Niels Boel: Man savner et selvopgør på den borgerlige fløj med dens følgagtighed over for en ofte blodig amerikansk udenrigspolitik

22.09.2021

Danske borgerlige tog fejl Afghanistan, hvor den vestlige koalition efter tyve år har lidt nederlag. De tog fejl i Irak, hvor der stik imod USA’s påstande ikke var masseødelæggelsesvåben. Og de tog fejl i Libyen, som stadig ti år efter den vestlige invasion martres af borgerkrig. Men de borgerliges dominans i danske medier står i vejen for et opgør med de borgerliges (og til dels Socialdemokratiets) parløb med USA.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Niels Boel

DANSKE BORGERLIGE TOG FEJL i Afghanistan. Afghanistan-derouten må nu få medierne til at stille de svære spørgsmål. Danske interesser er ikke altid sammenfaldende med amerikanske. Og det gælder også på andre områder, som det kulturelle, hvor deres stormløb mod Danmarks Radio og drastiske nedskæring af public service efterlader danskerne sårbare over for de amerikanske tech-giganters indtog. 

Afghanistan har ingen kendte ressourcer af betydning. Dets strategiske betydning er begrænset. Det politiske tankegods i landet er danskerne fremmede. Så hvad lavede Danmark der, og hvad har Danmark fået ud af Afghanistan-krigen og generelt af 20 års krige i Mellemøsten og Asien? Anders Fogh Rasmussen, manden bag den ulovlige Irak-krig, blev generalsekretær i NATO, Mærsk fik lukrative kontrakter. For danskere var det døde soldater og statslige udskrivninger, som fx kunne være gået til de 40.000 fattige danske børn.

Den mest tankevækkende forklaring på dansk deltagelse i USA’s krige er professor i statskundskab Ole Wævers: For danskerne var det et identitetspolitisk projekt. Her har liberale alfahanner med Henrik Dahl i spidsen ellers opfordret til et opgør med identitetspolitikken og universitetets ”kønsstudier, LGBT-studier og kritisk raceteori”(som refereret i Uni-Avisen i september 2021). Og i den henseende lagt sig i kølvandet på Trumps mange forurettede, midaldrende, hvide mandlige tilhængere, der ikke længere ønskes kritiseret for deres angiveligt relativt privilegerede position af kvinder og minoritetsforkæmpere.

Og så viser det sig, at de borgerlige (og til dels Socialdemokratiet, som støttede invasionen af Afghanistan men dog ikke af Irak) selv havde et identitetspolitisk projekt! De så sig i spejlet, rettede ryggen og så George W. Bush, USA’s kristne, fundamentalistiske præsident, hvis mund vrængede på Texas-amerikansk: ”Enten er du med os, eller også er du imod os”. Manden som kastede USA hovedkulds ud i endeløse krige, der ifølge estimater fra Brown University har kostet 3,1 millioner liv direkte og indirekte siden 2001. Og omkring 37 mio. fordrevne.

De borgerlige siger i dag, at ”det er let at være bagklog”. Men vi var mange, som gik lodret imod Danmarks deltagelse i Bushs krige. Selv skrev jeg umiddelbart efter invasionen i Irak i 2003 et større indlæg i Politiken: ”Glem aldrig den 20. marts”.

Hvad var grunden til Danmarks deltagelse i Bushs endeløse krige? En forklaring var, at det var på grund af Grønland. Det var en faustiansk pagt, hvor Danmark i tykt og tyndt fulgte USA, som til gengæld garanterede Kongerigets nordlige flanke. Denne begrundelse, som kan være en del af forklaringen, virker i dag mildest talt besynderlig, når man ser på USA’s appetit på Grønland.

 

Mens den danske venstrefløj gennem årtier er blevet holdt ansvarlig for såkaldt beslægtede ideologiers misgerninger af dansk presse, slipper de borgerlige altid fra at stå til ansvar for deres idelogiske vildfarelser
_______

 

Hvad var ellers begrundelserne for deltagelsen i invasionen af Afghanistan, udover bestræbelsen generelt på at gøre hoserne grønne hos USA? Terror siger man. Men som Mogens Lykketoft påpeger, har de militære eventyr blot givet næring til nye terrorceller. Terroristerne fra 9/11 kom mestendels fra Saudi Arabien. Al Qaeda holdt rigtignok til i Afghanistans bjerge, men mon ikke – som Colin Powell også er inde på i dag – det kunne være lykkedes Vesten at presse talibanerne til at udlevere terroristerne uden at foranstalte en besættelse? Og har USA ikke selv handlet terroristisk ved tirsdag efter tirsdag (under Obama som under Trump) at sende droner af sted mod Pakistan og Afghanistan, med mange civile, uskyldige ofre til følge? Og hvad med den største modtager af USA’s våbenleveranser, Israel, som gennem årtier har holdt palæstinensiske territorier ulovligt besat og er tæt på at udsulte Gaza?

Ansvar for ideologiske vildfarelser
Måske skulle højrefløjen gribe i egen barm. Terror i vestlige lande udføres ofte i dag af egne indbyggere og ofte af højreorienterede. FBI har fastslået, at hvide racister er den største terrortrussel i dagens USA. Terrorhandlingen i Oklahoma resulterede i 168 døde og blev udført af hvide racister. Angrebet på USA’s kongres d. 6. januar kaldes af somme for terroristisk. Men det blev udført af Trump-tilhængere og forsvares i dag af mange Republikanere. Dele af dansk højrefløj som det konservative folkepartis tidligere udenrigsordfører Naser Khader, har utrætteligt forsvaret Det Republikanske Parti.

Anders Breivik var endvidere mangeårigt medlem af Fremskridtspartiet, Dansk Folkepartis søsterparti i Norge. I stedet for blot at fordømme Brieviks massakre på 77 nordmænd, valgte den højreorienterede, danske præst Sørine Gotfredsen umiddelbart efterfølgende at forklare Brieviks handlinger med henvisning til multikulturalisme og kulturradikale.

En senere forklaring på invasionen af Afghanistan var demokratiopbygning og de afghanske kvinders ve og vel. Som om der ikke var masser af steder i verden, man så kunne invadere med lige så god grund. USA kunne passende starte med at stille betingelser til de skånselsløse diktaturer Saudi Arabien og Ægypten for de mange våbenleveranser, som USA yder til de lande.

I dag er alle de borgerliges (og socialdemokratiske) forklaringer sunket i grus. Terrorforklaringen, fordi der blot er opstået nye terrorceller, for hver ny krig som indledtes. Og demokratiet, som aldrig rigtig blev udviklet, altid var korrupt, inficeret af narkopenge og stammefejder.

Derudover glemmer danske politikere og journalister i dag, når de retteligt begræder talibanernes tilbagekomst, at sharialov og narkoproduktion allerede eksisterede i store dele af Afghanistan under den vestlige besættelsesmagt.

Mens den danske venstrefløj gennem årtier er blevet holdt ansvarlig for såkaldt beslægtede ideologiers misgerninger af dansk presse, slipper de borgerlige altid fra at stå til ansvar for deres idelogiske vildfarelser (fx fik Notkin og Blüdnikow ubegrænset spalteplads i den borgerlige presse til kritik af venstrefløjens påståede medløberi over for de østeuropæiske diktaturer, selv om de fleste på venstrefløjen altid tog afstand fra såkaldt socialistiske, autoritære regimer). Tænk på Lars Løkke, der blev fotograferet med mujahedinere (Talibans forgængere) for 33 år siden. Tænk på Brian Mikkelsen, der i sin ungdom forsvarede apartheidregimet i Sydafrika. Eller Morten Hesseldahl, CEPOS-grundlæggeren, som har forsvaret det blodige, USA’s støttede kup mod Salvador Allendes folkevalgte socialistiske regering i Chile i september 1973. Tog de borgerlige afstand fra USA’s napalmbombardementer i Indokina i 1960’erne og 1970’erne og har de beklaget deres tavshed, da USA gennem årtier væltede den ene regering i Latinamerika eller Asien efter den anden?

Det skal retfærdigvis siges, at Brian Mikkelsen offentligt har fortrudt sin sympatirejse til apartheidstyret i Sydafrika, og at Lars Løkke har udtalt, at ungdomsbillede af ham blev misbrugt, da han blot ville støtte en lokalbefolknings modstand mod en invasion (dengang var det Sovjetunionen). Hesseldahl har derimod aldrig udtrykt anger over sit forsvar for det amerikansk støttede kup mod den chilenske, folkevalgte præsident Salvador Allende (forfatteren Carsten Jensen forlod Gyldendal i protest, da Hesseldahl overtog direktørstolen, idet han bl.a. henviste til Hesseldahls forsvar for diktatoren Augusto Pinochet, som refereret i Information 30. januar 2018). Og generelt savner man et selvopgør på den borgerlige fløj i forhold til dens følgagtighed over for en ofte blodig amerikansk udenrigspolitik.

Dette borgerlige medløberi ser vi også internt i Danmark i dag, hvor et smalt borgerligt flertal – kritiseret af såvel socialdemokratiet som venstrefløjen – i 2018 skar DR ned til sokkeholderne og herved gjorde Danmark mere sårbar over for amerikanske, kommercielle tech-monopolers (Facebooks og Googles mv.) indtog og dominans i den offentlige debat hertillands på bekostning af vores demokrati. Den danske offentlighed har også endnu til gode at høre de borgerlige (og i øvrigt socialdemokratiet) protestere over USA’s efterretningsvæsenets angivelige misbrug af samarbejdet med den danske efterretningstjeneste, som skulle være resulteret i spionage vendt mod danske virksomheder og borgere.

Det er på tide, at den danske presse stiller de borgerlige kritiske spørgsmål om deres bestandige medløberi over for USA på bekostning af danske interesser. Her kunne de faktisk godt tage ved lære af netop USA. For nok tilhører USA’s medier overvejende store private grupper. Men der findes også mange meget kritiske medier i USA (tænk på Democracy Now, The New York Review of Books, vox.com osv..), som aldrig ryster på hånden, når der skal stilles spørgsmålstegn ved regeringens og virksomheders politik. Så måske skulle dansk presse tage ved lære af USA’s presse i en kritisk gennemgang af dansk højrefløjs politik på kultur- og udenrigsområdet. ■

 

Det er på tide, at den danske presse stiller de borgerlige kritiske spørgsmål om deres bestandige medløberi over for USA på bekostning af danske interesser
_______

 

Niels Boel er politolog, forfatter til bl.a. bøgerne “USA’s store mindretal: Latinos”, “Migration – en verden i bevægelse” og “Det nye Latinamerika” (alle tre bøger er udgivet på Forlaget Columbus), tidligere korrespondent for Weekendavisen i Latinamerika og ekstern lektor ved bl.a. Institut for Statskundskab, Københavns Universitet og Center for Latinamerika Studier, Århus Universitet samt tilrettelægger af DR-dokumentarprogrammer, i dag konsulent for EU og OSCE, og foredragsholder. ILLUSTRATION: I 2005 blev den daværende præsident af USA, George W. Bush, inviteret til morgenmad hos den danske statsminister samt efterfølgende politisk møde på Marienborg [foto: Jens Nørgaard Larsen/Ritzau Scanpix]