25.03.2021

.

Nogle politikere har det med hurtigt at blive bløde i knæene. De beslutter at ´gøre undtagelser’, fordi det ‘er synd’ for lige netop denne gruppe. Men regeringen skal holde fast i sin nye, ”stramme” udlændingepolitik: Børnene og mødrene i Syrien skal ikke hjem. For når først godhedsindustrien og følelserne får overtaget, er der ikke langt til særlove for endnu flere og endnu større sikkerhedstrusler for Danmark.

Kommentar af Pia Kjærsgaard, værdiordfører og fhv. formand for Folketinget, DF

PRESSET PÅ REGERINGEN vokser i disse dage. Der går ikke en dag uden historier om den tikkende bombe, som 19 børn med dansk indfødsret i syriske flygtningelejre udgør. Rapporter peger på, at Islamisk Stat (IS) har sine fangarme langt inde i flygtningelejrene, hvor de forsøger at rekruttere børn til terror og hellig krig. Og IS har meget på samvittigheden.

Tusindvis af uskyldige mennesker er blevet slagtet, brændt levende og torteret som ”vantro”. Yazidi-kvinder og kristne kvinder er blevet solgt som sexslaver til de islamiske krigere. Mishandlingerne og torturen har overgået enhver menneskelig fatteevne. Samtidig er også uerstattelige historiske værdier gået tabt i et konsekvent forsøg på at udslette al ikke-islamisk kultur fra Islamisk Stats erobrede områder.

Det gik fx ud over det UNESCO-verdensarv-udpegede arkæologiske område i Palmyra, hvor historiske templer blev forsøgt ødelagt, og hvor det blandt andet lykkedes for islamisterne at ødelægge et antikt romersk amfiteater.

 

Og ja, det er forfærdeligt, når børn skal straffes for deres forældres liv og handlinger – men det bliver de som regel overalt, også selv om de er uskyldige
_______

 

Ikke et ideelt miljø for kvinder og børn
Men selv om ødelæggelserne kørte på samlebånd, var det sværere for IS at etablere et egentligt holdbart samfund. Islamisk Stat blev tvunget på tilbagetog, og terrorhærens menneskelige vraggods er nu havnet i syriske flygtningelejre, der betegnes som en slags radikaliseringsfabrikker.

Og ja, billederne fra Al-Hol-lejren viser, at tilværelsen i de syriske fangelejre er alt andet end et muntert virksomt liv på jord. Ikke noget ideelt miljø for kvinder, og slet ikke for børn. Og ja, det er forfærdeligt, når børn skal straffes for deres forældres liv og handlinger – men det bliver de som regel overalt, også selv om de er uskyldige.

Det hævdes ganske rigtigt i den nuværende debat, at børnene udgør en radikaliseringstrussel. Så meget desto mere er der grund til, at de aldrig nogensinde skal sætte deres fødder på dansk territorium. Det samme gælder for deres mødre. At de er radikaliserede, er jeg ikke tvivl om. At der bliver mere radikaliserede, som tiden går, er jeg heller ikke i tvivl om. Radikaliserede var de allerede på tidspunktet for deres afrejse fra Danmark og andre vestlige lande.

Det indebærer, at radikaliseringen har bidt sig fast. Den bliver ikke mindre af at komme tilbage til Danmark – og slet ikke når mødrene og måske endda fædrene følger med. Det må formodes, at nogle af dem hurtigt opsøger islamistiske netværk her i landet. Derfor bliver terrortruslen mod Danmark for alvor forøget, hvis børnene og mødrene vender hjem. Hvis børnene rekrutteres lokalt, er truslen der naturligvis. Men ikke nødvendigvis rettet mod Danmark. Børnene risikerer at blive en ”trojansk hest” for flere radikaliserede.

 

Umiddelbart er 19 børn med dansk indfødsret ikke noget stort tal. Men mine politiske erfaringer rækker så mange årtier tilbage, at jeg udmærket ved, at man aldrig ville standse ved de 19 børn
_______

 

Ikke mindre radikaliseret af at komme til Danmark
Febrilsk prøver regeringen at finde løsninger. At komme hensynet til børnene i møde. At forhindre dem i at blive optaget i Islamisk Stats rækker. Man forsøger at give indtryk af, at børnene kan hjemtages uden deres mødre. Men det er noget, som blandt andet cand. jur. Eva Ersbøll fra Institut for Menneskerettigheder afviser. Børnene har som udgangspunkt ret til at få deres mødre med.

Og det er en kamp mod tiden for støttepartierne og baglandet. Når det ikke er Det Radikale Venstre, der truer med at vælte udenrigsministeren, findes modstanden i Socialdemokratiets egne rækker. Den nye, ”stramme” udlændingepolitik er langt fra trængt ind i alle partiets sprækker. Baglandet rører på sig: Socialdemokratiet er delt i to næsten lige store halvdele om spørgsmålet, viser en undersøgelse, som TV2 offentliggjorde forleden [40 pct. svarede ja til at hente børnene hjem; 51 pct. svarede nej; 9 pct. svarede “ved ikke”, red.].

Den skizofrene tilgang til udlændingepolitikken i Socialdemokratiet er helt klassisk og har forfulgt partiet gennem årtier. Hvem husker ikke de socialdemokratiske borgmestre på Vestegnen, der fik mundkurv på? Eller 1987-rapporten af Vibeke Storm Rasmussen som blev hemmeligholdt? I dag påstår Socialdemokratiet, at man har erkendt fortidens fejl, men hvor dybt stikker denne erkendelse?

Umiddelbart er 19 børn med dansk indfødsret ikke noget stort tal. Men mine politiske erfaringer rækker så mange årtier tilbage, at jeg udmærket ved, at man aldrig ville standse ved de 19 børn. Pludselig ville antallet af personer, som det er ”synd for” vokse. Mødrene vil som noget helt naturligt følge med.

Og hvad med eventuelle fædre, der som faderen i den svenske TV-serie ”Kalifat” pludselig fortryder sin ugerninger og vil med på en fribillet til Sverige? Kombiner dette med en voksende indsats med visse mediers side, kampagner på sociale medier, underskriftsindsamlinger, forskellige events osv. Når godhedsindustrien og følelserne får overtaget, er der ikke langt til særlove.

 

På samme måde er det nærliggende at antage, at radikaliserede børn fra syriske fangelejre næppe vil se med milde øjne på det danske samfund. Det vil deres mødre heller ikke, når de ankommer
_______

 

Sporene skræmmer
Nogle politikere har det med hurtigt at blive bløde i knæene. De beslutter så at ”gøre undtagelser, fordi det netop ”er synd” for denne gruppe. Husker nogen besættelsen af Enghave Kirke og Blågårds Kirke på Nørrebro i 1991? Dengang handlede det om en gruppe på 321 palæstinensere, som opholdt sig uden grund i Danmark og derfor skulle sendes hjem.

600 danske præster gik ind i sagen med støtte til palæstinenserne. De blev bakket op af blandt andet BZ’ere – den tids forløber for ”Antifascistisk Aktion”. Efter nogle måneder blev et flertal i Folketinget møre. Den 3. marts 1992 vedtog et flertal uden om den daværende KV-regering en særlov, som gav opholdstilladelse til palæstinenserne. Hvordan kvitterede palæstinenserne så for denne rørende omsorg? Blev de velintegrerede og produktive borgere? Det ville være synd at sige.

En undersøgelse fra 2003 viste, at 42 pct. af gruppen på 321 personer i mellemtiden var blevet dømt for kriminalitet, og at 74 pct. af dem var på den ene eller anden form for overførselsindkomst. I 2011 kunne man lægge til, at 76 pct. havde opnået dansk statsborgerskab, 241 havde modtaget offentlig forsørgelse i perioden fra 2007-2009. Fratrukket 26 personer over pensionsalderen havde 82 pct. modtaget offentlige ydelser.

I 2017 viste en opgørelse, at 67 ud af de 321 personer havde modtaget en fængselsdom, mens 137 var blevet mødt med andre retslige sanktioner.

Ja, sporene burde skræmme. Et øjebliks godhed kan medføre lidelser for mange uskyldige – som de mennesker, der siden 1992 blev ofre for palæstinensernes kriminelle handlinger. På samme måde er det nærliggende at antage, at radikaliserede børn fra syriske fangelejre næppe vil se med milde øjne på det danske samfund. Det vil deres mødre heller ikke, når de ankommer.

 

Børnene har så at sige fået radikaliseringen ind med modermælken. Vi skylder ikke disse mennesker noget som helst, og det vil være udtryk for ansvarsløshed over for befolkningen at importere en alvorlig sikkerhedstrussel
_______

 

Rækker regeringens mod?
Regeringen og Socialdemokratiet står i disse dage over for en mægtig manddomsprøve. Nu vil det vise sig, om regeringen tør sætte handling bag den ”stramme” udlændingepolitik. Rækker modet mon, når det virkelig gælder? Eller lærer vi igen den mere klassiske socialdemokratiske tilgang at kende, hvis presset fra de røde støttepartier og dele af baglandet bliver for stort?

Svaret er ret enkelt: Børnene skal ikke hjem. Deres mødre vil følge med før eller siden. Risikoen for radikalisering er allerede til stede, fordi mødrene i de fleste tilfælde ikke var naive og uskyldige, men overbeviste islamister. Børnene har så at sige fået radikaliseringen ind med modermælken. Vi skylder ikke disse mennesker noget som helst, og det vil være udtryk for ansvarsløshed over for befolkningen at importere en alvorlig sikkerhedstrussel.

Det er muligt, at FE og PET ud fra rene sikkerhedsvurderinger advarer mod, at børnene bliver i flygtningelejrene, fordi de risikerer at blive rekrutteret til IS. Men min vurdering er, at risikoen ved at lade dem rejse til Danmark er endnu større – fordi mødrene uundgåeligt følger med. ◼

 

Det er muligt, at FE og PET ud fra rene sikkerhedsvurderinger advarer mod, at børnene bliver i flygtningelejrene, fordi de risikerer at blive rekrutteret til IS. Men min vurdering er, at risikoen ved at lade dem rejse til Danmark er endnu større – fordi mødrene uundgåeligt følger med
_______

 

Pia Kjærsgaard (f. 1947) er MF og tidligere formand for Dansk Folkeparti. Desuden tidligere formand for Folketinget. ILLUSTRATION: Pia Kjærsgaard [Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix]