Oxford-professor Rana Mitter: AUKUS-samarbejdet har udstillet, hvor alene Kina står i Asien
19.10.2021
”Selvom Beijing har markedet til at overtale og våbnene til at afpresse, har de ikke haft succes med at overtale nabolandene til at se en større kinesisk tilstedeværelse, hvor amerikanerne er mindre til stede, som en bedre fremtid for Asien. Det, at AUKUS på den måde ikke har affødt et kor af vrede fra dets nabolande, modbeviser Kinas indtryk af at være empatisk men militært afgørende magt i regionen. ”
Interview med Rana Mitter, professor på Oxford Universitet
Interview af Kirstine Eklund
RÆSON: Du har studeret Kina i tre årtier. Hvad overrasket dig mest omkring Kinas geopolitiske adfærd i det seneste år?
MITTER: Det, som har overrasket mig mest det seneste år, er, at den på nogen måder meget pragmatiske natur i Kinas udenrigspolitik virker til at være blevet mindre dygtig og mindre i stand til at balancere forskellige hensyn. I meget lang tid ville jeg fx have sagt, at en af de ting, som Kina ikke tenderer til at gøre, er at få temperaturen til at stige ved at skabe problemer med mere end én nabo ad gangen. Man plejede troværdigt at kunne påstå, at hvis Kina fx havde en ophedet diskussion med Japan, ville det betyde, at relationen til Indien var relativt rolig.
En af de ting, som har været ret mærkværdigt under pandemien og endda før, er, at Kina er blevet meget mere villige til at løbe risici. Beijing er mere villigt til at have konfrontationer nær egne grænser. Det virker på mig, som om vi skal læse det som en forandring i Kina geopolitiske strategi og tankegang om verden. Når man taler om den tidligere, mere pragmatiske udenrigspolitik, handlede den om at balancere og om at langsomt vokse som magt, uden folk bemærkede det. Det virker ikke til at være strategien længere. Så, en af de store spørgsmål – og jeg tror, det er ved at blive besluttet i Beijing i øjeblikket – er: Hvad er det langsigtede mål bag det her skift?
RÆSON: Hvorfor har Kina valgt at foretage det her skift i sin geopolitiske strategi?
MITTER: Jeg vil mene, at der ikke blot er én årsag, men nærmere tre. Den kortsigtede årsag er den mest indlysende; coronapandemien. Der har været så stor en følelse af konfrontation mellem Kina og den vestlige verden pga. spørgsmålet om pandemiens oprindelse, at det har haft en ødelæggende effekt på tilliden i begge retninger. Derfor har Kina været mere tilbøjelig til at være konfrontatorisk ud fra en logik om, at man alligevel var i konflikt med Vesten.
Så er der den langsigtede årsag. Det her skift på en måde har været i gang siden finanskrisen i 2007/8. På det tidspunkt sagde Kinas daværende premierminister, Wen Jiabao, ret eksplicit, at Kina plejede at kigge mod Vesten for lærdom og erfaring, men at man nu tvivlede på, hvad der egentlig var at lære fra den vestlige verden. Det var længe før covid-19, og det skabte en forandring i Kinas mindset. Mange ser nu de 15 år tilbage og indser, at dét var øjeblikket, hvor den kinesiske politiske tænkning begyndte at bevæge sig væk fra ideen om, at Vesten har svarene, og man skal tilpasse sig dem. I stedet begyndte Beijing at tænke: ”Måske har vi selv de rigtige svar”.
„Jeg har ikke set en eneste stærk udtalelse fra nogen af de regionale magter, hvori de udtrykker, at det er principielt forkert, at vestlige magter spiller med musklerne i det vestlige Stillehavsområde. Det skaber et nøglespørgsmål for Kina: Hvorfor ikke?‟
_______
Sidst er den tredje faktor, som man kan sige er midtvejsårsagen, som har fået for lidt opmærksomhed. Året er 2017, og Xi Jinping har allerede været ved magten i 5 år, så han er ikke ny. Det år holdt han en meget vigtig tale til den 19. partikongres for Kommunistpartiet. Han sagde mange ting, men det vigtigste var, at han definerede, hvad han stadig kalder, ”Den Nye Æra”, som er den nye æra af Kinas tilstedeværelse i verden.
Det særlige ved den nye æra er, at Kina eksplicit siger, at det har en rolle i verden, og at det faktisk vil have en global indflydelse. Tidligere var Kina selvfølgelig også en vigtig magt, men Beijing indrømmede ikke selv, at det ønskede at forandre verden. Det handlede mere om at blive rigere, mere velstående og om at stabilisere økonomien. Men 2017 var året, hvor partiet og Xi Jinping sagde: ”Se vores Belt and Road Initiative, se hvordan vi har en alternativ regeringsførelse, som stadig skaber vækst. Alt det her betyder, at Kina nu træder ud i verden. Det bliver en stor forandring, en ny æra, som vil forme verdens geopolitik.”
RÆSON: AUKUS er en sikkerhedspagt mellem USA, Storbritannien og Australien i Indo-Stillehavet, som blev annonceret i september 2021. Den generelle opfattelse er, at AUKUS blandt andet er dannet for at balancere den kinesiske indflydelse i regionen. Du skrev i The Guardian, at den kinesiske reaktion har været ret passiv. Sammenlignet med, hvad du netop har sagt om, at Kina er blevet mere konfrontatorisk, virker det lidt besynderligt. Hvordan fortolker du Beijings reaktion på AUKUS?
MITTER: Jeg er glad for, at du har bemærket det, fordi min fortolkning af den kinesiske reaktion på AUKUS er på en måde kontraintuitiv sammenlignet med, hvad mange andre analytikere siger. De fleste har jo været ude at sige, at kineserne er meget vrede. Men hvis du har læst meget kinesisk retorik, og du så læser, hvad de sagde til AUKUS, så var det ganske mildt. Det var meget standard sprog uden noget nyt. Det lignede nærmest, at det var kopieret fra tidligere vredesudbrud, fordi det bare var de sædvanlige fornærmelser, og de ikke gjorde det store efterfølgende for følge op på det.
Så hvorfor skulle det være tilfældet, og hvordan kan det hænge sammen med, hvad jeg sagde før om Kinas større lyst til at vise sin tilstedeværelse i regionen? De to ting hænger faktisk ret godt sammen.
Når australierne, briterne og amerikanerne får atomkraft-bårne ubåde i regionen, giver det dem en ny kapacitet til de vestlige magter i området, men der er allerede utroligt mange skibe og ubåde fra alle sider i det område. Så det vigtigste og udfordringen for Kina er i virkeligheden: Hvorfor udtrykker ingen af Kinas naboer stærk modstand mod AUKUS-pagten? Jeg har ikke set en eneste stærk udtalelse fra nogen af de regionale magter, hvori de udtrykker, at det er principielt forkert, at vestlige magter spiller med musklerne i det vestlige Stillehavsområde. Det skaber et nøglespørgsmål for Kina: Hvorfor ikke?
Selvom Beijing har markedet til at overtale og våbnene til at afpresse, virker ingen af disse ting til at skabe et overbevisende argument for, at Kina skal være den centrale aktør i regionen. Det store marked er et produkt af Kinas massive størrelse, men ikke et tegn på landets moralske dyd eller en ide om, at det har en bredere samarbejdende rolle at spille i regionen. Kina forsøger selvfølgelig at skabe et moralsk indtryk af dets rolle ved at uddele vacciner og skubbe til ideen om dets Belt and Road Initiative som en slags bistands- og udviklingsstrategi. Men indtil videre har Beijing ikke haft succes med at overtale nabolandene til at se en større kinesisk tilstedeværelse, hvor amerikanerne er mindre til stede, som en bedre fremtid for regionen. Det er for mig vigtigheden af AUKUS: Hvorfor protesterer ingen andre lande end Kina over det?
RÆSON: Hvorfor er det et problem for Beijing?
MITTER: Fordi Kina har et endemål, som det søger mere end noget andet, men har haft meget svært ved at opnå: ideen om Kina som en blød magt i regionen og verden. Med andre ord et land med magt og autoritet – ikke fordi det har våben, men fordi andre lande har nok tillid til det og respekt for det til, at de vil følge det alligevel. Når USA er bedst, lykkes det med at være en blød magt – fx i størstedelen af Europa og dele af Asien såsom Japan. I værste fald lykkes USA selvfølgelig ikke med det overhovedet – se bare Irak.
Man kunne argumentere for, at Kina har opnået en vis blød magt i dele af det sydlige Afrika og Latinamerika pga. landets evne til at give økonomisk hjælp. Men det er symptomatisk for Kina, at det er de område, hvor landet har den mindste militære tilstedeværelse, at dets moralske omdømme er bedst. Det problem har USA ikke; den amerikanske hær er i høj grad til stede i både Asien og Europa, hvor landets bløde magt er stor.
„Efter min mening er risikoen for en pludselig militær konfrontation langt mere farlig mellem skibene i det Sydkinesiske Hav end i Taiwans luftrum‟
_______
Hvorfor kan Kina så ikke lykkes med det? Grundlæggende kombinerer det kinesiske diplomati intellektuel genialitet med meget lav følelsesmæssig kapacitet. Med andre ord taler kinesiske diplomater ofte mange sprog og har masser af fakta og data om de lande, de skal håndtere. Men min og mange andres erfaring er, at kinesiske diplomater såvel som politikere finder det meget svært at møde og forstå andre samfund med empati. Det er en stor del af problemet i Stillehavsområdet, fordi mange nabolande frygter større kinesisk indflydelse af selvsamme årsag.
Det er ikke nødvendigvis, fordi kineserne vil forsøge at lave territoriale besættelser – det her er ikke en klassisk historie om et imperium. Men det er en historie om meget magtfulde mennesker, som ikke forstår eller har empati med de bekymringer, nabolandene har over en gigantisk, magtfuld aktør i regionen, som har en enorm kapacitet til at afpresse. Nu er det ved at blive klart for Kina, at dets forsøg på at skabe et indtryk af at være en empatisk magt lige såvel som en militært afgørende magt er modbevist af, at AUKUS ikke har affødt et kor af vrede fra dets nabolande.
Den kinesiske militære tilstedeværelse i særligt Taiwans luftrum er øget dramatisk siden starten af 2020 og har været meget intens her i oktober 2021. Tilbage i juli talte Xi Jinping om ”at løse problemet med Taiwan og realisere den komplette genforening af moderlandet.” Hvordan ser Taiwans fremtid ud nu?
I løbet af de seneste par dage [start oktober 2021, red.] er der faktisk en smule mere optimisme, som kan lede til en nedtrapning af situationen. Joe Biden og Xi Jinping skulle efter sigende have talt direkte med hinanden om at vende tilbage til – eller bekræfte – en slags konsensus om Taiwans status. Selvom det ikke er blevet erklæret eksplicit, virker det til at handle om, at man fra amerikansk side gør det klart, man ikke vil advokere for taiwanesisk uafhængighed – eller støtte det, hvis politiske grupper i Taiwan forsøger at kræve det. På kinesisk side virker der til at være en forståelse for, at hvis den konsensus består, vil de ikke finde en militær løsning – eller opløsning – af Taiwanproblemet.
Det er stadig ustabilt og bestemt ikke garanteret i en traktat noget sted. Men det peger i retning af, at begge sider forsøger at finde en slags grænse, som gør dem begge i stand til at bevare værdigheden samtidig med, at de ikke nærmer sig en konfrontation.
På den kort bane vil de fleste analytikere påstå, at et frontalt angreb mod Taiwan vil være svært for Kina at opretholde. For det involverer ikke blot en invasion, som er svært i sig selv, men hel besættelse af øen og en ødelæggelse af dens nuværende levevis – sikkert med enorme internationale sanktioner til følge. Der ville fælge en række konsekvenser fra, og størstedelen af Kinas nuværende prioriteter er relateret til genoprettelse af økonomien post-corona. Det er ikke tydeligt, hvordan et meget voldeligt og økonomisk og menneskeligt destruktivt militæreventyr faktisk skulle hjælpe Kina i dets økonomisk mål.
Så mens det stadig er meget vigtigt, at verdens opmærksomhed forbliver på Taiwan, så er det ikke det samme som at sige, at der er en imminent trussel om kinesisk invasion i øjeblikket. Efter min mening er risikoen for en pludselig militær konfrontation langt mere farlig mellem skibene i det Sydkinesiske Hav end i Taiwans luftrum. For der er så mange aktører involveret, masser af forskellige sydøstasiatiske lande, og USA er mere direkte til stede i det Sydkinesiske Hav, fordi det har krigsskibe der.
RÆSON: Vi har set, hvad der er sket med Hong Kong blot de seneste par år. Virker det urealistisk i det lys, at Taiwan forbliver frit på den lange bane?
MITTER: Ja. Medmindre det nuværende, tabuiserede kompromis består i lang tid, og man kan argumentere for, at det på en måde har eksisteret siden 1949. Så der er ingen logisk årsag til, at det ikke skulle kunne fortsætte en stund endnu. Det er dog krystalklart, at præsident Tsai Ing-wen blev genvalgt meget overbevisende, og det gjorde hun på sloganet ”Hong Kong i dag, Taiwan i morgen”. Det er lige så meget en udfordring for Beijing som så meget andet. Beijing ved utvivlsomt godt, at befolkningen i Taiwan ønsker at bevare deres levevis. Indtil videre har der dog ikke været noget klart, overbevisende udsagn fra Beijing om, hvordan de helt præcist har tænkt sig at tilbyde det i noget genforeningsscenarie.
Jeg må sige, at et overbevisende argument for, hvorfor Hong Kongs skæbne ikke vil gentage sig, er nødt til at være udgangspunktet – og ikke konklusionen – for, at en egentlig samtale om genforening kan finde sted. Det er ikke klart for mig, hvorfor den samtale ikke er startet i Beijing, udover at de måske stadig tænker over, hvordan de skal formulere sig.
RÆSON: Du sagde, at de kinesiske silkehandsker er ved at komme af i geopolitikken, og at det har overrasket dig. Er Kinas langsigtede geopolitiske strategi blevet klarere for dig i de seneste par år?
„En af de ting, som vil være mest tilbøjelig til at give Kina øget mulighed for at forfølge dets vision for fremtiden, er, hvis Donald J. Trump genvælges som præsident i 2024‟
_______
MITTER: Retningen for strategien er klar, men taktikken er ikke. Lad mig tage de to separat. Retningen er klar og har været det siden 2017 og Xi Jinpings tale, som jeg nævnte tidligere. Hvis Kina lykkes med dets strategi, vil det blive global i alt fra global ledelse – fx ved at spille en meget større rolle i FN – til globale normer. Fx ønsker Kina, at udbredelsen af kinesisk 5G-teknologi skaber en global stiafhængighed af kinesisk teknologi. Alt det skal rykke verden i en retning, hvori større kollektiv økonomiske vækst er prioriteret tungt over individuelle, civile frihedsrettigheder. Det er strategiens retning.
Men grunden til, taktikken ikke er klar for mig, er, at fremtidens forløb for både Kina og USA i stigende grad er afhængige af hinanden. En af de ting, som vil være mest tilbøjelig til at give Kina øget mulighed for at forfølge dets vision for fremtiden, er, hvis Donald J. Trump genvælges som præsident i 2024 – eller nogen som ham. Grunden til det er, at Donald Trump indtil videre er den eneste amerikanske præsident efter 1945, som eksplicit har afvist, i det mindste retorisk, mange af de alliancer og normer, som kendetegner den internationale regelbaserede orden. Det var meget fordelagtigt for Kina, fordi Kina kunne portrættere sig selv som den virkelige opretholder af international orden – hvilket Ji Xinping også gjorde i Davos i 2017.
Det er langt sværere for Kina under Biden, fordi han eksplicit ønsker at pleje sine alliancer og opretholde international orden. Men hvis den næste præsident bliver en Trump-type, bliver det sværere at bekæmpe det kinesiske argument om, at de er de virkelige reformatorer af den global orden; at det er dem, som faktisk kerer sig om internationale standarder. Selvom der er mange fejl i det argument.
Det tror jeg også er en af de andre årsager til, at AUKUS-pagten er mere signifikant, end det måske virker ved første øjekast. For hvis der skrives under på den, og den overlever en længere årrække, er det lige meget, hvem der er USA’s præsident om 4, 8 og 12 år. Så vil der stadig være en formel struktur, hvori en amerikansk, europæisk og asiatisk magt samarbejder om at bevare de globale normer – også i Stillehavsområdet. ■
„Hvis der skrives under på AUKUS-pagten, og den overlever en længere årrække, er det lige meget, hvem der er USA’s præsident om 4, 8 og 12 år. Så vil der stadig være en formel struktur, hvori en amerikansk, europæisk og asiatisk magt samarbejder om at bevare de globale normer – også i Stillehavsområdet‟
_______
Rana Mitter (f. 1969) er professor i det moderne Kinas historie og politik på Oxford Universitet. Han er direktør for Oxford Universitets Kina-center. I 2019 blev han tildelt den britiske ”Officer of the Most Excellent Order of the British Empire” (OBE) af Storbritanniens dronning for sit bidrag til uddannelse og viden. ILLUSTRATION: Kinas præsident, Xi Jinping, på besøg i Grækenland, 11. november 2019 [foto: Alkis Konstantinidis/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
