Ota Tiefenböck: Lukasjenkos hybridkrig mod EU tager til ved de ydre grænser

09.11.2021

Hvideruslands præsident Aleksander Lukasjenkos migranteksport er blevet et stort problem for nabolandene Polen og Litauen, men også for hele EU. Og problemet tager til ved grænserne i disse dage. Det fornyede migrationspres understreger behovet for et fælleseuropæisk asylsystem, men viljen hertil er i mange EU-lande fraværende.

Analyse af Ota Tiefenböck

HVIDERUSLANDS HERSKER Aleksander Lukasjenko er siden i sommer begyndt at importere migranter til Hviderusland og efterfølgende sende dem videre til Europa. Lukasjenko blev nemlig vred efter EU`s reaktion på det hviderussiske præsidentvalg, deres støtte af den hviderussiske opposition og deres indførelse af sanktioner mod landet.

Og migranterne skaber nu store problemer ikke blot i Litauen og Polen, hvor begge lande er begyndt at opføre et grænsehegn og har indsat militæret, men også på grænsen mellem Polen og Tyskland, som de migranter, det lykkes for at komme videre, forsøger at krydse grænsen til.

Mandag eskalerede hele situationen yderligere efter flere hundreder, ifølge nogle kilder tusinde, migranter samledes ved grænsen til Polen og forsøgte at krydse grænsen. Situationen er alvorlig, omkring 12.000 polske soldater er klar ved grænsen og hindrer migranterne i at krydse den, Polens premierminister Mateusz Morawiecki har indkaldt til et krisemøde, mens oppositionens leder, tidligere EU-præsident, Donald Tusk opfordrer til aktivering af artikel 4 i NATO-aftalen, der siger, at ”[d]eltagerne vil rådføre sig med hverandre, når som helst nogen af dem mener, at nogen af deltagernes territoriale integritet, politiske uafhængighed eller sikkerhed er truet.”

Det tyske grænsepoliti har blot i løbet af oktober tilbageholdt næsten 5.000 illegale migranter. Det er ifølge tyske myndigheder mere end dobbelt så mange end i september. Antallet af de migranter det lykkes for at komme videre, melder historien af gode grunde ikke noget om. Tyskland har indsat 800 soldater på grænsen til Polen, mens Polen i slutningen af oktober opjusterede antallet af soldater på grænsen til Hviderusland til hele 10.000.

Lukasjenkos migranteksport er derfor blevet et stort problem for især de berørte lande, men også for hele EU. Det fornyede migrationspres understreger bl.a. behovet for et fælleseuropæisk asylsystem, hvis forhandling støder på en general uvilje i flere medlemslande. Lukasjenkos kan foreløbigt glæde sig over de problemer, han har skabt for EU, og dermed hvordan han har straffet EU for støtten til den hviderussiske opposition samt sanktionerne mod landet, men spørgsmålet er hvor længe. Hans smarte idé kan nemlig ramme ham som en boomerang og resultere i, at hans land bliver helt tømt for mennesker og ender i isolation.

 

Det forværrede forhold til Hviderusland har desuden helt slukket for især polakkernes håb om på sigt at flytte østgrænsen længere mod øst, som håbet var med EU`s naboskabsprogrammer
_______

 

De berørte landes problemer
De baltiske lande, Polen og Tyskland, som de fleste af de ankomne migranter ønsker at tage til, står naturligvis i kæmpemæssige problemer. Landene skal bruge en del ressourcer på beskyttelse af deres grænse, men kan alligevel ikke helt forhindre, at der er migranter, det lykkes for at komme videre. De migranter som det lykkes for at overskride den henholdsvis litauiske og polske grænse er i henhold til Dublinsystemet de to landes ansvar ift. asylbehandling og efterfølgende, som det formentlig ville ske i de fleste af sagerne, afslag på asyl.

Deportation af afviste asylansøgere er som bekendt langtfra så nemt, som det umiddelbart lyder, da der fortsat ikke er indgået bindende aftaler med migranternes modtagerlande. Afviste asylansøgere vil derfor blive en byrde for de to lande, som ovenikøbet presses af, at migration fra muslimske lande langtfra er populær hos befolkningen og utvivlsomt vil skabe en del ustabilitet, såfremt den når et større omfang. Begge lande bliver desuden allerede nu beskyldt, formentlig med rette, for såkaldte push-backs, altså ikke give migranterne mulighed for at få deres asyl-sager behandlet, som strider imod FN’s flygtningekonvention. Især i Polens tilfælde, som i forvejen ikke har det bedste image i EU, vil det repræsentere endnu et kritikpunkt i forhold til landet.

Det forværrede forhold til Hviderusland har desuden helt slukket for især polakkernes håb om på sigt at flytte østgrænsen længere mod øst, som håbet var med EU`s naboskabsprogrammer. EU`s naboskabsprogram i Hviderusland og alle demokrati-fremmende tiltag vil ganske givet helt stoppe. Da Polens forhold til Ukraine heller ikke ligefrem er præget af idyl, og Ukraine, til trods for fortsat støtte fra EU, givetvis aldrig bliver medlem af hverken EU eller Nato, er det formentlig en ren utopi, at Hviderusland eller Ukraine, i nær fremtid, vil kunne udfylde polakkernes geopolitiske ønske om en stødpude mod Øst.

Den illegale migration skaber også store problemer i Tyskland, dels på grund af de mange migranter, som er ankommet til landet, dels fordi situationen har mobiliseret ekstremistiske grupperinger, som i flere omgange har forsøgt en selvbestaltet beskyttelse af den tyske grænse. Det er umiddelbart uklart, hvorvidt Tyskland returnerer tilbageholdt migranter til Polen eller Litauen i henhold til Dublinsystemet.

EU`s problemer
Situationen på den hviderussisk-polsk/litauisk grænse skaber ligeledes problemer for EU som helhed. EU har siden flygtninge- og migrantkrisen i 2015 ændret holdning til fysiske barrierer på en medlemsstats grænse. Vi har fx oplevet EU-præsidenten Charles Michel ved inspicering af det litauiske grænsehegn. Et grænsehegn, som i 2015 var et udtryk for en ikke-europæisk politik og uforenelig med de europæiske værdier, er således blevet legitimt middel til bekæmpelse af illegal migration. EU vil dog ikke hjælpe hverken Litauen eller Polen økonomisk, fordi grænsehegn og mure, som sagt af Europa- Kommissionen, ikke er “det mest effektive redskab”.

Hvorvidt den type udtalelser skyldes, at EU ikke vil anerkende Viktor Orbán, som i 2015 blev voldsomt kritiseret for at opføre et grænsehegn på grænsen mellem Ungarn og Serbien og efterfølgende Kroatien, kan man kun gisne om. Faktum er dog, at hvis et hegn ikke er det mest effektive redskab, er EU nødt til at komme med et forslag om, hvad der er det bedre alternativ.

 

Det skaber et fornyet pres på EU om at reformere de europæiske aftaler om flygtninge, det såkaldte Dublinsystem, hvor EU ønsker reformer, som sikrer en mere retfærdig fordeling af flygtninge og migranter
_______

 

Det skaber et fornyet pres på EU om at reformere de europæiske aftaler om flygtninge, det såkaldte Dublinsystem, hvor EU ønsker reformer, som sikrer en mere retfærdig fordeling af flygtninge og migranter mellem EU’s medlemslande, heriblandt en eller anden form for kvotefordeling. Enighed omkring denne reform synes dog på nuværende tidspunkt så godt som umulig at gennemføre på grund af modstand ikke blot fra de øst- og centraleuropæiske lande men også fx Danmark. Et hvert forsøg på reform vil således utvivlsomt ende med lange forhandlinger og til sidst med en fiasko. En fiasko som EU efter Brexit og problemerne med Polen og Ungarn ikke har behov for at udsætte sig selv for.

Det er formentlig heller ikke muligt for EU at forhandle en eller anden form for deportationsaftale igennem med oprindelseslandene for afviste asylansøgere. Det er dels på grund af internationale regler til beskyttelse af flygtninge og migranter, og dels fordi asylansøgernes lande synes at være uinteresserede i at tage imod hjemvendte migranter. De mange afviste migranter og migranter som opholder sig illegalt i EU kan desuden ende med at blive en sikkerhedsmæssig risiko for Europa, da migranter på tålt ophold ganske naturligt vil være nemmere ofre for radikalisering.

EU kan således igen risikere at stå med sorteper i hånden, da det ikke har mange muligheder tilbage for at handle effektivt.

Hvideruslands problemer
Aleksander Lukasjenkos plan om at destabilisere landets nabolande og EU generelt synes umiddelbart at bære frugt, men de første problemer er ved at vise sig også for Lukasjenko. Et stigende antal af de importerede migranter kan nemlig ikke komme videre og af forskellige grunde Ikke kan forlade Hviderusland igen. Der er ubekræftede rapporter om, at migranter som gerne vil blive i Hviderusland, eller er tvunget til at blive, bliver udsat for hård behandling af de hviderussiske grænsevagter og myndigheder.

Hvad det internationale samfund mener om den slags, er Lukasjenko formentlig ligeglad med, men mange migranter af anderledes hudfarve og en anden etnicitet og religion end majoriteten i Hviderusland kan også komme til at skabe modvilje og destabilisering i det hviderussiske samfund.

Situationen efter præsidentvalget og Lukasjenkos hårde behandling af den politiske opposition samt den generelle opgivenhed i samfundet vil desuden resultere i, og har allerede resulteret i, at flere og flere mennesker vil forlade Hviderusland. Antallet af hviderussiske migranter i især i Polen stiger og som det typisk plejer at være i den slags tilfælde, er det hovedsageligt driftige mennesker, altså mennesker, som ville have kunnet tilføre det hviderussiske samfund en værdi. Lukasjenko risikerer således, at Hviderusland på sigt bliver tømt for indbyggere, især den produktive del af den. I sådan en situation vil der ikke være mange andre muligheder tilbage end at blive helt afhængig af hjælp fra Rusland og blive forvandlet til et land som eksempelvis de såkaldte Folkerepublikker Luhansk og Donetsk i Ukraine, hvor mange er smuttet til udlandet og det ofte er den uproduktive eller mindre produktive del af befolkningen, der er tilbage. En frossen konflikt som hverken borgerne i Hviderusland eller EU kan have nogen interesse i, da den utvivlsomt vil være et yderligere skridt imod en ny slags kold krig i Europa.

Den nuværende hybridkrig, som Lukasjenko har indledt mod sine nabolande og EU, er således en krig, hvor begge sider muligvis indimellem vil kunne glæde sig over øjeblikkelige, korte sejre, men hvis resultat ikke kan blive andet end et tab for alle de deltagende parter. Ikke mindst for de mange migranter som er blevet misbrugt i et politisk spil og som i disse dage er ved at fryse ihjel på den polsk-hviderussiske grænse. De bliver, i lighed med de mange andre migranter på de europæiske grænser, en evig skamplet på EU`s migrationspolitik og et tydeligt bevis på, hvor langt ineffektiv migrationspolitik og berøringsangst kan bringe den europæiske humanisme, som vi i Europa er så stolte af. ■

 

En frossen konflikt som hverken borgerne i Hviderusland eller EU kan have nogen interesse i, da den utvivlsomt vil være et yderligere skridt imod en ny slags kold krig i Europa
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland