lange nedlukninger. Vi sprittede hænder. Vi bar masker, når vi handlede eller kørte med tog og bus. Vi holdt afstand og respekterede myndighedernes retningslinjer. Vi fandt os i lukkede kirker og kulturtilbud. Vi accepterede hjemmearbejde og lukkede skoler og institutioner.

Pandemibekæmpelse forudsætter solidaritet og homogenitet
Alt dette kan kun lade sig gøre i et samfund med en høj grad af solidaritet og – jeg bliver nødt til at sige det – homogenitet. Vi har oplevet befolkningsgrupper, som fra begyndelsen meldte sig ud af fællesskabet og blæste på samtlige råd og forordninger. Og som i dag risikerer at starte en ny smittebølge, fordi de nægter at lade sig vaccinere.

En effektiv pandemibekæmpelse kan kun lade sig gøre i en nationalstat med udpræget solidaritet og sammenhængskraft. Hertil kommer, at vi i Europa har at gøre med vidt forskellige kulturer og indbyrdes omgangsformer. Hvorfor kom pandemien i perioder eksempelvis helt ud af kontrol i lande som Belgien, Italien, Frankrig og Spanien, mens man andre steder var i stand til at holde den i ave, selv da den toppede i december sidste år?

Vi har brug for langt mere forskning. Vi har brug for langt flere svar. Det får vi først, når vi en gang er helt ude på den anden side, og der er vi ikke endnu. EU bør for en gangs skyld lære at respektere nationalstaterne og se nærmere på de steder, hvor det lykkedes at begrænse corona.

Danmark har haft dialog med blandt andet ikke-EU-landet Israel omkring vaccineproduktion, og vi skal være parat til at kunne indgå samarbejde, hvor det giver mening og ikke binde os til bestemte partnere. Set i den kontekst, er EU en kunstig grænse for såvel forebyggelse af pandemier som bekæmpelse. Hvad er der i vejen med bilaterale og meget brede samarbejder? Er det kun EU, der kan håndtere kriser?

Jeg frygter for så vidt ikke EU i denne sag, men jeg stiller spørgsmålet, om EU’s løsningsmodel virkelig er 50 milliarder euro værd. Det er samtidig et udtryk for, at EU blander sig i flere og flere anliggender, der bør være rent nationale – såsom finans- og velfærdspolitik. Det må her være op til medlemslandene selv at bestemme niveauet. Et land som Danmark vil aldrig profitere af at være låst fast i et tilfældigt vedtaget EU-gennemsnit. Vi er i toppen – og det skal vi fortsat være på de områder, vi ønsker. ■

 

EU bør for en gangs skyld lære at respektere nationalstaterne og se nærmere på de steder, hvor det lykkedes at begrænse corona
_______

 

Pia Kjærsgaard (f. 1947), MF, værdiordfører og fhv. formand for Dansk Folkeparti. Desuden tidligere formand for Folketinget. ILLUSTRATION: Pia Kjærsgaard [Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix]