Peter Lauritsen: Et demokratisk samfund har frie universiteter. Ved politikerne dét?

09.06.2021

Skal universiteterne ud fra en så autonom position som muligt producere viden og levere kritik til det omgivende samfund, eller skal universiteterne stækkes, så de ikke forstyrrer Christiansborgs politiske projekter? Den første rolle kræver forskningsfrihed og armslængde, og det er den, vi kender fra demokratiske samfund.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Peter Lauritsen

SOM DE FLESTE vist har opdaget, raser der lige nu en heftig debat om universiteterne og den forskning, de bedriver, især på humaniora. Med Henrik Dahl og Morten Messerschmidt i spidsen har politikere udråbt navngivne forskere og forskningsmiljøer som pseudoforskere, aktivister og enøjede. Der har endda været debat i Folketinget om overdreven aktivisme i forskningen, hvor et flertal vedtog et papir, der baserede sig på de to politikeres udokumenterede præmis om, at der alt for mange steder på humaniora bedrives politik forklædt som forskning.

Universiteterne er vigtige institutioner, og derfor er det kun naturligt, at de med jævne mellemrum er omgærdet af en til tider ophedet debat. Men denne gang er det alligevel anderledes. For nu handler det ikke ’bare’ om for eksempel uddannelsernes kvalitet og relevans. Nej, det, der er på spil, er selve den rolle, som universiteterne skal spille i samfundet.

 

At et flertal af folketingsmedlemmer frivilligt lod sig indrullere i den forestilling, og ovenikøbet stemte for en udtalelse, der mistænkeliggør universiteter og forskning, nærmer sig det ubegribelige
_______

 

En illiberal retning
Skal de ud fra en så autonom position som muligt producere viden og levere kritik til det omgivende samfund, eller skal universiteterne stækkes, så de ikke forstyrrer Christiansborgs politiske projekter? Den første rolle kræver frihed og armslængde, og det er den, vi kender fra demokratiske samfund. I den anden underlægges universiteterne den politiske magt, og det er den, vi kender fra samfund, vi ikke ønsker at sammenligne os med. Vi kan kalde disse samfund ”illiberale” eller måske endda ”totalitære”, men uanset navnet er kendetegnet, at de ikke ønsker en uafhængig vidensproduktion og en fri offentlig debat.

Kun få danske politikere vil eksplicit agitere for en mere illiberal retning. Heldigvis. Alligevel viser de sidste måneders debat, at alt for mange politikere har fået spundet sig selv ind i en forståelse, der truer med at bringe os i netop den retning.

Det måske tydeligste eksempel var debatten om ”overdreven aktivisme”, Folketinget afholdt for nylig. Her kunne man høre Henrik Dahl og Morten Messerschmidt eksercere deres folketingskollegaer i emner som ”generalisering”, ”rationalitet” og ”objektivitet”, ligesom de uddelte karakterer til både højt estimerede forskere og unge ph.d.-studerendes forskning.

Hele forskningsmiljøer blev dømt ude, og det stod klart, at de to musketerer nok ved, hvordan man bedriver den rette forskning på den rigtige måde. For en mand som mig med gennemsnitlig selvtillid er denne ublu karaktergivning en kilde til uundertrykkelig misundelse. Den kræver alligevel sin, ja, midaldrende mand at uddele karakterer til verden på den måde.

Man kunne næsten grine af komikken. Dahl og Messerschmidt, der utvivlsomt er dygtige til den politiske metier, rodede rundt i begreber, der ligger langt uden for deres vanlige revir. Grundlaget var hurtige Google-søgninger og overfladiske læsninger. Men de fik lov og for en stund blev folketingssalen omdannet til en parodi på et auditorium. At et flertal af folketingsmedlemmer frivilligt lod sig indrullere i den forestilling, og ovenikøbet stemte for en udtalelse, der mistænkeliggør universiteter og forskning, nærmer sig det ubegribelige.

 

Der er intet morsomt ved, at magtfulde politikere uden noget sagligt grundlag bruger folkestyrets fornemste talerstol til at udskamme forskere, der ikke har gjort andet endt at passe deres arbejde
_______

 

Usaglige personangreb
Derfor skal man netop ikke grine. Og et samlet Folketing burde have sagt fra for længst. For der er intet morsomt ved, at magtfulde politikere uden noget sagligt grundlag bruger folkestyrets fornemste talerstol til at udskamme forskere, der ikke har gjort andet endt at passe deres arbejde.

Jo, Folketinget må diskutere, hvad de vil, og selvfølgelig må også forskere finde sig i kritik. Men tingets medlemmer har udvidet ytringsfrihed, og med den følger et særligt ansvar. Samtidig står de i en sal, der kræver både format og værdighed. Usaglige angreb på personer, der ikke kan indtage den samme talerstol, vidner ikke ligefrem om nogen af delene.

Personangrebene har selvsagt konsekvenser. Der er stadig folk, der stoler på politikere og alt for ukritisk overtager deres fortolkninger, men erfaringen viser også, at den uforsonlige tale i samfundets top siver ned i de sociale mediers kloak. Og så er det, at forskerne pludselig må se sig udsat for tilsvininger og trusler i en sådan grad, at flere af dem trækker sig fra den offentlige debat, der dermed bliver fattigere og mindre pluralistisk.

De personlige implikationer for borgere er alvorlige nok, men er kun den ene del. Den anden er den principielle, der handler om universiteternes og forskningens rolle. Hvis man tror på det princip, at den offentlige debat skal være præget af pluralisme og kvalificerede anskuelser, skal man selvsagt ikke starte med at angribe forskere, man ikke kan lide, og man skal ikke forsøge at undergrave deres troværdighed. På samme måde gælder det, at hvis man ikke forstår, hvad forskerne laver eller siger, må man søge dialogen. Det kunne jo være, at man blev klogere og trods fortsat uenighed faktisk fandt et sted at mødes.

Ingen af disse ting har optaget Dahl og Messerschmidt. I stedet har de ud fra deres eget politiske ståsted forsøgt at definere en grænse mellem acceptabel forskning og aktivisme. Da sidstnævnte jo (i deres forståelse) ikke kan være forskning, kan den uden videre udgrænses fra universiteternes virke.

At yderligtgående politikere har denne lyst, er der muligvis ikke noget at stille op overfor. Men med resten af Christiansborg er det anderledes. Et folketingsflertal kunne have stoppet manøvren. De kunne have sagt tydeligt fra overfor personangreb, de kunne have forlangt en saglig og ordentlig debat, og de havde ikke behøvet at alliere sig med Dahl og Messerschmidt. Men de hoppede med. Måske fordi de tænkte, at det var politisk opportunt, måske fordi de ikke vidste bedre.

Under alle omstændigheder er det ærgerligt, for uanset de fine skåltaler, som forskningspolitikere er så gode til, efterlader det en nagende tvivl om, hvilken rolle universiteterne skal spille i Danmark: Fri vidensudvikling og kritik til gavn for samfundet og demokratiet eller et stækket liv, hvor universiteterne og dets forskere ikke forlader den ramme, der er udstukket fra Christiansborg? Det ville være rart, hvis den besindige del af forskningspolitikken meldte tydeligt og entydigt ud. ■

 

[Folketinget] kunne have sagt tydeligt fra overfor personangreb, de kunne have forlangt en saglig og ordentlig debat, og de havde ikke behøvet at alliere sig med Dahl og Messerschmidt. Men de hoppede med
_______

 

Peter Lauritsen (f. 1969) er professor MSO ved Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet. Han er desuden medlem af Radikale Venstres hovedbestyrelse. ILLUSTRATION: Henrik Dahl på talerstolen i Folketinget, København, 2. december 2020. [FOTO: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix]