Nikolaj Kornbech i RÆSONs nye trykte nummer: Politikerne er vilde med CO₂-fangst. Det kan blive en bombe under klimaet
22.12.2021
CO₂-fangst må ikke blive en sovepude. Det er en fremtidsudsigt, som på ingen måde hjælper med den umiddelbare opgave, der står for døren: at reducere så mange udledninger så hurtigt som muligt og at lade fossile brændstoffer ligge i undergrunden. Hvis CO₂-fangst ureguleret får lov til at infiltrere klimaplaner i alle deres former, farver og størrelser, kan det potentielt sætte hele den grønne omstilling over styr.
Denne artikel indgår i RÆSONs trykte vinternummer, der har titlen: “Hvem tager ansvar for verden?‟
Af Nikolaj Kornbech
Endnu et år, endnu en omgang dystre klimarapporter. Coronapandemien lettede foden på speederen en anelse, men i 2021 er udledningen af drivhusgasser igen næsten lige så stor som i rekordåret 2019. De erklærede reduktionsmål fra landene verden over er ikke nok til at få os i mål med Paris-aftalen – og selv ikke disse mål bliver fulgt op med tilstrækkelig handling. I stedet for målet om at begrænse den globale opvarmning til mellem 1,5 og 2 grader celsius fører vores nuværende planer ifølge FN’s Miljøprogram til en opvarmning på mellem 2,7 og 3,1 grader celsius. Men under overfladen af mål, der ikke handles på, er der i de seneste år sket noget med selve målene, som tegner konturerne af fremtidens klimapolitik. Under overfladen er en kontroversiel tilgang til klimaforandringer nemlig ved at blive mainstream: geninddrivelse af drivhusgasser (primært CO₂) fra atmosfæren igennem biologiske eller kemiske processer.
Ingen bestrider, at CO₂-fangst – også kaldet ’negative udledninger’ – er teknisk muligt. Men pga. store tekniske, sociale og politiske udfordringer er det blandt forskere meget kontroversielt, om CO₂-fangst i praksis kan fungere som en effektiv klimastrategi. Til gengæld er der bred enighed om, at CO₂-fangst under alle omstændigheder ikke er et gangbart alternativ til at reducere udledninger. Det er højst et supplement.
Derfor bliver den politiske udvikling omkring CO₂-fangst i den nærmeste fremtid måske den vigtigste faktor i spørgsmålet om, hvorvidt vi formår at begrænse de katastrofale klimaforandringer. I bedste fald kan CO₂-fangst implementeres sideløbende med en hurtig og tilstrækkelig omstilling og dermed begrænse den globale temperaturstigning mere, end hvad der ellers ville være muligt. I værste fald er det en bombe under den grønne omstilling: en falsk tryghed, som giver politisk legitimitet til at forsinke eller undgå udfasning af fossile brændsler og andre nødvendige omstillinger.
Den anden side af klimaneutralitet
I de seneste to år har mål om klimaneutralitet – på engelsk kendt som net zero – bredt sig og er formentlig i dag det dominerende benchmark i international klimapolitik. Efter den bølge, som startede i 2019, har 136 lande i skrivende stund sat sig et sådant mål, oftest med 2050 som måldato, ligesom mange byer og private virksomheder er begyndt at vedtage deres egne netto-nul-mål. Ved COP26, det seneste internationale klimatopmøde, var net zero på næsten alle politikeres læber. I den endelige resolution blev net zero i midten af dette århundrede nævnt som nødvendigt for at nå 1,5-grads-målet.
Betoningen af ’netto’ i disse mål vender fokus væk fra reduktioner – altså et fald i udledninger – til balancen mellem udledninger og optag af CO₂. Og dermed er døren åbnet for, at CO₂-fangst kan tælles med i opfyldelsen af klimamål på lige fod med reduktioner. Det ser vi allerede i praksis: Ifølge Klimarådets seneste statusrapport udgør CO₂-fangst mellem 23 pct. og 34 pct. af den danske regerings plan for at nå Klimalovens 70-pct-mål.
I den private sektor er CO₂-fangst fortsat et nichefelt domineret af mindre startups og relativt små investeringer.
En særligt bekymrende udvikling er muligheden for, at CO₂-fangst bliver inkluderet i udformningen af fremtidige klimaafgifter
_______
Men udviklingen går stærkt, og store industrivirksomheder og investorer har for alvor meldt deres interesse. I september 2021 åbnede det schweiziske firma Climeworks den første kommercielle direct air capture-facilitet i Island, der bruger islandsk geotermisk energi til at fjerne CO₂ fra den atmosfæriske luft og pumpe det ned i undergrunden. Facilitetens kapacitet svarer imidlertid kun til udledningen fra cirka 800 personbiler, og det udstiller det nok mest slående faktum ved CO₂-fangst, som det ser ud i dag, nemlig den gigantiske kløft mellem de politiske ambitioner og teknologiens modenhed.
Det usikre løfte
Selvom CO₂-fangst i streng forstand allerede ’findes’, er det ikke uden grund, at det ofte betegnes som spekulativt. Vi hører løftet om, at teknologierne kan bidrage til at ’løse’ klimakrisen. Men når det kommer til at opskalere CO₂-fangst til et niveau, hvor det vil have en reel effekt på klimaet, er der nemlig altoverskyggende usikkerheder – tekniske såvel som samfundsmæssige. En videnskabelig rundspørge af eksperter fra oktober 2021 viste, at FN’s klimapanels (IPCC) scenarier for 1,5 grader celsius hviler på betydeligt større mængder af negative udledninger, end hvad eksperter regner for gennemførligt – samt at ekspertvurderinger af CO₂-fangstens potentiale udviser stor variation, hvilket understreger den store usikkerhed om teknologien.
Begrebet CO₂-fangst dækker over mange forskelligartede metoder, som bliver for talrige at gennemgå her. Et kig på nogle af de mest presserende problemer ved de mest profilerede metoder tjener dog til at understrege en general pointe: at usikkerhederne og de miljømæssige og sociale interaktioner er så store og komplekse, at CO₂-fangst på ingen måde er en nem ’løsning’ på klimakrisen, men en lige så hård politisk knude som konventionelle reduktioner af drivhusgasser.
Man kan skelne mellem biotisk CO₂-fangst, som er helt eller delvist afhængig af fotosyntese fra levende organismer, og abiotisk CO₂-fangst, som ikke benytter sig af fotosyntese. Her er det er overvejende de biotiske metoder, som forventes at kunne tages i brug i mærkbar skala før IPCC’s anbefalede ’deadline’ for klimaneutralitet i 2050, og der tænkes specifikt på de to metoder, som er inkluderet i IPCC’s modeller: skovrejsning og såkaldt BECCS, bioenergi med CO₂-fangst og -lagring.
En stor del af usikkerheden bag disse teknologier bunder i, at de vil kræve meget store arealer af frugtbar jord for at kunne fungere i den tilstrækkelige skala. Det potentielle omfang af dette arealbehov er enormt: Et estimat lyder på, at mere end en milliard småbønder vil blive berørt. Erfaringer fra den eksisterende udvidelse af bioenergi viser, at omdannelsen af sådanne jordarealer ofte medfører negative sociale og menneskeretlige konsekvenser i marginaliserede områder, såsom uretmæssig fratagelse af landbrugsjord, tab af indkomstmuligheder, lavere fødevaresikkerhed og lokal forurening.
Dertil kommer, at udvidelsen af biotisk CO₂-fangst vil lægge yderligere pres på den faldende biodiversitet, tilgængeligheden af rent ferskvand og risikere at overskride andre ’planetære grænser’. Den klimamæssigt positive effekt vil altså ske på bekostning af bæredygtighed i et bredere perspektiv.
De hurtigst tilgængelige metoder er med andre ord langtfra en nem udvej fra de sociale og politiske dilemmaer, som kendetegner klimapolitik i dag: Deres påvirkninger tyder tværtimod på, at de kan blive et mindst lige så stort politisk problem at gennemføre.
Abiotiske metoder, særligt førnævnte direct air capture-anlæg, har ikke de samme problemer forbundet med brug af frugtbar jord. Udsigterne for deres implementering er dog som nævnt langt ude i fremtiden, hvor deres eget energiforbrug fortsat vil være en potentiel barriere – en scenarieberegning forudser, at det vil kræve en fjerdedel af det globale energiforbrug i 2021.
Når CO₂-fangst-metoder ved nærmere gennemsyn viser sig at være teknisk umodne, stærkt usikre og fyldt med sociale, retfærdighedsmæssige og økonomiske problemer, rejser det spørgsmålet om, hvorfor de lige nu vinder så stort indpas i klimapolitik
_______
Økonomisk rentabilitet er en anden stor og åbenlys barriere. Til trods for at markeder oftest antages at spille den primære rolle i udrulningen, er der ingen direkte rentabel forretningsmodel forbundet med at opfange CO₂ og lagre det i undergrunden (medmindre det pumpes ned i næsten udtømte oliebrønde for at øge olieudvindingen, hvilket dårligt kan kaldes en permanent klimaløsning). Climeworks’ førnævnte anlæg forsøger at tjene på salg af klimaaflad – hvis pris dog langt overstiger andre (mere tvivlsomme og usikre) afladsløsninger på markedet i dag, og hvis kunder derfor primært er store virksomheder med penge tilovers – som fx Microsoft og Swiss Re.
Andre koncepter går ud på at sælge det opfangede kulstof som en ressource til fx brændstoffer eller bygningsmateriale – en slags genbrugsøkonomi for CO₂ – men det fører ikke til en permanent lagring af CO₂ og kan derfor ikke betegnes som en negativ udledning. Der er bred enighed om, også blandt aktører i den private sektor, at storskalaimplementering kræver en høj og global CO₂-beskatning, der som minimum svarer til omkostningen ved at fange og lagre den udledte CO₂. Kort sagt tyder alt på, at CO₂-fangst ikke er et alternativ til statsdrevet klimapolitik, men afhængig af det.
Forsinkelsespolitik
Når CO₂-fangst-metoder ved nærmere gennemsyn viser sig at være teknisk umodne, stærkt usikre og fyldt med sociale, retfærdighedsmæssige og økonomiske problemer, rejser det spørgsmålet om, hvorfor de lige nu vinder så stort indpas i klimapolitik.
En række forskere foreslog i en review-artikel fra 2020, der blev bragt i WIREs Climate Change, at der er værdi i at anskue CO₂-fangst ikke så meget som et nybrud, men som en fortsættelse af tidligere tendenser i klimapolitik. Ved en nærmere sammenligning er der nemlig mange ligheder med tidligere foreslåede ’løsninger’ på klimakrisen – i teknisk substans så vel som i deres politiske dimensioner. Særligt skovrejsning er en gammel kending i klimapolitik: enten på individuelt forbrugerniveau som fx et ’offset’ for en flyrejse eller ved at betale fattige lande for at bevare og udvide deres skove og andre CO₂-optagende økosystemer igennem REDD+-konceptet. Fælles for disse ideer er, at de på ingen måde har levet op til forventningerne, siden de i praksis har vist sig langt mere socialt, politisk og økonomisk komplekse at gennemføre end først antaget. Forskerne konkluderer, at det særligt skyldes mangel på tilstrækkelig regulering og tilsyn, og at designet af disse mekanismer har favoriseret abstrakt ekspertise i økonomi og satellitbaseret fjernmåling frem for konkret ekspertise i skovforvaltning, som kunne have forudset mange problemer.
Denne uberettigede privilegering af abstrakt ekspertise er også et gennemgående tema i politikken omkring CO₂-fangst. Ideen om at benytte negative udledninger som en klimastrategi i stor skala er først og fremmest blevet udbredt og legitimeret igennem dens inklusion i IPCC’s omstillingsscenarier. Denne inklusion har ført til hyppige påstande om, at ’videnskaben’ viser, at negative udledninger er ’helt nødvendige’ for at nå Paris-aftalens mål (se fx Concito 2019: Klimapotentiale i lagring af kulstof). En så monolitisk fortælling er dog ikke retvisende, og det er derfor værd at forstå, hvordan negative udledninger blev inkluderet i IPCC’s scenarier.
CO₂-fangst blev først inkluderet i 2007 igennem IPCC’s tredje arbejdsgruppe, som ikke bedriver fysisk klimaforskning, men primært belyser omstillingsmuligheder igennem økonomiske metoder. De modeller, som benyttes – såkaldte integrated assessment models (IAM), har baggrund i neoklassisk vækstteori og forsøger at udregne scenarier for grøn omstilling, hvor størrelsen af den globale produktion og det globale forbrug forbliver så højt som muligt. Dette indebærer, som en implikation af modellernes teoretiske grundlag, at den eksisterende fossilinfrastruktur skal udnyttes bedst muligt igennem en gradvis omstilling. Altså indeholder modellerne det, som den politiske økolog Wim Carton har kaldt modellernes ’gradualistiske imperativ’: at den mest attraktive og politisk realistiske grønne omstilling går i et jævnt og langsomt tempo.
Som et resultat af dette plejede omstillingsscenarierne i IPCC’s rapporter at lede til temperaturstigninger, der i dag er bredt anerkendt som uacceptabelt høje. Da Paris-aftalen i 2015 indførte målene om at begrænse den globale opvarmning til mellem 1,5 og 2 grader celsius, havde modelanalytikerne svært ved at udregne omstillingsscenarier, der levede op til det mål, og tyede i stedet til at inkludere negative udledninger – BECCS og stor-skala-skovrejsning – til at udfylde hullet mellem modellernes scenarier og Paris-målene. CO₂-fangst vandt altså først indpas i IPCC’s konklusioner på baggrund af en stærkt politisk antagelse om, at den grønne omstilling helst skal være gradvis, og at det er samfundsmæssigt positivt at beskytte værdien af fossile investeringer.
Denne historie beviser ikke, at negative udledninger er unødvendige for at nå Paris-aftalen. Pga. de seneste 30 års mangel på handling er vi nu så sent ude, at det desværre er et åbent spørgsmål. Men det viser, at bevidste tiltag for at ændre den økonomiske udvikling – fx lavere hensyn til fossile investeringer og økonomisk vækst i rige lande – i alle tilfælde kan være med til at sænke behovet for negative udledninger drastisk. Og det understreger et generelt forbehold, som er værd at have in mente, når det kommer til udsagn om ’nødvendighed’ i klimapolitik: at sådanne udsagn altid indeholder antagelser om den fremtidige samfundsudvikling og dermed også er politiske udsagn om, hvilke samfundsforhold der er ønskværdige og realistiske i fremtiden. I tilfældet med IPCC’s scenarier og deres legitimering af CO₂-fangst ser vi, at der i analysernes antagelser er taget hensyn til investorer i det nuværende fossile energisystem – et hensyn, der formentlig vil overraske mange pga. IPCC’s stærke troværdighed blandt klimaforkæmpere. I den forstand kan man sige, lettere metaforisk, at CO₂-fangst udfører politisk arbejde for fossilindustrien, idet den er med til at legitimere en langsommere udfasning af fossile brændsler.
En særligt bekymrende udvikling er muligheden for, at CO₂-fangst bliver inkluderet i udformningen af fremtidige klimaafgifter
_______
Bredere set udfører CO₂-fangst et lignende stykke arbejde for de politikere – og andre dele af befolkningen – der anser den grønne omstilling for uattraktiv, risikofyldt og potentielt forstyrrende for deres livsstil. Som den ovenfor beskrevne erfaring med skovrejsning indikerer, er dette ikke et nyt fænomen i klimapolitik: Energiteknologier som fusionskraft og thorium-reaktorer samt private markedsløsninger som CO₂-kompensation og tendensen til prisfald i vedvarende energi har igennem det meste af klimapolitikkens historie givet et løfte til beslutningstagere om, at den grønne omstilling vil være billigere i fremtiden, og at behovet for at handle derfor kan udskydes. Med andre ord er der en tendens til, at aktører i klimapolitik fristes af de fremtidige teknologier, hvis socioøkonomiske problemer og omkostninger ikke endnu er velbelyste, og derfor foretrækker dem til fordel for de nuværende teknologier, hvis implementeringsmæssige udfordringer er kendte. CO₂-fangst er blot det seneste skud på stammen i denne række af technologies of prevarication, som forskerne Duncan McLaren og Nils Markusson har kaldt dem – teknologier, som tillader at undvige spørgsmålet om behovet for omstilling her og nu.
Effekten af denne dynamik er selvindlysende: Den grønne omstilling forsinkes igen og igen. Men når der er en særlig forsinkelsesrisiko ved CO₂-fangst, skyldes det, at disse teknologier som de eneste kan udvide det globale kulstofbudget – den begrænsede mængde CO₂, vi kan udlede i atmosfæren, inden Paris-målene overskrides. Dermed kan en forsinkelse af de essentielle dele af den grønne omstilling – energibesparelser, vedvarende energi, transportomstilling, omstilling af landbruget m.m. – fremstilles som mere legitim, til trods for den enorme usikkerhed den indebærer.
Det danske eksempel
I Danmark har forsinkelsesrisikoen ved negative udledninger de seneste år vist sig at være særligt høj. Som allerede nævnt fylder CO₂-fangst og -lagring en bekymrende stor del af regeringens plan for Klimalovens mål, og samtidig har de store private industrivirksomheder og brancheorganisationer kastet sig over forskellige teknologiske ideer i stor stil. Dansk Luftfart har planer om at flyve på elektrobrændstof lavet på brint og CO₂ fra biomasseværkernes skorstene, Landbrug og Fødevarer ønsker at bruge såkaldt pyrolyse til at binde CO₂ fra overskudshalm til biokoks (og producere flybrændstof i processen), Aalborg Portland vil teste et fangst- og lagringsanlæg i 2022, og Dansk Energi publicerede i april 2021 en rapport, der konkluderede: ”Fangst af biogen CO₂ får en afgørende rolle, hvis Danmark skal nå klimamålene i 2030 og 2050”.
En særligt bekymrende udvikling er muligheden for, at CO₂-fangst bliver inkluderet i udformningen af fremtidige klimaafgifter. Det Miljøøkonomiske Råds formandskab udgav i marts 2021 en rapport, der for at nå 70-pct-målet anbefalede en drivhusgasafgift på 1.200 kr. per ton CO₂-ækvivalenter (en ensartet målestok for klimaeffekten af forskellige drivhusgasser). Beregningerne af denne CO₂-pris havde ifølge Rådet som ’væsentlig forudsætning’, at der ville eksistere et stort potentiale for CO₂-fangst i 2030, da en betydelig andel af reduktionerne gennemføres ved at give et tilskud til negative udledninger svarende til drivhusgasafgiften. Rapporten undgår sågar at beregne et afgiftsniveau for et scenarie uden CO₂-fangst, men nævner blot, at det vil være ’meget højt’.
Dette understreger forsinkelsesrisikoen i, at for høje forventninger til CO₂-fangst kan få omstillingen til at se billigere ud, end den er. Rapporten sætter – ligesom regeringens klimaplan – også en potentiel farlig præcedens i at etablere en ækvivalens mellem negative udledninger og reduktion af positive udledninger. Det lyder logisk og elegant, men afspejler ikke den store mængde af ekstra risici og problemer, som negative udledninger indebærer.
Vejledningen fra Det Miljøøkonomiske Råd er særligt foruroligende, eftersom en ensartet beskatning af drivhusgasudledninger længe har været et politisk ønske, der har samlet opbakning fra en bred række af politiske aktører i Danmark: fra Klimabevægelsen i Danmark og Den Grønne Studenterbevægelse til Dansk Energi. I en dansk kontekst er det derfor på høje tid, at støtterne bag en ensartet drivhusgasafgift også advokerer for konkrete tiltag, som adskiller CO₂-fangst fra den øvrige klimapolitik. Forskere fra Lancaster Environment Centre har udarbejdet anbefalinger for, hvordan en sådan adskillelse kan foregå i praksis. Her er særligt to ting relevante: at man for det første undgår at integrere markederne for CO₂-kvoter og CO₂-fangst (eller at etablere en afgiftsmæssig ækvivalens) og for det andet sætter separate målsætninger for reelle reduktioner og CO₂-fangst. I Danmark kan man starte med at ekskludere CO₂-fangst som et middel til at opnå 70-pct-målet.
Der er bred konsensus om – i Danmark såvel som internationalt – at CO₂-fangst ikke kan eller skal erstatte reduktionen af udledninger. Men alligevel er der, som vi har set, en risiko for, at stadigt større mængder af CO₂-fangst accepteres som substitut for reelle reduktioner. Det er altså ikke nok blot at sige, CO₂-fangst ikke må erstatte reduktioner. Det handler om at tage de ubekvemme valg, der kan forhindre denne udvikling.
Ingen nemme løsninger
Eksemplerne i denne artikel er ikke en udtømmende beskrivelse af farerne eller mulighederne ved CO₂-fangst. En sådan beskrivelse ville fylde mange bøger. Men de emner, som er berørt her, peger på to grundlæggende perspektiver, som ikke må glemmes i diskussioner om teknologien:
For det første kan teknologierne ikke adskilles fra deres samfundsmæssige kontekst – og inddragelsen af denne kontekst viser tydeligt, at nemme løsninger på klimakrisen er en illusion. For det andet skal man forstå CO₂-fangst både som en potentiel teknologi under udvikling og som et løfte, der har reelle politiske effekter i nutiden. Mens vi må vente på de mulige materielle implikationer af CO₂-fangst, er de politiske effekter her allerede.
CO₂-fangst er ikke ubetinget en dårlig ide. Der er en mulighed for, at særligt abiotiske metoder for CO₂-fangst på sigt kan bidrage til at sænke koncentrationen af CO₂, eftersom de ikke behøver store landarealer og dermed potentielt kan undgå de værste miljømæssige og sociale påvirkninger. Men det er en fremtidsudsigt, som på ingen måde hjælper med den umiddelbare opgave, der står for døren: at reducere så mange udledninger så hurtigt som muligt og at lade fossile brændstoffer ligge i undergrunden.
Løftet om fremtidig CO₂-fangst må ikke blive en sovepude. Den internationale net zero-tendens er et levende eksempel på faren ved, at CO₂-fangst ureguleret får lov til at infiltrere klimaplaner i alle deres former, farver og størrelser. Hvis dette fortsætter, kan det potentielt sætte hele den grønne omstilling over styr. ■
Teknologierne kan ikke adskilles fra deres samfundsmæssige kontekst – og inddragelsen af denne kontekst viser tydeligt, at nemme løsninger på klimakrisen er en illusion
_______
Nikolaj Kornbech (f. 1996) er forskningsassistent og kandidatstuderende ved Institut for Statskundskab, Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Island: CO₂-fangst ved Hellisheiði-kraftværket nær Reykjavik, 11. oktober 2021.
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
