Ole Helmersen i RÆSON SØNDAG: Nu hvor fortøjningerne til EU er kappet, kan Storbritannien igen indtage den plads, det havde, dengang solen aldrig gik ned over imperiet

09.10.2021

Churchills ’tre udenrigspolitiske cirkler’ er atter blevet aktuelle: Storbritannien har under Boris Johnson vendt sig væk fra den europæiske interessesfære og over til USA og Commonwealth-landene i en række tiltag og udtalelser. Johnsons idé om et ’Global Britain’ er bygget på en historie om en glorværdig britisk fortid og en fortælling om, at intet har forandret sig. Spørgsmålet er, om det er sandt efter Brexit.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.

Af Ole Helmersen

PÅ SIDSTEDAGEN ved det britiske konservative partis årskongres i den forløbne uge afholdt premierminister Boris Johnson sin partiledertale, hvori han med udstråling af en ubændig optimisme som vigtigste redskab fremførte en fortælling om, at den regering, han har stået i spidsen for i nu knap to år, leverer fantastiske resultater på alle områder. De akutte forsyningsproblemer, som mange briter oplever, er midlertidige, havde intet med Brexit at gøre og var slet ikke regeringens ansvar. Det centrale budskab i talen var, at hvis blot briterne stoler på hans fortsatte, kompetente lederskab, venter der et land, der flyder med mælk og honning lige om hjørnet. En fantastisk fremtid i et Globalt Storbritannien (Global Britain) for alle briter.

Talen var klassisk Johnson: Humoristisk, underholdende, stærk på klicheer og opfindsomme sproglige greb men også nærmest blottet for specifikt politik indhold ud over de store overskrifter. Den indeholdt intet om, hvordan de målsætninger, han bredt malede op, skal eller kan indfris. Selv om Boris Johnson er en markant anderledes personlighed end Donald Trump, og selv om fremførelsesstilen også var meget anderledes, mindede talen alligevel lidt om den tidligere amerikanske præsidents.

Problemet er ikke, at en sådan tale kommer fra Boris Johnson. Andet kunne næppe forventes. Problemet, for nationen, er, at hans parti tilsyneladende ukritisk lapper den i sig, fordi der dermed ikke bliver plads til en seriøs, faktabaseret debat og kvalificeret politikudvikling i det parti, der har haft magten i landet gennem 11 år, og som med tæt på garanti også vinder næste parlamentsvalg (senest) i 2024; mere på grund af en svag opposition end på god regeringsførelse.

Tilbage til Churchills tre cirkler
Historie kan være en politisk magtfuld allieret i nutiden. Men den kan også misbruges, som tilfældet er med Brexit og den Global Britain-metafor, som ledsager den britiske udtræden af EU, og som også tematiseredes i Johnsons tale. Med politikere som Boris Johnson og Jacob Rees-Mogg i spidsen har leavere brugt fortiden til at skabe et billede af en glorværdig fremtid i den britiske offentlige debat. De fremsætter rask væk angiveligt historisk baserede påstande om hvem, der er Storbritanniens ’naturlige’ allierede baseret på nøje tilpassede erindringsbilleder om vundne krige og en glorværdig imperial fortid.

Selv om det kontinentale Europa de facto har været Storbritanniens primære historiske referencepunkt, i krig og i fred, gennem 1000 år, inkluderer disse vrangbilleder ikke de øvrige europæiske lande som naturlige allierede. Med Global Britain skaber man dermed en falsk historisk ækvivalens, der gør fortiden til en model, fremtiden kan bygges på. Som udtrykt af en af de store Brexit-profiler i det Konservative Parti Jacob Rees-Mogg: ”Vores historie er som en global nation, men vores skib har ligget fortøjet i havn siden 1973”. Global Britain bygger således på en forestilling om, at intet har forandret sig. Nu hvor fortøjningerne til EU er kappet, kan Storbritannien igen indtage den plads, det havde, dengang solen aldrig gik ned over imperiet.

Uden at være benævnt som sådan spiller Global Britain metaforen også en rolle i den måde, den britiske forfatter, Timothy Garton Ash, i bogen Free World fra 2004 beskriver al britisk udenrigspolitik siden 1940 som ’fodnoter til Churchill’. Med det udsagn henviser han til den rolle i verden, som Churchill opregnede i en tale i 1948. Sigtet med talen var at beskrive, hvordan Storbritannien kunne bevare sin magtposition i det internationale system i en tid, hvor landet oplevede relativ økonomisk tilbagegang og i en tid, hvor det bipolare system med hhv. USA og Sovjetunionen som modpoler manifesterede sig stadig mere tydeligt.

I talen beskrev Churchill Storbritanniens som værende placeret i fællesmængden mellem tre indbyrdes overlappende cirkler eller interessesfærer: Den Atlantiske båret af det særlige britiske forhold til USA; forholdet til det europæiske kontinent; og forholdet til imperiet (i dag Commonwealth of Nations). Det centrale argument bag denne måde at se Storbritanniens rolle var en opfattelse af, at Storbritannien havde særlige forudsætninger for at kunne fungere som bindeled mellem Europa og USA. Landet var i Churchills optik det eneste land med en aktie i alle tre cirkler.

Cirkelmetaforen har været et ledemotiv i britisk udenrigspolitik lige siden og har været brugt i forsøget på at finde en balance mellem – på den ene side – en klar forpligtelse på det særlige forhold til Washington og – på den anden side – en lunken tilslutning til europæisk integration.

I årene umiddelbart efter krigen var det britiske fokus på USA og på imperiet/Commonwealth, men da Storbritannien endelig kom med i EF i 1973 skiftede fokus. Storbritanniens økonomiske aktiviteter med resten af Europa var nu så omfattende, at det stod klart, at fokus mellem de tre cirkler måtte skifte til Europa. Storbritannien havde næppe andet valg, dels på grund af de økonomiske kendsgerninger, men også fordi USA ifm. Suez-krisen i 1956 klart havde sat de to landes respektive roller på plads.

 

Med Boris Johnsons tiltrædelse som premierminister og med det Brexit, han har skabt, er Churchills tre cirkler atter blevet aktuelle
_______

 

Selv om både Margaret Thatcher, som var overvist atlanticist, og også Tony Blair forsøgte at fastholde en opfattelse af Storbritannien som en bro mellem Europa og USA, blev det tydeligt, at den bro ikke havde samme valør i USA. Det blev tydeligt, at Storbritannien i rollen som mellemstor europæisk land ikke længere havde kræfterne til at ’bokse i en højere vægtklasse’, end landets størrelse berettigede til.

Udenrigspolitisk re-orientering
Med Boris Johnsons tiltrædelse som premierminister og med det Brexit, han har skabt, er Churchills tre cirkler atter blevet aktuelle. Det ser ud til, at der igen er en forskydningen i fokus mellem de tre på vej; en forskydning hvor den europæiske cirkel får mindre betydning og de to andre øget betydning i britisk udenrigspolitik.

Dette så man klart manifesteret i den britiske regerings bud på en ny samlet udenrigs- og sikkerhedspolitik samt forsvarsstrategi ”Global Britain in a Competitive Age”, som den britiske regering fremlagde i marts i år. Reorienteringen havde et klart sigte om at orientere landet mere globalt, herunder ikke mindst i Det Indiske Ocean og Stillehavet for at være med til sammen med USA at inddæmme Kinas indflydelse.  Selvom den britiske regering gjorde meget ud af at slå fast, at der ikke er tale om at vende ryggen til Europa, og at Storbritannien stadig er næststørste militære bidragyder til Nato, er det svært at se det som andet.  

Et andet eksempel på den britiske reorientering er det AUKUS-samarbejde mellem Australien, USA og Storbritannien, som blev bekendtgjort i september. Offentliggørelsen af dette påkaldte sig megen dramatisk opmærksomhed: Dels fordi det indebar en australsk opsigelse af en kontrakt med Frankrig på levering af U-både og en flytning af produktionen af disse til USA og Storbritannien; dels fordi den blev lanceret som en form for militær alliance til beskyttelse af landenes interesser i Asien og Stillehavsregionen – dvs. ift. Kina.

USA kan godt udfordre Kina geopolitisk på grund af sin størrelse, militære og økonomiske styrke. Men spørgsmålet er, om Storbritannien kan tillade sig at gøre det. Storbritannien har nemlig næppe ’råd til’ at opføre sig på den måde, som det gør med AUKUS i en tid, hvor landet meget gerne vil indgå en frihandelsaftale med bl.a. Kina – én af de store fordele, som Johnson har lovet briterne, bliver en mulighed uden for EU.

Johnson har understreget, at AUKUS ikke er et fjendtligt træk over for Kina, men da Theresa May i det britiske Underhus spurgte ham om medvirken i dette forsvarssamarbejde kunne risikere at trække Storbritannien ind i en konflikt om Taiwan, afviste han at svare direkte og anførte i stedet, at Storbritannien altid vil forsvare international lov og ret, og at det var det bedste råd, han kunne give Beijing.

Øst for Suez
Det er mere end et halvt århundrede siden at Storbritannien, som led i afviklingen af imperiet, trak sig fra ’øst for Suez’. Nu er landet måske på vej tilbage for at tilfredsstille Johnson-regeringens ambitioner med Brexit. Det kan være den britiske befolkning gerne ville have haft det element, denne potentielt farlige udenrigspolitiske reorientering, med i debatten om udmeldelsen af EU.

Et spørgsmål, der formentlig vil blive genstand for debat i Storbritannien, er så, om det er en klog reorientering. Om Storbritannien har økonomi og militær kapacitet til for alvor at gøre sig gældende på den store scene, eller om det bliver pinligt tydeligt, at landet blot bliver et lille vedhæng til USA. Og et spørgsmål, der formentlig også vil blive debatteret, er, om ikke Storbritannien ville være bedre tjent med fortsat at have sit primære fokus i sit nærområde, i et Europa, som også står med massive udfordringer i form af Putins Rusland, flygtningepres, terrortrusler, mv. hvor Storbritannien sikkerhedspolitiske kunne kunne få større indflydelse – både til fordel for sig selv og for resten af Europa.

Det er klart, at en vending mod det globale tjener Boris Johnson godt i øjeblikkets behov for at distancere sig fra EU og i opgaven med at sætte substans bag sit ’get Brexit done’. Der er formentlig elementer af taktik involveret: Jo længere der går, og jo mere man taler om noget andet, inden det tidspunkt oprinder, hvor det vil stå klart for de fleste, at Brexit er er den største politiske, økonomiske og strategiske fejltagelse, Storbritannien har begået siden Suezkrisen i 1956 – eller måske endnu større – jo bedre er det for Johnson, hans regering og parti. Et Brexit som på alle måde bærer Johnsons tunge signatur. Men ud over det politisk taktiske ligger der også en ambition om netop igen at forsøge at indtage en større global rolle; en rolle som landet må forventes at få vanskeligt ved at udfylde.

Boris Johnson skal angiveligt have skrevet i en skolestil på Eton, at hans højeste ønske i livet var at blive verdens konge. Man kan vel sige, at han nu er blevet en slags konge af Storbritannien. Men hvis han kan sit eget partis historie, og hvis han husker sin uddannelse i klassiske sprog og litteratur på universitetet i Oxford, vil han måske i stille stunder tænke over Shakespeares: ”Uneasy lies the head that wears the crown” (fra King Henry the Fourth). Dette også selv om de konservative har ligget stabilt foran oppositionspartiet Labour gennem lang tid. Før eller siden må det forventes, at den manglende opfyldelse af de mange valgløfter, som Boris Johnson har udstedt, og som han gentog i sin tale til årsmødet, vil skabe problemer for partiet og dets leder. ■

 

Storbritannien har nemlig næppe ’råd til’ at opføre sig på den måde, som det gør med AUKUS i en tid, hvor landet meget gerne vil indgå en frihandelsaftale med bl.a. Kina – én af de store fordele, som Johnson har lovet briterne, bliver en mulighed uden for EU
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne