Nick Ford om COP26: Hvordan blev Australien de rige landes sorte får i klimakampen?

02.11.2021

Netop nu i Glasgow bliver Australiens premierminister Morrison gjort opmærksom på, at der er store omkostninger ved at gøre for lidt i kampen mod klimaforandringer. Men når topmødet er slut, skal han også vende tilbage til Australien. Og dernede er det de politiske omkostninger ved at gøre for meget, som vægtes langt højere. Det er trods alt dem, der bestemmer skæbnen for Morrison og hans regering

Analyse af Nick Ford

INDTIL FOR NYLIGT stod det ikke klart, hvad Australien skulle stille op med til klimatopmødet i Glasgow. Det var ikke engang sikkert, om den australske premierminister, Scott Morrison, overhovedet ville deltage i COP26.

At Australien næppe kan betragtes som et foregangsland, når det gælder klimapolitik, er ikke en nyhed. Australien er verdens største kuleksportør og sandsynligheden for, at landet kommer til at lukke for salget af fossile brændstoffer, er stort set ikkeeksisterende. Men det sære forløb i optakten til COP26 er alligevel bemærkelsesværdigt. For hvad vil Australien egentlig med klimaet?

I slutningen af oktober kom Morrison nemlig med meldingen om, at Australien endeligt ville tilslutte sig ambitionen om netto-nuludledning af CO2 i 2050. Man skulle forstå, at Australien endda havde en ’plan’ for at nå målet. Men detaljerne i planen er fortsat begrænsede. Der findes ikke nogen nye konkrete tiltag i planen. I stedet satser man på en blanding af eksisterende og nye teknologier — og nye investeringer i den forbindelse — som vejen frem.

At Australien nu er villig til at skrive under på nettonul, er et tegn på, at den australske regering ikke kan se bort fra globale tendenser — både med hensyn til temperaturstigningerne, men også i forhold til de politiske (og økonomiske) udviklinger i udlandet, især blandt Australiens allierede. Men det betyder dog ikke, at Morrison er klar til at åbne for brug af flere værktøjer til at reducere CO2-udslip her og nu. 2050 er jo langt ud i fremtiden; til den tid ligger ansvaret ikke hos Morrison.

Derudover — og i modsætning til bl.a. Danmark — har Australien ingen planer om at fastsætte nye delmål på vej mod 2050. Australien kommer ikke til at justere den nuværende målsætning om at reducere CO2 udledninger med 26 til 28 pct. i 2030 (fra niveauet i 2005). Til sammenligning har Danmark, som bekendt, vedtaget et 2030-mål som går på at reducere landets udledninger med 70 procent (ift. 1990). COP26-værten Storbritannien har et mål på 68 pct. reduktion (også ift. 1990), mens USA har forpligtet sig til at reducere udledninger med mindst 50 procent i 2030 (ift. 2005).

Morrison fastholder dog, at Australien kommer til at overstige 2030-målsætningen uden at skulle binde sig til masten. En fortolkning kan være, at man hellere vil overraske med bedre resultater end forventet i 2030, end at sætte mere ambitiøse mål blot for at skuffe senere.

 

Selve alliancen mellem USA og Storbritannien kan godt vise sig at være et muligt svaghedstegn for Morrison i Glasgow. Både USA’s Joe Biden og Storbritanniens Boris Johnson står et andet sted på den klimapolitiske dagsorden end Morrison
_______

 

Et internt dilemma med international betydning
Men skuffelse er nærmest en selvfølge. Blandt klimaeksperter er der bred enighed om, at Australiens tilgang fortsat er utilstrækkelig. Og selvom regeringen nu har taget ambitionen om CO2-neutralitet til sig, er der stor skepsis omkring, hvordan man præcis kommer i mål. Fx har den indflydelsesrige australske tænketank Grattan Institut påpeget muligheden for at gøre mere med bl.a. energieffektivitetskrav og bilstandarder. Som man kender fra den danske debat: En ting er at blive enige om målet, noget andet er at blive enige om de konkrete tiltag som skal til.

Satsningen på endnu uopfundne teknologiske løsninger er en naturlig konsekvens af de interne spændinger i australsk politik, når det gælder klimaet. Især indenfor regeringen, som består af to højrefløjspartier i en fast koalition, er der grundlæggende uforenelige perspektiver. På den ene side findes der moderate politikere i de store byer, hvis vælgere tror, at Australien skal gøre mere for at bekæmpe klimaforandringer. På den anden side, er der de mere konservative politikere på landet, som repræsenterer små lokale samfund, hvis økonomisk eksistens afhænger af kulminedriften. Og midt imellem er den store flok parlamentsmedlemmer, der hellere vil snakke om noget andet end klimaet, som de betragter som en tabersag for regeringen uanset hvad.

Ikke desto mindre har COP26 — og det sandsynlige internationale pres til følge — betydet, at den australske regering måtte komme med noget nyt. Derfor Morrisons melding om Australiens fremtidige CO2-neutralitet. Men at den indrømmelse kom så sent, afspejler igen de spændinger mellem fløjene i regeringen. Det var først efter dagevis intense drøftelser blandt medlemmer af det mindre, landdistrikternes parti, The Nationals, at regeringen faktisk kunne nå til enighed om klimaspørgsmålet. Hvad, de så blev enige om, er lidt af et mysterium, eftersom Nationals-partilederen (og vicepremierminister), Barnaby Joyce, ikke ville svare på spørgsmål om indholdet af aftalen, han indgik med Morrison. Det vil sige, vælgerne indtil videre ikke må få at vide, hvad prisen bliver for, at Joyce og kompagni nu har sagt ja til nettonul-målet.

Målet er trods alt fremskridt, og må betragtes som en sejr — om end en beskeden en af slagsen — for Morrison. Alternativet ville have været, at Australien ikke skulle komme med noget som helst til Glasgow. Med udsigten til sådan et resultat, antydede Morrison for bare et par måneder siden, at han måske ikke ville deltage i topmødet. Nu kommer han i hvert fald med det absolutte minimum, som skal til for at undgå det pinligste scenarie.

Med venner som disse…
Men pinligt kan det alligevel godt være for Morrison. Den australske premierminister befinder sig allerede i stormvejr på verdensscenen grundet en afbrudt kontrakt med Frankrig for at bygge nye ubåd til fordel for en styrket alliance mellem USA og Storbritannien. Den australske mediedækning af topmødets første dage har handlet mere om forholdet mellem Morrison og Frankrigs præsident Emmanuel Macron end noget som helst at gøre med klimaet.

Selve alliancen mellem USA og Storbritannien kan godt vise sig at være et muligt svaghedstegn for Morrison i Glasgow. Både USA’s Joe Biden og Storbritanniens Boris Johnson står et andet sted på den klimapolitiske dagsorden end Morrison, og især Johnson har en stærk interesse i at COP26 skal lykkes. Johnson beskrev Morrisons beslutning om nettonul-målet som ’modig’, men den britiske regering har også gjort klart deres forventning om, at Australien skal gøre mere — især i forhold til kulminedrift.

Når det gælder netop kul, skal man ikke regne med et markant skifte i Australiens holdning. Allerede på weekendens G20-topmøde i Rom modarbejdede Australien — sammen med bl.a. Kina — en aftale om anvendelse af kulkraft. Da Kinas præsident Xi Jinping har valgt ikke at deltage i COP26, kommer Morrison derfor til at stå forholdsvis alene.

I sig selv er det ikke noget stort problem for Morrison, at han kommer til at mangle venner i Glasgow — i hvert fald venner fra de vestlige lande, som Australien ellers plejer at stå sammen med på mange andre udenrigspolitiske emner. Den store risiko er dog, at Australien kommer til at betale en økonomisk pris, hvis de øvrige rige lande begynder at stille krav til den grønne omstilling som en del af store økonomiske aftaler og andre handelsmuligheder. Det er i hvert fald en af stopklodserne til en eventuel handelsaftale mellem EU og Australien.

Markedsbaserede løsninger
Den risiko er Australiens erhvervsledere allerede godt klar over. Erhvervslivet er på mange punkter langt foran regeringen, når det kommer til klimaet. Det er blevet sværere at sikre finansiering til de store kulmineprojekter, og der er forsvindende lille interesse i at investere i vedligeholdelse og opgradering af de gamle kulkraftværker, som nu ejes primært af private aktører. Investorerne vil hellere satse på brint, batterier og vedvarende energi; kul ses som fortidens teknologi.

Og det er måske den gode nyhed for klimaet. Selv når det halter på den korte bane med politisk handling, agerer markedet efter de langsigtede tendenser. Og i dag kan investorer godt se, at der på lang sigt ikke er nogen særlige store gevinster at hente ved at kaste penge efter kulindustrien. Det ændrer dog ikke på, at det politiske afkast ved at bakke helhjertet op om den grønne omstilling er svært at få øje på i Australien — uanset hvor uundgåelig den må være.

Netop nu i Glasgow, bliver Morrison gjort opmærksom på, at der er store omkostninger ved at gøre for lidt i kampen mod klimaforandringer. Men når topmødet er slut, skal han også vende tilbage til Australien. Og dernede er det de politiske omkostninger ved at gøre for meget, som vægtes langt højere. Det er trods alt dem der bestemmer skæbnen for Morrison og hans regering. ■

 

Den store risiko er, at Australien kommer til at betale en økonomisk pris, hvis de øvrige rige lande begynder at stille krav til den grønne omstilling som en del af store økonomiske aftaler og andre handelsmuligheder
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland