Peter Kurrild-Klitgaard i RÆSON SØNDAG: Intet er så permanent som en midlertidig krisepolitik
11.04.2021
Selvom vi kommer ud af coronapandemiens sundhedseffekter relativt snart, viser både forskning og erfaring, at de politiske og økonomiske effekter vil leve betragteligt længere end de problemer, de angiveligt skulle afbøde. Årsagen er simpel: Når først et privilegium er opnået, taler mange interesser imod at fjerne det igen.
Af Peter Kurrild-Klitgaard, professor i statskundskab, Københavns Universitet
Hvor længe vil pandemien vare politisk, samfundsøkonomisk og kulturelt? Ser man på de udsagn, iagttagere og kommentatorer er kommet med, siden krisen begyndte i vinteren 2020, dækker forudsigelserne stort set hele spektret: Fra at alt snart vil blive ”normalt” igen til, at verden vil være ændret for altid.
Sandheden er også her nok et sted imellem ekstremerne. Eller rettere: Nogle forhold vil hurtigt vende tilbage til noget, der minder om det, vi kendte, mens andre aldrig vil blive det samme igen.
Kriser sætter lange spor
En af de lærdomme, som politisk-økonomisk historie fortæller, er, at store kriser altid sætter lange spor. De to verdenskrige, Den Store Depression imellem dem, oliekrisen i 1970’erne, finanskrisen, klimaproblemer, o.s.v.: Alle har de ført til politiske beslutninger, der ellers aldrig ville være kommet igennem, men som nu blev gennemført og havde langsigtede konsekvenser.
Når de store kriser indtræffer, ændrer de relative proportioner og dimensioner sig for, hvad der er vigtigt og uvigtigt
_______
Når de store kriser indtræffer, ændrer de relative proportioner og dimensioner sig for, hvad der er vigtigt og uvigtigt. Bemærk fx blot hvor lidt danskerne under coronakrisen har talt om problemerne i forbindelse med klima eller indvandring. Eller hvor lidt de relativt ”blåt” lydende S-ministre fra Thorning-regeringerne nu taler om behovet for økonomisk ”holdbarhed” men snarere synes at mene, at underskudsbudgettering er ”gratis”.
Men der sker i krisesituationer også det, at politikere, embedsmænd og tænketanke, der i årevis har fået nogle forslag og idéer kastet til side, pludselig hiver disse op af skuffen igen. Et forslag, der ikke havde nogen gang på jord på ét tidspunkt, vil i en krisesituation pludselig kunne blive hastet igennem. Ofte uden grundig faglig analyse eller parlamentarisk diskussion. Coronakrisens nedlukning af minkerhvervet, der længe havde stået højt på ønskelisten hos flere partier, er det måske klareste eksempel nogensinde.
De asymmetriske interesser
Men nok så vigtigt er status quo i normale tider altid ”klistret”: Det øjeblik en lov eller ordning først er indført, er den svær at afskaffe igen — hvilket illustreres af at regelmængden i Danmark er omtrent tredoblet de seneste 30 år.
Det gælder endnu mere i forhold til offentlige udgifter. Årsagen er én, som har været kendt længe, men som den danske politolog Ole P. Kristensen satte ord på i sin doktordisputats fra 1987: Det skyldes asymmetrien i, hvem der yder, og hvem der nyder i forbindelse med politiske beslutninger.
Pointen bliver ekstra relevant, når udgifterne—som under den nuværende krise—ikke engang finansieres via skatter men via offentlig låntagning: Her er der i situationen kun nydere og ingen ydere—fordi de reelle ydere er de fremtidige skattebetalere
_______
Sagen er, at de fleste offentlige udgifter er koncentrerede i deres gevinster og spredte i deres omkostninger. Ved et forslag om at bruge penge på noget vil fordelene typisk være koncentreret på relativt færre personer end omkostningerne. De, der får en ny ydelse, vil føle denne mærkbart – og være tilsvarende begejstrede. De, der skal betale, vil typisk være skatteyderne generelt – og de vil som oftest være ligeglade, fordi der er tale om småpenge.
Tænk på fx SU eller erhvervssubsidier: De tilfalder relativt små grupper, men omkostningerne bæres af alle skatteydere. Så 1 mia. kr. overført til 10.000 mennesker vil være lig med 100.000 kr. per modtager, men betalt af fx 4 mio. skatteydere, vil det kun være en byrde på gennemsnitligt 250 kr. per betaler. Stor gevinst for nyderne, lille omkostning for yderne.
Konsekvensen af denne asymmetri, som den kaldes, er, at forslag med stærk asymmetri vil være ekstremt populære hos nogle — og ikke særligt upopulære hos nogen andre. Omvendt hvis det en dag foreslås at afskaffe ydelsen: Nyderne, der står til at få noget fjernet, vil være meget imod, mens det vil være svært at mobilisere nogen til at være for forslaget. Der er dermed en logik, der meget let er til fordel for at indføre nye udgifter og imod at afskaffe de samme igen.
Set på den måde er det ikke så mærkeligt, at antallet af nydere af offentlige udgifter stiger og stiger: Det er som den larmende ”skralde”, som børnene svinger til fastelavn, og som kun kan køre den ene vej.
Pointen bliver ekstra relevant, når udgifterne—som under den nuværende krise—ikke engang finansieres via skatter men via offentlig låntagning: Her er der i situationen kun nydere og ingen ydere — fordi de reelle ydere er de fremtidige skattebetalere.
Den amerikanske økonom Robert Higgs viste i sit roste værk ”Crisis and Leviathan” (1987), hvordan netop kriser (inkl. krige) er særligt effektfulde, når det gælder om at øge de offentlige udgifter og antallet af offentligt ansatte permanent, udover hvad der var tilfældet i ”normale” tider. Da Første Verdenskrig rullede, øgede en række vestlige lande deres offentlige udgifter markant, og disse vendte aldrig tilbage til niveauet fra før 1914. Det samme gentog sig i kølvandet på Den Store Depression i 1930’erne og Anden Verdenskrig. I USA kunne man se det samme med Korea-og Vietnam-krigene, og mønstret har været synligt igen efter 11/9 og Irak- og Afghanistan-krigene.
Dermed kan man være rimeligt sikre på, at selv om mange af krisens indgreb og udgifter har fået sat udløbsdatoer på, vil mange leve længere end de akutte behov, der blev givet som begrundelse. Som fx de ekstraordinære lønstigninger til offentlige ansatte, der under de forskellige nedlukninger hverken blev fyret eller mistede indtægter.
Det var upopulært hos mange, da kildeskatten blev indført, CPR-nummeret blev opfundet, sikkerhedsselen blev påbudt, og rygning i offentlige lokaler forbudt. Men efterhånden vænnede folk sig til det, og i dag tænker ingen over indgrebene
_______
Den psykologiske effekt
Men der sker også noget psykologisk med status quo: Selv hvis noget er relativt upopulært, når det indføres, vænner folk sig til det — og så bliver smerten ved skatten, forbuddet eller påbuddet mindre.
Det var upopulært hos mange, da kildeskatten blev indført, CPR-nummeret blev opfundet, sikkerhedsselen blev påbudt, og rygning i offentlige lokaler forbudt. Men efterhånden vænnede folk sig til det, og i dag tænker ingen over indgrebene.
Netop den facet er ekstra stærk med de indgreb, der indføres i krisetider: Her er folks fleksibilitet og offervilje gennemsnitligt større, end den normalt ville være. Indgrebene opfattes som nødvendige onder i krisesituationen — men når krisen er forbi, har man vænnet sig til dem, og de er blevet en del af et nyt, ”klistret” status quo.
Skulle man give et enkelt pædagogisk eksempel på dette, kunne man pege på den danske huslejelovgivning, der umuliggør at lade huslejer følger markedets efterspørgsel, og som vanskeliggør at sætte lejere ud. Den blev indført som en midlertidig kriseforanstaltning i forbindelse med 1. verdenskrig. Men det øjeblik den var indført, blev den svær at afskaffe igen — fordi dens fordele er koncentrerede på nogle relativt få nydere (de nuværende lejere), mens dens omkostninger (i form af færre investeringer i lejeboliger og derfor færre nye boliger og mindre fleksibilitet) er spredt på de mange ansigtsløse. Næsten hver gang regeringer har forsøgt at liberalisere reglerne, har der rejst sig ramaskrig fra de privilegerede nydere.
Rationelle politikere
Og så er der endelig politikerne selv. Det er en rimelig præmis for forståelsen af politik, at de fleste politikere hellere vil have mere magt end mindre magt — og at de derfor heller ikke frivilligt afgiver den magt, de først har opnået. Ikke nødvendigvis fordi de ønsker magten for magtens egen skyld, men fordi selv idealistiske politikere har brug for magt for at kunne gennemføre deres idealer.
I krisesituationer får politikerne som en newtonsk lovmæssighed altid mere magt, aldrig mindre. Så det første coronakrisen bød på var en historisk større magtkoncentration i dansk politik end set på noget andet tidspunkt siden enevældens indførelse — flyttet fra Folketing til regering og dermed i praksis til statsministeren alene. Der blev — imod regeringens egne ønsker — sat solnedgangsklausuler på flere af disse beføjelser. Men lang tid inden de udløb, var politikerne klar med forslag til at gøre nogle permanente og forlænge andre.
Det første coronakrisen bød på var en historisk større magtkoncentration i dansk politik end set på noget andet tidspunkt siden enevældens indførelse
_______
Den permanente undtagelsestilstand
Den store amerikanske journalist og politiske satiriker H.L. Mencken (1880-1956) konkluderede på en lignende baggrund allerede i 1918, at realpolitikkens ganske formål er, at holde befolkningen permanent ”foruroliget” under truslerne fra en endeløse række af uhyrer og dermed ”klamrende sig til at blive ledt i sikkerhed”. En pandemi som den nuværende er dermed noget, der vil få sit eget næsten permanente liv. Ikke som en væmmelig konspiration, men som den utilsigtede konsekvens af utallige små logikker.
Lad os tage et hypotetisk eksempel: Coronapasset, der i praksis vil registrere millioner af danskeres millioner af daglige gøremål, indkøb, færdsel, o.s.v., er simpelthen for ”god” en idé til at blive lagt i graven igen.
Inden længe vil politikere og interessenter argumentere, at der jo kan komme en anden pandemi: Enten en ny coronavirus eller en mutation af en af de eksisterende eller noget helt tredje. Man vil også argumentere, at mobilappen har vist sig oplagt til at afsløre skattesnyd eller anden kriminalitet.
Hvem vil kunne være imod det? For hvem er for sygdomme og imod kriminalitet? Og mange danskere vil forstående trække på skuldrene — for man har jo allerede vænnet sig til at skulle hive mobiltelefonen frem og dokumentere sit samfundssind, når man skal i biograf eller svømmehal.
Og vupti — så har vi ad bagdøren fået en helt ny og mere dybdegående form for overvågning, end nogen George Orwell kunne have drømt om.
Alt i alt kan vi være rimeligt sikre på, at de fleste af de nuværende krisepolitikker vil leve betragteligt længere end de problemer, de angiveligt skulle afbøde. Vi kommer ud af coronapandemiens sundhedseffekter relativt snart, men de politiske og økonomiske effekter vil være blandt os længe—for der er intet så permanent som en midlertidig politik. ■
Inden længe vil politikere og interessenter argumentere, at der jo kan komme en anden pandemi: Enten en ny coronavirus eller en mutation af en af de eksisterende eller noget helt tredje
_______
Peter Kurrild-Klitgaard (f. 1966) er ph.d. og professor i statskundskab, Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Statsministeren under seneste spørgetime [foto: Jens Dresling/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
