19.02.2021

Den fransk-tyrkiske spænding har nået nye højder, og selvom landenes to præsidenter sendte nytårshilsner til hinanden, virker forsoning meget langt væk. For i det tyrkiske forsøg på at udstille den franske indsats mod islamisk ekstremisme som beviset for, at Frankrig er exceptionelt anti-muslimsk, er det i stedet blevet tydeligt, at Erdoğan kun ønsker at skabe splid i landet. Ikke at forene muslimer.

Analyse af Peter Bjørnbak

„Dear Tayyip‟.

Sådan indledte Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, sin nytårshilsen til Recep Tayyip Erdoğan. Om det var en subtil provokation kun at tiltale den tyrkiske præsident med hans mellemnavn, eller om det var en passivt aggressiv venskabelighed, ved kun Macron.

Men én ting er sikkert: Det var gode miner til slet spil.

Længe har det fransk-tyrkiske forhold slået gnister, og egentlig var grunden – om det var en fransk provokation eller ej – måske først og fremmest, at Erdoğan forud for Macrons nytårshilsen havde sendt sin egen hilsen til Paris. I denne hilsen udtrykte han sympati med Frankrig i kølvandet på de grusomme terrorangreb, der ramte landet i løbet af det forgange efterår, og opfordrede til fremtidigt samarbejde.

Men hvorfor skulle Erdoğan dog pludselig søge fransk forsoning? Svaret er, at det gør han heller ikke. Erdoğan har intet ønske om at nærme sig Macron; i stedet vil han latterliggøre, underminere eller allerhelst af med ham. Det har den tyrkiske præsident givet åbenlyst udtryk for ved flere lejligheder. Som da han i oktober gik på talerstolen og sagde, at Macron havde ’brug for mental behandling’, fordi den franske præsident forsvarede undervisningsbrugen af Muhammed-tegningerne efter den brutale halshugning af skolelæreren Samuel Paty.

 

Men Erdoğans forsøg på at udstille Frankrig som et exceptionelt anti-muslimsk land mere end lugter af et større ønske om at skabe splittelse i landet
_______

 

De primære grunde til det højspændte fransk-tyrkiske forhold er først og fremmest, at Macrons storstilede forsøg på at bekæmpe, hvad han kalder ”islamisk separatisme”, ifølge Erdoğan er dybt racistisk og endnu et bevis for den udbredte anti-muslimske agenda i Frankrig.

Indsatsen involverer helt konkret en lovpakke, som netop er blevet vedtaget i den franske Nationalforsamling, med politiske tiltag mod tvangsægteskaber, åbenhed om udenlandske donationer til religiøse organisationer og stramninger i forhold til hjemmeskoling, samt mere abstrakte tiltag såsom et charter mellem det muslimske Frankrig og den franske republik med ti punkter, der tilkendegiver, at islam ikke skal udøves i konflikt med den franske forfatning. Et anti-ekstremistisk charter så at sige.

Samtidig har Frankrig og Tyrkiet en geopolitisk magtkamp i gang både i Nordafrika og det østlige Middelhav. Især i Libyen beskyldes Frankrig for med våbentilførsel at støtte oprørere i kamp med den FN-støttede regering i landet; slet og ret fordi Frankrig skulle være bange for at miste sin magt til Tyrkiet i en region, der før i tiden var fransk territorium. Og i den højspændte konflikt mellem Tyrkiet og Grækenland er der ikke er skyggen af tvivl om, at Frankrig har Grækenlands ryg. Altså, hvad man nok må kalde en mere åbenlys konflikt mellem Tyrkiet og Frankrig.

Men Erdoğans forsøg på at udstille Frankrig som et exceptionelt anti-muslimsk land mere end lugter af et større ønske om at skabe splittelse i landet. For det er slet ikke et samlet muslimsk samfund i Frankrig, der enige om at være imod det franske ønske om at gå hårdt til ekstremistisk islamisme.

 

De tyrkiske organisationer har stået ret alene med deres fordømmelser. De fleste andre muslimske organisationer i Frankrig har underskrevet charteret
_______

 

Tyrkiske franskmænd mod Frankrig
I Frankrig er det muslimske samfund delt op i mange forskellige organisationer, som hver især repræsenterer deres egen menighed. En stor del af dem er bundet op på nationaliteter. Det vil sige, at der både er marokkanske organisationer, algierske organisationer og ikke mindst tyrkiske organisationer. Sidstnævnte drejer sig primært om de to, der hedder Comité de Coordination des Musulmans Turcs de France (CCMTF) og Millî Görüş.

Begge organisationer har i skarpe vendinger fordømt det føromtalte charter, der forpligter det muslimske Frankrig til at holde sig inden for den franske forfatnings rammer og ikke opfordre til ekstremisme, og kaldt det racistisk og anti-muslimsk.

At bedømme, hvorvidt det er rigtigt eller ej, er ikke målet for denne analyse. Men de tyrkiske organisationer har stået ret alene med deres fordømmelser. De fleste andre muslimske organisationer i Frankrig har underskrevet charteret og generelt imødekommet den franske regerings initiativer. Ovenikøbet har paraplyorganisationen for den samlede fransk-muslimske menighed, Conseil Français du Culte Musulman (CFCM), gået ret dramatisk i rette med de tyrkiske organisationers holdning. Det er påfaldende.

Det er ikke nyt, at Erdoğan med stor succes mobiliserer tyrkere rundt om i Europa til en slags tyrkisk diaspora-nationalisme, og derfor er det måske heller ikke så overraskende, at Millî Görüş, den ene af de to tyrkisk-muslimske organisationer i Frankrig, blev stiftet i 1960’erne af Necmettin Erbakan. Ud over, at han var premierminister for en kort bemærkning i 1990’erne, er det også ham, som grundlagde en egentlig tyrkisk politisk islam som modpol til et sekulært Tyrkiet. Det er også ham, der i en årrække var Erdoğans læremester, indtil Erdoğan i 2001 gik solo og stiftede sit eget nationalistiske parti, AKP.

 

Der tegner sig et billede af en decideret tyrkisk lobbyvirksomhed i Frankrig, som arrangerer protester og prøver at tale Tyrkiets sag i Frankrig – eller måske snarere tale imod Frankrig for Tyrkiets bedste
_______

 

Det, der er mere interessant, er, at der nu tegner sig et stadigt tydeligere billede af, at Frankrig er blevet Erdoğans center of attention. Noget, de er klar over hos den franske efterretningstjeneste, hvis arbejde avisen Le Journal du Dimanche for nyligt har fået adgang til og beskrevet.

På flere plan registrerer efterretningstjenesten mere og mere tyrkisk aktivitet, som er mobiliseret på diktat fra Ankara. Særligt i et velorganiseret netværk af skoler og kulturinstitutioner, der alle underviser og propaganderer i henhold til Erdoğan og AKP-partiets muslimsk-nationalistiske doktriner, har aktiviteten været høj. En aktivitet og en doktrin, som går lodret imod den stolte franske tradition for laïcité (sekularisme) i det offentlige rum.

Samtidig tegner der sig også et billede af en decideret tyrkisk lobbyvirksomhed i Frankrig, som arrangerer protester og prøver at tale Tyrkiets sag i Frankrig – eller måske snarere tale imod Frankrig for Tyrkiets bedste. En lobbyvirksomhed, der også omfatter religiøse organisationer som den føromtalte Millî Görüş, som efterhånden mere og mere åbenlyst har til formål at sabotere debatten om det anti-ekstremistiske charter. Derudover kan efterretningstjenesten se en tendens til, at der rundt omkring i Frankrig opstilles flere og flere lokalpolitikere, som – med deres ord – ”omhyggeligt udvælges” af Erdoğans AKP-parti.

Det kan nemt blive småkonspiratorisk, når det ikke sker åbenlyst. Men med fortællingen om den stærke tyrkiske mobilisering i Frankrig in mente tegner der sig et stadigt klarere billede af, at når Erdoğan og de franske diaspora-tyrkere taler dunder om et charter, som andre muslimske grupper støtter op om, så kan det dårligt være meget andet end politisk mobilisering – hvis ikke der til en vis grad er tale om decideret instrumentalisering – af Erdoğans landsfæller i Frankrig under et religiøst påskud.

 

Alligevel ser det foreløbigt ikke ud til, at Le Pens mere ekstreme tilgang har nok medvind til at volde Macron problemer i hans anti-ekstremistiske projekt
_______

 

Hårdt mod hårdt bliver grimt
Erdoğans mål om splittelse i Frankrig er mere specifikt at bære brænde til et endnu mere indædt antagonistisk bål mellem den muslimske minoritet og resten af Frankrig. Dels fordi det er en styrkelse af hans eget diaspora-nationalistiske projekt, og dels fordi splittelse svækker Macron. På flere måder.

For hvis vi vender os mod andre dele af det politiske landskab i Frankrig, har især Marine Le Pen og hendes Rassemblement National forsøgt at markere sig i efterdønningerne af den tyrkisk-muslimske polemik om det anti-ekstremistiske charter. Le Pen foreslog, at man forbød organisationer, der ikke skrev under på charteret. Med tanke på, hvor målrettet og indædt den tyrkiske modstand mod netop charteret var, ville det kun være at trække fronterne og uforsonligheden endnu tydeligere op. En hidsig eskalering af noget i forvejen meget følsomt.

Og det ville gøre dobbelt ondt på Macron. For dels ville det være endnu et es i ærmet på Erdoğan og hans fortælling om det anti-muslimske Frankrig, og dels ville det pille alt pynten af netop Macrons forsøg på at fremstå handlekraftig i forhold til den ”islamiske separatisme” og på den måde stække Le Pen og Rassemblement National på deres egen mærkesag op til næste års præsidentvalg. Han vil slet og ret fremstå for moderat i en situation, hvor der er efterspørgsel på at sætte hårdt mod hårdt.

Alligevel ser det foreløbigt ikke ud til, at Le Pens mere ekstreme tilgang har nok medvind til at volde Macron problemer i hans anti-ekstremistiske projekt. Når hun har foreslået at forbyde de muslimske grupper, der ikke underskriver charteret, har hun stået ret alene, og da Macron-regeringens lovpakke endelig kom til afstemning i Nationalforsamlingen, var der et stort flertal bag.

 

Macron har både fået sin lovpakke igennem og sit charter underskrevet af repræsentanter fra størstedelen af det franske muslimske samfund – og på den måde isoleret Erdoğans støtter i Frankrig
_______

 

Men man må også erkende, at Macrons anti-ekstremismeprojekt netop er enormt stort og på sin vis højt spil fra Macrons side. Ét terrorangreb eller det, der ligner, inden næste års præsidentvalg vil vende det hele på hovedet og sandsynligvis give Le Pen mulighed for at presse en langt hårdere agenda igennem, som vil presse det muslimske samfund i Frankrig til det alleryderste af sin velvillighed og imødekommenhed – som faktisk har vist sig relativt stor i forbindelse med Macrons indsats mod ”islamisk separatisme”.

Lige nu ligner det dog mest, at Erdoğan kun har blottet yderligere, hvor meget hans tyrkisk-nationalistiske agenda og politiske islam sniges ind i Frankrig under dække af religiøse organisationer, kulturelle institutioner, lobbyvirksomhed, lokalpolitik og privat undervisning med det ene formål at vinde politisk terræn og skabe splid. På den måde har Erdoğan på sin vis lidt et nederlag ved at lade maskerne falde, men omvendt er der ikke det store, Macron kan gøre ved de metoder, Erdoğan bruger. For det er jo ikke ligefrem ulovligt eller i strid nogen krigskonvention.

Men Erdoğans nederlag, hvis vi kan kalde det det, er større endnu. For fronterne ser nu ud til at være trukket meget skarpt op mellem de tyrkisk-muslimske organisationer og de organisationer, der repræsenterer andre dele af den franske muslimske menighed. Det kan umuligt have været lige efter Erdoğans drejebog.

Derfor har Macron fået en lille sejr i sin ideologiske krig mod Erdoğan. For han har både fået sin lovpakke igennem og sit charter underskrevet af repræsentanter fra størstedelen af det franske muslimske samfund – og på den måde isoleret Erdoğans støtter i Frankrig. På den måde har Erdoğans infiltrationsstrategi også lidt et tilbageslag, der nu gør, at han ikke længere kan påberåbe sig retten til at tale på vegne af muslimer over hele verden. Fra nu kan det kun være tyrkiske muslimer, han er talsmand for. Det gør det svært for ham at skjule, at det er et politisk projekt. ■

 

Fra nu kan det kun være tyrkiske muslimer, Erdoğan er talsmand for. Det gør det svært for ham at skjule, at det er et politisk projekt
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt