Ota Tiefenböck: Orbáns parti forlader nu EPP i Europa-Parlamentet, men der er ingen grund til jubel
07.03.2021
.Orbán og partiet Fidesz tager afsked med EPP, efter gruppen selv lagde op til at smide partiet ud. Det danske medlem af EPP, Pernille Weiss, og flere andre medlemmer af Europa-Parlamentet jubler over det ungarske regeringspartis afgang fra EPP-gruppen. Men hvor meget er der egentlig at juble over?
BERIGTIGELSE: I en tidligere udgave af denne artikel blev et citat af Pernille Weiss fra 2019 gengivet, som om udtalelsen var faldet for nylig i forbindelse med den konkrete sag. Det er ikke korrekt. Citatet er derfor blevet erstattet af en nylig udtalelse fra d. 3. marts, der forholder sig til den aktuelle sag. En enkel efterfølgende sætning er desuden tilpasset det nye citat. Vi beklager fejlen.
Kommentar af Ota Tiefenböck
Fidesz har besluttet sig for at tage det skridt, partiet i flere omgange har truet med og er blevet truet med: at forlade Det Europæiske Folkepartis (EPP) politiske gruppe – eller fraktion, som det egentlig er. Det skete efter, at EPP vedtog nye interne regler for eksklusion af et parti fra gruppen. Den ungarske regeringsleder, Viktor Orbán, betegnede de nye regler som en “fjendtlig handling mod Fidesz og partiets vælgere” og valgte altså at trække stikket til EPP. Havde han ikke gjort det, var det formentlig kun spørgsmål om tid, før partiet alligevel blev ekskluderet af EPP.
I danske medier og på sociale medier glæder bl.a. det danske konservative medlem af EPP, Pernille Weiss, sig over Fidesz’ udmelding fra gruppen.
“Det har i flere år – og især i det seneste halvandet år – været en udfordring for os at slæbe rundt på partiet og deres syn på eksempelvis retsstatsprincipperne. Derfor kommer vi styrket ud af det, for nu er der rene linjer i forhold til netop retsstaten, men også spørgsmål som mindretalsbeskyttelse, journalisters frihed og korruption”, siger Weiss til DR.dk.
Orbán meddelte fredag på den ungarske radiostation Kossuth, at han leder efter et nyt “politisk hjem” for Fidesz
_______
Men hvor meget er der egentlig at juble over? Hvilken betydning får Fideszs afgang fra gruppen for EPP og Weiss’ Konservative – og på længere sigt for Fidesz og Orbáns muligheder for at få indflydelse i EU?
EPP er ikke et parti
Det er først og fremmest vigtigt at understrege, at en gruppe (eller fraktion) i Europa-Parlamentet ikke er det samme som et parti. Der er altså forskel på gruppen EPP og selve partiet Det Europæiske Folkeparti. Fidesz er medlem af gruppen EPP, indtil partiet bliver helt ekskluderet eller selv går til en anden gruppe.
Orbán meddelte fredag på den ungarske radiostation Kossuth, at han leder efter et nyt “politisk hjem” for Fidesz. Det skal bestå af partier, som ikke ønsker migranter og vil beskytte traditionelle familieværdier. Ifølge hans egne ord foregår der allerede nu forhandlinger med “politiske trosfæller i Polen og Italien”, men at: “der er ingen grund til at skynde sig”.
Det er dog ganske sandsynligt, at Orbán har større planer og vil forsøge at skabe sin egen gruppe. Det er her, den største trussel mod EPP ligger
_______
Ifølge Fidesz’ europaparlamentariker, Tamás Deutsch, som ganske ironisk brugte det tyske “Auf Wiedersehen” til afsked med EPP-gruppen, er det nu coronapandemien, der har den højeste prioritet. Først efterfølgende bliver det Fidesz’ “nye politiske hjem”, der står på programmet. Det kan også tyde på, at Fidesz vil give sig god tid og ønsker at trække spændingen helt ud.
Nyt politisk hjem
Det er umiddelbart uklart, hvad Fidesz vil vælge som partiets nye hjem. Den mest oplagte mulighed er formentlig gruppen af De Europæiske Konservative og Reformister (ECR), som bl.a. inkluderer det polske regeringsparti Lov og Retfærdighed (PiS), Fratelli d`Italia (De italienske brødre), det spanske VOX-parti, Sverigedemokraterne og det tjekkiske ODS. En anden – men mindre sandsynlig – mulighed er gruppen Identitet og Demokrati (ID) med bl.a. italienske Matteo Salvinis Lega Nord, Marine Le Pens parti Rassemblement National eller det tyske AfD. Begge grupper er uden tvivl interesseret i at tage imod Fidesz, da begge grupper vil profitere fra Fidesz’ medlemskab.
Det er dog ganske sandsynligt, at Orbán har større planer og vil forsøge at skabe sin egen gruppe. Det er her, den største trussel mod EPP ligger. Kritikken i EPP begrænser sig nemlig ikke kun til Fidesz, men rammer også fx den slovenske premierminister og Orbán-allierede, Janez Jansa, og hans Slovenske Demokratiske Parti samt det bulgarske parti GERB, som premierminister Bojko Borisov tilhører. Borisov har takket være sin mindre provokerende EU-kurs ikke været i samme søgelys som Orbán, men det betyder langtfra, at forholdene for medier, retsvæsen og korruption i Bulgarien er mindre påtrængende end i Ungarn. På sigt kan desuden den serbiske leder Alexandar Vucics fra Serbiens Progressive parti tænkes at komme i problemer med EPP og derfor have interesse i at slutte sig til en gruppe startet af Fidesz.
Fidesz havde en ganske stor stemmesamhørighed med gruppen og var et af gruppens mest trofaste medlemmer
_______
Tvivlsom jubel
EPP forbliver selv efter Fidesz’ afgang den største gruppe i EU-parlamentet, men det er tvivlsomt, hvor længe og hvorvidt gruppens medlemmer og Weiss overhovedet har noget at juble over. Fidesz havde en ganske stor stemmesamhørighed med gruppen og var et af gruppens mest trofaste medlemmer. Det er desuden tvivlsomt, hvorvidt Fidesz’ politiske linje i Europa-Parlamentet adskiller sig væsentligt fra EPP’s øvrige medlemmer, sådan som det er blevet præsenteret af kritikerne i gruppen.
Weiss og de andre kritikeres jubel kan således hurtigt forvandle sig til mareridt, især hvis det lykkes Orbán at danne sin egen gruppe i parlamentet. Sker det, er det ganske sikkert, at flere andre partier vil forlade EPP, som ikke blot må se frem til en svækkelse i parlamentet, men også til, at nogle af EPP’s tidligere medlemmer, inkl. Fidesz, er blevet trukket mod grupperne til højre i Europa-Parlamentets politiske spektrum. ■
Weiss og de andre kritikeres jubel kan således hurtigt forvandle sig til mareridt, især hvis det lykkes Orbán at danne sin egen gruppe i parlamentet
_______
Ota Tiefenböck (f. 1957 i Prag) er freelancejournalist med speciale i Øst- og Centraleuropa, Balkan og Kaukasus og chefredaktør på nyhedsmediet Mr. East. Dækker området for flere danske og enkelte norske medier og medvirker som kommentator vedr. øst- og centraleuropæiske forhold i radio og TV. ILLUSTRATION: Viktor Orbán vinker til sine støtter efter valgsejren [foto: Leonhard Foeger/Scanpix]