Peter Tudvad om det tyske valg: Klimaspørgsmålet blev afgørende for Laschet og CDU’s nederlag
29.09.2021
Selvom Merkel mestrede at håndtere midlertidige kriser, lykkedes hun aldrig med at gøre det samme for klimaforandringerne. Derfor blev klimaet også centralt for det tyske valg, ikke mindst fordi kanslerkandidaten Laschet og bejleren til kanslerkandidatposten Söder udstak to vidt forskellige tilgange til partiet Die Grünen og klimaet. Havde CDU/CSU gået med Söder, havde de ifølge meningsmålingerne stået til 35 pct. af stemmerne.
Af Peter Tudvad
MEIßEN, SACHSEN – Tiden op til det tyske forbundsdagsvalg den 26. september har været tumultarisk. Et halvt år forinden lå de konservative søsterpartier CDU og CSU til en solid valgsejr. Men da økopartiet Die Grünen den 19. april præsenterede en yngre kvinde, Annalena Baerbock, som deres kanslerkandidat, stod dette med et til at blive det største parti i forbundsdagen. Dagen efter valgte de konservative CDU’eren Armin Laschet som deres kanslerkandidat på bekostning af CSU’eren Markus Söder.
Nogen heldig figur gjorde Laschet dog ikke i offentligheden, men da Baerbock heller ikke gjorde det, var billedet snart efter det velkendte: CDU/CSU i front i meningsmålingerne, mens Die Grünen tabte terræn og blev henvist til andenpladsen. Det socialdemokratiske SPD var der ingen, der regnede med – før de i sommerens løb stødt og roligt begyndte at æde sig ind på de grønne og siden på de konservative. Succesformlen havde et navn: Olaf Scholz.
Som tidligere overborgmester i Hamburg og som finansminister og vicekansler i den sidste koalitionsregering, Angela Merkel i sin 16-årige kanslerperiode har stået i spidsen for, har Scholz al den erfaring, der betrygger tyskerne i deres forventning om, at forretningen bliver drevet videre som hidtil. Trods finanskrisen i 2008 og flygtningekrisen i 2015 har Merkels æra været præget af indre stabilitet og ydre troværdighed. Det har nok været en tid uden visioner, men derfor også uden eksperimenter, en tid, hvor verden kunne regne med Tyskland som en solid økonomisk og politisk partner. Og sådan vil de fleste tyskere gerne have, at det fortsætter.
”Den tyske angst”
Som såkaldt “krisemanager” var Merkel bestandigt en god taktiker, men aldrig nogen stor strateg. Midlertidige kriser som finanskrisen i 2008 og eurokrisen i 2010 mestrede hun nok, men civilisationstruende udfordringer som de menneskeskabte klimaforandringer har hun ikke evnet at tage hånd om. Symptomatisk for hendes beskedne engagement var beslutningen i 2011 om at udfase al atomkraft frem til 2022:
Valget af Scholz var altså snarere et fravalg af Laschet end et tilvalg af det socialdemokratiske program på bekostning af det konservative
_______
Længe forinden havde en rød-grøn forbundsregering under socialdemokraten Gerhard Schröder allerede i 2000 truffet en sådan beslutning, men denne havde Merkels egen regering omgjort i 2010. Året efter fulgte kernekraftulykken i Fukushima, som ikke blot gav næring til “den tyske angst”, men også sendte Die Grünen på himmelflugt i meningsmålingerne, hvor de nåede 30 pct. af stemmerne. Det var det, Merkel reagerede på – af bitter nød og uden nogen idé om, hvordan dén gordiske knude skulle løses, der bestod i at producere stadigt renere energi, når man nu opgav den stort set klimaneutrale atomkraft.
Også i år har man set, hvordan Merkels regering af ren tvang måtte justere sin klimapolitik: Da forfatningsdomstolen i Karlsruhe i marts gav diverse miljøorganisationer medhold i, at lovgiverne ikke levede op til grundlovens art. 20a, der af myndighederne kræver, at de også for “de kommende generationer sikrer det naturlige livsgrundlag”. Kun derfor måtte regeringen et par måneder før forbundsdagsvalget give en ny og mere ambitiøs lov på området.
Nu vandt SPD som bekendt valget med 25,7 pct. mod CDU/CSU’s 24,1 pct. og kan derfor gøre fordring på kanslerposten, men ikke uden regeringsdeltagelse af Die Grünen, der fik 14,8 pct., og FDP, der med sit liberale program kunne overbevise 11,5 pct. af vælgerne. Sammen udgør de nævnte partier den politiske midte i Tyskland, der således bakkes op af tre fjerdedele af vælgerkorpset. Uden for denne midte finder man det højreekstremistiske parti AfD, der fik 10,3 pct., og det socialistiske Die Linke, der med 4,9 pct. endte lige under spærregrænsen.
Historien om CDU/CSU’s fald fra 32,9 pct. ved forbundsdagsvalget i 2017 til de nu kun 24,1 pct. er også en historie om Merkel, en historie om et unødvendigt nederlag: I december 2018 fik hun med kåringen af Annegret Kramp-Karrenbauer til CDU’s nye formand og dermed kanslerkandidat ved valget i 2021, hvor hun selv havde forkyndt at ville træde tilbage, sin vilje. Allerede i februar 2020 så den uheldige Kramp-Karrenbauer sig imidlertid tvunget til selv at trække sig som partiets formand og kanslerkandidat. Et år senere, i januar 2021, blev Armin Laschet så valgt som CDU’s formand, men som konservativ kanslerkandidat gjorde CSU’s formand, Markus Söder, ham rangen stridig.
Selvom ingen var i tvivl om, at de tyske vælgere langt foretrak Söder for Laschet, kunne denne med Merkels støtte i april gennemtvinge sit kandidatur. Forskellen på de to ses måske allertydeligst af deres respektive forhold til klimaudfordringen og dermed til Die Grünen: Hvor Söder tog bestik af situationen og formulerede principperne for en grøn omstilling af den tyske økonomi og derfor gik på frierfødder over for Die Grünen, udpegede Laschet akkurat økopartiet til de konservatives hovedfjende. Laschets hovedmål var at undgå en rød-grøn regering, Söders at opnå en sort-grøn regering. Således stod Söders offensive strategi over for Laschets defensive taktik, så de konservative med kåringen af Laschet blot fik en ny forsigtigper a la Merkel.
Var CDU/CSU gået til valg med Söder som kanslerkandidat, havde de ifølge meningsmålingerne fået omkring 35 pct. af stemmerne. Dermed havde de kunnet danne en solid og driftssikker koalitionsregering med Die Grünen, en regering, som på en gang betryggede de ældre tyskere i deres konservatisme og kom de unge i møde i deres idealisme. Hvis Die Grünen så tilmed også havde foretaget et politisk klogt valg af den populære og erfarne Robert Habeck som deres kanslerkandidat i stedet for det politisk korrekte valg af den mindre populære og uerfarne Annelena Baerbock, ville der dårligt have været grænser for den økonomiske og økologiske fryd og gammen.
Med det sidste ser man også, hvor meget større betydning personer har fået i tysk politik end programmer. I den østtyske delstat Sachsen, hvor forfatteren af disse linjer bor, har mange gamle tilhængere af Merkel åbent erklæret, at de på grund af Laschet i stedet for CDU stemte på SPD, da de hellere ville have Scholz som kansler. Valget af Scholz var altså snarere et fravalg af Laschet end et tilvalg af det socialdemokratiske program på bekostning af det konservative.
Østtyskerne lider efter de enorme omvæltninger, de har været udsat for, under det som et sachsisk medlem af forbundsdagen har kaldt “forandringstræthed”
_______
Den østlige og vestlige konservatisme
Man skal være opmærksom på, hvor dynamisk en størrelse konservatisme er i tysk politik. For østtyskerne – som her i Sachsen – er det noget ganske andet, der skal bevares, end det er for vesttyskerne. Blandt de i en vis forstand allermest konservative østtyskere, nemlig AfD’s vælgere, kan man således høre nogle med noget nær sværmeri tale om den sociale tryghed under det socialistiske diktatur i det hedengangne DDR. Dengang havde man ikke bare et arbejde, men også livet igennem en fast arbejdsplads med arbejdskammerater, der forblev ens venner livet igennem. Man havde garanti for institutionspladser til sine børn og spenderede ikke det meste af sin løn på huslejen, der var så lav, at ingen måtte sulte for at kunne betale den.
På den anden side har østtyske konservative som AfD’s vælgere gjort sig fatale erfaringer med en totalitær stat, der knægtede individualismen og de borgerlige frihedsrettigheder. I modsætning til vesttyske konservative opfatter de derfor ikke staten som en funktion, der tjener til betryggelse af almenvellet, men derimod til berigelse af den politiske elite. Det var denne, der i 1990 etablerede den såkaldte Treuhandanstalt, som de følgende år med neoliberalistisk konsekvens privatiserede 15.000 tidligere statsvirksomheder i det hedengangne DDR og dermed sendte millioner af østtyskere ud i arbejdsløshed.
Østtyskerne lider efter de enorme omvæltninger, de har været udsat for, under det som et sachsisk medlem af forbundsdagen har kaldt “forandringstræthed”. Netop derfor har Die Grünen fået et dårligt valg i de nye forbundslande, hvor ingen bryder sig om valgplakater, som forkynder, at “fremtiden ikke er noget, der hænder, men noget vi skaber”. Den slags projektmageri har østtyskerne set rigeligt til både før og efter genforeningen.
Ikke mindst i Sachsen, hvor AfD fik 24,6 pct. af stemmerne mod 19,3 pct. til SPD, 17,2 pct. til CDU og blot 8,6 pct. til Die Grünen, er man skeptisk over for det grønne krav om hurtigere at gøre den tyske økonomi klimaneutral. Her har man nemlig store brunkulslejer, som er svært forurenende, og som Die Grünen derfor vil lukke i 2030 og ikke først i 2038, som det er aftalt under Merkels ægide. Får Die Grünen magt, som de har agt, koster det nok engang utallige arbejdspladser i Sachsen.
Ét er imidlertid den tyske forbundsrepublik, noget andet “fristaten Sachsen”, som forbundslandet formelt hedder – ét er forbundsdagen i Berlin, noget andet er landdagen i Dresden. Når sachserne går til forbundsdagsvalg, stemmer de imod Berlin, imod staten – når de går til landdagsvalg, stemmer de for Dresden, for fristaten. Så selvom AfD ligesom ved forbundsdagsvalget i 2017 også ved det forleden blev det største parti, kunne CDU ved landdagsvalget i 2019 sejre med 32,1 pct. af stemmerne mod 27,5 pct. til AfD. Derfor er det fremdeles en konservativt ledet koalitionsregering, der bestemmer i Sachsen, hvor man er nogenlunde lige så tilfreds med ministerpræsident Michael Kretschmer som utilfreds med hans partikammerat i Berlin, Armin Laschet.
Tyskland er og bliver en forbundsrepublik, ikke et homogent landt som kongeriget Danmark, derimod et konglomerat af 16 individuelle lande. Blandt disse fremstår Sachsen nu som Tysklands xenofobe, reaktionære, forfatningsfjendtlige hjørne, da det kun er her, AfD har kunnet sejre så massivt. Hvad man imidlertid overser, er, at heller ikke i Sachsen vil andre partier samarbejde med AfD – og frem for alt, at tre ud af fire sachsere har stemt og villet noget ganske andet. Med andre ord forbliver Sachsen lige så demokratisk som resten af Tyskland. ■
Hvad man imidlertid overser, er, at heller ikke i Sachsen vil andre partier samarbejde med AfD – og frem for alt, at tre ud af fire sachsere har stemt og villet noget ganske andet. Med andre ord forbliver Sachsen lige så demokratisk som resten af Tyskland
_______
Peter Tudvad (f. 1966) er filosof og forfatter til værker om Søren Kierkegaard, Dietrich Bonhoeffer, Jan Hus, 2. verdenskrig m.v. Han har været bosiddende i Tyskland siden 2006. ILLUSTRATION: En klimaprotest-karnevalsvogn lavet af Greenpeace forestillende Armin Laschet (CDU) i et minekøretøj foran Köln-katedralen. Sloganet på hatten lyder: „På trods af corona er Laschet ligeså skør som han altid har været‟, 15. februar 2021 [Foto: Rolf Vennenbernd/AP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
