18.01.2021

Vaccineudrulningen i Frankrig kom meget langsomt fra start, og det har givet lejlighed til både hovedrysten og kritik af det omfattende franske bureaukrati. Men befolkningens vaccineskepsis er en mindst lige så sandsynlig årsag: Den franske befolkningen forventer nemlig, at deres politikere leverer de bedste løsninger, men de stoler ikke på, at løsningerne er de bedste. Derfor er vaccineudrulningen foregået så langsomt, og derfor er den franske strategi måske alligevel ikke helt fejlslagen.

Af Peter Bjørnbak

Da hele den vestlige verdens demokratiske, organisatoriske og institutionelle dysfunktioner kom frem i lyset med hjælp fra det afslørende syrebad, coronapandemien endte med at blive, var det, som om alle nationer pludselig fik deres eget at slås med. Man kunne måske nok pege fingre ad USA, have ondt af Italien, misunde Sydkorea, mistro Kina og være bekymret for Frankrig. Men grundlæggende vendte verdens stater blikkene indad og tilbage til idéen om den stærke nationalstat som problemknuser, nu da der ikke var noget stærkt internationalt multilateralt samarbejde, der naturligt trådte i karakter.

Men da især de vestlige, demokratiske nationalstater viste sig forbløffende ringe til at håndtere pandemien, var det, som om vi i hvert fald i Europa på tværs af nationalstaterne blev enige om en slags forståelse og accept af, at det hele ikke gik, som det skulle, selvom dødstallene drog på himmelflugt. For i det mindste gik det jo værre i USA, og hver især vidste ingen jo alligevel helt, hvad de havde med at gøre. Derfor er der heller ikke nogen, der har haft alvorlig travlt med at pege fingre ad eller sætte spørgsmålstegn ved hinandens coronastrategier, selvom en pandemi om noget er et grænseoverskridende problem.

Nu er situationen imidlertid en anden: Vaccinerne er her, de skal udrulles til befolkningerne, og det kan kun gå for langsomt. Og dét har det om noget gjort i Frankrig. Tragikomisk langsomt. Hele verden har med forundring og bekymring set til, hvordan der indtil 5. januar stort set ikke blev vaccineret en eneste franskmand, mens hundredtusindvis over hele verden blev det. Med vaccinens komme er det, som om man igen er begyndt at rette blikket udad og forholde sig mere kritisk til hinandens såvel som den fælleseuropæiske coronastrategi.

 

Mere end hver femte i Frankrigs arbejdsstyrke er ansat som funktionær i den enorme myriade af centrale, regionale og lokale administrationer, ministerier og styrelser
_______

 

Derfor er det vel også nu på tide at stille spørgsmålet: Hvordan kunne det dog gå så utrolig langsomt med at få udrulningen af coronavaccinen i gang i Frankrig?

Bureaukratiet som den perfekte syndebuk
Mere end hver femte i Frankrigs arbejdsstyrke er ansat som funktionær i den enorme myriade af centrale, regionale og lokale administrationer, ministerier og styrelser; det svarer til godt og vel fem millioner mennesker. Derudover anslås det, at den samlede franske administration koster 84 milliarder euro om året. Det er meget.

Med andre ord er det berygtede bureaukrati dybt rodfæstet og vidt forgrenet i det franske samfund, og med vaccineudrulningen har man set, hvad det kan betyde. Mest famøst er eksemplet med det franske sundhedsministerium, der sendte en 45 sider lang vaccineguide ud til de franske plejehjem, som de ældre skulle skrive under på for at kunne få deres stik. Det blev kaldt et “informeret samtykke”, og sådan noget tager tid. Men ikke nok med det har det også krævet indtil flere lægetjek – helst fra de ældres egne familielæger – før det overhovedet kunne komme på tale med en vaccination. En praksis, man vist ikke ser andre steder, og en omstændelighed, der betød, at Frankrig kun fik vaccineret 516 personer i løbet af den første uge med Pfizer/BioNTech-vaccinen. Til sammenligning nåede Tyskland 200.000 og Danmark godt 40.000 på samme tid.

Dét fik en tydeligt frustreret Emmanuel Macron til i en lækket optagelse at kræve, at der skete noget “hurtigt og markant” med den franske udrulning, for på daværende tidspunkt var den hverken “værdig for tiden eller for det franske folk”. Det kunne umiddelbart ligne en magtdemonstration fra en magtfuld fransk præsident, men reelt var det nok snarere en magtesløs præsident over for en håbløst ineffektiv administration og en oplagt mulighed for oppositionen til både højre og venstre for Macron til at kalde den franske vaccineudrulning en fiasko.

Men at tørre fiaskoen af på Macron eller slå sig til tåls med fortællingen om den alt for omfattende franske administration er for overfladisk. I hvert fald hvis man spørger den franske sociolog Henri Bergeron, som er en af hovedforfatterne til bogen ’COVID-19: Une crise organisationelle’.

 

[I] Frankrig er det en grundlæggende og dybt indgroet fejl hos den traditionelt set meget centraliserede statsmagt, der historisk og fuldstændig systematisk gør administrationen ineffektiv
_______

 

Ganske rigtigt ér den franske administration stor, men det er hele den organisatoriske tankegang, der fejler i Frankrig. Ifølge Bergeron er fejlen beslutningstagernes ’teknokratiske refleks’: Når et nyt og hidtil uset problem eller fænomen som en coronapandemi opstår og kræver handling hurtigt, men der ikke findes nogen standard operating procedure, tænker man som fransk beslutningstager, at der absolut skal en ny organisation, task force eller styrelse til, før problemet kan håndteres.

Et godt eksempel er den forvirring, der opstod i den franske centraladministration med oprettelsen af ’Centre Interministériel de Crise’ (Det Interministerielle Krisecenter), som ingen helt vidste, hvad skulle bruges til. Og det er netop den slags, der ender med at bygge flere og flere bureaukratiske lag, som overlapper hinandens funktioner, sådan at procedurer forlænges, overkompliceres og styrelser måske endda ender med at modarbejde hinanden. Her nævner den franske sociolog både Frankrigs problemer under første bølge med at skaffe masker nok til sundhedspersonalet og testkapacitet nok til befolkningen.

I et interview med den franske avis Libération uddyber Bergeron, hvordan denne “teknokratiske refleks” også betyder et fuldstændig overdrevet fokus på strategi og en komplet negligering af spørgsmålet om implementering. Skrævvridningen handler først og fremmest om den nærmest idiosynkratisk centraliserede franske stat, men stammer også fra “den meget juridiske og økonomiske uddannelse af den politisk-administrative elite”. Det betyder kort sagt, at den franske stat får monopol på krisestyringen, fordi det suverænt vigtigste bliver at udarbejde den bedste plan og protokol i samarbejde med nogle til lejligheden nedsatte ekspertkomitéer uden at tage regional- og lokalpolitikere eller andre aktører med på råd. Og når implementeringen (af vaccineudrulningen) så slår fejl, er det mest nærliggende at skyde på de lokale politikere. For strategien sad jo i skabet.

Det kunne minde lidt om kritikken af den danske regerings meget enerådige coronahåndtering, men i Frankrig er det en grundlæggende og dybt indgroet fejl hos den traditionelt set meget centraliserede statsmagt, der historisk og fuldstændig systematisk gør administrationen ineffektiv. En fejl, enhver anden stat – også den danske – bør se på med gru.

 

Først og fremmest forventer den franske befolkning meget af staten, men den stoler ikke på den og er meget, meget kritisk – ikke kun når det gælder vacciner
_______

 

Vaccineskepsis uden mikrochip
Men uanset hvor stor, lille, effektiv eller ej en administration måtte være, handler en hurtig og omfattende vaccineudrulning jo i sidste ende om, hvorvidt befolkningen vil have stikket eller ej – og den franske befolkning er den mest vaccineskeptiske i hele verden. Det har bare hverken noget med Bill Gates eller mikrochips at gøre i Frankrig, og Marine Le Pen fra det populistiske Rassemblement National er stort set den eneste markante politiker, der kun indimellem har forsøg at puste til mistroen. I stedet handler det om befolkningens glødende mistro til den politiske klasse.

Laurent-Henri Vignaud, en fransk videnskabshistoriker, som i 2019 skrev bogen ’Antivax’ om den franske antivaccine-bevægelse, udfolder i et interview med The Guardian, hvordan et “patologisk forhold” mellem den franske befolkning og staten gør en storstilet massevaccinering vanskelig.

Først og fremmest forventer den franske befolkning meget af staten, men den stoler ikke på den og er meget, meget kritisk – ikke kun når det gælder vacciner. På den måde kan man sige, at den franske befolkning forventer, at deres politikere leverer de bedste løsninger, men de stoler ikke på, at løsningerne er de bedste.

Paradokset, mener Vignaud, har på vaccinespørgsmålet vokset sig særlig stort, fordi Frankrig siden årtusindskiftet har haft nogle større skandaler med blandt andet en massiv overbestilling af vacciner mod svineinfluenza, som kun 10 pct. af befolkningen endte med at få, hvilket gav anledning til spørgsmål om pengeinteresser. Men også helt tilbage i 80’erne og 90’erne har skandaler med HIV-inficerede blodtransfusioner og en tvivlsom hepatitis B-massevaccination af babyer gjort deres for at puste til mistilliden.

Det er en farlig øvelse at teoretisere om, hvorvidt det havde set anderledes ud med skepsissen, hvis den første vaccine på markedet havde været fra franske Sanofi og i stedet for hverken amerikanske Pfizer, tyske BioNTech eller britiske AstraZeneca. Men er der én slags produkter, franskmænd stoler på, så er det franske produkter.

 

[I] Frankrig er hurtige beslutninger sjældent særlig legitime beslutninger i befolkningens øjne
_______

 

Uanset hvad forventer den franske befolkning nu, at præsident Macron og premierminister Castex leverer den rigtige vaccineudrulning. Og for nogle betyder ”den rigtige” en meget langsom og velovervejet vaccineudrulning, for uanset hvor mange kommentatorer, eksperter, journalister eller politikere, der taler for at fremskynde processen, så er det for mange et af det franske demokratis adelsmærker at lade debatten folde sig fuldt ud uanset hvad.

Alt skal gennemdebatteres, gennemtygges, gennemanalyseres og sættes på omfattende procedurer, der tager højde for alt, før det kan betragtes som legitimt. Strategien skal være på plads. Og selvom det franske præsidentembede er et af de mest magtfulde i verden (af den demokratiske slags), og Macron kan sætte meget i værk selv, må han altså finde sig i, at i Frankrig er hurtige beslutninger sjældent særlig legitime beslutninger i befolkningens øjne.

Det er med al sandsynlighed også præcis dét tankesæt, der er en af grundpillerne i den føromtalte kolossale og vidtforgrenede franske administration. Og det er med lige så stor sandsynlighed også derfor, at man også ofte har set Frankrig tilslutte sig større internationale institutioner, aftaler eller samarbejder lidt senere end de fleste andre nationer. Der skal lige debatteres færdigt, så det også ser ud, som om det sker på deres facon.

Og på deres helt egen måde ser det altså nu – endelig – også ud til, at udrulningen af coronavaccinen er kommet op i omdrejninger i Frankrig. I skrivende stund er næsten 422.000 franskmænd blevet vaccineret, Macrons mål om en million vaccinerede i løbet af januar ser ud til at blive nået, kritikken er forstummet en smule både i EU og internt i Frankrig – og så får den store bureaukratiske selvransagelse nok alligevel lov at vente til den næste store administrative franske fiasko. ■

 

Og på deres helt egen måde ser det altså nu – endelig – også ud til, at udrulningen af coronavaccinen er kommet op i omdrejninger i Frankrig. I skrivende stund er næsten 422.000 franskmænd blevet vaccineret
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden