Niels Bjerre-Poulsen i RÆSONs trykte forårsnummer: Trumps Parti?

16.03.2021

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte forårsnummer, som blev udgivet d. 11. marts. Magasinet udgives kvartalsvist

Nyhed: Nu kan du også lytte til artiklen, læst op af forfatteren selv:

Lydafspiller

Long-read af Niels Bjerre-Poulsen

Den 6. januar 2021 bliver en mærkedag i amerikansk historie: Kongressen i Washington, D.C. blev angrebet og plyndret af hundreder af vrede Trump-tilhængere. Angriberne truede med at dræbe medlemmer af Kongressen. De ville hænge vicepræsident Mike Pence –udenfor bygningen var en galge blevet opstillet til formålet. Andre ledte efter Nancy Pelosi, mens de råbte ”Naaancy, hvor er du?” Flere gange var de tæt på at nå til politikerne. På et tidspunkt var de indtrængende 10 meter fra vicepræsidenten, der var ved at blive bragt i sikkerhed. Præsident Trump fulgte begivenhederne på TV fra Det Hvide Hus, og ifølge anonyme rådgivere var han godt tilfreds med, hvad han så.

Da den Republikanske mindretalsleder Kevin McCarthy ringede og mindeligt bad ham om at standse vanviddet, nægtede Trump, ifølge Republikanske kongresmedlemmer, der overhørte samtalen. På trods af, at han vidste, at hans egen vicepræsident var i overhængende fare, undlod han fortsat at udkommandere Nationalgarden eller forsøge at tale sine tilhængere til fornuft. I stedet opildnede han yderligere sine tilhængere med endnu et Tweet om, at Pence havde svigtet ved ikke at forkaste valgresultatet. Tweetet blev straks læst op for forsamlingen i en megafon. Selve ideen om, at vicepræsidenten havde mandat til at forkaste valgresultatet, var der intet forfatningsmæssigt belæg for. At Trumps rasende tilhængere troede på det, og derfor ville hænge Pence for hans svigt, skyldtes ene og alene, at deres præsident havde fortalt dem, det forholdt sig sådan. Først efter flere timer fik nogen overtalt præsident Trump til at udsende en opfordring til hans hærgende tilhængere om at tage hjem. Han afsluttede sin meddelelse med ”Vi elsker jer. I er ganske særlige”. Pence, der havde været i overhængende fare, kontaktede han ikke –hverken den dag eller de næste fem dage.

Fem personer mistede livet i forbindelse med angrebet, heriblandt en demonstrant, der blev skudt, da hun forsøgte at trænge ind til de flygtende politikere, og en politimand, der blev tævet ihjel. To af de tilstedeværende betjente begik selvmord i dagene efter. 140 andre betjente pådrog sig skader under angrebet. Flere af dem ville få varige men i form af eksempelvis hjerneskader og et mistet øje. Det var ikke mådehold fra angriberne, der forhindrede et langt værre udfald. I betragtning af, hvad de var parate til at gøre ved de politifolk, som forsøgte at beskytte Kongressen, er det svært at forestille sig, at de ikke var parate til at dræbe de politikere, de i virkeligheden forsøgte at få fat i.

Mange af dem, der stormede Kongressen var velforberedte og tungt bevæbnede. White Supremacy-grupper – som The Proud Boys, The Oathkeepers og the Boogaloo Bois, der har det som et erklæret mål at udløse en ny borgerkrig, var alle vel repræsenteret. Men mange andre deltagere havde også fået det klare budskab fra Trumps Tweets, at formålet med arrangementet var at forhindre den lovgivende forsamling i at overdrage magten til en ny præsident. Igennem to måneder havde han systematisk skruet op for presset for at få valget annulleret. Det store rally var sidste chance. ”Vær der, det bliver vildt”, skrev Trump blandt andet i et Tweet den 19. december 2020. Det var et budskab, tilrejsende fra fra alle dele af USA havde taget til sig. To af de kvinder, der senere blev arresteret, havde under stormen lagt en lille selfie-video op på sociale medier, hvor de inde fra kongresbygningen berettede, at ”Vi brød ind i Capitol-bygningen … vi kom indenfor og vi gjorde vores del. Vi var på udkig efter Nancy [Pelosi] for at skyde hende i hendes forbandede hjerne, men vi fandt hende ikke”.

Urolighederne var ikke spontane, og timingen var ikke tilfældig: De indtrængende i Kongressen var der på præsident Trumps opfordring, og de var der for at forhindre den lovgivende forsamling i at udføre den funktion, som Forfatningen pålægger den: At godkende en fredelig magtoverdragelse. De var der som del af et kupforsøg. Ikke nødvendigvis et godt udtænkt kupforsøg, men et kupforsøg, ikke desto mindre.

 

”Vi brød ind i Capitol-bygningen … vi kom indenfor og vi gjorde vores del. Vi var på udkig efter Nancy [Pelosi] for at skyde hende i hendes forbandede hjerne, men vi fandt hende ikke”
_______

 

I timerne inden stormløbet på Kongressen, havde tusinder deltaget i et længe forberedt arrangement i Washington, D.C., hvor hovedtalerne var præsident Trumps børn og hans personlige advokat, Rudy Giuliani. Sidstnævnte kom frisk fra 61 nederlag ved domstolene i streg og fortalte forsamlingen, at tiden var kommet til ”trial by combat” (han forsøgte senere at forklare sin anvendelse af begrebet med, at det havde været anvendt i ”den meget berømte dokumentarfilm (!) om et fiktivt middelalderligt England”, Game of Thrones).

Præsidentens ældste søn, Don, Jr. gjorde også sit for at opildne sin faders tilhængere Han havde et utvetydigt budskab til både dem og til de Republikanske medlemmer i Kongressen, som han ikke mente havde gjort nok for at få resultatet af præsidentvalget annulleret: ”Dette er ikke deres Republikanske Parti mere, dette er Donald Trumps Republikanske Parti”.

Til sidst var det præsident Trumps egen tur. I en time og et kvarter talte han om, hvordan han og alle hans støtter var blevet frarøvet, ikke bare magten, men deres land: ”Noget er galt her. Noget er helt galt. Det kan ikke være sket… og vi kæmper. Vi kæmper som ind i Helvede, og hvis I ikke kæmper som ind i Helvede, så har I ikke noget land mere”. Trump gentog et budskab, han havde leveret flere gange i de foregående måneder: ”Vi vil aldrig give op, vi vil aldrig indrømme vores valgnederlag, det sker ikke, du giver dig ikke, når der er tyveri involveret. Vores land har fået nok, vi vil ikke finde os i det mere, og det er, hvad dette drejer sig om”.

Og han rettede igen skytset mod sin egen vicepræsident, Mike Pence, der dagen før havde måttet forklare ham, at han ikke havde nogen beføjelser til at underkende et demokratisk valg. Han rettede også skytset mod Republikanere i Kongressen, som også afslog at forkaste resultatet: ”De svage Republikanere, de er ynkelige Republikanere, og det er så, hvad der sker…” Og han tilføjede: ”Men husk dette: I er stærkere, I er klogere. I har mere, der taler for jer end nogen andre, og de forsøger at nedgøre alle, der har noget at gøre med os, og I er det rigtige folk. I er det folk, der opbyggede denne nation. I er ikke de folk, der ødelagde vores nation!” Derefter kom den direkte opfordring: Alle tilhørere skulle nu gå over til Kongressen for at indgyde Republikanerne ”den stolthed og det mod, de behøver for at tage vores land tilbage”. Trump ville selv gå med, bedyrede han. ”Kæmp for Trump!” råbte tilhørerne taktfast, da de satte i gang.

Når Donald Trump som den første amerikanske præsident nogensinde blev stillet for en rigsret for anden gang, skyldtes det ikke kun, hvad han sagde og gjorde den 6. juni og i månederne forinden, men også, hvad han ikke gjorde: Mere end 3 timer gik der før han under pres bidrog til at standse angrebene. På sit fjernsyn i Det Hvide Hus fulgte han de begivenheder, han havde tilskyndet, uden at tilkalde Nationalgarden eller bede sine tilhængere om at standse. Da han endelig henvendte sig til dem, der havde stormet Kongressen, priste han deres fædrelandskærlighed: ”Det er den slags ting og hændelser, der finder sted når en hellig og kæmpestor valgsejr så groft og ondskabsfuldt bliver revet væk fra store patrioter, der i så lang tid er blevet behandlet dårligt og uretfærdigt. Gå hjem med kærlighed og i fred. Husk denne dag for altid!” Trump udviste absolut ingen anger over, hvad han selv havde sat i værk.

Begivenhederne den 6. januar 2021 var skelsættende, men blev ikke, som nogen havde forudsagt, det første skud i en regulær borgerkrig. Til gengæld fik de den krig, som det Republikanske Parti reelt har befundet sig i siden 2016 til at blusse voldsomt op. Modsætningerne kunne ikke længere holdes under låg.

Kampen om den Republikanske sjæl
Bortset fra et par markante skikkelser som John McCain og Mitt Romney, har de fleste Republikanske politikere siden Donald Trumps fjendtlige magtovertagelse af partiet enten sluttet sig til personkulten, dukket nakken i frygt, eller forladt det for at blive ”never-Trumpers”. Men det frontale angreb på det amerikanske demokrati fik ledende Republikanere til at gøre et sidste forsøg på at vriste det ud af hans greb.

Knap en måned tidligere, den 12. december 2020, havde den konservative klummeskriver Ross Douthat konstateret i The New York Times, at der nu reelt eksisterede to Republikanske Partier. Det ene parti udviste normal politisk adfærd. Det godkendte valgresultater, afviste konspiratoriske sagsanlæg, og deltog ikke i forsøg på at få delstaters lovgivende forsamlinger til at forkaste vælgernes dom i alle de stater, der havde sikret Joe Bidens valgsejr. Det andet parti var, med Ross Douthats ord, ”en samling sabotører”, der var parate til at skrotte Forfatningen og demokratiet, hvis det kunne holde Donald Trump ved magten. Douthat trøstede sig med, at sidstnævnte gruppe netop ikke havde magt, som de havde agt, og at det netop var derfor, de kunne give sig hen til rabiate synspunkter og vanvittige konspirationsteorier: Det var en slags rollespil, de kunne dedikere sig til netop fordi de intet politisk ansvar havde.

 

”Hvis vi nominerer Trump, så bliver vi tilintetgjort…og vi vil have fortjent det” – Senator Lindsey Graham, 2016
_______

 

Deres politiske fantasier kunne måske ligefrem fungere som en sikkerhedsventil på det politiske system – det kunne måske ligefrem være stabiliserende. Douthat havde dog selv sin tvivl: Kunne man lade sine tilhængere leve i et parallelunivers af politiske fantasier, uden at de før eller siden opstod et krav om, at disse fantasier også blev ført ud i virkeligheden? En lille måned tid og adskillige døde og sårede senere, blev hans bange anelser bekræftet. Begivenhederne 6. januar viser, at en foruroligende stor gruppe af Republikanske vælgere var blevet radikaliseret.

Demonstranternes angreb var ikke en spontan handling, men kulminationen af et langt vedvarende angreb på det frie valg. I 2019 søgte Trump den ukrainske præsidents hjælp til at skade Joe Bidens chancer for at blive Demokraternes kandidat. I 2020 fulgte måneders mistænkeliggørelse af selve valgsystemet og brugen af brevstemmer, som havde fået særlig stor relevans på grund af COVID-19-pandemien. Udover mistænkeliggørelsen var der også decideret sabotage af postvæsenet, som blandt andet skulle så tvivl om, hvorvidt brevstemmer overhovedet ville nå frem til tiden og blive talt med.

Da Joe Biden alligevel vandt præsidentvalget, indledte Trump og hans støtter det direkte forsøg på at overtale både folkevalgte politikere og embedsmænd i de svingstater, han havde tabt, til at forkaste vælgernes dom. I en telefonsamtale bad Trump fx den valgansvarlige i Georgia om at ”finde” 11.780 stemmer til ham – præcis nok til at vende hans valgnederlag og sikre ham en sejr på én stemme. Samtidig beskyldte præsidenten vedvarende sine politiske modstandere for systematisk svindel. 50 millioner dollars blev anvendt på at indrykke ”Stop the Steal”-reklamer i amerikanske medier.

Den amerikanske historiker Timothy Snyder var overbevist om, at der ventede en begivenhed som 6. januar. Efter hans mening havde de foregående fire år med Donald Trump i Det Hvide Hus bygget op til den, skridt for skridt. Siden han i 2017 udgav bogen On Tyranny; Twenty Lessons from the Twentieth Century havde Snyder advaret om, at USA, trods alle Forfatningens principper om magtdeling, ikke var immuniseret mod angreb på demokratiet. Og risikoen steg i takt med, at Trump havde formået at legitimere og udbrede konspirationstænkningen fra nationens højeste embede.

 

”Jeg kan bare sige, at den mest potente kraft i Det Republikanske Parti er præsident Trump” – Senator Lindsey Graham, 2021
_______

 

Det røde fatamogana
Efter valget opbyggede Trump en stor løgn: Han havde ikke alene vundet, men vundet kæmpestort, sejren var derefter blevet ham bestjålet. Alle – domstolene, medierne, og især hans politiske modstandere, vidste, at han var den reelle vinder af valget, men alligevel foregav de, at han havde tabt.

Begrebet ”den Store Løgn” anvendes om en løgn, der er så dristig og omfattende, at langt de fleste vil tro, at ingen ville fremsætte den medmindre de har belæg for den. Den skal kunne tjene som afsæt for drakoniske foranstaltninger – i Trumps tilfælde en suspendering af den demokratiske proces.

De 61 retssager, som Trumplejren uden undtagelse tabte, var led i en klar strategi, som skulle legitimere selve ideen om, at der måtte have været tale om systematisk svindel, når så mange retssager overhovedet blev anlagt. Sagerne syntes tilmed at komme mange forskellige steder fra – en af de mest bemærkelsesværdige var angiveligt anlagt af Texas’ Attorney General – men i virkeligheden kom initiativet til stort set alle sagsanlæg fra kredsen omkring præsident Trump.


Det var på forhånd almindelig kendt, at Trump sandsynligvis ville føre over Biden i en række svingstater på selve valgaftenen, fordi en større andel af Bidens vælgere ville benytte sig af muligheden for at brevstemme, og disse brevstemmer ville tage længere tid at optælle. Allerede i begyndelsen af oktober 2020 fortalte Trump sin tidligere stabschef i Det Hvide Hus, Reince Priebus, at han havde tænkt sig at benytte sig af dette – et red mirage (rødt fatamorgana) – til at erklære sig som vinder på selve valgaftenen, selv om brevstemmerne ikke var optalt. Det ville danne grundlaget for efterfølgende at hævde, at valget var blevet stjålet fra ham.

Det var præcis den strategi han fulgte efter valget.

Anklagerne om svindel rettede sig altid mod counties med mange minoritetsvælgere. En af de påstande, som gang på gang blev fremført var, at valgmaskiner fra firmaet Dominion indgik i en større sammensværgelse, og automatisk konverterede et tilstrækkeligt antal stemmer på Trump til stemmer på Biden.

 

Trump fik det store ”Stop the Steal”-rally tilrettelagt, så de tusinder af fremmødte kunne hidses op og sendes mod Kongressen netop som debatten om den formelle godkendelse af valget skulle finde sted
_______

 

Med i sammensværgelsen var ifølge Trumps advokat Sidney Powell ikke blot ledende Demokrater, men også Irak, Iran, Kina, Nordkorea, og den afdøde venezuelanske leder Hugo Chavez. Men i de counties, der anvendte Dominions maskiner, vandt Trump rent faktisk 81 pct af stemmerne. I Pennsylvania blev systemet anvendt i 14 counties – her fik Trump sammenlagt 52 pct. I Wisconsin forlangte Trump-kampagnen en genoptælling af stemmerne i to counties – og ingen af disse anvendte Dominions software. Derimod blev det anvendt i andre counties, hvor Trump sammenlagt fik 59 pct. Og i alle stater, hvor maskinerne blev anvendt, havde man også et papirspor, som gjorde det muligt at lave en manuel optælling og sammenligne med maskinoptællingen. Delstaten Georgia lavede hele to genoptællinger af samtlige afgivne stemmer, uden at det forandrede valgresultatet.

Det er her, de Republikanske lederes medansvar kommer ind i billedet: I stedet for hurtigt at anerkende valgresultatet og ønske Biden tillykke, legitimerede mange Republikanske politikere gennem to måneder Trumps påstande, måske for ikke at støde hans kernevælgere, som de var bange for, måske for selv at få støtte fra disse vælgere ved en senere lejlighed. Langt de fleste Republikanske politikere i Kongressen nægtede flere måneder offentligt at kalde Joe Biden for ”President-elect”, hvilket medvirkede til at legitimere ”den Store Løgn”. Derefter vendte nogle af dem tilmed rundt og nægtede at anerkende valgresultatet, med den begrundelse, at millioner af vælgere troede, at valget var blevet stjålet fra Trump, og at man derfor måtte udskyde godkendelsen af valget og iværksætte endnu en undersøgelse. Det var vel at mærke efter, at Trump-lejren havde tabt 61 retssager eller fået dem afvist som åbenlyst ubegrundede, efter at alle 50 delstater havde certificeret deres valgresultater, og efter at valgmændene fra alle delstater havde afgivet deres stemmer.

To senatorer, Josh Hawley fra Missouri og Ted Cruz fra Texas – begge mænd med ambitioner om at blive det Republikanske Partis næste præsidentkandidat – gjorde formelle indsigelser mod Kongressens godkendelse af valgresultatet, hvilket for Trump og hans tilhængere betød, at godkendelsen gik fra at være en ren formalitet til at være endnu en lejlighed til at smide grus i det demokratiske maskineri. Nu skulle der sættes timer af til debat i begge Kongressens kamre. Trump fik det store ”Stop the Steal”-rally tilrettelagt, så de tusinder af fremmødte kunne hidses op og sendes mod Kongressen netop som debatten om den formelle godkendelse af valget skulle finde sted.

 

To uger efter, at et flertal i Repræsentanternes Hus stemte for at stille præsident Trump for en rigsret, fløj McCarthy ned til dennes residens Mar-A-Lago i Florida
_______

 

Ted Cruz og Josh Hawley var langt fra de eneste Republikanske politikere, der var med til at bane vejen for de dramatiske hændelser den 6. januar: Den Republikanske mindretalsleder i Repræsentanternes Hus Kevin McCarthy, gik allerede to dage efter Trumps valgnederlag på skærmen hos Fox News og erklærede: ”Præsident Trump vandt dette valg, til alle, der lytter til dette: forbliv ikke tavse, vi kan ikke tillade, at dette [Bidens valgsejr] sker for øjnene af os!” I de følgende to måneder støttede han vedvarende påstandene om udbredt valgsvindel, og selv efter angrebet på Kongressen – og efter han forgæves havde ringet og bedt Trump om at kalde angriberne væk fra Kongressen – var han blandt de 147 Republikanere i Repræsentanternes Hus, der stemte for ikke at anerkende valgresultatet. Uanset om det kun var tænkt som en symbolsk gestus til ære for Trump, så var McCarthy med andre ord parat til at undergrave en af demokratiets grundpiller: Frie, retfærdige valg.

Efter de voldsomme offentlige reaktioner på 6. januar parat var McCarthy ganske vist parat til at placere en stor del af ansvaret hos Trump, men blot en uge senere udtalte han på Fox News, at det snarere var hele den amerikanske befolkning, der kollektivt havde ansvaret. Præsident Trump kunne ifølge McCarthy have reageret hurtigere og gjort mere for at standse urolighederne, men han tilføjede ”Jeg tror også, at alle i hele landet har et medansvar”. Den 27. januar – to uger efter, at et flertal i Repræsentanternes Hus stemte for at stille præsident Trump for en rigsret, fløj McCarthy ned til dennes residens Mar-A-Lago i Florida for at kysse ringen og klinke skårene. Fra Senatet lød der imidlertid andre toner.

En streg i sandet
Umiddelbart inden angrebet på Kongressen havde den Republikanske flertalsleder i Senatet Mitch McConnell holdt en for ham usædvanlig følelsesladet tale. Her gjorde han det klart, at beskyldningerne om, at præsident Trump var blevet berøvet en valgsejr, var aldeles grundløse. ”Vælgerne, domstolene og staterne har alle talt”, sagde McConnell, og et ethvert forsøg på at omgøre deres beslutninger ville ”for altid skade republikken” og det amerikanske demokrati ”ville påbegynde en dødsspiral”. McConnell føjede til, at valget ikke engang havde været tæt, eftersom Trump havde tabt med hele 7 millioner stemmer – og 232 valgmandsstemmer mod 306 til Biden. Da et flertal i Repræsentanternes Hus – hvor alle Demokraterne fik selskab af ti Republikanere – onsdag den 13. januar stemte for at stille Trump for en rigsret for at have opildnet til væbnet oprør, var McConnells reaktion ganske anderledes end ved rigsretssagen et år tidligere: Denne gang lod han forstå, at han var godt tilfreds med udsigten til en sådan sag. Om McConnell selv ville stemme for at dømme Trump svarede han dog ikke klart på.

 

McConnell havde valgt at trække en streg i sandet: Tiden var inde til at uddrive Trump fra partiet én gang for alle
_______

 

Dagen før Bidens indsættelse erklærede McConnell at hoben, der den 6. januar invaderede Kongressen var blevet ”fodret med løgne. De blev provokeret af præsidenten og andre magtfulde folk”. Mange tolkede udtalelserne som et udtryk for, at McConnell havde valgt at trække en streg i sandet: Tiden var inde til at uddrive Trump fra partiet én gang for alle. Blot en uge senere var der imidlertid tegn på, at også han måske havde skiftet mening: Sammen med 44 Republikanske kolleger stemte han for at afvise en rigsretssag, med den begrundelse, at en sådan ikke kunne føres mod en person, der ikke længere var i præsidentembedet.

Havde McConnell med sin kritik kun villet afprøve, om flere Republikanske senatorer var parate til at – én gang for alle – at presse Trump ud af kampen om at blive partiets præsidentkandidat i 2024? Eller havde han blot håbet, at truslen om en dom ville få Trump til at holde sig i skindet i sine sidste dage i præsidentembedet?

Vælgernes opbakning til Trump havde i månederne efter præsidentvalget i november 2020 taget et markant dyk. Men det var primært sket blandt uafhængige vælgere. Hos de Republikanske græsrødder var Trump fortsat populær, og ifølge en meningsmåling forud for rigsretssagen, sagde hele 69 pct. af de adspurgte Republikanske vælgere, at de ville være mindre tilbøjelige til at stemme på en politiker, hvis denne havde stemt for at dømme Trump.

De Republikanske græsrødders loyalitet overfor Trump fik man også at mærke hos Fox News. Efter at stationen i fire år nærmest havde befundet sig i et symbiotisk forhold med præsidenten, gjorde den nu visse forsøg på at lægge lidt afstand til ham – eller i det mindste: dæmpe nogle af de værter, der havde nærmet sig et nordkoreansk niveau i deres lovprisning. Allerede på selve valgaftenen skete der noget: Til mange Trump-tilhængeres store raseri erklærede Fox News som de første Joe Biden for vinder i Arizona. Med den beslutning komplicerede TV-kanalen voldsomt Trumps planer om at sikre sig genvalg ved at anfægte valgresultaterne i et par af de stater, han havde vundet i 2016, men nu sandsynligvis ville tabe.

 

Til mange Trump-tilhængeres store raseri erklærede Fox News som de første Joe Biden for vinder i Arizona. Med den beslutning komplicerede TV-kanalen voldsomt Trumps planer om at sikre sig genvalg
_______

 

Da Trump nu offentligt kastede sin vrede på Fox News, begyndte mange af hans tilhængere at søge over til stationens konkurrenter, som Newsmax og One America News Network (OAN). Spørgsmålet for Fox News er det samme som for det Republikanske Parti: Ville disse folk vende tilbage i takt med, at Trump – uden præsidentembede og Twitter-konto – kom til at fylde mindre i den offentlige debat? Meget tyder på, at Fox ikke tør satse på det.

Trump 2024?
Med fortsat støtte fra omkring 80 pct. af de Republikanske vælgere ville Trump sandsynligvis vinde, hvis partiet skulle nominere sin næste præsidentkandidat allerede nu.

Selv er han tydeligvis klar over sin betydning – og truer åbenlyst med at danne et nyt tredjeparti – MAGA-partiet eller ”the American Patriot Party”, som han på et tidspunkt foreslog at kalde det. Formanden for Republican National Committee, Rona McDaniel, har i flere omgange skullet overtale Trump til at lade være, men han har ikke – endnu –udelukket muligheden.

Trumps trusler er troværdige, fordi det er velkendt, at han personligt er ligeglad med det Republikanske partis skæbne, og synes at have en særlig glæde over ideen om, at millioner af vælgere ville følge ham, hvis det kom til et brud. Det er partiets ledere efter de seneste fem år er pinligt bevidste om. Både de og Trump ved, at han næppe ville vinde et præsidentvalg, som kandidat for et tredjeparti, men gjorde han alvor af planen ville han kunne gøre det umuligt for Republikanerne at besejre Demokraterne. Ganske vist fik Trump hverken et flertal af stemmerne i 2016 eller 2020, han har aldrig nået 50 pct opbakning i meningsmålingerne, i 2018 mistede partiet flertallet i Repræsentanternes Hus og i januar: flertallet i Senatet. Men han fik ikke desto mindre 74 millioner stemmer ved det seneste præsidentvalg.

Dilemmaet er åbenlyst: Det er mange stemmer, men det var tydeligvis ikke nok, og samtidig skrumpede Trump partiets opbakning blandt vælgere, det i de kommende år får brug for. I mange stater er man som vælger registreret med et bestemt partitilhørsforhold (hvilket ikke betyder, at man er forpligtet til at stemme på det pågældende parti). Det er helt normalt, at mange ændrer deres vælgerregistrering umiddelbart efter et valg, men noget tyder alligevel på, at det Republikanske Parti har mistet usædvanligt mange vælgere i de første måneder af 2021: 140.000 har forladt partiet. Til sammenligning har 79.000 forladt det Demokratiske Parti. Det Republikanske Partis popularitet er også dalet: Ifølge en meningsmåling i februar 2021 havde 37 pct. et positivt indtryk af partiet, mens 48 pct. havde et positivt indtryk af det Demokratiske Parti.

 

Med fortsat støtte fra omkring 80 pct. af de Republikanske vælgere ville Trump sandsynligvis vinde, hvis partiet skulle nominere sin næste præsidentkandidat allerede nu.
_______

 

Noget tyder på, at det er et tveægget sværd at blive opfattet som ”Trumps parti”. Det er en udbredt opfattelse, at Trump havde en betydelig del af skylden for tabet af de to Republikanske senatspladser fra Georgia (og dermed flertallet i Senatet) den 5. januar –resultatet kan ses som et tegn på, at han i hvert fald for indeværende ikke er nogen hjælp for Republikanske kandidater i deres valgkampe. Til gengæld har han sandsynligvis stadig stor indflydelse ved primærvalg, hvor kun partiets græsrødder stemmer. hvilket han truer med at benytte sig af til at straffe politikere, han ikke mener har udvist den nødvendige loyalitet overfor ham.

Spørger man i Republikanernes egne rækker, ønsker 75 pct. fortsat at se Trump i en toneangivende rolle i partiet, men 21 pct. ønsker det ikke. 28 pct. af de Republikanske vælgere giver ham skylden for stormen på Kongressen. Partiets allerede skrumpede vælgerbase kan med andre ord risikere at skrumpe endnu mere, og i en række svingstater vil han uden tvivl være en klods om benet på mange kandidater.

Det er dette brogede landskab, Republikanske ledere som Mitch McConnell forsøger at navigere i.


I begyndelsen af februar 2021 besluttede den Republikanske partiorganisation i Nebraska at fordømme (censure) delstatens ene senator, Ben Sasse, fordi han havde kritiseret Trump efter stormen på Kongressen. Men Sasse kom dem i forkøbet med en erklæring på video, der tydeligt udstiller brudfladerne i partiet: ”Lad os gøre det klart: Vreden i dette delstatsparti har aldrig drejet sig om, at jeg har brudt med principper eller forladt konservative politiske principper – jeg er en af de mest konservative stemmer i Senatet. Vreden har altid slet og ret drejet sig om, at jeg ikke falder på knæ for én bestemt fyr.”

Han forklarede: ”Hvis præsidenten havde været Demokrat, så ved vi alle godt, hvordan I ville have reageret, men fordi der står ”Republikaner” foran hans navn, så forsvarer I ham … I skal være velkomne til at fordømme mig igen, men lad os få på det rene, hvorfor det sker: Det er fordi jeg fortsat tror på –hvad I også engang troede på –at politik ikke er den mærkværdige tilbedelse af en bestemt fyr”.

Sasses politiske instinkter sagde ham tydeligvis, at det Republikanske Parti ikke på længere sigt vil tilhøre ”trumpisterne”.

En anden, der tilsyneladende er kommet til den samme konklusion, er kongresmedlem Liz Cheney –det tredjehøjest rangerende Republikanske medlem af Repræsentanternes Hus. I næsten fire år havde hun loyalt støttet Trump – til mange konservative Trump-modstanderes fortrydelse. Nu var hun blandt de 10, der stemte for at stille Trump for en rigsret efter stormen på Kongressen. Hendes begrundelse var usædvanlig klar: ”Ingen anden amerikansk præsident har nogensinde tidligere begået så stort et forræderi mod sit embede og sin ed på at overholde Forfatningen”. Havde rigsretssagen et år tidligere været langt mere kompliceret og bevisbyrden tungere, så var det denne gang, hvad amerikanerne kalder en ”open and shut case”, og som Senator Mitt Romney spurgte: ”Hvis ikke en rigsretssag skulle kunne komme på tale i sager som denne, hvornår så?”


Alle medlemmer af Kongressen var selv øjenvidner til begivenheder, som præsident Trump egenhændigt kunne have forhindret, men i stedet havde ansporet. Derfor var spørgsmålet nu ikke så meget om medlemmerne af Senatet havde forskellige juridiske vurderinger af skyldsspørgsmålet, men snarere, hvorvidt et flertal af Republikanske medlemmer var parate til at ignorere beviserne og slå knuder på sig selv for at begrunde en frifindelse af ham. Nogle håbede sandsynligvis, at Trump alligevel før eller siden ville glide ud af deres vælgeres bevidsthed uden deres aktive medvirken, men for et parti, der traditionelt har brystet sig af at være en garant for ”lov og orden”, var det en kamp om selve den Republikanske identitet.

Det er bestemt ikke første gang, at en kamp om partiets sjæl udspiller sig: I 1960’erne og 1970’erne kæmpede græsrødderne fra den konservative bevægelse mod dem, de nedladende karakteriserede som ”Me-too Republicans”. Det var dem, der havde accepteret, at den basale velfærdsstat, som præsident Roosevelt skabte i 1930’erne med sine New Deal-programmer, var kommet for at blive – herunder præsident Eisenhower, Richard Nixon, Nelson Rockefeller, og George Romney (far til Mitt Romney). I 1990’erne var andelen af sådanne moderate republikanere allerede skrumpet betydeligt – og fik nu et nyt øgenavn: RINOs – Republicans in Name Only. Andre konflikter har før splittet partiets medlemmer, men den aktuelle konflikt er alligevel anderledes, fordi den drejer sig om grundpillerne i det amerikanske demokrati.

Trump har aldrig selv præsenteret striden mellem ham og Republikanske ”never-Trumpers” som et opgør mellem konservative og moderate; altid som et opgør mellem ”stærke” og ”svage”. Overfor sine kernevælgere har han altid udstrålet kampvilje – til at gøre det nødvendige og ikke ligge under for ”politisk korrekthed” – heller ikke, hvis Forfatningen står i vejen.

 

”Ingen anden amerikansk præsident har nogensinde tidligere begået så stort et forræderi mod sit embede og sin ed på at overholde Forfatningen”
_______

 

To styrkeprøver
Det kan ikke udelukkes, at Liz Cheney forud for sin beslutning om at støtte anklagen mod Trump vidste mere om hans bestræbelser for at holde sig ved magten end, hvad der endnu er offentligt kendt. Hendes far, forhenværende vicepræsident og forsvarsminister Dick Cheney, var en af de ti nulevende tidligere forsvarsministre, der et par dage før stormen på Kongressen sendte Trump et brev, der advarede han imod at involvere det amerikanske militær i sine bestræbelser på at omgøre resultatet af præsidentvalget. Hvilke konkrete tiltag, ministrene havde fået kendskab til, fremgik ikke af deres brev, men selve den omstændighed, at samtlige ministre, uanset partifarve, følte sig kaldet til at underskrive det, gør det nærliggende at formode, at deres bekymring bundede i noget konkret og at der i givet fald var tale om endnu et skridt væk fra demokratiet.

Liz Cheney er valgt i den mest Trump-venlige stat i unionen: Wyoming. Hendes beslutning om at sende Trump for en rigsret mødte øjeblikkelig modstand blandt mange af hendes Republikanske kolleger, der udskrev en afstemning om at fjerne hende fra ledelsen. Matt Gaetz fra Florida – en af Trumps ledende sykofanter i Repræsentanternes Hus – fløj også hele vejen til Wyoming for at stille sig i spidsen for en MAGA-demonstration mod Cheney i hendes egen baghave: ”Vi er i en kamp om det Republikanske Partis sjæl, og jeg har i sinde at vinde den”, sagde Gaetz før han med henvisning til Romney og Cheney sluttede af med: ”let’s go get them!”
Men Cheney beholdt sin lederpost. Et sikkert flertal bakkede hende op, men hele 61 af hendes kolleger stemte for at afsætte hende.

Resultatet blev sat i relief af endnu en afstemning dagen efter: Den drejede sig om, hvorvidt det nyvalgte kongresmedlem Marjorie Taylor Greene skulle have frataget sin netop tildelte udvalgspost.

Greene er valgt i Georgias 14. Kongresdistrikt – et sikkert Republikansk distrikt – og allerede under valgkampen i efteråret 2020 stod det klart, at hendes rabiate synspunkter kunne skabe problemer for partiet, når de blev kendt i en bredere offentlighed. Men trods hendes kolportering af QAnons konspirationsteorier – forestillinger om, at verden er styret af en sammensværgelse af pædofile satanister, der myrder børn og drikker deres blod – kombineret med andre ekstreme synspunkter, fik hun alligevel opbakning i valgkampen fra både præsident Trump og flere fremtrædende kongresmedlemmer.

 

”Skøre løgne og konspirationsteorier er som kræft for det Republikanske Parti og for vores land”, sagde McConnell
_______

 

På de sociale medier har Greene ytret støtte til at ’løse problemerne” i Kongressen ved at skyde Nancy Pelosi en kugle for panden, at 9/11 var et inside job, at tragiske skoleskyderier har været false flag operations, hvor de overlevende var skuespillere, hyret for at gøde jorden for begrænsninger på adgangen til skydevåben. I 2018 fandt Greene det også plausibelt, at de mange skovbrande i Californien skyldtes en laserkanon, finansieret af ”Rothschild Inc. Investment Banking Firm”, som jøderne har placeret ude i rummet. Hendes første handling i Kongressen var at aflevere et anklageskrift til en rigsretssag mod præsident Biden – endnu før han var trådt til – med anklagen om at han står i ledtog med Ukraine og Kina.

Alligevel placerede mindretalsleder Kevin McCarthy hende i udvalget for uddannelse og arbejde (House Education and Labor Committee).

Dermed var det sidste ord dog ikke sagt i den sag, for senator Mitch McConnell valgte undtagelsesvis at blande sig, selv om der formelt set var tale om et internt anliggende i Repræsentanternes Hus. ”Skøre løgne og konspirationsteorier er som kræft for det Republikanske Parti og for vores land”, sagde McConnell, ”en person, der har hævdet, at intet fly ramte Pentagon på 9/11, at forfærdelige skoleskyderier var iscenesat, og at Clinton-parret fik JFK Jr.s fly til at styrte ned, lever ikke i den virkelige verden. Dette har intet at gøre med de udfordringer, som amerikanske familier står over for eller med de væsentlige debatter om politisk substans, som kan styrke vores parti”.

Speaker Pelosi gjorde det klart, at det Demokratiske flertal ikke ønskede Marjorie Taylor Greene i nogen af Kongressens udvalg, og hun gav McCarthy 72 timer til selv at fratage Greene hendes udvalgspost – ellers ville Demokraterne gennemtvinge det ved afstemning. Det er bestemt ikke ualmindeligt, at partierne holder selvjustits. McCarthy har selv tidligere gjort det, men denne gang tøvede han, så det kom til en afstemning. Kun 11 af Republikanere stemte for forslaget.


Resultaterne af de to afstemninger om Liz Cheney og om Marjorie Taylor Greene – 61 stemmer mod Cheney og 11 stemmer mod Greene – kan udlægges som et resultat af, hvem der tvang medlemmerne til at stemme – i Greenes tilfælde var det Demokraterne. Men det kan også udlægges som et direkte vidnesbyrd om at Trumpisterne endnu ikke for alvor er blevet svækket.

Ifølge en undersøgelse fra den konservative tænketank American Enterprise Institute, er vælgere, der deler Greenes konspiratoriske verdensopfattelse en betydelig og voksende andel af partiets base, som dets ledere før eller siden må forholde sig til. Mitch McConnell har allerede ladet forstå, at han ved midtvejsvalget i 2022 er parat til at kæmpe for, at kandidater som Greene ikke bliver valgt, og til at forsvare kandidater, som Trump angriber.

Liz Cheney synes ikke at have mistet troen på, at Trumpisterne vil tabe på sigt. Dagen efter, at hun var blev fordømt af partiorganisationen i sin egen hjemstat, og to dage før den nye rigsretssag skulle begynde, var hendes budskab fortsat klart: Det Republikanske Partis fremtid kunne ikke bygge på en løgn og på loyalitet til en enkelt person. I et interview på Fox News sagde hun blandt andet: ”Den største trussel mod vores republik er en præsident, der var parat til at sætte sine egne interesser højere end Forfatningen […] Og vi har været i en situation, hvor præsident Trump i månedsvis påstod, at valget var blevet stjålet fra ham, alt imens han tilsyneladende gjorde alt hvad han kunne for selv at stjæle det”. Det er imidlertid ikke kun trumpisterne blandt hendes kolleger i Kongressen, hun skal overbevise. For det store pres kommer fra vælgere og fra partiorganisationer i delstaterne, der stadigvæk er mere loyale overfor Trump end overfor partiet.

En advarsel fra Arizona
Rigsretssagerne og de sidste fire års skandaler synes kun at have styrket det martyrium, Trump har dyrket fra det øjeblik i 2015, hvor han kom ned af rulletrappen i Trump Tower og meldte sig som præsidentkandidat. Dette martyrium, om heksejagt og svindel, er dog så tæt knyttet til Trumps person, at det næppe kan gå i arv – hverken til hans børn eller hans partifæller.

Skal man tro meningsmålingerne, har en betragtelig del af de Republikanske græsrødder siden deres kandidat ikke vandt præsidentvalget været parate til at droppe demokratiet til fordel for et oligarki under ledelse af Donald Trump og hans familie. Rundt omkring i USA er masser af Republikanske guvernører og lokalpolitikere ’trumpister’. En del af forklaringen er, at Trump aktivt har promoveret loyalister til de ledende poster i mange delstaters partiorganisationer, men der er også sket en generel radikalisering, hvor en voksende andel af partiets vælgere synes parate til at fravælge demokratiske principper, hvis de resulterer i, at de mister magten.


I Texas luftede den lokale partiformand efter præsidentvalget i november 2020 den tanke, at stater, der ikke ville acceptere valgresultatet, skulle løsrive sig fra unionen og danne deres egen konføderation. De udformede tilmed et lovforslag, der skulle gøre det muligt for staten at stemme om løsrivelse. Også i en række andre delstater svor partiorganisationerne troskab mod Donald Trump, og slog hårdt ned på medlemmer, de ikke mente havde udvist tilstrækkelig loyalitet. Da partiorganisationen i Oregon fordømte ”forræderiet” mente de ikke Trumps handlinger, men de 10 Republikanske medlemmer af Repræsentanternes Hus, der havde stemt for at stille ham for en rigsret. Lignende fordømmelser kom fra Arizona og Pennsylvania– to stater, hvor de Republikanske partiorganisationer endda havde forsøgt at få alle stemmerne fra deres egne vælgere annulleret for at forhindre Bidens valgsejr.

I Arizona fordømte partiorganisationen statens Republikanske guvernør Doug Ducey for ikke at have støttet Donald Trumps aldeles ubegrundede påstande om valgsnyd, men i stedet insistere på at holde sig sandheden og loven. Og netop Arizona – der jo stemte for Biden – demonstrerer tydeligt de nationale Republikanske lederes dilemma. Trumpisterne er helt dominerende i de lokale partiorganisationer, men i staten, som Republikanerne tidligere kunne vide sig sikre på, er begge senatspladser og fem ud af ni pladser i huset nu beklædt af Demokrater. Måske var det heller ikke et tilfælde, at næsten 5,000 Republikanske vælgere skiftede partitilhørsforhold på deres vælgerregistrering i dagene efter stormen på Kongressen, mens kun 719 Demokrater gjorde det. I Georgia er historien den samme.

Intet tyder dog på, at sådanne nederlag her og nu bremser radikaliseringen i partiorganisationerne. Den bliver styrket, fordi valgdeltagelsen i primærvalg er lav, hvilket giver de rabiate vælgere, der brænder for sagen bedre vilkår for at få deres kandidater nomineret. Samtidig er mange valgdistrikter blevet tegnet op nå ny (”gerrymandering”) så de ikke længere reelt er i spil og dermed belønner en mere ideologisk kandidat, fordi det er mindre nødvendigt at appellere til midtervælgere. Flere politologer har advaret om, at det Republikanske Parti, blandt andet i kraft af gerrymandering, er havnet i en situation, hvor liberale normer svækkes og autoritære tendenser vinder frem.

Radikaliseringsprocessen er tilmed selvforstærkende, fordi det både er de mere moderate vælgere, der først forlader partiet og de mere midtsøgende kandidater, der først taber når tidligere Republikanske bastioner i forstæderne falder. Tilbage er så landdistrikter og småbyer, hvor de mere ekstreme kandidater har lettere vej til en valgsejr. Det er præcis her, Trumps hvide identitetspolitik – og dyrkelsen af ham selv – har haft størst succes.Valgsystemet giver Republikanerne fordele ved senatsvalg (deres 50 ud af 100 pladser er sikret med kun 43 pct. af stemmerne) men udsigterne er knap så gode når det gælder præsidentvalg. Det er værd at huske, at det kun ved ét af de seneste otte præsidentvalg, er lykkedes for den Republikanske kandidat at få flest stemmer (i 2004) – to andre sejre kom i hus, fordi partiet vandt valgmandskollegiet (i 2000 og i 2016). Hele Trumps strategi i 2020 var da også baseret på en sejr i valgmandskollegiet (ved at vinde en række snævre sejre). Som demografien udvikler sig i USA, vil dét sandsynligvis også være Republikanernes eneste mulige vej til sejr ved de næste par valg.

 

Radikaliseringsprocessen er tilmed selvforstærkende, fordi det både er de mere moderate vælgere, der først forlader partiet og de mere midtsøgende kandidater, der først taber når tidligere Republikanske bastioner i forstæderne falder.
_______

 

Det er en velbegrundet antagelse, at mange af de vælgere, som er nødvendige for at sikre Republikanske sejre, er mere loyale overfor Trump, end de er overfor partiet. Til gengæld er der næppe heller tvivl om, at Trump har fået uafhængige vælgere, som partiet også har brug for, til at sætte deres kryds andetsteds.

Og efter stormen på Kongressen 6. januar 2021 har et usædvanligt stort antal vælgere ændret deres partiregistrering, så de ikke længere står opført som Republikanere.

Det er derfor ikke kun et moralsk dilemma, de Republikanske ledere står i. Det store spørgsmål for partiet har på sin vis været det samme i mere end to årtier: Er man parat til at tabe nogle valg på kort sigt i bestræbelserne på at tilpasse sig de demografiske forandringer og ”gøre teltet større”? Eller tror man –efter at have set Trumps evne til at bringe især hvide arbejdervælgere til stemmeurnerne –at der er nok af dem til at vinde valg i de kommende år?

Spørgsmålet for Republikanerne, da de skulle tage stilling til rigsretssagen, var i virkeligheden: Kan Trumps vælgere mobiliseres uden ham –og uden hans politiske stil, hvor kernen er opsplitningen i et ”dem og os”? Det er identitetspolitik og dyrkelsen af offerrollen, der har gjort det muligt at nå mange nye vælgere, der er mindre optagede af partiets klassiske mærkesager som skattelettelser og deregulering. Og de politikere, der ønsker at fastholde Trumps politik, udtrykker det ofte som en ambition om at forvandle det Republikanske Parti til et ”arbejderparti”.

Det er vigtigt at forstå, hvad de mere præcist mener med den betegnelse, for de fleste arbejdervælgere stemmer Demokratisk, og vil formodentlig fortsat gøre det. Hvad fortalerne for ideen reelt har i tankerne er et parti primært for hvide vælgere, der går mere op i at fastholde hævdvundne sociale og kulturelle privilegier, der knytter sig til deres hudfarve end de går op i at udligne økonomisk ulighed. Problemet med den idé, i hvad der reelt er et topartisystem er, at man i så fald har knyttet sin skæbne tæt til en skrumpende del af det amerikanske vælgerkorps, snarere end til ideer eller idealer.

Han er ikke sluppet afsted med noget endnu!
Den anden rigsretssag mod Donald Trump gav de Republikanske senatorer den sidste og bedste lejlighed til at kappe båndene til ham i ét hug. De Demokratiske anklagere lagde tilmed alt tilrette for at gøre processen så lidt partipolitisk som muligt. De citerede konstant konservative forfatningseksperter, betonede fælles amerikanske værdier, og mindede deres Republikanske kolleger om de traumatiske oplevelser, de havde oplevet i fællesskab. Særlig stor vægt lagde de på, at vicepræsident havde været i overhængende fare. Var Donald Trump parat til at ofre ham for at holde sig ved magten, så ville han også være parat til at ofre hver af sine partifæller i Kongressen, lød det underliggende budskab.

Resultatet af disse anstrengelser kan tolkes på to vidt forskellige måder. På den ene side stemte 240 Republikanere –alle på nær 17 –i de to kamre for at frifinde den tidligere præsident, trods alle de nævnte omstændigheder. På den anden side stemte hele 7 Republikanske senatorer – det største antal i nogen rigsretssag –for at dømme en partifælle. Nogle var sandsynligvis motiveret af frygt for vælgernes reaktioner og deres egne genvalgschancer –måske endda deres liv og lemmer. Andre delte uden tvivl Trumps opfattelse af det politiske spil: Senatorer som Ted Cruz, Ron Johnson, Ron Paul og Lindsey Graham valgte at latterliggøre hele processen, fordi de ikke ønskede at give Demokraterne en politisk sejr og en anledning til at holde den moralske fane højt. Ikke alene McConnell, men påfaldende mange af andre Republikanske senatorer talte efterfølgende om civile straffesager mod den tidligere præsident.

 

Men for de Republikanske senatorer, der både håber på at Trump bliver elimineret som en mulig præsidentkandidat i 2024, og samtidig forsøger at holde sig på god fod med ham i håbet om selv at kunne overtage hans vælgere, er vejen frem blevet mere uoverskuelig.
_______

 

”Præsident Trump er stadigvæk ansvarlig for alt, hvad han gjorde, mens han var i embedet. Han er ikke sluppet afsted med noget endnu … endnu! Vi har et strafferetssystem i dette land. Vi har mulighed for civile søgsmål. Og tidligere præsidenter er ikke immune for at blive stillet til ansvar i nogen af dem”, sagde Mitch McConnell blandt andet. Senator Marco Rubio fulgte trop: ”Vi kan kun fjerne en præsident fra embedet og derefter forhindre dem i at genopstille til et føderalt embede. Det er ikke at stille dem til ansvar”. Senator Thom Tillis, der også havde stemt for ikke at dømme Trump i rigsretssagen, tilføjede: ”Det ultimative ansvar skal placeres gennem vores retsvæsen, hvor politiske passioner bliver holdt i ave”. Trump, der nu er permanent bandlyst fra Twitter, kunne ikke med det samme fare til tasterne, men udsendte et par dage senere et længere skriftligt svar på McConnells fordømmelse, i form af et personligt angreb: ”Mitch er en dyster, mut og usmilende levebrødspolitiker”, skrev Trump, og han advarede alle de folkevalgte Republikanere: Vælter de ikke McConnell, må de forberede sig på at tabe.

Men for de Republikanske senatorer, der både håber på at Trump bliver elimineret som en mulig præsidentkandidat i 2024, og samtidig forsøger at holde sig på god fod med ham i håbet om selv at kunne overtage hans vælgere, er vejen frem blevet mere uoverskuelig.

Blandt de sandsynlige præsidentkandidater, der forsøger at orientere sig i dette terræn, er senatorerne Ted Cruz (Texas), Josh Hawley (Missouri) og Tom Cotton (Arkansas). Situationen er ikke mere overskuelig for tre andre sandsynlige præsidentkandidater, der alle selv har spillet en rolle i Trump-regeringen, nemlig udenrigsminister Mike Pompeo, tidligere FN-ambassadør Nikki Haley, og ikke mindst vicepræsident Mike Pence, der trods fire års usvigelig loyalitet, alligevel blev kastet for løverne den 6. januar 2021.

Nogle kandidater vil måske orientere sig efter det Republikanske Partis vejrhane par excellence Lindsey Graham, der for en kort stund brød med Trump, den 6. januar, for blot et par uger senere at vende 180 grader under indtryk af reaktioner fra partiets græsrødder. 14. februar talte han på Fox News om, hvordan vejen frem for det Republikanske Parti var ”Trump Plus”. Hvad begrebet dækkede over forblev uklart, men formodentlig var det ment som en fuldtonet støtte til den tidligere præsident, for Graham gjorde det klart, at partiet efter hans mening ”ikke har en snebolds chance i helvede for at genvinde flertallet i Senatet i 2022 uden Donald Trump. Hvis man ikke forstår det, så ser man ikke, hvad der sker”. Mitch McConnell er tydeligvis ikke enig i den analyse, men spørgsmålet er om han og andre Republikanske ledere fortsat kan holde sammen på partiet, hvis Trump og Trumpismens greb ikke svækkes hurtigt, men viser sig at vare ved.


Indtil videre synes McConnell imidlertid at satse på, at andre kræfter vil svække det greb uden hans aktive medvirken. Da han den 25. februar 2021 blev direkte adspurgt på Fox News, om han ville støtte Trump, hvis han blev partiets kandidat i 2024, svarede han ”absolut”, hvilket fik nogle kommentatorer til at mene, at han blot en uges tid efter sit opgør med Trump allerede var blevet blød i knæene. Men McConnell sagde ikke noget om, hvorvidt han ville gøre sit til, at det ikke skete, og han talte direkte imod Trumps egen forestilling om, at han skulle være ”den formodede kandidat”: ”Der vil ske en masse mellem nu og 2024”, sagde McConnell. ”Jeg har mindst fire medlemmer, som jeg tror planlægger at stille op til præsidentvalget, plus nogle guvernører og andre. Der er ikke nogen kandidat, der allerede er valgt. Det bør være en helt åben valgkamp, og det bliver sjovt for jer at dække det”. ■

Nyhed! Nu kan du også lytte til artiklen, læst op af forfatteren selv:

Lydafspiller

 

Da McConnell den 25. februar 2021 blev direkte adspurgt på Fox News, om han ville støtte Trump, hvis han blev partiets kandidat i 2024, svarede han ”absolut”, hvilket fik nogle kommentatorer til at mene, at han blot en uges tid efter sit opgør med Trump allerede var blevet blød i knæene
_______

 

Niels Bjerre-Poulsen (f. 1959) er ph.d. i amerikansk historie fra University of California, Santa Barbara (1993) og ansat som lektor på Center for Amerikanske Studier/Institut for Historie, SDU. Han er blandt andet forfatter til ”Vietnamkrigen; En International Historie 19451975” (2015), og (med Erling Bjøl) ”USA’s Historie” (2018). ILLUSTRATION: Washington: Tusinder af trump-støtter demonstrerer udenfor den amerikanske kongres, 6. januar 2021 [Foto: Zupr/Backgrid/Ritzau Scanpix]