Óscar García Agustín om Argentina: Man er generelt holdt op med at omgås og hilse på mennesker, man er politisk uenig med

30.08.2021

„Den politiske splittelse i Argentina er blevet voldsomt intensiveret i løbet af de seneste 10-12 år. Det har vist sig mere eller mindre umuligt at føre en politisk dialog mellem de politiske fløje. Noget tyder dog på, at den politiske midte på ny kan komme til at spille en rolle ved valget til efteråret.‟

I forbindelse med udgivelsen af RÆSONs nye bog „Latinamerika Nu‟, bringer vi en række interviews med forfattere fra bogen for at sætte lys på bogens centrale temaer og pulsen i Latinamerika lige nu. Dette interview er med Óscar García Agustín, der er lektor på Institut for Kultur og Læring ved Aalborg Universitet og har skrevet kapitlet „La Grieta – Kløften, der deler Argentina.‟. Bogen kan købes her.

Interview af Simon Sig

Ved første øjekast er det et par højst udramatiske fotos – det ser faktisk helt hyggeligt ud. Argentinas præsident, Alberto Fernández, hans kone, Fabiola Yañez, og et par håndfulde gæster står omkring et veldækket bord under fejringen af præsidentens fødselsdag. Ikke desto mindre er netop disse billeder blevet månedens mest omtalte i den argentinske presse.

Billederne, der blev lækket den 12. august, er nemlig taget i juli 2020. Et tidspunkt hvor præsidenten havde underlagt befolkningen én af verdens hårdeste nedlukninger – herunder et forbud mod sociale arrangementer af enhver slags. 

Det har ført til et intensiveret pres på den i forvejen upopulære præsident – et pres, der tydeligt anskueliggjordes ved den såkaldte ’Stone March’, der var planlagt af pårørende til corona-ofre som en mindehøjtidelighed for de mere end 100.000 argentinere døde med corona. På små sten skrev man navne på de mennesker, man havde mistet, og stenene skulle til marchen lægges foran regeringsbygningen i Buenos Aires. Efter billedernes publicering fik ‚Stone March’ massiv omtale og medvind på de sociale medier og udviklede sig til i lige så høj grad at blive en demonstration mod præsidenten.

RÆSON møder Óscar García Agustín – forfatter til kapitlet om Argentina i den nye antologi fra RÆSON, ”Latinamerika Nu” – til en snak om, hvad der får vreden til at vokse på tværs af en dybt splittet argentinsk befolkning.

RÆSON: Hvad er ’Stone March’-protesterne et udtryk for?
AGUSTÍN: Det er interessant på forskellige niveauer. For det første er der en socialpsykologisk dimension, som handler om en civilbefolkning, der udtrykker sorg. De etablerer et stort fælles rum for at sige farvel til pandemiens ofre, og det bevidner om en kollektiv hukommelse, der eksisterer, og en fælles idé om sammenhold. Samtidig er det et stærkt udtryk for kritik af regeringens corona-håndtering, og særligt vaccinetilgangen, der har været dybt forfejlet.

Billederne fra fødselsdagen taler ind i, at der fortsat er privilegier forbundet med at være magthaver eller tæt på magthaverne. At der fortsat er eksisterer et stort skel mellem folk og elite. Så ‚Stone March‛ er en blanding af sorg og politisk ramaskrig.

 

Det har vist sig mere eller mindre umuligt at føre en politisk dialog mellem de politiske fløje (…) Ingen vil overbevise nogen om egen politik – man vil derimod lave politik imod de andre
_______

 

RÆSON: Forståelsen af ‚La Grieta‛ – kløften – er afgørende for forståelsen af den argentinske befolkning. Kan du kort ridse op, hvad ‚La Grieta‛ er?
AGUSTÍN: Det handler om politisk polarisering. Det kender vi mange steder fra, og ‚La Grieta‛ er så den argentinske version. La grieta er et begreb, der begyndte at vinde genklang under Cristina Fernández de Kirchners regeringsperiode. Den journalist, der først refererede til begrebet, skrev om, hvordan den hårde politiske kamp påvirker både medier og hele samfundet i bredere forstand, i og med at passionerede og ekskluderende diskussioner om, hvorvidt du er med regeringen eller imod, også reproduceres uden for de politiske kredse. Det er typisk diskussioner, der ender med et argument om, at hvis du er imod regeringen, er du også imod mig. Så ‚La Grieta‛ er en metafor, der definerer, hvordan politik, i første omgang, og senere hele samfundet er knækket over i to. Sprækken imellem de to positioner vokser, og der er ikke nogen mulighed for forståelse mellem de to parter, der forbliver delt.

Man har på den ene side en fornyet ‚peronisme‛ – her har man en social tilgang og arbejder med et protektionistisk økonomisk projekt. Overfor står den anden fløj, der tror på det frie marked. På den måde er det politiske skel meget klassisk. Splittelsen er bare blevet voldsomt intensiveret i løbet af de sidste 10-12 år. Det har vist sig mere eller mindre umuligt at føre en politisk dialog mellem de politiske fløje. Det bliver til en negativ måde at lave politik på. Ingen vil overbevise nogen om egen politik – man vil derimod lave politik imod de andre.

RÆSON: Du fremhæver i kapitlet en udtalelse om, at ‚La Grieta‛ i de senere år har ændret karakter fra at være en politisk kløft til en kulturel kløft. Kan du uddybe den tankegang?
AGUSTÍN: Det er startet som klassisk politisk kultur, hvor man politisk har henvendt sig til bestemte vælgergrupper. I Argentina er skellet bare blevet meget skarpt. Nu er det meget enten eller uden nogen kompromissøgende partier. Især ‚peronisme‛ har slået sig op på at være en følelse. Det har også medvirket til at skabe et os og et dem, og, som jeg skriver i bogen, har journalisten bag udtrykket ‚La Grieta‛ sat ord på en udvikling, hvor folk generelt er holdt op med at omgås og faktisk helt at hilse på mennesker, de er politisk uenige med.

I mange lande forbindes polariseringen med de radikale højrefløjspartiers stigende indflydelse, hvilket påvirker mainstreampartierne og emner som migration eller køn, hvor positionerne er fuldstændig delte. I Argentina begyndte opdelingen mellem peronister og anti-peronister allerede i 40’erne – hele ideen om, at vi kan tale om anti-peronister, viser, hvordan peronismen historisk har været i stand til at sætte den politiske dagsorden. Det har betydet, at peronismen i mange tilfælde er blevet associeret med kultur og nationale værdier. Peronisterne plejer at identificere sig med peronismen, ligesom fodboldfans identificerer sig med og støtter deres klub, og det samme er tilfældet med anti-peronisterne. I den forstand er de to største partier fuldstændig modstillede, og de definerer deres politikker via modsætningen mellem dem.

 

Der er valg til efteråret, og derfor vil man umiddelbart se en yderligere forstærket splittelse. Der har ikke været mange tegn på politisk vilje til at række hånden ud og forsøge at forsone sig
_______

 

RÆSON: Er der en særlig forbindelse mellem argentinernes positionering på hver side af „kløften‟ og deres sociale eller klassemæssige baggrund?
Den historiske peronisme, med dens økonomiske og sociale politik, skabte den argentinske middelklasse, og den har været i stand til at fastholde støtten fra fagforeningerne, civilsamfundsorganisationer og menneskerettighedsgrupper. Peronismen forbindes først og fremmest med arbejderklassen og de udsatte, selvom de selvfølgelig også har støtte fra middelklassen. Anti-peronismen derimod plejer at få støtte fra dele af middelklassen og de rigeste dele af befolkningen. Det interessante er, at man nu begynder at tale om ’anti-grieta’-vælgerne i meningsmålingsanalyserne, dvs. de vælgere der pt ikke identificerer sig med hverken peronismen eller anti-peronisme. Målingerne tyder på, at de ville kunne udgøre op til 60 % af vælgerne ved det næste valg. Det er en gruppe, der ikke på samme måde har et klassetilhørsforhold, selvom de mest kommer fra middelklassen eller de mere velstående. Regeringen og oppositionen er naturligvis meget interesserede i at tiltrække disse vælgere, der er mere moderate og mindre militante. Sjovt nok forsøger de at gøre det med polariserende strategier, som da Mauricio Macri, der er en anti-peronistisk kandidat, sagde, at peronismen repræsenterer dem, der ikke arbejder. I denne kontekst er det svært at forestille sig politiske positioner, der sigter mod at overvinde polariseringen blandt vælgerne og i samfundet.

RÆSON: Hvad er perspektiverne for en forsoning mellem kløftens sider?
AGUSTÍN: Der er valg til efteråret, og derfor vil man umiddelbart se en yderligere forstærket splittelse. Der har ikke været mange tegn på politisk vilje til at række hånden ud og forsøge at forsone sig, så en valgkamp baseret på modstanderens svagheder ville nok ikke virke forsonende. Omvendt er der en bevidsthed om, at den mindre moderate gruppe i midten kan blive afgørende. Præsident Fernandez fører fortsat i meningsmålingerne, men hans føring har taget et dyk, og derfor vil der muligvis blive behov for at henvende sig til midten. Det kan komme til at spille en rolle. ■

 

Præsident Fernandez fører fortsat i meningsmålingerne, men hans føring har taget et dyk, og derfor vil der muligvis blive behov for at henvende sig til midten
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden