Peter T. Kristoffersen: Premiereminister Draghi er Italiens nye politiske helt. Men han ryger hurtigt igen, hvis han ikke leverer strukturelle ændringer af samfundet

07.05.2021

Italien ser ud til at tegne sig for størstedelen af midlerne i EU’s genopretningsfond. Og selvom markeder og iagttagere er positivt stemte overfor Italiens nye premierministers, Mario Draghi, reform- og investeringsplaner, kan det være vanskeligt for Draghi at få succes med de reformkrav, der vil følge med pengene. Generelt kræver det italienske samfund strukturelle ændringer, som Draghi kun har kort tid til at vise, at han kan gennemføre.  

Analyse af Peter T. Kristoffersen

Store bededag var fristen for EU’s medlemslande til at søge medfinansiering af nye initiativer fra EU’s genopretningsfond. Italien tegner sig for størstedelen af midlerne. Rundt regnet 190 mia. euro af de 220 mia. forventes at gå til projekter præsenteret i Mario Draghis nationale investeringsplan. Det har fået alt fra den danske industri til tænketanke og politikere til udråbe Italien som et land for nye eksporteventyrer for danske virksomheder. Men reformer skal følge med investeringerne, og det kan straks være en større udfordring for Italiens premierminister.

Italiens økonomi er et særtilfælde af kriser for øjeblikket. En stor gæld i både relative og absolutte termer og en stagnerende økonomi allerede inden COVID-19 har ramt støvlelandet. Politisk er der en ny mand ved roret. Mario Draghi (tidligere chef for Den Europæiske Centralbank og før det leder af Italiens største bank, Banca d’Italia) har overtaget roret og skal forsøge at styre Italien gennem både Corona og en efterfølgende genopretning af økonomien. Trods de positive vinde og fortællinger, hvor Draghi er blevet udråbt som en frelser for Italien, ser udsigterne mindre lyse ud, end mange indikerer.

Draghi har siden 13. februar været regeringsleder i Italien. Draghi er nu den syvende regeringsleder i træk i Italien, der ikke er en frontfigur i et politisk parti, og han er altså ikke demokratisk valgt. Listen tæller Mario Monti, Enrico Letta, Matteo Renzi, Paolo Gentiloni og senest Guiseppe Conti. Den seneste folkevalgte premierminister var i øvrigt Silvio Berlusconi tilbage i 2008. Særligt to punkter er her relevante at gøre opmærksom på: For det første viser det en generel stor mistillid fra borgerne til deres politikere og politisk ustabilitet. For det andet viser det en generel tendens til, at svaret på Italiens problemer ofte er et ønske om en mere upolitisk person ved roret.

 

Hvis der allerede nu skal tages fat om dybere problemstillinger, kan det i sidste ende være en ulempe for Draghi at satse på tidligere virksomhedsledere uden nogen demokratisk legitimitet
_______

 

Det teknokratiske ses også i Draghis regering. De ministerier med store budgetter er alle udpeget til virksomhedsfolk (tidligere adm. direktør i Vodafone, Vittoro Colao bliver minister for digital transformation og tidligere chef for teknologi og innovation i sikkerhedsmastodonten Leonardo, Roberto Cingolani, bliver minister for grøn omstilling). For nu virker det som en god strategi, både at inkludere politikere (se nedenfor) og erhvervslivet i samlingsregeringen. Men hvis der allerede nu skal tages fat om dybere problemstillinger, kan det i sidste ende være en ulempe for Draghi at satse på tidligere virksomhedsledere uden nogen demokratisk legitimitet.

Modsat er der gengangere fra Contis regering. Eksempelvis fortsætter Luigi Di Maio som udenrigsminister og Robert Speranza som sundhedsminister. Samlingsregeringen nyder for øjeblikket– modsat tidligere regeringer – stor politisk stabilitet. Kun det ultra højrenationalistiske Italiens Brødre udtrykker højrystet kritik af Draghi. Men fra både venstrefløjen i form af 5-stjernebevægelsen og Matteo Salvinis højre-populistiske Lega er kritikken mildest talt meget afmeldt.

Er EU Draghis store redning?
Den politiske stabilitet var særligt tydelig, da Draghis store redningsplan på svimlende 220 mia. euro skulle til afstemning. Et overvældende flertal i begge kamre stemte for: I underhuset stemte 442 for og 19 imod, i Senatet 224 for og 16 imod. Det svimlende beløb udgøres primært af midler fra EU’s genopretningsfond – NextGeneration EU.  For at ansøgningerne fra medlemslandene godkendes, kræver det et særligt fokus på investeringer indenfor bl.a. digitalisering og styrkelse af konkurrenceevnen. På begge områder er Italien bagud Sammenlignet med resten af de europæiske lande.

 

Selvom der for øjeblikket er en stor politisk opbakning til Draghis regering, så er der verdener til forskel mellem at præsentere planer for EU-midler og til at levere en massiv omvæltning af langtidsholdbare reformer
_______

 

Tabel 1: Italiens offentlige digitaliseringsniveau og konkurrencedygtighed sammenlignet med udvalgte europæiske lande

Anm.: Offentlig digitalisering er målt med udgangspunkt i FN’s årlige E-government Survey.
Kilde: FN og IMD

Investeringer skal følges af reformer
Sideløbende med investeringsprojekterne er det planen, at Draghi skal forsøge at give bedre vilkår til kvinder på arbejdsmarkedet. Italien har nemlig stor ulighed blandt kønnene på arbejdsmarkedet. Fra 2010 til 2018 steg Italiens kønslighedsindikator – målt af Den Europæiske Institut for Kønslighed – mere end 10 procentpoint (indekset går fra 0-100, hvor 100  er maksimal ulighed mellem kønnene). Den største stigning blandt alle EU-lande. Og andelen af kvinder i arbejdsstyrken er det fjerde-laveste blandt alle OECD-lande og langt under EU-gennemsnittet.



Foruden problemet med ligestilling på arbejdsmarkedet skal reformerne også smidiggøre et trægt og tungt, bureaukratisk retssystem og ineffektiv beskyttelse af serviceerhverv, der forhindrer konkurrence fra nye virksomheder internt i Italien og fra udefrakommende konkurrenter. Her placerer Italien sig tredjesidst af alle højindkomst OECD-lande, kun overgået af Chile, Luxembourg og Grækenland.



Det er sådanne reformer, som Draghi skal levere på. Og selvom der for øjeblikket er en stor politisk opbakning til Draghis regering, så er der verdener til forskel mellem at præsentere planer for EU-midler og til at levere  en massiv omvæltning af langtidsholdbare reformer.

Draghi holder – sandsynligvis – ikke lang tid
På de finansielle markeder og i EU nyder Draghi stor anseelse. Med Angela Merkel på vej ud af kanslerkontoret i Tyskland, og Macron der i starten af 2022 skal genvælges (læs mere om Macrons genvalgschancer her), samt Storbritanniens udtræden af EU, er vejen åben for Draghis indtog som Italiensk premierminister og central stemme i EU. Det er der også behov for, da landet som EU’s tredjestørste økonomi ikke har haft den status af sværvægter i Det Europæiske Råd, som landet er berettiget til.

For øjeblikket har Draghi samme positive stemning med på finansmarkedernes. Da regeringen i april annoncerede, at de ville give yderligere 40 mia. euro (2,4 procent af Italiens BNP) i stimuli pakker, kunne meddelelsen knap registreres i de italienske statsobligationer. Modsat kvitterede markedet tilbage i 2018 med at sende obligationerne ned, da den daværende regering fremlagde et budget med et underskud på 2,4 pct. af BNP. Men et sådant privilegie varer ikke evigt.

 

Leverer Draghi ikke en bedre hverdag til italienerne, og mestrer han ikke at håndtere de ufattelige velstandsforskelle mellem det nordlige og sydlige Italien, kan han meget vel være ude igen efter valget
_______

 

For det første har den vilde karussel af italienske premierministre været en svaghed for Italien, og blot en rimelig kvalificeret kandidat kan virke imponerende sammenlignet med de tidligere. Giuseppe Conte var eksempelvis en ukendt advokat uden nogen politiske erfaringer. Og Berlusconis utallige skandaler og forfærdelig håndtering af den økonomiske politik har stadig skadelige virkninger på Italien den dag i dag. Sammenlignet med sådanne kandidater er statmandsværdighed og politisk tæft rimelig billigt prissat i landet.

Og selvom Draghi ganske vist har vist sine politiske og diplomatiske evner gennem bl.a. sin styring af Eurokrisen, vil Draghi sandsynligvis ikke sidde længe som premierminister (der skal udskrives valg inden for de kommende to år). Leverer Draghi ikke en bedre hverdag til italienerne, og mestrer han ikke at håndtere de ufattelige velstandsforskelle mellem det nordlige og sydlige Italien, kan han meget vel være ude igen efter valget.



Perspektiverne for Draghi
Flere har som tidligere nævnt udråbt Draghi til en frelser for Italiens dødevande – både økonomisk og politisk. Den positive læsning er, at Draghi med sin tillid fra markederne og politiske erfaring– med hjælp fra EU’s genopretningsfond – kan genoprette Italien. Herunder tage et endeligt opgør med den træge konkurrenceevne, det administrativt tunge retssystem og den offentlige administration samt bidrage til øget ligestilling mellem kønnene og regionerne. Den mere pessimistiske læsning er, at Draghi alene er en premierminister, der har navnet – men ikke kan evne at få gennemført de nødvendige reformer og dermed kan blive skubbet ud allerede om under to år.

Realistisk set kan Draghi og hans regering nok primært håbe på, at de kan tegne linjerne for, hvordan de planlægger at bruge midler fra EU’s genopretningsfond i rimelige detaljer, således at fremtidige regeringer ikke har mulighed for at divergere alt for kraftigt, uden at EU-Kommissionen stopper pengestrømmen. En form for finanspolitisk luksus-spændetrøje. Hvis dette lykkedes, kan Draghi træde tilbage i forbindelse med det kommende parlamentsvalg og overlade premierministerposten og regeringsførelsen til vinderen. Iagttagere spekulerer allerede i, at Draghi derefter har rettet blikket mod præsidentembedet, hvor han kan holde et vågent øje med fremtidige regeringers videreførsel af reform- og investeringsplanerne, og der generelt er mindre udskiftningsration end premierministerposten. ■

 

Den positive læsning er, at Draghi med sin tillid fra markederne og politiske erfaring– med hjælp fra EU’s genopretningsfond – kan genoprette Italien
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne