12.07.2021

Konventionerne anvendes nu reelt til at underminere de beslutninger, som træffes i de nationalstater, som mere og mere er blevet en slags ligegyldige kulisser. De anvendes til at udhule magten hos suveræne regeringer og sætter dermed demokratiet ud af kraft.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Af Pia Kjærsgaard

LIGE SIDEN DEN danske udlændingedebat for alvor tog sin begyndelse, da et overvældende flertal i Folketinget i 1983 traf den fatale beslutning om at åbne Danmarks porte op på vid gab, har konventionerne været en fast og højst ubehagelig følgesvend, når ønsket om stramninger dukkede op.

Det stod især klart, da VKO-flertallet vandt magten ved systemskiftet i 2001. Vi trak i arbejdstøjet. Der skulle strammes. Nu skulle Danmark reddes.

Og ja, vi prægede debatten. Vi indførte en række væsentlige stramninger, som 24 års- og 28 års regel, lavere starthjælp, højere krav til opnåelse af danske statsborgerskab og mange andre ting. Men hver gang var forhandlingerne præget af et juridisk cirkus af den anden verden, fordi vi endelig ikke måtte risikere at komme på kant med konventionerne, menneskerettighedsdomstolen og EU-Domstolen.

Det ville kræve en bogudgivelse af gengive alle sager og detaljer, så det rækker stadig at konstatere, at danske politikere og danske domstole reelt er magtesløse, når det kommer til den grundlæggende ret til at indrette Danmark, som vi ønsker det. Stramninger kom der – men slet ikke med tilstrækkelig effekt

 

Det ville kræve en bogudgivelse af gengive alle sager og detaljer, så det rækker stadig at konstatere, at danske politikere og danske domstole reelt er magtesløse, når det kommer til den grundlæggende ret til at indrette Danmark, som vi ønsker det. Stramninger kom der – men slet ikke med tilstrækkelig effekt.

Flygtninge gøres til indvandrere
Vi blev mindet om det forleden, da Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg underkendte såvel et flertal af danske politikere som Østre Landsret og Højesteret i en sag om en syrisk læge, der fem måneder efter sin ankomst til Danmark som flygtning i 2015 krævede at få familiesammenføring.

Ifølge danske regler skal flygtninge på midlertidig opholdstilladelse vente tre år for at søge om familiesammenføring. Det er en væsentlig del af en stram udlændingepolitik, og formålet er – jeg siger det lige ud – at fastholde, at flygtninge ikke automatisk skal gøres til indvandrere, men at de som udgangspunkt skal vende hjem og genopbygge deres land, når forholdene tillader det.

Endnu en gang har konventionerne dermed banket en pæl gennem de beslutninger, som er truffet af et flertal af folkevalgte danske politikere. Endnu en gang har konventionerne vist, at hverken nationale parlamenter eller domstole reelt har nogen magt i deres egne lande

 

Men den syriske læge Mosalam Albaroudi gav sig ikke – heller ikke selv om han var flygtet med lastbil til Danmark gennem en lang række sikre lande, hvor udgangspunktet i øvrigt var det sikre land Tyrkiet. Ifølge Dublin-forordningen skulle hans sag have været behandlet i det første sikre land, som i dette tilfælde er Grækenland.

Han opnåede, hvad han ville. Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol satte både Folketinget og Danmarks øverste domstole skakmat og annullerede med et pennestrøg gyldigheden af dansk lov og ret. Endnu en gang har konventionerne dermed banket en pæl gennem de beslutninger, som er truffet af et flertal af folkevalgte danske politikere. Endnu en gang har konventionerne vist, at hverken nationale parlamenter eller domstole reelt har nogen magt i deres egne lande.

Konventioner sætter turbo på befolkningsudskiftning
Konventioner gav mening en gang. De blev til i en vestlig kontekst på baggrund af verdenskrigenes ragnarok og midlertidige flygtningestrømme, men anvendes nu reelt til at underminere de beslutninger, som træffes i de nationalstater, som mere og mere er blevet en slags ligegyldige kulisser. De anvendes til at udhule magten hos suveræne regeringer og sætter dermed demokratiet ud af kraft.

Hvor skal de flygte hen? Hvem repræsenterer deres rettigheder? Næppe menneskerettighedsdomstolen

 

De medvirker til at sætte turbo på den befolkningsudskiftning, som i flere vesteuropæiske lande i løbet af få generationer vil være fuldbyrdet. Det betyder fx at svenskerne har udsigt til at blive et mindretal i deres eget land inden for den unge generations levetid. Hvor skal de flygte hen? Hvem repræsenterer deres rettigheder? Næppe menneskerettighedsdomstolen. 

Jeg tror ikke på konspirationer og nægter at abonnere på ideen om, at brugen af konventioner sker med det bevidste formål at udhule nationalstaterne. Hvis det var så enkelt, ville et opgør være langt lettere. Det sker derimod ubevidst. Det sker, fordi Vesten reelt har befundet sig i en slags selvdestruktiv neurose siden Anden Verdenskrig med en tvangstanke om, at uden hvide europæere ville verden have været et bedre sted. Vi ser det i hele den såkaldte ”woke”-bevægelse, med forsøget på at bortcensurere dele af historien og dømme fortidige handlinger efter nutidige standarder.

Men vi er nødt til at komme tilbage til den konkrete virkelighed. Vi er nødt til at indse, at den aktuelle dom ikke alene danner præcedens for lignende sager, men at den brutalt vil sparke en dør op næste gang, Danmark bliver hjemsøgt af en flygtningebølge som den i 2015. Og når først rygtet om, at Danmark tillader familiesammenføringer på lempeligere vilkår er udbredt, vil vi i endnu højere grad blive et trækplaster for asylmigranter.

Regeringen aner reelt ikke, hvad den skal stille op. I et skriftligt svar hæfter integrationsminister Mattias Tesfaye sig ved, at ”domstolen anerkender, at retten til familiesammenføring kan udskydes for personer med midlertidig beskyttelse”, men er ”ærgerlig” over dommen. Han erklærer, at regeringen vil fastholde, at ”hensynet til sammenhængskraften i samfundet er meget væsentligt for regeringen”.

Regeringen må levere svar
Alene med denne formulering afslører ministeren, at regeringen udmærket er klar over, at menneskerettighedsdomstolen har anbragt en bunsenbrænder under den danske udlændingepolitik, og at der er varmt på tallerkenen. Reelt holder regeringen bare vejret og håber, at næste flygtningekrise ligger langt ude i fremtiden. Dansk Folkeparti vil derfor have en grundig redegørelse for indholdet og konsekvenserne af dommen. Allerførst må vi have et klart svar på, om regeringen agter at efterleve dommen og tillade familiesammenføring til herboende flygtninge efter en kortere periode, og hvornår det i givet fald vil ske.

Dernæst må regeringen svare på, hvordan den vil ændre lovgivningen, så effekten forbliver den samme – vi kan jo forstå, at sammenhængskraften i samfundet ligger den meget på sinde.

Vi må desuden blive klogere på, hvordan regeringen internationalt vil skabe opbakning til, at flygtninge bør vente i længere tid på familiesammenføring, om regeringen har modet til at gå lige til grænsen for at teste de internationale konventioner, og hvilke konsekvenser det vil have, hvis ganske enkelt undlader at følge dommen.Endelig må vi have sat nogle tal på, hvor mange herboende flygtninge, der kan ventes at få tilladelse til familiesammenføring, hvis vi følger dommen, og hvorfor i alverden vi skal betale 75.000 kroner i erstatning pr. forurettet flygtning.

Men det overordnede svar har vi for så vidt allerede: Hvis Danmark og de øvrige europæiske nationalstater skal overleve, må vi sprænge konventionernes spændetrøje én gang for alle. Det haster mere end nogensinde. ■

 

Men det overordnede svar har vi for så vidt allerede: Hvis Danmark og de øvrige europæiske nationalstater skal overleve, må vi sprænge konventionernes spændetrøje én gang for alle. Det haster mere end nogensinde

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?