Niels Rohleder: Syrien behøver slet ikke at være ”sikkert” for at hjemsende flygtninge. Det sørgede SR-regeringen for

29.04.2021

Daværende justitsminister Mette Frederiksen fremsatte sidst i 2014 et lovforslag om, at flygtninge, der ikke var klassificeret som individuelt forfulgte, fremover kunne fratages opholdstilladelsen, hvis der var sket en ”forbedring af de generelle forhold i hjemlandet”. Også selvom disse forhold fortsat er ”alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige”. Radikale Venstre stemte for.

Denne artikel er gratis. Fuld adgang til RÆSON kræver årsabonnement – prisen for 12 måneder er blot: 250 kr./200 for studerende+pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Niels Rohleder

RÆSON bad mig skrive en kommentar om, ”hvorfor det ikke er sikkert for syriske flygtninge at rejse hjem”. Men der er bare ingen, der har påstået, at det faktisk er sikkert for dem at rejse til Syrien.

Tværtimod.

Selv Flygtningenævnet, som er den ankeinstans, der i en række sager har besluttet at inddrage syriske flygtninges opholdstilladelser, kan man ikke beskylde for at mene, at Syrien – nærmere bestemt landets sydvestlige hjørne omkring hovedstaden Damaskus – skulle være ”sikkert”.

På Flygtningenævnets hjemmeside kan man under menupunktet »Praksis« finde de seneste sager, hvor nævnet inddrager eller nægter at forlænge syriske flygtninges opholdstilladelser. I én af afgørelserne hedder det for eksempel:

”Det må efter en samlet vurdering af baggrundsoplysningerne (…) lægges til grund, at situationen i Rif Damaskus, herunder den del af Rif Damaskus, som klageren kommer fra, fortsat er alvorlig og skrøbelig”.

Læg vel mærke til de tre sidste ord: “alvorlig og skrøbelig”.

 

Ansvaret [er] hos de politikere, der den 3. februar 2015 trykkede på den grønne knap i folketingssalen og på afgørende vis forringede beskyttelsen af flygtninge, der ikke anses for individuelt forfulgte
_______

 

Flygtningenævnet følger bare lovgivningen
Her læner Flygtningenævnet sig udtrykkeligt op af den lovændring, som SR-regeringen fik vedtaget med støtte fra Folketingets blå partier i februar 2015. Trods advarsler fra en lang række organisationer med solid sagkundskab inden for asyljura besluttede et bredt flertal, at der for visse flygtninge ikke længere skulle gælde et krav om ”fundamentale, stabile og varige ændringer i hjemlandet”, før man kunne inddrage deres opholdstilladelser.

Indtil 2015 var det et – ganske rimeligt – krav, at forholdene i flygtninges hjemland skulle have ændret sig grundlæggende, før man kunne tage det meget vidtgående skridt at tage opholdstilladelsen fra dem.

Men i slutningen af 2014 fremsatte den daværende justitsminister Mette Frederiksen (S) det omtalte lovforslag, hvor det af bemærkningerne fremgår, at der for flygtninge, der ikke var klassificeret som ”individuelt forfulgte”, fremover skulle gælde en lavere tærskel for, hvornår man kunne inddrage opholdstilladelsen. De skulle, som der står på side 12 i bemærkningerne til lovforslaget, kunne fratages opholdstilladelsen, hvis der var sket en ”forbedring af de generelle forhold i hjemlandet”, selvom disse forhold ”fortsat er alvorlige og må betegnes som skrøbelige og uforudsigelige”.

Det er dette ordvalg fra lovbemærkningerne, som Flygtningenævnet læner sig tonstungt op ad i disse dage og dermed – med rette – placerer ansvaret hos de politikere, der den 3. februar 2015 trykkede på den grønne knap i folketingssalen og på afgørende vis forringede beskyttelsen af flygtninge, der ikke anses for individuelt forfulgte.

 

Mon ikke Helle Thorning-Schmidt (…) og hendes stærke justitsminister Mette Frederiksen, der siden som regeringschef har strammet den værdipolitiske S-retorik til ukendelighed, benyttede lejligheden til at fange regeringspartneren i et svagt øjeblik med en uerfaren leder?
_______

 

Samtykke fra de Radikale
Radikale Venstre, der i stort set alle andre sammenhænge tegner en solid humanistisk profil, valgte som juniorpartner i Helle Thorning-Schmidts SR-regering bemærkelsesværdigt nok at støtte lovforslaget. Den daværende radikale ordfører Marlene Borst Hansen måtte dog indrømme fra talerstolen, at det var en stramning af udlændingepolitikken. Den officielle begrundelse for de Radikales støtte var ifølge ordføreren, at der kort forinden var kommet ”ekstraordinært mange asylansøgere til Danmark”.

Det pludselige radikale knæfald for strammer-tankegangen er svært at forklare, medmindre man kigger på timingen. Da lovforslaget bliver fremsat den 14. november 2014, har Morten Østergaard præcis to en halv måned på bagen som vicestatsminister og radikal leder. Da hans stærke forgænger, Margrethe Vestager, ved udgangen af august 2014 forlod regeringen med kurs mod Bruxelles, blev det med rette anset som en svækkelse af det radikale regeringsparti.

Mon ikke Helle Thorning-Schmidt, der mindre end et år senere skulle gå til valg på en stram asylpolitik og hendes stærke justitsminister Mette Frederiksen, der siden som regeringschef har strammet den værdipolitiske S-retorik til ukendelighed, benyttede lejligheden til at fange regeringspartneren i et svagt øjeblik med en uerfaren leder?

Her i 2021, da konsekvenserne af lovændringen er gået op for hele det politiske Danmark, har Morten Østergaards efterfølger, Sofie Carsten Nielsen, der i 2014 selv var minister i SR-regeringen, været påfaldende svær at få i tale for de journalister, der med Berlingske i spidsen gerne vil høre hendes kommentarer til lovændringen i 2014-15.

En af de løjtnanter, der har fået den utaknemmelige opgave at forsvare partiets tidligere politik, nu hvor partilederen helst er fri, er næstkommanderende Martin Lidegaard. I et blogindlæg i Jyllands-Posten erklærede han sig enig i, at de syriske krigsflygtninge er her på midlertidigt ophold, men skrev også: ”Det giver bare ingen mening at forvalte den midlertidighed så brutalt, som regeringen gør nu”.

 

De afgørende beslutninger er truffet langt tidligere. Og brutaliteten stod allerede soleklart i bemærkningerne til lovforslaget dengang – fremsat og vedtaget af den regering, Martin Lidegaard dengang var udenrigsminister i
_______

 

Her er det vigtigt at holde fast i, at der sådan set ikke er nogen regerings- eller folketingsbeslutning truffet i 2020 eller 2021, der er afgørende for, at måske hundredvis af syrere nu står til at miste deres opholdstilladelser. De afgørende beslutninger er truffet langt tidligere. Og brutaliteten stod allerede soleklart i bemærkningerne til lovforslaget dengang – fremsat og vedtaget af den regering, Martin Lidegaard dengang var udenrigsminister i.

Ekstra turbo på brutaliteten blev der sat i slutningen af 2018, da det såkaldte ”paradigmeskifte” blev nedfældet i finanslovsaftalen mellem VLAK-regeringen og Dansk Folkeparti. Af aftalen fremgår, at Danmark ved inddragelse af opholdstilladelser skal ”gå til grænsen af de konventionsmæssige forpligtelser”. Det med ‘at gå til grænsen’ indebar blandt andet, at flygtninges eventuelle tilknytning til Danmark – danskkundskaber, arbejde, uddannelse, foreningsliv – ”vil blive tillagt mindst mulig betydning”, som det hed i den nye aftale (som man trods alt dårligt kan laste Radikale Venstre for).

Selvom der er almindelig enighed om, at der er sket visse forbedringer i området omkring Damaskus, siden mange syrere fik asyl i perioden 2014-2016, er situationen fortsat både alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig. Alligevel ville vi også uden paradigmeskiftet fra 2018 stå i en situation i dag, hvor Flygtningenævnet skulle inddrage flygtninges opholdstilladelser, hvis de kom fra Damaskusområdet i Syrien. For brutaliteten står i lovbemærkningerne.

Nogle af de velintegrerede ville måske blive reddet af deres tilknytning til Danmark, hvis den ikke – som nu – skulle tillægges ”mindst mulig betydning”, men Flygtningenævnets pligt til at følge loven og tage opholdstilladelsen fra i hvert fald dårligt integrerede flygtninge, der ikke var individuelt forfulgte, ville bestå.

For også i den situation ville vores utvivlsomt meget lovlydige flygtningenævn – som i dag – sidde med snuden dybt begravet i de selvsamme lovbemærkninger, der var enighed om i den regering, hvor Sofie Carsten Nielsen, Martin Lidegaard og Mette Frederiksen var ministerkolleger i 2014-15. ■

 

Situationen [er] fortsat både alvorlig, skrøbelig og uforudsigelig. Alligevel ville vi også uden paradigmeskiftet fra 2018 stå i en situation i dag, hvor Flygtningenævnet skulle inddrage flygtninges opholdstilladelser, hvis de kom fra Damaskusområdet i Syrien
_______

 

Niels Rohleder er medforslagsstiller til et aktuelt borgerforslag om beskyttelse af de syriske flygtninge og har skrevet denne artikel som privatperson. Rohleder arbejder til daglig som presse- og kommunikationsrådgiver i Dignity – Dansk Institut mod Tortur – og har tidligere været rets- og migrationspolitisk rådgiver for Enhedslisten på Christiansborg samt journalist på Dagbladet Information med rets- og migrationsstof som fokus.

ILLUSTRATION: Onsdag 8. april 2015 blev der afholdt lukket samråd i det udenrigspolitiske nævn om Lars Hedegaard-sagen. Særligt inviteret var Udenrigsminister Martin Lidegaard og justitsminister Mette Frederiksen. [Foto: Sara Gangsted/Scanpix]
Redaktører: Janus Elmstrøm Lauritsen og chefredaktionen