Niels Bjerre-Poulsen i RÆSONs nye trykte nummer: Saigon 1975, Kabul 2021: Hvem vil være den sidste mand til at dø for en fejltagelse?
27.09.2021
Denne artikel indgår i RÆSONs trykte efterårsnummer, som forrige weekend ramte postkasser og butikker landet over. Det trykte nummer har titlen: “Efter Afghanistan”
Af Niels Bjerre-Poulsen
I 1961 udkom Joseph Hellers roman Catch-22 (1961) om krigens absurditet. Som Vietnamkrigen eskalerede i løbet af 1960’erne, fik bogen kultstatus. Bogen, der var delvist baseret på Hellers egne oplevelser på en ø i Middelhavet under Anden Verdenskrig, beretter bl.a. om Orr, der er tosset og derfor ikke bør flyve flere bombetogter. Da han følgelig anmoder om at blive fritaget, afslører det imidlertid – omstændighederne og risikoen taget i betragtning – en rationel og fornuftigt arbejdende hjerne, hvilket ifølge ’punkt 22’ i regelsættet viser, at han ikke er tosset og derfor bør fortsætte med at flyve. Uanset om Orr er sindssyg eller ej, kan han altså ikke slippe for at deltage i bombetogterne. Det er denne passus, der har skabt det begreb, som er gået over i sproget som en Catch-22: Ifølge Oxford Learner’s Dictionaries betegner det ”en ubehagelig situation, som man ikke kan slippe væk fra, fordi man må gøre én ting, før man kan gøre en anden, men samtidig må gøre den anden ting, før man kan gøre den første”. Sådanne situationer har der været mange af under det 20 år lange militære engagement i Afghanistan, som præsident Biden nu har afsluttet – og afslutningen føjede endnu flere til.
Under indtryk af Talibans magtovertagelse og amerikanernes exit har mange draget paralleller til det amerikanske nederlag i Vietnam og Saigons efterfølgende fald. Det er ikke uden grund: Også der stod de amerikanske beslutningstagere over for adskillige situationer og valg, der henledte tankerne på Catch-22.
Hvor langt kan sammenligningen bære? Kan man udlede og lære noget af den, eller vildleder man sig selv, fordi billederne af panikslagne flygtende indbyggere og helikoptere, der letter, mens fjenden rykker ind, i påfaldende grad ligner hinanden?
Forfatteren Mark Twain sagde engang: ”Historien gentager ikke sig selv, men den rimer”. Meget rimer i sammenligningerne mellem Vietnam og Afghanistan, men det er lige så vigtigt at være opmærksom på de afgørende forskelle mellem disse Amerikas to længste krige – ikke mindst på de vidt forskellige internationale situationer, de udsprang af.
’Fred med ære’
Såvel i Sydvietnam som i Afghanistan støttede USA og dets allierede et regime, som vedvarende var voldsomt plaget af korruption, og i begge lande var skiftende amerikanske regeringer i årevis fuldt bevidste om, at de var involveret i krige, de ikke kunne vinde, men på den anden side heller ikke synes, de kunne tåle at tabe – krige, hvor en forlængelse, uanset hvor udsigtsløs den var, alligevel forekom at være den mindst dårlige løsning.
Hverken i Sydvietnam eller i Afghanistan lykkedes det, uanset hvor mange dollars USA postede i projektet, at skabe en national regering, som en tilstrækkelig stor andel af befolkningen følte repræsenterede dem.
Kabul: Afghanere på vej ombord på en C-17-Globemaster, 22. august 2021. Klik for at se billedet i større udgave [foto: officielt foto fra USA’s hær/ Donald R. Allen/EPA/Ritzau Scanpix]
Både i Sydvietnam og i Afghanistan blev den lokale økonomi efterhånden afhængig af den amerikanske tilstedeværelse snarere end i stand til at klare sig uden. Og begge steder besluttede den amerikanske regering til sidst i et hurtigt ryk at erkende nederlaget og tage hjem – ved først at forhandle sig til en fredsaftale med fjenden uden at inddrage den regering, den ellers i årevis havde promoveret offentligt som landets legitime magthaver.
I Vietnam trak præsident Nixon i årevis tilbagetrækningen ud med henvisning til ønsket om en ’fred med ære’. Spørgsmålet er, om der i den slags konflikter findes en ’ærefuld’ eller bare pæn måde at tabe på. Såvel præsident Biden som de militære ledere har åbent erkendt, at Talibans magtovertagelse kom hurtigere, end de havde regnet med, men de har fastholdt, at afslutningen af det amerikanske engagement under alle omstændigheder ville have været kaotisk, uanset om den var kommet et eller fem år senere. Det er vel det samme som at erkende, at et nederlag var uundgåeligt, blot uden ydmygelsen ved at sige det direkte.
Et markant flertal af de amerikanske vælgere – 75-80 pct. – har længe ment, at USA burde trække sig ud af Afghanistan, så selve beslutningen om faktisk at gøre det burde ikke volde politiske problemer. 52 pct. af vælgerne er dog ikke imponerede af selve håndteringen, men Biden kan sandsynligvis sætte sin lid til, at billederne af kaotiske tilstande i Kabul med tiden efterhånden trænges i baggrunden, og at det bliver fortællingen om modet til at træffe den endelige beslutning, der står tilbage. Det forudsætter selvfølgelig, at der ikke kommer nye, endnu værre billeder fra Afghanistan, for slet ikke at tale om nye terrortrusler.
En del af den kritik, der har ramt Biden, har været helt berettiget. Eksempelvis var det efter alt at dømme en dårlig ide at opgive kontrollen med luftbasen i Bagram allerede i begyndelsen af juli – en beslutning, Biden selv har forsvaret med, at den blev truffet efter råd fra USA’s militære ledere i Afghanistan. Det er også særdeles problematisk, hvis det virkelig kom som en stor overraskelse for den amerikanske regering, at Taliban, uanset om der på papiret var 300.000 veludrustede afghanske soldater, alligevel kunne indtage resten af landet og Kabul på ti dage. Enten har efterretningstjenesterne nemlig så sovet i timen, eller også har Biden og hans sikkerhedspolitiske rådgivere ikke i tilstrækkelig grad inddraget efterretningerne i deres planlægning.
Biden-regeringens manglende vilje til at inddrage sine trofaste allierede i overvejelserne om en tilbagetrækning virker også umiddelbart som en helt unødvendig fejl, der måske har undergravet tilliden til, at den virkelig mener det, når den erklærer, at ’USA er tilbage’. Og trods forespørgsler fra NATO-partnere – der med brug af ’musketér-paragraffen’ rykkede med ind i Afghanistan efter angrebet på USA for 20 år siden – udviste Biden heller ikke ligefrem en beundringsværdig lydhørhed over for de allierede, der ønskede at forlænge fristen for tilbagetrækning. Flere NATO-partnere har da heller ikke lagt skjul på deres skuffelse. Spørgsmålet er imidlertid, om ikke denne nyskabte mistillid trods alt vil være forbigående.
”Hvem vil være den sidste mand til at dø for en fejltagelse?”
Såvel præsident Biden som udenrigsminister Antony Blinken forsikrede kort inden Kabuls militære kollaps amerikanerne om, at de ikke ville se en gentagelse af Saigons fald, fordi man i årevis havde trænet en afghansk hær, der numerisk var langt større end Taliban og langt bedre udrustet – bl.a. med et luftvåben. Da Kabul så faldt, uden at mange skud blev løsnet, udlagde Bidens Republikanske kritikere det ikke overraskende som et sikkert tegn på, at han var helt ude af trit med virkeligheden, blottet for dømmekraft. Hans ellers gode meningsmålinger tog også et gevaldigt dyk – først og fremmest blandt uafhængige vælgere, der i november primært havde støttet Biden pga. hans erfaring og kompetence.
Det er på nuværende tidspunkt ikke til at vide, hvad Biden reelt vidste eller ikke vidste, men som tilfældet var for den amerikanske regering ved Saigons fald, var også han fanget i en Catch-22: Havde han åbent erklæret, at den afghanske hær, trods sin nominelle overlegenhed, ingen chance havde for at besejre Taliban, ville han egenhændigt have fået skylden for det militære kollaps.
Saigon 1975: På den amerikanske ambassade hjælpes civile ombord på en helikopter. Klik for at se billedet i større udgave [foto: UPI/Ritzau Scanpix]
En nærliggende udlægning ville nemlig have været, at Biden egenhændigt demoraliserede den afghanske regering og hær med sine panikhandlinger og samtidig fratog dem ethvert incitament til at holde sig ved magten. 20 års nation building og to billioner dollars angiveligt smidt ud ad vinduet.
Også når det gælder selve evakueringen af Kabul, var Biden fanget i en Catch-22: Havde USA tidligt sat fuld fart på evakueringen, havde man også signaleret – eller måske ligefrem fremskyndet – et forestående kollaps. For den amerikanske regering kom det tilsyneladende som en overraskelse, at den afghanske præsident, Ashraf Ghani, flygtede ud af landet inden Kabuls fald, mens det i Vietnam var den amerikanske regering, der meddelte præsident Thieu, at det ville være til landets bedste, hvis han forlod det.
I Sydvietnams sidste dage sendte præsident Gerald Ford en række meget blandede signaler. Den 22. april 1975 fortalte han 5.000 begejstrede studerende på Tulane University, at USA ikke kunne genvinde sin nationale stolthed ved endnu en gang at udkæmpe ’en krig, der er slut for USA’s vedkommende’. Det var det tætteste, man kom på en officiel erklæring om, at USA ikke agtede at deltage i forsvaret af Saigon. Samtidig sendte han imidlertid en anmodning til Kongressen om at bevilge endnu en kæmpe militær hjælpepakke til Sydvietnams væbnede styrker. De blandede signaler fra Washington var med til at forsinke den amerikanske evakuering fra Saigon. Det samme var den amerikanske ambassadør Graham Martin, der dels ikke troede, at slaget endnu var tabt, dels også frygtede, at sydvietnamesiske tropper ville slutte sig til den nordvietnamesiske hær og angribe de tilbageværende amerikanere, hvis det stod klart for enhver, at de havde givet op og blot forsøgte at komme ud hurtigst muligt.
Også når det gælder selve evakueringen af Kabul, var Biden fanget i en Catch-22: Havde USA tidligt sat fuld fart på evakueringen, havde man også signaleret – eller måske ligefrem fremskyndet – et forestående kollaps
_______
Graham Martins dilemma var åbenlyst: Hvis han ville være i stand til at forhandle tålelige vilkår for evakueringen med fjenden, måtte han vinde tid, og skulle han det, kunne han ikke signalere, at amerikanerne betingelsesløst var parate til at flygte over hals og hoved.
To uger før Saigons fald var det CIA’s vurdering, at den nordvietnamesiske hær sandsynligvis kunne marchere ind i Saigon og overtage den uden kamp, så den sidste fase lignede måske nok situationen i Kabul. Men det er værd at huske, at Sydvietnams gradvise kollaps inden da havde strakt sig over halvandet år. I Afghanistan gik der blot ti dage, fra Taliban erobrede den første provinshovedstad, til bevægelsen indtog Kabul. Fra Saigon havde man en række evakueringsruter til rådighed og nåede at bringe 135.000 ud af landet – fra Afghanistan bragte man 122.000 mennesker ud af landet på blot to uger – langt de fleste fra lufthavnen i Kabul. Tiden vil vise, om det alligevel er billeder af kaos og en terrorbombe, der kommer til at stå tilbage.
I sine bestræbelser på at trække tiden ud – så alle vietnamesiske samarbejdspartnere kunne nå ud af landet – fik USA forud for Saigons fald uventet hjælp fra Sovjetunionen. Leonid Bresjnev fik den nordvietnamesiske regering til at love, at man ikke ville besætte Saigon, før amerikanerne var ude – på den betingelse, at evakueringen var tilendebragt på en fastsat dato: den 3. maj 1975. Parallellerne til den aftale, som USA’s nuværende chef for CIA, William J. Burns, indgik med Taliban, synes at være klare: Man blev nødt til at finde en fælles forståelse med fjenden for at få evakueringen til at lykkes. Det har dog ikke afholdt præsident Bidens kritikere fra at udlægge den faste dato for evakueringen fra Kabul som endnu et knæfald for Taliban.
Hvem kan bedst drage politisk fordel af sammenligningerne mellem Saigon og Kabul? Kritikere af præsident Bidens beslutning om at trække USA helt ud af Afghanistan har ivrigt anvendt Vietnam-analogien, men den taler ikke entydigt til deres fordel. Et nærliggende spørgsmål er jo: Mener disse kritikere også, at USA skulle være blevet i Vietnam? Det gør nok de færreste af dem. Denne vinkel – Vietnam som et stærkt argument for at stå ved beslutningen om at trække USA helt ud af Afghanistan – anvendte præsident Biden da også, da han den 16. august 2021 erklærede: ”Jeg gav et løfte til de modige mænd og kvinder, der tjente denne nation, om, at jeg ikke ville bede dem om fortsat at sætte deres liv på spil i en militær aktion, der burde være afsluttet for længe siden. Det gjorde vores ledere i Vietnam, da jeg kom hertil [Washington, D.C.] som en ung mand. Jeg vil ikke gøre det i Afghanistan”.
Præsident Ford og udenrigsminister Kissinger under et to-dages møde med Sovjetunionen om nedrustningsaftalen SALT (Strategic Arms Limitation Talks), 23. november 1974. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Everett Collection/Shutterstock/Ritzau Scanpix]
Hans erklæring var et ekko af den tale, John Kerry – selv Vietnam-veteran, senere senator, præsidentkandidat, udenrigsminister under Obama og nu præsident Bidens ’klima-tsar’ – holdt, da han i 1971 vidnede i Senatet som talsmand for Vietnam Veterans Against the War: ”Hvem vil være den sidste mand til at dø for en fejltagelse?”.
”Joe Biden har blod på sine hænder!”
Den sønderlemmende kritik, som Biden har været udsat for siden Talibans magtovertagelse, afspejler mest den enorme polarisering, der gennemsyrer USA’s politiske liv. Da den Republikanske mindretalsleder, Kevin McCarthy, angreb Joe Biden, tegnede han først og fremmest et billede af en amerikansk præsident, der havde ydmyget nationen ved at lade Taliban diktere betingelserne for tilbagetrækningen: ”Jeg ville ikke have tilladt Taliban at diktere, på hvilken dato amerikanerne skal forlade landet. Men denne præsident gjorde det, og jeg tror ikke, at nogen anden præsident, om vedkommende så var Republikaner eller Demokrat, ville have gjort det – bortset fra Joe Biden”.
Ironien var til at tage og føle på, for datoen var fastsat i den selvsamme Doha-aftale med Taliban, som McCarthy tidligere havde lovprist. Biden havde endda forlænget fristen med tre måneder ved at tolke 1. maj som begyndelsesdato snarere end som den dag, hvor den sidste amerikanske soldat skulle være ude af Afghanistan. Næsten samtidig med Kevin McCarthys kritik fjernede Republican National Committee i øvrigt en webside, der hyldede Trump-regeringens aftale med Taliban.
Da et terrorangreb fra ISIS-K den 26. august dræbte 170 mennesker uden for Kabuls lufthavn, heriblandt 13 amerikanske soldater, omsatte Bidens hjemlige modstandere også med det samme tragedien til politisk ammunition. En stribe Republikanske politikere krævede, at Biden trådte tilbage eller blev fjernet fra præsidentembedet: ”Ansvaret skal placeres hos Joe Biden. Joe Biden har blod på sine hænder”, skrev kongresmedlem Elise Stefanik, der er nummer tre i rækken af den Republikanske ledelse i Repræsentanternes Hus. Hun fortsatte: ”Denne horrible nationale sikkerhedsmæssige og humanitære katastrofe er ene og alene resultatet af Joe Bidens svage og inkompetente lederskab. Han er ukvalificeret til at være øverstkommanderende for de væbnede styrker”.
En lang række af Stefaniks kolleger udsendte lignende meddelelser og krævede både Bidens og udenrigsminister Antony Blinkens afgang. Senator Marsha Blackburn fra Tennessee var parat til at gå et skridt videre: Hun mente, at ikke blot præsident Biden og Antony Blinken, men også vicepræsident Kamala Harris, forsvarsminister Lloyd Austin og forsvarschef Mark Milley alle skulle trække sig fra deres embede eller stilles for en rigsret. Andre Republikanere hævdede at se klare tegn på demens hos Biden og forlangte ham fjernet fra magten ved brug af den 25. Forfatningstilføjelse.
Det er relativt nyt, at politiske kritikere i sådan et scenarie går efter præsidenten. Det skete, da fire amerikanere, heriblandt ambassadør Chris Stevens, blev dræbt i et terrorangreb i Benghazi, Libyen den 11. september 2012 (under Obama). Da 241 amerikanske soldater i oktober 1983 blev dræbt af en selvmordsbomber i Beirut (under Reagan), iværksatte Repræsentanternes Hus en tværpolitisk undersøgelse af sikkerheden for de amerikanske soldater i Libanon. De fandt fejl og mangler, gav de militære ledere på stedet en stor del af ansvaret og anviste i en rapport måder, hvorpå det amerikanske militær fremover bedre kunne sikre sig mod terrorangreb. Der var efter det dødelige terrorangreb i Beirut en diskussion af, hvorvidt de amerikanske soldater overhovedet burde have befundet sig i Libanon, men ingen gav efterfølgende præsident Reagan ansvaret for soldaternes død, og ingen krævede hans afgang.
Politisk befinder USA sig imidlertid et helt andet sted i dag: Pressemeddelelserne fra Stefanik, Blackburn og andre af deres Republikanske kolleger i Kongressen skulle sikre, at Joe Biden kom til at betale den højest mulige politiske pris for den tilbagetrækning, de samme politikere indtil da havde hyldet Trump-regeringen for sammen med Taliban at have aftalt retningslinjerne for. Trumps oprindelige plan havde endda været at invitere Taliban til Camp David den 11. september 2019 (!) for at forhandle en aftale på plads.
Camp Lejeune, North Carolina: Præsident Reagan og mrs. Reagan ved mindegudstjeneste for de faldne i Libanon og Grenada, 1983. Klik for at se billedet i større udgave [foto: Everett Collection/Shutterstock/Ritzau Scanpix]
Hvad mener Trumps fortalere, der for hovedpartens vedkommende har støttet Doha-aftalen, at Trump ville have gjort anderledes, hvis han fortsat havde været præsident – bortset fra sandsynligvis at have undladt at evakuere de flere end 110.000 afghanere?
Hverken Kevin McCarthy eller andre kritikere synes at kunne pege på noget konkret. Det, de falder tilbage på, er forestillingen om, at Trump besidder en særlig evne til at projicere styrke, som i sig selv skulle have fået Taliban til at ændre adfærd og tilmed have forhindret et terrorangreb. Nogle få kritikere har henvist til, at Talibans hurtige fremrykning mod Kabul var et brud på den aftale, de indgik med Trump, og at han sikkert derfor ville have straffet det hårdt, hvis han fortsat var præsident. Det er imidlertid et frit til lejligheden opfundet argument, eftersom aftalen ikke indeholdt nogen retningslinjer for, hvor hurtigt Taliban måtte rykke frem.
’Evighedskrige’
De voldsomme Republikanske udfald mod præsident Biden bør først og fremmest betragtes som tidlige bidrag til en kontrafaktisk historie om en skammelig afslutning på det 20 år lange militære engagement i Afghanistan. Budskabets vigtigste målgruppe er de Republikanske kernevælgere, som ifølge meningsmålinger fortsat mener, at Biden er en illegitim præsident, der kun er havnet i Det Hvide Hus pga. valgsnyd.
Problemet for Republikanerne er, at ønsket om at afslutte det amerikanske engagement i Afghanistan stort set er det eneste, Joe Biden og Donald Trump hele tiden har kunnet enes om.
Samtidig kommer kritikken af Bidens beslutning om at trække USA ud af Afghanistan bl.a. fra nogle af interventionens ledende fortalere 20 år tidligere – folk med en indlysende interesse i at fokusere på timingen og håndteringen af den amerikanske tilbagetrækning snarere end at skulle deltage i en offentlig debat om rationalerne bag de sidste 20 års bestræbelser i Afghanistan. De færreste af dem, der nu har plæderet for en forlængelse af USA’s militære tilstedeværelse i Afghanistan – eller ligefrem for en tidsubegrænset tilstedeværelse – lod forud for invasionen i 2001 offentligheden forstå, at 20 år næppe ville være nok til at stabilisere Afghanistan.
Det gør i det mindste Noah Rothman, der i USA’s førende konservative tidsskrift, The National Review, kaster sig ud i kontrafaktisk historieskrivning af den samme slags, som også florerede efter Saigons fald, nemlig påstanden om, at udviklingen måske var lige ved at vende. Rothman trækker Japan, Sydkorea og Vesttyskland frem som tidligere eksempler på vellykket amerikansk nation building og en demokratiseringsproces, som dog først faldt på plads efter årtiers tilstedeværelse af det amerikanske militær:
”USA fastholdt – og fastholder stadig – en permanent tilstedeværelse i disse lande som et led i varetagelsen af vores vedvarende sikkerhedsinteresser. Argumentet er, at varige, demokratiske politiske kulturer blev udviklet som en afledt konsekvens af USA’s engagement, men først efter årtiers vokseværk. Måske ville det samme aldrig være sket i Afghanistan? Nu får vi det aldrig at vide”.
Den afghanske samfundsstruktur taget i betragtning er det ikke et særlig sandsynligt scenarie, men i det mindste står Rothman ved, at han plæderer for en permanent amerikansk tilstedeværelse. Anderledes forholder det sig med de mange Republikanske politikere, som fordømte ’forever wars’, støttede præsident Trumps aftale med Taliban og for nogles vedkommende endda kritiserede præsident Biden for at udskyde den aftalte tilbagetrækning med tre måneder. Det har mildest talt været forbløffende at se dem vende på en tallerken, som om ingen dokumentation eksisterede for deres tidligere synspunkter.
Domino og dolkestød
Under Vietnamkrigen ledte amerikanske beslutningstagere i årevis efter en vej ud, som ville skade USA’s status som supermagt mindst muligt. ’Domino-teorien’ – frygten for, at en kommunistisk magtovertagelse i ét land ville destabilisere nabolandene og skabe en kædereaktion, var fra midten af 1960’erne blevet afløst af en frygt for, at et sydvietnamesisk nederlag skulle undergrave andre allierede landes tillid til, at USA kunne beskytte dem.
Helt modsat Nixon har præsident Biden ikke forsøgt at foregive, at den aftale, som Donald Trump indgik med Taliban, først var mulig efter 20 års kampe i landet. Tværtimod har han ladet forstå, at resultatet ville have været det samme, hvis man havde indgået en aftale ti år tidligere, eller for den sags skyld hvis man havde ventet ti år mere
_______
Så hvis et sydvietnamesisk nederlag var uafvendeligt, så skulle der gå, hvad den nationale sikkerhedsrådgiver Henry Kissinger i et notat kaldte ’et anstændigt tidsrum’, fra USA trak sig ud af Vietnam, til kommunisterne vandt krigen.
Hvor lang tid var så ’et anstændigt tidsrum’? I private samtaler havde Kissinger tidligere talt om to-tre år som et anstændigt interval, men da først fredsaftalen med Nordvietnam var underskrevet i januar 1973, skønnede han ikke, at den sydvietnamesiske hær, ARVN – på trods af at den efter amerikansk oprustning på papiret var verdens fjerdestørste hær – ville være i stand til at holde stand mere end et år. Alverdens militære isenkram ændrede ikke ved, at disciplinen og kampmoralen i ARVN lod meget tilbage at ønske: Alene i 1974 deserterede flere end 200.000 af dens soldater. I en samtale med præsident Nixon talte Kissinger imidlertid om, hvordan USA fortsat kunne have en troværdig udenrigspolitik: ”Hvis Nordvietnam om et år eller to fra nu opsluger Sydvietnam, så kan vores udenrigspolitik fortsat give mening, hvis det fremstår som et resultat af sydvietnamesisk inkompetence”.
Mens både præsident Nixon og Henry Kissinger privat var ganske overbeviste om, at Sydvietnams fald blot var et spørgsmål om tid, prøvede de ikke desto mindre at promovere den fredsaftale, de uden den sydvietnamesiske regerings medvirken indgik med Nordvietnam, som en sejr, der havde været ventetiden og alle anstrengelser og hundredtusinder af tabte liv værd. I Wall Street Journal kunne man da også læse, at det var Nixons ’rygrad af stål’, der havde fremtvunget fredsaftalen, ’mens sjakalerne brølede, og hyænerne hylede’.
Helt modsat Nixon har præsident Biden ikke forsøgt at foregive, at den aftale, som Donald Trump indgik med Taliban, først var mulig efter 20 års kampe i landet. Tværtimod har han ladet forstå, at resultatet ville have været det samme, hvis man havde indgået en aftale ti år tidligere, eller for den sags skyld hvis man havde ventet ti år mere.
I Vietnam, som i Afghanistan, kollapsede hæren langt hurtigere end ventet, men ikke pga. mangel på ammunition og udstyr: Det meste blev ganske enkelt overladt til fjenden af de flygtende soldater. Ifølge en opgørelse i Kongressen var våben til en værdi af 700 mio. dollars således blevet forladt. Alligevel lagde præsident Ford i et tv-interview den 10. april 1975 grunden til en dolkestødslegende, da han talte om, hvor meget bedre mulighederne for en forhandlingsløsning ville være, jo længere de sydvietnamesiske tropper kunne holde ud i kamp. Han genoplivede også forestillingen om ’dominobrikkerne’, der kunne falde i hele Sydøstasien, og talte desuden om den skam, de fleste amerikanere ville føle, hvis ikke de kom en allieret til hjælp i nødens stund.
Tre fjerdedele af amerikanerne ønskede ikke, at Kongressen skulle give yderligere militær hjælp til Sydvietnam. Men på trods af hvordan han anskuede konflikten bag lukkede døre, begyndte også Henry Kissinger i april 1975 at tale om en moralsk forpligtelse til atter at hjælpe. Han undlod dog at bruge så meget som en enkelt dag i Kongressen på at tale Sydvietnams sag – hans offentlige udtalelser var beregnet på historiebøgerne.
Da forsvarsminister James Schlesinger opfordrede Ford til at acceptere, at krigen var tabt, og anmodede om en bevilling på 300 mio. dollars til at få alle amerikanere og sydvietnamesiske samarbejdspartnere evakueret, foreslog Kissinger, at præsidenten i stedet skulle anmode om 722 mio. dollars til militær støtte – vel vidende, at Kongressen ville afvise anmodningen. Som han forklarede forsvarsministeren: ”Jeg kan ikke se, at det vil skade ham [præsident Ford] ret meget politisk, hvis han fremsætter anmodningen og så får den afvist af Kongressen”.
Den 17. april afviste Senate Armed Services Committee da også – helt som forventet – anmodningen om to års yderligere hjælp til Sydvietnam, og dermed var grunden lagt til den konservative dolkestødslegende om det Demokratiske flertals forræderi.
I sine erindringer tre år senere skrev Richard Nixon bl.a.: ”Den krig og den fred i Indokina, som var så omkostningsfuld for USA at vinde, med 12 års ofre og kamp, blev tabt i løbet af nogle måneder, da Kongressen nægtede at opfylde vores forpligtelser. Og det er Kongressen, der må bære ansvaret for det tragiske resultat”.
Efter nederlaget i Afghanistan er en ny dolkestødslegende i støbeskeen. Trump-regeringens aftale med Taliban og den omstændighed, at det meste af Det Republikanske Parti bakkede op om den, komplicerer processen, men mange er ikke desto mindre parate til at sætte deres lid til en kort historisk horisont hos vælgerne.
Præsident Biden vil forsøge at overbevise dem om, at netop han havde det politiske mod til at gøre, hvad hans fire forgængere ikke formåede at gøre, nemlig acceptere et nederlag for derefter at kunne omprioritere USA’s ressourcer, så de anvendes til bedst muligt at varetage den nationale sikkerhed.
Hans modstandere vil derimod forsøge at sælge ideen om, at Biden med tilbagetrækningen fra Afghanistan satte turbo på supermagtens forfald. De vil berette om en aldrende og svag præsident, der viste sig ikke at besidde den nødvendige stamina. Med andre ord: den omvendte fortælling af den, der sidste år blev anvendt i præsidentvalgkampen: ”A vote for Joe Biden is a vote for forever war in the Middle East. A vote for Donald Trump is a vote to finally bring our troops home”, lovede Donald Trump Junior på Twitter den 14. august 2020. ■
Præsident Bidens modstandere vil forsøge at sælge ideen om, at han med tilbagetrækningen fra Afghanistan satte turbo på supermagtens forfald
_______
Niels Bjerre-Poulsen (f. 1959) er ph.d. i amerikansk historie fra University of California, Santa Barbara (1993) og ansat som lektor på Center for Amerikanske Studier/Institut for Historie, SDU. Han er bl.a. forfatter til Vietnamkrigen; En International Historie 1945-1975 (2015) og (med Erling Bjøl) USA’s Historie (2021) ILLUSTRATION: Krigsråd: Gerald R. Ford (t.h.), der står til at blive vicepræsident, og udenrigsminister Henry Kissinger (t.v.) lytter til præsident Nixon i the Oval Office [FOTO: Harvey George/AP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
