Peter Bjørnbak: Australsk ubådsvending og amerikansk dobbeltspil har styrket Macrons fortælling om den nødvendige europæiske alliance
27.09.2021
Macron har lige siden sin indsættelse i 2017 turneret med fortællingen om, at Europa nu må stå egne ben. Og med AUKUS-tillidsbruddet har han fået en mulighed for at give fortællingen nyt liv og gøre et dolkestød i ryggen til et rygstød til hans drøm om en ny europæisk forsvarsalliance i en allerede forandret verdensorden. Spørgsmålet er bare, om resten af Europa ser samme behov.
Af Peter Bjørnbak Hansen
”DET ER VIRKELIG et dolkestød i ryggen. Jeg er meget vred i dag – og bitter. Det her er ikke noget, allierede gør ved hinanden.”
Frankrigs udenrigsminister, Jean-Yves Le Drian, gik 16. september på fransk TV og gjorde det helt klart, at tilliden og den franske velvilje i forhold til den vestlige forsvarsalliance har lidt et meget alvorligt knæk.
Le Drians ord faldt som en reaktion på, at Australien pludselig havde valgt at rive en milliardkontrakt på en leverance af 12 franskproducerede, dieseldrevne ubåde i stykker for i stedet at træde ind i en storstilet og langt mere omfattende forsvarsalliance med USA og Storbritannien.
Den angelsaksiske alliance, som har fået navnet AUKUS, betyder i første omgang, at Australien i stedet for den franske ubådsleverance får adgang til amerikansk atomteknologi, så nationen selv kan stå for produktionen af otte nye atomubåde. Men det er kun begyndelsen til et langt større industrielt-militært samarbejde, hvor de tre nationer i fremtiden vil arbejde langt tættere sammen i udviklingen af andre militærkapaciteter og avancerede våbenteknologier.
Offentliggørelsen af USA, Storbritannien og Australien kom uden forvarsel og så meget desto mere også som et chok for Frankrig, der ikke bare måtte se tabet af en milliardkontrakt i øjnene, men også en komplet omkalfatring af sin sikkerhedspolitiske rolle i Stillehavsregionen såvel som et amerikansk tillidsbrud i øjnene. Sidstnævnte var i hvert fald sådan, Macron-regeringen med udenrigsminister Le Drian som forpost udlagde sagen.
For hvordan skulle man kunne regne med et USA, der nu ser ud til at fortsætte den utilregnelige sikkerhedspolitiske linje, som Trump begyndte? Og hvordan skulle man kunne stole på nogen alliereret overhovedet, hvis en milliardkontrakt fra 2016 og et fremadskuende samarbejde bliver revet i itu af Australien uden noget forvarsel? Kan Europa være tjent med det?
Med spørgsmål som disse forsøger Emmanuel Macron nu at gøre en enorm international lussing til en fortælling om, hvorfor Europa nu må stå egne ben af ren og skær nødvendighed. For USA kan vi ikke længere regne med, Storbritannien er tilbage i amerikanernes skød, som den franske europaminister Clement Beaune har udtrykt det, og Frankrig har kapaciteten til at stå spidsen for et sådant Europa.
Eller rettere: Sådan har Macrons fortælling været, lige siden han tiltrådte i 2017. Men med det angelsaksiske tillidsbrud har han fået en mulighed for at give fortællingen nyt liv. At gøre dolkestødet i ryggen til et rygstød til hans drøm om en ny kontinentaleuropæisk forsvarsalliance.
Spørgsmålet er bare, om det overhovedet har nogen gang på europæisk jord.
Skulle man tro, at fortællingen er kommet med den internationalt orienterede og meget opportunistisk anlagte Macron, kan man godt tro om igen. For dens kerne, idéen om den franske grandeur (storhed, red.), har eksisteret i årtier
_______
Et åbent vindue
I sin årlige state of the union-tale havde EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen ét hovedbudskab: Den seneste tid har vist, at EU på en lang række områder skal være bedre til at passe på sig selv. Et af områderne er det militære, hvor der ifølge von der Leyen er stort potentiale, men for lidt politisk vilje.
Formanden refererer naturligvis til viljen hos de enkelte medlemslande, hvor særligt de østeuropæiske er stærke modstandere, da de frygter, at en europæisk oprustning vil underminere NATO-alliancen, som er deres bolværk mod aggressioner fra Rusland. Men idéen trives øjensynligt i Bruxelles.
Lidt overraskende gav den fungerende og daværende tyske forsvarsminister, Annegret Kramp-Karrenbauer, i et tweet von der Leyen ret i, at Europa har brug for ’et stort skridt fremad på forsvarsområdet’. Tyskland, som plejer ellers at holde sig på afstand de fleste samtaler om oprustning og militære ambitioner.
Uanset motiverne og graden af velvilje over for idéen er fællesnævneren for Macron, von der Leyen og Kramp-Karrenbauer sandsynligvis, at de alle ser det, som de fleste andre iagttagere af international politik også ser: At USA har blikket stift rettet mod Kina, og at deres primære dagsorden nu er at inddæmme den kinesiske magt, hvilket efterlader Europa som den forsømte alliancepartner, der i højere grad må tage vare på sine egne trusler. Det viser ubådsmiseren med al tydelighed.
Det er dét og så det faktum, at et samlet Europa har potentiale til at udgøre en betragtelig militærmagt, Macrons fortælling om den nødvendige europæiske forsvarsalliance er lavet af. Ja, og så naturligvis også fordi han gerne vil fremstå stærk op til næste års præsidentvalg.
Fransk grandeur og paradoks
Skulle man tro, at fortællingen er kommet med den internationalt orienterede og meget opportunistisk anlagte Macron, kan man godt tro om igen. For dens kerne, idéen om den franske grandeur (storhed, red.), har eksisteret i årtier – hvis ikke århundreder – og var særligt personificeret ved Charles de Gaulle.
Efter Anden Verdenskrig ledte han an i opbygningen af Frankrigs atomvåbenarsenal. Fordi Frankrig i sine egne øjne jo selvfølgelig skulle betragtes som en global supermagt, selvom landet vel dårligt kunne betragtes som en af verdenskrigens reelle sejrherrer, og landet efter krigen var meget afhængigt af USA og NATO-alliancen for at kunne opretholde en kraftig nok modpol til Sovjetunionen.
Et paradoks, som landet tydeligvis stadig befinder sig i.
Macron skal altså finde cirklens kvadratur i en verdensorden, der lige nu er i hastig forandring. Og en europæisk forsvarsalliance med Frankrig og nødvendigvis også Tyskland i spidsen ville måske være netop dét
_______
For på den ene side har Frankrig et brændende ønske om at være en uafhængig og magtfuld spiller på den internationale scene. Ikke så meget fordi man stadig tror, at man har nogen særlig militær pondus i form af atomvåben, men mere i kraft af den franske evne til at agere diplomatisk fredsmægler i FN’s Sikkerhedsråd og i verdens brændpunkter og til at sælge sofistikeret våbenteknologi til andre nationer med samme agenda som dem, hvilket giver dem direkte og potentielt vigtige strategiske relationer.
Men på den anden side er man i Frankrig meget bevidst om, hvor afhængig man er af sine alliancer, og også hvor meget man kan udnytte dem for at spille en international rolle. Selvfølgelig særligt alliancen med USA.
Macron skal altså finde cirklens kvadratur i en verdensorden, der lige nu er i hastig forandring. Og en europæisk forsvarsalliance med Frankrig og nødvendigvis også Tyskland i spidsen ville måske være netop dét. Men det ville nok kræve flere svigt fra Bidens USA og en yderligere eskaleret trussel fra Rusland, hvis resten af EU’s nationer skal kunne se lyset i Macrons fortælling om den nødvendige europæiske forsvarsalliance.
Og derfor må det nok også blive ved det for nu; en fortælling. For selvom Macron i 2019 sagde de berømte ord om det ”hjernedøde NATO”, er det langt fra alle EU’s medlemslande, der er i nærheden af at se den samme nødvendighed.
Men det vil være naivt at tro, at Macron har set helt forkert, og at ubådsmiseren bare handler om fransk stolthed og penge – for udviklingen i international sikkerhedspolitik giver bestemt Europa stof til eftertanke. Og når det kommer til USA, formulerer Bruno Tertrais, der er vicedirektør i Foundation for Strategic Research i Paris, det ret præcist:
”(…) Biden-administrationen er ikke Trump-administrationen. Trump var ligeglad med sine allierede. Den nuværende præsident tager sig af sine allierede – men måske ikke dem alle.” ■
[D]et vil være naivt at tro, at Macron har set helt forkert, og at ubådsmiseren bare handler om fransk stolthed og penge – for udviklingen i international sikkerhedspolitik giver bestemt Europa stof til eftertanke
_______
Peter Bjørnbak (f. 1994) studerer statskundskab på Sciences Po Lyon og Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Macron under EU-topmøde [foto: Det Europæiske Råd]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
