Nikolaj Kærslund Andersen: Kinas nye digitale valuta vil give den kinesiske regering hidtil uset magt over sine borgere – men dens internationale appel er begrænset

30.03.2021

Kinas nye digitale valuta, DCEP, er et nybrud, fordi den muliggør en hidtil uset styring af den kinesiske økonomi: Centralbanken vil, alt imens den høster big data fra borgenes forbrug, kunne bestemme, hvilke varer pengene må bruges på, hvor de må det, og potentielt om en borger – fx et medlem af en minoritetsgruppe – fortsat har ret til at eje dem i sin ”wallet”. På trods af den nye valutas indenrigsbetydning kommer den dog næppe til at ændre grundlæggende på magtbalancen imellem verdens valutaer.

Analyse af Nikolaj Kærslund Andersen, ph.d.-studerende ved Institut for Statskundskab, Aarhus Universitet

Kina er i disse måneder i færd med at prøvekøre den nye digitale valuta, der er kendt som ”Digital Currency Electronic Payment” (DCEP). Teknologien diskuteres livligt af eksperter verden over, og flere spår allerede, at den digitale yuan vil udfordre den globale finansielle orden og dollarens rolle som verdensøkonomiens dominerende valuta. Det er bestemt ikke første gang, der råbes ”ulven kommer” og profeteres om dollarens snarlige fald. Også denne gang er konklusionen forhastet. For nok vil DCEP’en være et fantastisk indenrigspolitisk redskab til at styre den kinesiske økonomi, men dens appel er stadig begrænset uden for Kinas grænser. At placere sine penge i kinesisk digital valuta kræver nemlig en overordentlig stor tillid til, at den kinesiske regering ikke vil misbruge sin nyfundne digitale magt. Og den tillid er langt fra til stede.

 

Her er tale om big data i den højeste potens. Denne enorme mængde information vil kunne omsættes til en langt mere målrettet styring af den kinesiske økonomi og til bekæmpelse af kriminalitet, skatteunddragelse osv.
_______

 

Hvad er DCEP’en?
DCEP’en er en digital valuta udstedt af den kinesiske centralbank, People’s Bank of China. Ligesom Mobile Pay og lignende apps, gør den det muligt at betale for varer og overføre penge direkte fra telefonen. Dette er som sådan ikke noget nyt i Kina, hvor fire ud af fem betalinger allerede sker via enten Alipay eller WeChat. For den kinesiske bruger er det nye ved DCEP’en, at overførsler ikke kræver en netforbindelse, da telefoner blot skal holdes tæt sammen (såkaldt ”phone bumping”). Dette forventes at få stor betydning for Kinas fattigere landområder, hvor dækningen kan være dårlig, og der er langt til den nærmeste bank. Derudover undgår kinesiske forhandlere at skulle betale gebyrer til tredjeparter, når betalingen sker med DCEP.

Den helt store gevinst ved DCEP’en tilkommer den kinesiske regering. Udrulningen af den digitale valuta vil give den kinesiske centralbank hidtil uanede mængder informationer om kinesernes forbrugs- og investeringsmønstre, idet alle DCEP transaktioner vil foregå igennem en statskontrolleret platform. Her er tale om big data i den højeste potens. Denne enorme mængde information vil kunne omsættes til en langt mere målrettet styring af den kinesiske økonomi og til bekæmpelse af kriminalitet, skatteunddragelse osv. Den vil naturligvis også kunne bruges til endnu nøjere overvågning af kinesiske etniske minoriteter og systemkritikere.

DCEP’en giver særligt nye politiske muligheder, da den kan programmeres til bestemte formål, hvilket muliggør langt mere målrettet økonomisk politik. Fx vil regeringen kunne udstede en mængde valuta til borgere i et bestemt område, der så udelukkende kan anvendes på en specifik type varer eller inden for et særligt geografisk område. Det store problem med traditionel stimuli er som bekendt, at man aldrig ved, om borgerne vælger at spare de ekstra penge op, fremfor at forbruge, hvilket var det politiske ønske. Denne udfordring kan DCEP’en løse.

Forskellen på DCEP’en og mere etablerede kryptovaluaer som fx Bitcoin burde være åbenlys. Hvor sidstnævnte er decentraliseret og ikke kontrolleres af nogen enkelt entitet, er DCEP’en styret af People’s Bank of China. Den kinesiske regering vil således være i stand til at skabe penge, hvor de vil, ved blot at påføre en given digital ”wallet” flere midler. Selvom det ikke nævnes offentligt, må man ligeledes antage, at den administrerende centralbank kan tage eller destruere penge fra enhver ”wallet” i systemet. Dette er igen et fundamentalt nybrud. Hidtil har ordensmagter været i stand til at fryse konti og spore kreditkort på eksempelvis kriminelle grupper, men ikke til at fjerne deres fysiske kontanter. I et digitalt system, kan man ikke stoppe pengene under madrassen.

 

Hidtil har ordensmagter været i stand til at fryse konti og spore kreditkort på eksempelvis kriminelle grupper, men ikke til at fjerne deres fysiske kontanter. I et digitalt system, kan man ikke stoppe pengene under madrassen
_______

 

Fremtidens digitale konkurrence
Kina er ikke det første land, der eksperimenterer med digital valuta. Bahamas søsatte officielt sin ”Sand Dollar” i oktober 2020, og en række andre lande, så forskellige som Cambodia, Frankrig, Filippinerne, Japan, Sverige og Schweiz, undersøger også mulighederne for valutadigitalisering. Kina er dog den statslige stormagt, der er absolut længest fremme – langt foran både EU og USA, der ellers flittigt understreger, hvor vigtigt området er.

Med sine 2,6 milliarder månedlige brugere, kan Facebook med rette også betegnes som en digital stormagt, og Facebook har i flere år arbejdet på at udvikle sin egen digitale valuta Diem (før: Libre). Diem var oprindeligt tænkt som sin egen uafhængige valuta, udstedt af Facebook, men efter pres fra regeringer, kreditkortselskaber mm. blev valutaen omlagt, så den nu i stedet knytter sig til eksisterende nationale valutaer – en såkaldt ”stablecoin.” Diem vil kunne gøre livet nemmere for forbrugere og forretninger på Facebooks digitale platform, men den vil ikke være en uafhængig valuta, da dens værdi altid vil være bundet til en lokal valuta. Så køb over Facebook vil i Danmark fortsat være angivet i kroner, selvom betalingen foregår via Diem. Den er ikke en selvstændig valuta med en uafhængig kurs.

For at vurdere DCEP’ens mulighed for fundamentalt at ændre den globale finansielle eller monetære orden, må man tage udgangspunkt i dens ikke-digitale sidestykke: den kinesiske valuta renminbi eller yuan. For DCEP’en vil have samme værdi som yuanen, være udstedt af den kinesiske nationalbank som yuanen og have samme begrænsninger som yuanen. De faktorer der i dag gør ikke-kinesere tilbageholdende med at sætte deres penge i yuan vil altså fortsat være til stede i den digitaliserede valuta. Det vender jeg tilbage til.

Givet størrelsen af Kinas økonomi, spiller den kinesiske valuta en påfaldende lille international rolle. Hvis man kigger på verdens samlede valutareserve, udgjorde yuanen kun godt 2 pct. i 2019. Til sammenligning udgjorde dollaren 60 pct., euroen 21 pct., den japanske yen 6 pct., og det britiske pund 5 pct. viser tal fra IMF.

Hvis vi i stedet for valutareserver kigger på handel, er billedet lige så uimponerende. Den kinesiske yuan blev kun anvendt af én part i 4,3 pct. af alle internationale handler. Hermed indfinder den sig på en ottende plads blandt verdens mest brugte valutaer efter den amerikanske dollar (88 pct.), euroen (32 pct.) og yenen (17 pct.), men også valutaer fra langt mindre lande som Australien og Schweiz, ifølge tal fra Bank for International Settlements. (Bemærk: den samlede sum giver 200 pct., da der indgår to parter i enhver handel.) Yuanens andel er noget større, hvis man udelukkende kigger på Asien, men selv her bruges yuanen næsten udelukkende til bilateral handel med Kina, modsat dollaren, der bruges til international handel mellem alle mulige parter.

 

Til sammenligning: Hvor USA kan fryse, og potentielt beslaglægge, iranske penge på konti i USA, vil Kina have komplet kontrol over samtlige penge i DCEP-systemet. Spørgsmålet er så, om andre lande har tiltro til, Kina vil afstå fra at bruge dette finansielle magtmiddel
_______

 

En uattraktiv valuta
Der er en række grunde til, yuanen spiller så lille en rolle i verden i dag. Den første og vigtigste faktor er dollarens globale dominans. Rent økonomisk har alle handelsparter på et internationalt marked interesse i etableringen af et valutamonopol, da det alt andet lige er langt nemmere at handle på tværs af grænser, når alle er enige om at bruge den samme valuta til prissætning og betaling. Dollaren har siden Anden Verdenskrig indtaget denne globale rolle, og når først en sådan position er etableret, er den meget svær at ændre, da alle har interesse i at opretholde status quo. Det vil altid være dyrere for en ”udbryder” at forsøge at skabe en ny valutaorden fremfor blot at anvende den globalt accepterede dollar. Ud over dette ”naturlige dollar-monopol”, er verdensøkonomien i dag reguleret af en række internationale institutioner, hvor dollaren også spiller en central rolle.

Den anden faktor kan vi kalde en ”delay”-effekt. Kinas økonomiske opstigning over de sidste årtier er sket med rekordfart, og det synes sandsynligt, at internationalisering af den kinesiske valuta vil følge med en hvis forsinkelse.

Der er dog også vigtige faktorer ved den kinesiske økonomi, der skader yuanens internationaliseringspotentiale. Som eksportdrevet økonomi har Kina kørt med et solidt overskud på betalingsbalancen de sidste år, og dette modvirker en naturlig strøm af kapitel ud af Kina. Til sammenligning har USA’s mangeårige handelsunderskud skabt en konstant strøm af dollars fra USA til verdensøkonomien. For at pumpe yuan ud af Kina, er Kina derfor nødt til at skabe ”kunstige” pengekanaler.

For mange internationale investorer er den kinesiske yuan heller ikke for alvor attraktiv. Nok er det kinesiske vækstmarked spændende, men store problemer med svindel i regnskabspraksisser blandt kinesiske virksomheder skræmmer stadig mange investorer væk. Derudover skræmmer den mere statsstyrede økonomi i Kina investorer, der frygter, at pludselige politiske indgreb vil underminere markedskræfterne.

Den kinesiske regering har i et vist omfang prøvet kræfter med aktivt at skubbe på en større international rolle for yuanen. Dette er sket igennem etableringen af såkaldte currency swap agreements (hvor lande sikres adgang til yuan i tilfælde af en likviditetskrise) og ved at indlejre yuanen i det store infrastrukturprojekt Belt and Road Initiative, som betalingsmiddel ved nogle store internationale projekter. Disse skridt har dog hidtil været meget afmålte, og de vidner om en vis kinesisk ambivalens i forhold til valutainternationalisering. Stemmer i den kinesiske debat frygter, at en øget internationalisering af yuanen hurtigt vil betyde liberalisering af pengepolitikken, og at dette vil skade kommunistpartiets kontrol over Kinas økonomi.

 

Kort sagt: Des mere en valuta anvendes som et politisk magtmiddel, des mindre attraktiv bliver den for andre lande, der frygter selv at blive ramt af våbnets skarpe ende en dag
_______

 

Magt og tillid i en digital alder
Hvordan ser alt dette ud i en digital kontekst? Handel med valuta, i modsætning til naturalier, har altid været et spørgsmål om tillid til valutaens udsteder. Med introduktionen af digitale platforme og, nu, digital valuta, er tillid blevet endnu mere centralt, da digitalisering placerer større magt hos enkelte aktører. I digitale systemer er det nemlig muligt for den der kontrollerer systemet at fryse andre aktører ude og derved forhindre dem i at deltage i den internationale økonomi.

Dette sås tydeligst, da USA indførte finansielle sanktioner mod Iran i forbindelse med Irans atomprogram. Ved at lægge pres på SWIFT-systemet, der håndterer meddelelser mellem finansielle institutioner og derfor er en hjørnesten i bankoverførsler, kunne USA gøre det langt sværere for den iranske regering at indgå i verdensøkonomien, da de blev frosset ude af dens centrale systemer. Irans præsident indrømmede selv offentligt i 2013, at de finansielle sanktioner havde været så hårde, at de førte Iran til forhandlingsbordet. Her viste USA altså sin villighed til at bruge sin finansielle magt som et politisk middel mod sine modstandere. Reaktionen fra Iran og andre lande, der frygtede de kunne blive udsat for samme behandling i fremtiden, var at begynde at diversificere deres midler væk fra den amerikanske dollar og fra amerikansk-dominerede platforme. Her udgjorde den kinesiske yuan et interessant alternativ.

Men som jeg tidligere har beskrevet, vil introduktionen af den digitale yuan give Kina hidtil uset magt til at bruge den kinesiske valuta som et magtmiddel. I langt højere grad end SWIFT-systemet vil DCEP’en kunne anvendes som et våben, da den kinesiske regering frit kan afskære brugere af systemet eller fratage dem deres digitale penge. Til sammenligning: Hvor USA kan fryse, og potentielt beslaglægge, iranske penge på konti i USA, vil Kina have komplet kontrol over samtlige penge i DCEP-systemet. Spørgsmålet er så, om andre lande har tiltro til, Kina vil afstå fra at bruge dette finansielle magtmiddel.

Kina har allerede af flere omgange demonstreret sin villighed til at bruge handelssanktioner til at straffe andre lande for uønsket opførsel. Det er svært at forestille sig, andre stater ikke skulle forvente en lignende adfærd, når det kommer til valuta. Hvis DCEP’en for alvor skal blive en international valuta, har Kina derfor en stor opgave foran sig med at opbygge tillid i andre lande. Denne opgave kan potentielt blive hjulpet på vej, hvis USA skruer op for sin egen brug af finansielle sanktioner igennem dollaren, da dette vil skabe en større bevægelse væk fra dollaren i en række lande. Kort sagt, des mere en valuta anvendes som et politisk magtmiddel, des mindre attraktiv bliver den for andre lande, der frygter selv at blive ramt af våbnets skarpe ende en dag.

DCEP’en arver alle de faktorer, der gjorde den gamle renminbi uattraktiv. Dollaren dominerer stadig internationale finanser, Kina kører stadig med et overskud på handelsbalancen, svindel med regnskabspraksis er stadig et enormt problem i Kina, og Det Kommunistiske Parti synes ikke at svække sit grev om den kinesiske økonomi. DCEP’en kommer derfor ikke til at vippe dollaren af dens globale førerposition. Kina kan højest komme til at spille en stor rolle i at hjælpe andre lande med at udvikle deres egen digitale valutaer, men dette vil i højere grad betyde en forandring af den måde digitale transaktioner foregår på. Det vil ikke ændre på den grundlæggende magtbalance imellem verdens valutaer. Og lande der samarbejder med Kina om digitalisering skal nok være opmærksomme på ikke at give Kina ”nøglerne” til deres nationale valuta.

Verden går uden tvivl mod en mere digitaliseret finansiel struktur. Men dette betyder ikke, Kina kommer til at overtage USA’s centrale position. End ikke selvom Kina får et digitalt forspring. ◼

 

Verden går uden tvivl mod en mere digitaliseret finansiel struktur. Men dette betyder ikke, Kina kommer til at overtage USA’s centrale position. End ikke selvom Kina får et digitalt forspring
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden