Peter T. Kristoffersen: Macron bliver formentlig præsident igen. Men det bliver nærmere et fravalg af hans modkandidat end et valg af ham

13.12.2021

Der tegner sig et tydeligt billede af nogle store tabere og vindere ved det franske præsidentvalg – og favoritten, den siddende præsident, Emmanuel Macron, vil med al sandsynlighed blive genvalgt. Dog vil hans sejr være mindre og måske nærmere et fravalg af modkandidaten. Sådan et fravalg skader den franske præsidents legitimitet og hele det franske demokratiske system.

Analyse af Peter T. Kristoffersen

DET FRANSKE PRÆSIDENTVALG løber af stablen i april næste år. Og selvom der stadig er lang vej til, at krydset skal sættes, tegner der sig dog et tydeligt billede af nogle store tabere og vindere. Lad os dog begynde med at se på det brede spektrum af kandidater. Og fokusere på taberne. Meningsmålingerne har siden juli været særdeles hårdtslående læsning for venstrefløjskandidaterne. Anne Hidalgo, den nuværende borgmester i Paris for Socialisterne, står til kun 4 pct. af stemmerne. Bedre ser det ikke ud for Jean-Luc Mélenchon, der står til 9 pct. af stemmerne og heller ikke de grønnes kandidat, Yannick Jadot, der for øjeblikket står til at få 7 pct. af stemmerne.

Årsagen til det manglende opbakning til venstrefløjskandidaterne er naturligvis mangesidet. Med tanke på bl.a. klima som en stigende bekymringsfaktor blandt mange vælgere i industrialiserede lande verden over, burde en klimaforkæmper som Hidalgo stå stærkere. Særligt de varme somre, Paris har oplevet taget i betragtning (i 2019 viste termostaterne hos de parisiske borgere svimlende 42,6 grader celsius). Men Hidalgos politiske tiltag som forbedret forhold for cykellister i den franske hovedstad, forbud mod biler i visse dele af Paris og en total renovering af centrum til fordel for fodgængere mangler, ifølge kritikerne, evidens og kan derfor bedst ses som symbolpolitik på bekostning af de mange franskmænd, der lever og arbejder i Paris, men ikke har de økonomiske midler til at bo i byen. Derudover har Hidalgo mødt modvind, fordi mange borgere oplever manglende dagrenovation, afhentning af skrald og andre dagligdagsopgaver til fordel Hidalgos fokus på for store og vidt løftende politiske forslag. Hashtagget #saccageparis (bedst oversat til ”skraldet Paris”) har de seneste måneder fået stigende opmærksomhed på Twitter, hvor borgere deler billeder af skrald, der flyder i gaderne. Et andet problemområde for Hidalgos kampagne er hendes politiske modstand mod biler og billister i Paris. En modstand Emmanuel Macron også har haft erfaringer med i forbindelse med de protester, der senere blev grundlaget for De Gule Veste. Holder meningsmålingerne stik, vil det være anden gang i træk, at Socialisterne får under 10 pct. af stemmerne.

De grønne har samme problematik. Selvom partiet vandt frem i flere storbyer tilbage til i regionalvalgene i juni 2020, har partiet endnu ikke formået at løfte sig forbi de store ringveje, der ofte omkredser storbyerne i Frankrig. Det skyldes både evnen til at samle en mere favnende politisk platform, der kan fungere for et flertal af franskmændene, men også en tendens til politisk ”dumsmarte” bemærkninger. Her kan borgmesteren i Bordeaux, Pierre Humic, nævnes. Humic udtalte i starten af sin borgmesterperiode, at han ikke brød sig om ”døde træer” – her skulle forstås juletræer. Et andet eksempel er Grégory Doucet, borgmester i Lyon,  der beskrev Tour de France som en kilde til unødig forurening i det franske sommerlandskab. Martial Foucault, direktør i tænketanken CEVIPOF, skrev i Le Monde i oktober, at den franske venstrefløj ser ud til at have efterladt ”de mest socialt udsatte klasser”. Dette underbygges af en meningsmåling foretaget af instituttet Ipsos, der viste, at både Jadot og Hidalgo har væsentlig lavere opbakning blandt Frankrigs arbejderklasse ift. den højere middelklasse.

Jean-Luc Mélenchon har til gengæld sin opbakning blandt arbejderklassen på plads. Venstrefløjsveteran emmer stadig en smule af den gnist, som mange så i ham tilbage i 2017. Men det er stadig et mindretal, og i den mellemliggende periode har Mélenchon givet sig i kast som konspirationsteoretiker. I juni forudsagde Mélenchon, at ”der i de sidste uger af præsidentvalget vil være en seriøs hændelse eller mord orkesteret til at manipulere valgets udfald”. Det er Mélenchons tredje forsøg på at blive præsident i Frankrig, og denne gang mangler han en helt vital del af sit bud i 2017: En frisk og mere dynamisk tilgang til fransk politik. Basalt set mangler venstrefløjen et reelt bud på en leder, der kan kombinere arbejderklassens interesser med de øvre middelklasses ønsker indenfor klimaområdet og grøn omstilling. For nuværende er det svært at finde blandt de ovenstående kandidater. Og hvad værre er, at der heller ikke ser ud til at være en oplagt kandidater i de næste geledder.

 

Såvel som Macrons politiske paladsrevolution tilbage i 2017, portrætterer Pécresse sig også som et frisk pust. Politisk beskriver hun sig selv som ”to tredjedele Merkel, en tredjedel Thatcher”
_______

 

Højrefløjens tætte konkurrence
Mens den franske venstrefløj befinder sig i et morads af usammenhængende politik og svage kandidater, er de liberal-konservative kandidater i gang med en intens konkurrence om at udfordre Macron. Marine Le Pen er stadig den klare favorit. Hun har skruet ned for sin Frexit-retorik, og i stedet forsøger hun at skabe en stærkere bro til de liberale vælgere, der som følge af hendes økonomiske politik stemte imod hende – og dermed på Macron tilbage i 2017. Problemet for Le Pen frem mod april er, at hun befinder sig i et vælgermæssigt ingenmandsland: Hun er i  stand til at samle de over 20 pct., som er nødvendig for at komme til den anden valgrunde, men ude af stand til at samle de 50 pct. og derover, der er nødvendig for at vinde præsidentvalget.

Hendes udfordrer på den populistiske højrefløj, Eric Zemmour, mangeårig skribent hos avisen Le Figaro og tidligere vært på den konservative tv-station C-News og ofte benyttet politisk kommentator og analytiker, har efter lang tids venten endelig erklæret, at han stiller op som præsidentkandidat. Men selvom han først her d. 30. november offentliggjorde sit kandidatur, har TV-personligheden været i gang med, hvad der for enhver længe har lignet en valgkampagne. Som Le Pen er han i udgangspunktet nationalkonservativ, islamkritisk og begge forsøger at spille melodien om at være ”en kandidat for folket, af folket”. Zemmour har aldrig lagt fingre imellem. Han har offentligt støttet Vichy-regimets samarbejde med Nazi-Tyskland under 2. verdenskrig og sidste år udtalte han, at børn af flygtninge var ”voldtægtsmænd”, ”røvere” og ”mordere”. Derudover er han kendt for sin modstand mod feminisme og har kaldt LGBT+-bevægelsen for propaganda. Zemmours holdninger, baggrund i medieverdenen og rollen som outsider og anti-establishment-kandidat trækker tråde til en tidligere republikansk præsident i USA.

Tonerne er i hvert fald meget enslydende: Frankrig, og franskheden, er i forfald, og den nuværende immigration er roden til alt ondt. Det er også noget hans støtter ofte gør opmærksom på, og hvad Marine Le Pen frygter. For Zemmour skal ikke undervurderes. Særligt fordi han har én essentiel konkurrencefordel. ”Det retoriske talent hos Eric Zemmour, som alle anerkender, kunne for nogle vælgere fremstå som noget, Marine Le Pen ikke har, eller ikke længere ved, hvordan man behersker.”, udtaler Bruno Cautrés, politisk analytiker hos Center for Politisk Forskning ved Sciences Po. I en fransk valgkamp er debatter på både TV- og radiostationer af stor vigtighed, så retoriske kompetencer er langt fra en uvæsentlig kvalifikation at besidde, hvis man ønsker en dag at kunne have 55 Rue du Faubourg Saint-Honoré i det 8. arrondissement (Élyséepalæet, der er den franske præsidentbolig) som sin adresse. På den anden har Zemmours kontroversielle figur også sine begrænsninger. Senest har han eksempelvis givet ”fingeren” til en demonstrant og trods gentagene forsøg fra journalister, har Zemmour stadig til gode at præsentere økonomisk sammenhængende forslag. Hans manglende økonomiske program er for nu hans akilleshæl. Selvom kritik af indvandring har sit publikum, kan det udgangspunkt ikke føre Zemmour videre til en anden valgrunde alene.  

Fra den mere midtsøgende højrefløj udfordres Le Pen af en anden kvinde. Hen over weekenden d. 4. og 5. december valgte Republikanerne deres præsidentkandidat. Kandidatfeltet talte Michel Barnier (EU Kommissionens forhandler på Brexit) og Xavier Bertrand (tidligere sundhedsminister under Nikola Sarkozy), men valget faldt på Valérie Pécresse, forkvinde for hovedstadsregionen Ile-de-France, tidligere minister under Nikola Sarkozy og rådgiver under Jacques Chirac.

Både Bertrand og Barnier udgik i første valgrunde og endte med at støtte Pécresse, der i anden valgrunde vandt klart over medlem af nationalforsamlingen Éric Ciotti med 69 pct. af stemmerne mod Ciottis 31 pct. For første gang i historien har Republikanerne valgt en kvinde som præsidentkandidat. Og hun kan blive en stor udfordring for Macrons genvalg. Såvel som Macrons politiske paladsrevolution tilbage i 2017, portrætterer Pécresse sig også som et frisk pust. Politisk beskriver hun sig selv som ”to tredjedele Merkel, en tredjedel Thatcher”. Og på den økonomiske politik er der massere af Thatcher at spore: Pensionsalderen skal hæves til 65 fra de nuværende 62 år. Arbejdsugen på de nuværende 35 timer skal hæves markant. Den offentlige sektor skal reduceres med 200.000 medarbejdere, og så skal der sættes yderligere skub i byggeri af atomkraftværker. Selvom Pécresse fra begyndelsen af sin politiske karriere har været set som moderat centrum-højre-kandidat, men som forkvinde for Ile-de-France, har hun altid praktiseret en hård linje på lov- og orden.

Hun forbød burkinier (en badedragt der dækker hele kroppen undtagen hænder, fødder og ansigt, designet til at blive brugt af muslimske kvinder), og i 2013 under diskussioner om ægteskaber mellem personer af samme køn udtalte hun, at hun foretrak retten til borgerlige vielser og ikke ønskede disse rettigheder til par af samme køn. Hendes balancegang mellem at erobre stemmer fra Macrons midtersøgende vælgere, der i 2017 fravalgte Republikanerne, og samtidig ikke blive for svag på spørgsmål om terrorisme og immigration kan vise sig vanskelig. Netop spørgsmålene om sikkerhed og terrorisme har desværre al for stor relevans, grundet de mange terrorangreb, Frankrig har gennemlevet de seneste år. Men Pécresse bør finde taktikbrættet frem og lære af sin mentor, Nikola Sarkozys, valgsejr i 2007. Her samlede Sarkozy en koalition bestående af vælgere, der ikke troede på, at Ségolène Royal fra Socialisterne var stærk nok på sikkerhed og immigration, ville have styr på de offentlige finanser samtidig med at overbevise de højreorienterede vælgere om, at Sarkozy havde en chance for at vinde.  

Hvor står Macron?
Macron selv er stadig i fuld gang med at tale om sin genstart af hans præsidentskab. Hans reformiver fra 2017-2019 har givet politiske blå mærker og særlig blandt arbejdervælgerne har Macron brændt sig. Derfor har han sidenhen været påpasselig med at annoncere store reformer (eksempelvis han nok største politiske projekt: en pensionsreform). I stedet fører Macron kampagne på investeringsplaner i fransk industri og produktion. 30 milliarder euro er budgettet for ”Frankrig 2030”, der i de kommende fem år skal investeres i franske virksomheder for at udvikle fremtidens vindere inden for atomenergi og vedvarende energikilder, elbiler, halvledere og robotteknologi. Planen har tre hovedmål: Etablering af små atomreaktorer, gøre Frankrig til en international leder i grønt hydrogen og sluttelig gøre fransk økonomi til en lavemissionsøkonomi. Problemet har længe stået skrevet i de makroøkonomiske nøgletal: Frankrigs industrielle konkurrenceevne og produktivitet har været faldende over en årrække, hvilket virksomhederne har forsøgt at tilpasse sig med bl.a. outscouring og udflytning af arbejdspladser. Politisk er Macron under pres for at få vendt den udvikling. Som minimum overbevise vælgerne i de industritunge egne, hvor han i 2017 havde store problemer, om, at han er den rette mand til at vende udviklingen.

Det tyder på en valgperiode mere til Macron
Fransk økonomi er på vej tilbage efter coronaens første, anden og tredje bølge. Opsvinget er særlig båret af øget efterspørgsel og en stigende opsparing blandt husholdningerne. Det åbner op for yderligere stimuli a la ”Frankrig 2030” og vil med al sandsynlighed betyde en rimelig sikker sejr til Macron i første valgrunde. Hvem Macron skal møde i en anden valgrunde er mere uvist, men tallene tyder lige nu på, at modstanderen bliver Marine Le Pen. For nogen kan et genvalg af Macron muligvis være positiv læsning for både det franske demokrati og EU som helhed. Macron får endnu fem år til at forstærke europæisk politik, integration, fokus på investeringer i klima og grøn omstilling samt gennemføre nogle af de reformer, han både har lovet, og ønsket, men endnu ikke har fuldført – eksempelvis pensionsreformen.

Men det vurderes langt fra som værende en lige så sikker sejr, Macron denne gang henter hos de franske vælgere. Hvor Macron i 2017 red på en bølge af medvind og overbevisende vandt i anden valgrunde (66,1 pct. af stemmerne mod Le Pens 33,9 pct.), vil fordelingen denne gang blive udjævnet. Holder Politicos forudsigelser stik, vil fordelingen være 55 pct. til Macron og 45 pct. til Le Pen. Den mindre overbevisende sejr kan give udslag i Macrons handlerum. Særligt når det kommer til de svære, men nødvendige reformer af bl.a. den offentlige sektor, arbejdsmarkedet og det franske pensionssystem. Derfor bør Macron, for nu, tage valgkampen med ophøjet ro.

Le Pen ligner hans udfordrer i anden valgrunde, men hendes projekt og person kan have svært ved at hente de over 50 pct. af stemmerne, der skal til for at vinde valget. Får Pécresse til gengæld medvind i meningsmålingerne er sagen en ganske anden. For selvom Macron vandt stort i 2017, er alle franskmænd langt fra overbeviste om hans politiske projekt. Den seneste måling fra slut november 2021 viser, at der stadig er en overvægt af franskmændene (56 pct.), der mener, at Macron gør det dårligt som præsident. Vi skal tilbage til omkring december 2018, hvor en lille flertal (51 pct. vs. 49 pct.) af franskmændene mente, at Macron gjorde det godt som præsident.

Netop dette mismatch er et tegn på den mere strukturelle og langt mere bekymrende tendens i fransk politik. Nemlig, at Macrons genvalg lige så vel kan læses som et fravalg af en kandidat (Le Pen) fremfor et tilvalg af en anden – nøjagtig som i 2017. Her afstod 24,5 pct. af de franske vælgere fra at stemme – den højeste andel siden præsidentvalget i 1969. Hvis samme tendens kan læses i 2022-valget, vil det være fjerde gang på tyve år (Chirac vs. Jean Marine Le Pen i 2002, Nikola Sarkozy vs. Francois Hollande i 2012 og senest Macron vs. Marine Le Pen i 2017), at de franske vælgere stemmer imod en – frem for på en – kandidat. Sådanne fravalg rykker ved fundamentet om den franske præsidents legitimitet og hele det franske demokratiske system. Og denne udvikling burde i virkeligheden være det, som analytikere, iagttagere af fransk og europæisk politik samt politikere i hele EU bør interessere sig for til april 2022. ■

 

Macrons genvalg kan lige så vel kan læses som et fravalg af en kandidat (Le Pen) fremfor et tilvalg af en anden – nøjagtig som i 2017
_______

 

Peter T. Kristoffersen (f. 1994) er uddannet cand. scient. pol fra Aarhus Universitet og har tidligere skrevet om økonomisk og europæisk politik for RÆSON. ILLUSTRATION: Marine Le Pen går fra Emmanuel Macron efter møde i Elysee paladset, Paris, 21. november 2017. [FOTO: Ludovic Marin/AFP/Ritzau Scanpix]