Oxford-professor Neil MacFarlane: Det er ikke en særlig troværdig tolkning, at Rusland bruger Belarus som marionetdukke

27.11.2021

”Lukasjenko forsøger at vedligeholde fleksibilitet i sit eget område, hvor han er omringet af to meget store naboer. Vi har en situation, hvor der er en forringelse i forholdet mellem EU og Belarus, så han læner sig lidt mod Rusland. Men Lukasjenko vil ikke bevæge sig for langt mod Rusland, fordi han ved, at den virkelige trussel mod belarussisk uafhængighed faktisk ikke er EU, men Rusland.”

Interview af Markus Giessing

Konflikten på den polsk-belarussiske grænse indeholder tilsyneladende ingredienser til en sprængfarlig cocktail. Hovedparterne, Polen og Belarus, har begge placeret tusindvis af tungt bevæbnede soldater på hver deres side af grænsen, der vil modtage opbakning af deres respektive allierede, NATO og Rusland, i tilfælde af at den endnu kolde konflikt antænder. Og midt i konflikten er tusindvis af mellemøstlige migranter ufrivilligt blevet taget som gidsler i en politisk strid, hvilket indtil videre har kostet mindst 13 migranter livet i de frostkolde skove omkring grænsen.

I sidste uge var der tegn på, at konflikten langsomt var ved at aftage i styrke, eftersom EU er i dialog med Belarus om en løsning. Mange af migranterne er kommet til den belarussiske hovedstad Minsk via det statsejede flyselskab Belavia, der i stort antal har fragtet flygtningene fra Mellemøsten og Nordafrika, hvilket den tyske udenrigsminister Heiko Maas har kaldt “en statsstøttet smuglerrute for flygtninge”. Der er en bred opfattelse i EU af, at den belarussiske præsident har udnyttet de mange flygtninges desperation og sendt dem mod den polske grænse. Derfor har EU valgt at sanktionere virksomheder, der gør forretning med det belarussiske flyselskab, hvilket er en del af EU’s diplomatiske og økonomiske pres for at stoppe strømmen af migranter til EU’s ydre grænse i Polen. Og det ser ud til delvist at have virket.

Nogle flygtninge er blevet fløjet tilbage til deres hjemlande og nogle lande har stoppet udrejse til Minsk for personer uden permanent visum eller statsborgerskab, mens den belarussiske præsident, Aleksandr Lukasjenko, har foreslået en aftale til EU, der indebærer, at unionen skal tage imod 2.000 flygtninge, mens Belarus vil beholde 5.000. Men det ønsker EU ikke at gå med til. Selvom parterne er i dialog, betyder det dog ikke, at faren for en eskalering af konflikten er drevet over. Ifølge den polske regering er der stadig masser af flygtninge, som forsøger at krydse grænsen, og den polske premierminister udtalte den 21. november, at Polen står over for en “ny form for krig”. Under overfladen på den konkrete konflikt mellem Polen og Belarus gemmer der sig spændinger mellem NATO og Rusland, der giver migrantkonflikten et geopolitisk lag.

Hybrid krigsførelse?
Der er en udbredt opfattelse blandt militæranalytikere af, at NATO’s svageste punkt er det såkaldte Suwalki-gab, der dækker over den polsk-litauiske grænse, som er klemt inde mellem Belarus og den russiske by Kaliningrad. Flygtninges rute fra Belarus til Polen ligger tæt på NATO’s akilleshæl, hvilket har skabt spekulationer omkring, at det ikke er en tilfældighed, at flygtninge søger mod netop den grænseovergang. Mange opfatter hele seancen som en hybrid krigsførelse, der er orkestreret af Vladimir Putin, men præsidenten har afvist at være involveret.

Den amerikanske udenrigsminister, Anthony Blinken, udsendte for nylig et tweet, hvori han skråsikkert beskrev migrantkonflikten som en “hybrid kampagne på den polsk-belarussiske grænse i et forsøg på at true sikkerheden, skabe splid og aflede opmærksomhed fra Ruslands aktiviteter på grænsen til Ukraine”. Neil MacFarlane, der er professor i international politik på Oxford University, er uenig i den amerikanske udenrigsministers analyse. MacFarlane har specialiseret sig i russisk udenrigspolitik og de regionale dynamikker som involverer de tidligere sovjetrepublikker.

Den garvede Oxford-professor ser bestemt ikke den belarussiske præsident som en russisk marionetdukke. Han anser den igangværende migrantstrid som et produkt af Lukasjenkos egen geopolitiske interesse. “Når Lukasjenko bliver utilpas med russisk pres, læner han sig mod EU. Og når han bliver utilpas med EU, læner han sig mod Rusland. Lukasjenko forsøger at vedligeholde sin egen fleksibilitet i sit eget område, hvor han er omringet af to meget store naboer. Vi har en situation, hvor der er en forringelse i forholdet mellem EU og Belarus, så han læner sig lidt mod Rusland. Lukasjenko vil ikke bevæge sig for langt mod Rusland, fordi han ved, at den virkelige trussel mod belarussisk uafhængighed faktisk ikke er EU, men Rusland,” siger MacFarlane.

I løbet af november har Belarus og Rusland foretaget militære øvelser i nærheden af både den litauiske og den polske grænse, hvilket har fået de indre advarselslamper til at lyse hos flere vestlige iagttagere. Men MacFarlanes udlægning af situationen er mere skuldertrækkende. “Det er demonstrativt militært diplomati. Jeg tror ikke det betyder meget. Lukasjenko gør, hvad han gør, af sine egne årsager. Og russerne støtter ham af deres årsager. Russerne vil have en konsolideret vestlig kant af Den Russiske Føderation, hvilket inkluderer Belarus, men også det østlige Ukraine. Russerne står i en besværlig position. De kan enten støtte Lukasjenko – og beholde ham som en del af det russiske indflydelsesområde – eller de kan lade være og miste indflydelse i et område, der geostrategisk er vigtigt for Rusland,” siger MacFarlane.

 

Meget af det her minder mig om min ungdom, Den Kolde Krig, hvor der er strukturel konkurrence mellem to sider, der hver især udnytter den andens svagheder
_______

 

Den belarussiske præsident sendte en subtil advarsel til sine vestlige modstykker, da han indikerede at en eskalering af konflikten på grænsen ville føre til involveringen af det russiske militær. Mange har derfor frygtet en snarligt forestående varm konflikt på grænsen mellem Polen og Belarus, men MacFarlane ser anderledes afdæmpet på stridighederne. “Meget af det her minder mig om min ungdom, Den Kolde Krig, hvor der er strukturel konkurrence mellem to sider, der hver især udnytter den andens svagheder. Men på metaniveau har begge sider interesse i at undgå en væbnet konflikt,” siger MacFarlane, der dog anerkender at tilfældigheder kan antænde en reel konflikt. “Jeg tror ikke, at der er nogen der frivilligt vælger en konflikt, men det er en situation, hvor der er meget lidt afstand mellem tungt bevæbnede og veltrænede militærstyrker på et lille område. Og uheld sker nogle gange,” siger MacFarlane

Afledningsmanøvren
Selvom mange har forsøgt at læse store geopolitiske spørgsmål ind i migrantkonflikten, mener MacFarlane, at forklaringen på Lukashenkos opførsel er ret ligetil. “Jeg tror Lukasjenko inviterer migranter til Belarus for gennemrejse til EU. Det er ikke bare begrænset til Polen, det involverer også Litauen og i høj grad nu også Letland. Og hvorfor gør Lukasjenko det? Generelt er det svært at regne ud, hvorfor han gør, som han gør. Han er en ret uberegnelig person, men i dette tilfælde tror jeg, at han er ret irriteret over EU’s sanktioner, og han ved at EU er meget forvirret omkring migration,” siger MacFarlane. Her henviser professoren til de sanktioner, som EU gradvist har pålagt Belarus siden sidste år, efter Lukashenko blev kåret som vinderen af et præsidentvalg, som adskillige observatører har anklaget for at være et svindelnummer. Som modsvar mener MacFarlane, at Lukashenko har forsøgt at ramme sine europæiske naboer, hvor det gør mest ondt. “Han ved, migration er et væsentligt problem for Polen, og han bruger situationen til at sende et signal til EU. Han signalerer, at hvis EU vil lægge sig ud med ham, så vil han gøre gengæld,” siger MacFarlane.

Sideløbende med migrantkonflikten har der været et stort mediefokus på den østlige grænse i Ukraine, hvor det anslås, at omkring 100.000 russiske soldater har mobiliseret sig. Det har fået mange til at anklage Putin for at være dukkefører bag migrantkonflikten i et forsøg på at aflede opmærksomheden fra den ukrainske grænse. “Det er en typisk amerikansk og britisk formodning, at russerne angiveligt opfordrer Lukasjenko til at lægge sig ud med Polen, for at aflede NATO’s opmærksomhed fra Ukraine, hvor der er en meget stor opbygning af russiske styrker ved den østlige grænse. Jeg mener ikke, at det er en særlig troværdig fortolkning,” siger Macfarlane.

Han mener, at den analyse er unødvendigt kompliceret, og henviser til det erkendelsesteoretiske princip ‘Ockhams ragekniv’ som forklaring på sin egen analyse af konflikten på den polsk-belarussiske grænse. “Pointen her er, at hvis der er en simpel og klar forklaring, hvorfor skulle man så besværliggøre det med yderligere faktorer? Jeg tror Lukasjenko har sine egne grunde til at agere, som han gør. Han ved, at han har en grad af indflydelse over Rusland, så han forsøger at trække Rusland ind i konflikten,” siger Macfarlane.

Putins langsigtede visioner
Neil MacFarlane anerkender alvoren af migrantstriden på den polsk-belarussiske grænse, men den bekymrer ham ikke nær så meget som spændingerne mellem Rusland og Ukraine. “Grunden til min ambivalens med henhold til russisk politik i Ukraine er, at niveauet af usikkerhed, Putin står over for, når han skal vurdere potentiel eskalering i Ukraine, er meget højere end i Belarus, fordi NATO og EU ikke har den samme tilknytning til Ukraine,” siger MacFarlane, der mener at Putin har bestemte, langsigtede planer for relationen til Ukraine.

“Jeg tror, at Vladimir Putin har en langsigtet vision for regionen. Belarus er allerede i Den Eurasiske Økonomiske Union, hvilket Ukraine ikke er. Jeg tror, at Putin vil have Ukraine med i den union, og derfor vil han ikke have at Ukraine bliver en del af EU. Han forsøger at bygge konsolideret plads rundt om Rusland. Men som John Maynard Keynes engang sagde: I det lange løb vil vi alle være døde, så man kan effektivt have langsigtede aspirationer, som løst guider, hvad man gør, men det man gør, udløses overvejende af omstændighederne, man står over for på et bestemt tidspunkt, snarere end af en langsigtet strategisk bevægelse,“ siger MacFarlane.

Putin har ikke lagt skjul på, at Ukarine i hans øjne er tæt beslægtet med Rusland, og han har sågar italesat at Ukraines nuværende grænse ikke er tegnet på en hensigtsmæssig måde. Og det bliver gods til spekulationer. Det store spørgsmål er, om Rusland gør klar til en krig mod Ukraine, eller om Putin blot puster sig op. En ting er dog sikkert: Den russiske præsident er meget utilfreds med Ukraines forbindelser til EU og NATO. Og det vil uden tvivl blive opfattet som en provokation, hvis de gør sig yderligere tilnærmelser.

“Eftersom Ukraine er vigtig for Putins vision om en alternativ regional struktur i det såkaldte tidligere sovjetiske område, vil han blive mere utilpas desto dybere båndene bliver mellem EU og Ukraine. Og det tror jeg, at mange folk i Bruxelles forstår, hvilket er grunden til at de går langsomt fremad,” siger MacFarlane. ■

 

Eftersom Ukraine er vigtig for Putins vision om en alternativ regional struktur i det såkaldte tidligere sovjetiske område, vil han blive mere utilpas desto dybere båndene bliver mellem EU og Ukraine
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne