Overlæge Mikkel Rasmussen: Hvorfor reagerer du ikke på det enorme negative skred, vi har set i psykiatrien, Mette Frederiksen?

07.10.2021

Fundamentet for succesen på kræftområdet blev grundlagt med kræftplanerne og en langsigtet investering og strategi. En lignende succeshistorie karakteriserer desværre overhovedet ikke psykiatrien, selvom der ved regionernes dannelse blev lovet en ”psykiatri i verdensklasse” nu ca. 14 år siden. Hvis Danmark skal kunne måles positivt på, hvordan vi behandler vores svageste medborgere, er der behov for, at psykiatrien reddes med det samme.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Mikkel Rasmussen

I OVER 2 ÅR (siden Folketingsvalget) har vi hørt om en kommende 10-årsplan for psykiatrien. Der er store forventninger til en ambitiøs plan. På Folketingets åbningsdag måtte man dog lytte meget godt efter i Statsministerens åbningstale for at finde den ene sætning, hvor psykiatri blev nævnt. Der blev her blot adresseret, at der bliver flere mennesker, der kæmper med en psykisk sygdom.

Det nye Folketingsår bør altoverskyggende have et fokus på at sikre, at vi får den ”psykiatri i verdensklasse”, der blev lovet for nu ca. 14 år siden. I dag står vi desværre stadig med det ydmyge ønske om bare at få en værdig psykiatri for alle. Der er nemlig sket et yderligere negativt skred, hvis vi overordnet kigger på den hjælp, der kan tilbydes til både mennesker, der rammes af psykisk lidelse og deres pårørende.

Behandlingen af mennesker med psykisk sygdom bærer præg af årtiers økonomisk efterslæb, når man sammenligner med kræft-, hjerteområdet og andre somatiske sygdomme.

Især på kræftområdet er der de seneste år gjort store, behandlingsmæssige fremskridt herhjemme. Fundamentet for succesen blev grundlagt med kræftplanerne, som havde klart definerede målsætninger, klare prioriteringer og ikke mindst en økonomi, der sikrede, at målsætningerne kunne føres ud i livet.

En lignende succeshistorie karakteriserer desværre ikke psykiatrien. Her er antallet af patienter i psykiatrien vokset langt hurtigere end det sundhedspersonale, der står for behandlingen. Hver ansat i psykiatrien har således gennemsnitligt betydeligt mindre tid pr. patient end tidligere.

Den udvikling skal vendes, hvis psykiatrien skal løftes. For på det psykiatriske område er der ikke sket nye teknologiske eller medicinske landvindinger. Det er ikke avancerede strålekanoner, men først og fremmest investeringer i tilstrækkeligt og kvalificeret personale, der skal løfte behandlingen. Det er her investeringen skal ligge. Det vil kunne skabe tid til den nødvendige relation og dermed sikre en ordentlig udredning og efterfølgende korrekt behandling.

Manglende sengepladser og flere genindlæggelser
Gennem en årrække har der hersket en politisk målsætning om at flytte behandlingen af psykisk sygdom fra indlæggelser i sengepsykiatrien til ambulant behandling. På den baggrund er antallet af psykiatriske sengepladser blev kraftigt beskåret over tid.

Trods en stigning på 37 pct. i antallet af psykiatriske patienter fra 2007-2017 faldt antallet af sengepladser i psykiatrien i samme periode fra 3.422 til 2.653.

 

Behandlingen af mennesker med psykisk sygdom bærer præg af årtiers økonomisk efterslæb, når man sammenligner med kræft-, hjerteområdet og andre somatiske sygdomme
_______

 

Ambitionen om at forebygge indlæggelse gennem ambulant behandling er god, hvis man samtidig havde udvidet den ambulante kapacitet tilstrækkeligt, men muligheden for indlæggelse i sengepsykiatrien skal fortsat være til stede, når det er nødvendigt. Det er desværre ikke tilfældet i dag, hvilket viser sig ved, at hele 49 pct. af speciallægerne i psykiatri på daglig eller ugentlig basis må afvise at indlægge patienter pga. mangel på sengepladser.

Lægerne oplever ligeledes at måtte udskrive patienter i psykiatrien for tidligt pga. pladsmangel. Det resulterer i et stigende antal genindlæggelser, og 23 pct. af patienterne indlægges igen inden for 30 dage, efter de blev udskrevet.

Ambulante behandlingstilbud bør tage udgangspunkt i patienterne
Flaskehalsproblemerne er ikke forbeholdt sengepsykiatrien, men viser sig også i den ambulante behandling og i manglen på kvalificerede botilbud og socialpsykiatrisk støtte. Og nye tal fra Kommunernes Landsforening viser, at der er sket et betydeligt fald i antallet af planlagte, ambulante kontakter specielt for de sværest syge, hvilket er problematisk, når det netop er den ambulante behandling, der skal sænke behovet for at indlægge patienter i psykiatrien.

Mange patienter oplever desværre også, at en henvisning til en praktiserende psykiater reelt er adgangsbillet til en lang venteliste. Som med anden sygdom, er det ofte afgørende, at udredning og behandling påbegyndes hurtigt for at opnå den bedste effekt. Hvis behandlingen forsinkes, kan det få store konsekvenser for patienten – både ift. uddannelse og arbejde, og sygdommen kan nå at udvikle sig yderligere.

En anden problemstilling, der bør rettes op på ifm. ambulant behandling, er de såkaldte pakkeforløb, hvor patienter tildeles behandlingsforløb med prædefineret indhold og varighed. Det betyder fx, at et ungt menneske med en psykoselidelse eller en bipolar affektiv sindslidelse tildeles et kort forløb med et i forvejen fastsat antal gange med mulighed for samtale, psykoedukation og terapi, som lægen på forhånd ved er utilstrækkeligt. Dermed afsluttes patienten, inden behandlingen reelt er afsluttet.

Problemet er således ikke pakkeforløbene i sig selv, men den manglende mulighed for at tilpasse behandlingstilbuddet efter patientens individuelle behov. Det skal så også ses i sammenhæng med en samtidig indførsel af udrednings- og behandlingsgaranti i den ambulante psykiatri. Det har betydet at rigtig mange nye patienter kommer i al for korte ambulante forløb for derefter at blive afsluttet. En af konsekvenserne er, at specielt de mest syge – med komplekse forløb samt kroniske sygdomme – herved bliver taberne, da ressourcerne så ikke rækker til den ordentlige ambulante opfølgning, der også her er behov for. Kvaliteten daler i alt for hurtige ambulante udrednings- og behandlingsforløb, og når fagpersonalet løber for stærkt og ikke har tiden, det kræver, stiger risikoen for fejldiagnoser og dermed fejlbehandling. Ved for hurtige afslutninger fra det ambulante forløb stiger risikoen også for forværring hos den syge og så kører det i ring med enten senere genhenvisninger eller genindlæggelser.

 

Trods en stigning på 37 pct. i antallet af psykiatriske patienter fra 2007-2017 faldt antallet af sengepladser i psykiatrien i samme periode fra 3.422 til 2.653
_______

 

Stop patienters pendulfart mellem botilbud og indlæggelse
Endelig er der brug for et markant løft af socialpsykiatrien og de bosteder og botilbud, der tilbydes de mennesker, som har vanskeligt ved at klare sig i eget hjem. Der er tale om en udsat gruppe af mennesker, der kræver, at der er tilstrækkeligt og fagligt specialiseret personale til rådighed. Det skyldes, at de ud over at de kæmper med psykisk sygdom ofte både lider af somatisk sygdom og slås med stofmisbrug.

I dag ser vi i alt for høj grad, at bosteder og botilbud ikke har de faglige resurser, det kræver at hjælpe beboerne i tilstrækkeligt omfang. På den baggrund sendes nogle beboere i pendulfart mellem indlæggelse på en psykiatrisk afdeling og bostedet eller botilbuddet. Den bedring, de opnår under en kort indlæggelse, aftager hurtigt, hvorefter de må indlægges på ny. Dette er en dyr, ineffektiv og uværdig måde at behandle nogle af samfundets svageste borgere på. Vi har altså over tid effektiviseret psykiatrien så meget, at den er blevet ineffektiv og i den sidste ende bliver det både menneskeligt og samfundsøkonomisk meget dyrere.

En langsigtet plan for de svageste patienter
Det var glædeligt at se, at psykiatrien langt om længe blev tilgodeset med nogle få akutmidler på finansloven for 1 år siden frem for at måtte hoppe fra tue til tue ved tildeling af satspuljemidler. Men nogle af midlerne blev brugt på symptombehandling af en haltende almenpsykiatri – nemlig en kapacitetsøgning med flere senge i retspsykiatrien, da der er sket en eksplosiv stigning i antallet af mennesker med psykisk sygdom, der grundet utilstrækkelig hjælp, ender ud i kriminalitet og får en dom og dermed bliver en retspsykiatrisk patient.

Den succes, kræftplanerne har medført, viser, at markante resultater bliver opnået gennem en målrettet investering, en langsigtet strategi, der bliver fastholdt over tid.

Den tilgang håber jeg bliver udgangspunktet for en psykiatriplan, der kan give et tiltrængt løft til psykiatrien, så nogle af samfundets svageste medborgere får bedre, længere og mere værdige liv. Hvis et samfundskal kunne måles på,hvordan det behandler sine svagestemedborgere, er der behov for, at psykiatrien løftes markant, både når det gælder sengepsykiatri, den ambulante behandling og socialpsykiatrien. ■

 

[P]å det psykiatriske område er der ikke sket nye teknologiske eller medicinske landvindinger. Det er ikke avancerede strålekanoner, men først og fremmest investeringer i tilstrækkeligt og kvalificeret personale, der skal løfte behandlingen
_______

 

Mikkel Rune Vossen Rasmussen (f. 1979) er speciallæge i psykiatri, næstformand i Dansk Psykiatrisk Selskab og ledende overlæge på Psykiatrisk Afdeling Vejle, Region Syddanmark. Derudover er han bestyrelsesmedlem Psykiatri-Listen, stifter af græsrodsgruppen #VærdigPsykiatriForAlle og medlem af Udsatterådet i Region Syddanmark. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen holder åbningstale i Folketingssalen på Christiansborg, da Folketinget åbner, d. 5. oktober 2021 [Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix]