Nathalie Vandsø: Er tiden ved at rinde ud for atom-diplomatiet mellem USA og Iran?
28.09.2021
Selvom Trump og Biden har haft forskellige politiske tilgange til Iran, deler de et fælles mål: at nå til en stærkere aftale end den, man nåede til enighed om i 2015. De to præsidenter har også stået over for de præcis samme forhindringer; et iransk lederskab, der hårdnakket fastholder sin fjendtlighed over for USA, og som har vist sig at være overraskende modstandsdygtig over for både piske og gulerødder.
Analyse af Nathalie Vandsø, cand.mag. i Mellemøstens sprog og samfund
FOR KORT TID siden blev en kritisk udvikling for atomaftalens fremtid afværget, da en aftale mellem Det Internationale Atomenergiagentur (IAEA) og Iran faldt på plads. Dette skete, efter to rapporter fra IAEA afslørede, at overvågningsopgaver i Iran var blevet alvorligt undergravet af den iranske stat. Aftalen giver først og fremmest agenturet lov til at udskifte forældede hukommelseskort i overvågningsudstyret ved Irans atomanlæg, men på trods af dette er en genindtræden i den omdiskuterede atomaftale ikke kommet nærmere for hverken Iran eller USA.
Da Ebrahim Raisi – en ultrakonservativ religiøs lærd og den øverste dommer i Iran – i sidste måned blev taget i ed som præsident, syntes en genforhandling af atomaftalen med Iran atter at møde nye udfordringer. Med en gennemført konservativ regering i Iran, og Joe Bidens udmelding om, at ”andre muligheder” kan blive nødvendige, hvis diplomatiet ikke rækker langt nok, lægger begge nationer for alvor pres på hinanden. Der hersker ingen tvivl om, at det er i begge landes interesse at vende tilbage til aftalen – men de ønsker begge at gøre det på egne præmisser.
På den ene side ser vi et Iran, der er under voldsomt økonomisk pres; sanktioner har tvunget landets økonomi i knæ, og COVID-19-pandemien raser på femte bølge, mens vaccinationen af befolkningen trækker i langdrag. Sundhedssektoren er hårdt ramt af sanktionerne, arbejdsløsheden er høj og inflationen er høj. Den iranske befolkning er presset til det yderste. Iran har desperat har brug for, at de økonomiske sanktioner bliver løftet – men den konservative regering og den politiske og religiøse leder, Ayatollah Ali Khamene’i, vil ikke indgå en aftale for enhver pris. Iran stoler ikke på USA og kræver derfor, at alle sanktioner løftes øjeblikkeligt.
Iranerne er sat i skak, og hvis Biden giver sig, sidder Iran pludselig med alle kortene på hånden
_______
På den anden side står præsident Biden, der gik til valg på et ønske om at genindtræde i atomaftalen. I modsætning til Trumps ”maximum pressure”-strategi vil Biden gradvist udfase sanktionerne, hvis Iran først vender tilbage til aftalens reguleringer – en form for dinglende gulerod. Problemet er bare, at Iran ikke ser Bidens strategi som et incitament til at blive genintegreret i verdensøkonomien. Tværtimod ser de det som et amerikansk forsøg på at opnå flere iranske indrømmelser på længere sigt – i særdeleshed ift. Irans missilprogram. Iranerne fastholder, at atomaftalen blev forhandlet på plads i 2015 – der skal således ikke forhandles på ny.
Biden har dog ikke råd til at ophæve alle sanktionerne på én gang, da han i så fald ville miste sin indflydelse over Iran. Det ville betyde, at amerikanerne ville miste muligheden for at forhandle en bredere aftale, der potentielt set kunne berøre Irans missilprogram og landets rolle i regionen. Iranerne er sat i skak, og hvis Biden giver sig, sidder Iran pludselig med alle kortene på hånden.
Nye spillere – gamle spilleregler
Denne tomgangssituation har betydet, at de lammende økonomiske sanktioner, som Iran blev pålagt under Trumps embede, stadig er gældende. Det har fået Khamene’i til at anklage Biden for at følge i Trumps fodspor. Er der hold i Khamene’is påstand? Selvom Trump og Biden har forskellige politiske tilgange til Iran, deler de et fælles mål: at nå til en stærkere aftale end den, man nåede til enighed om i 2015. De to præsidenter har også stået over for de præcis samme forhindringer; et iransk lederskab, der hårdnakket fastholder sin fjendtlighed over for USA, og som har vist sig at være overraskende modstandsdygtig over for både piske og gulerødder. Ifølge Khamene’i har kravene fra USA ikke ændret sig med den nye regering, og derfor forudser den religiøse leder ikke, at tingene vil ændre sig under Biden.
Set fra et konservativt iransk perspektiv gør det ikke den store forskel, hvem der er præsident i USA. Hardlinerne var nemlig dem, der tilbage i 2015 advarede om at indgå i atomaftalen til at starte med – netop fordi man var overbevist om, at USA ikke var til at stole på. Så da Trump i 2018 trak USA ud af aftalen, fik hardlinerne deres ”hvad sagde vi”-øjeblik. Iran ønsker således garanti for, at USA ikke vil trække sig ud af aftalen igen – en garanti, som Biden ikke kan tilbyde. Dette skyldes, at Biden kun kan handle på vegne af sin egen nuværende regering. En fremtidig amerikansk regering skal have retten til at ændre kurs ift. Iran.
Af samme årsag har Khamene’i opfordret Raisis regering til ikke at medregne sanktionslettelser i de planer, der skal genoprette landets blødende økonomi. Dette udtrykker flere ting. For det første indikerer det, at Iran fortsat ønsker at fokusere på handel med navnligt Kina, Rusland og regionale allierede, som Iran har været fuldstændig afhængig af, siden USA trak sig ud af atomaftalen i 2018. For det andet sender det en besked til USA om, at man fortsat nok skal klare sig uden amerikanske sanktionslettelser. Det lader til, at man fra amerikansk side har undervurderet Irans evne til at overleve under økonomisk sanktionering. Landet har da også siden den iranske revolution i 1978-79 haft bred erfaring med økonomiske sanktioner og handelsembargo, hvilket uden tvivl kommer Iran til gode nu. Men denne strategi kan allerhøjest fungere som en midlertidig lindring.
Overraskende nok har den israelske forsvarsminister, Benny Gantz, for nyligt meddelt, at han kan acceptere en ny og bredere atomaftale, der har til formål at sende det iranske atomprogram ”back in the box”
_______
En ukendt fremtid
Retorikken fra USA’s side antyder, at den amerikanske tålmodighed er ved at være opbrugt. Senest har den amerikanske udenrigsminister, Antony Blinken, udtalt, at tiden er ved at løbe ud for iranerne. Blinken ønsker dog ikke at sætte en specifik dato på, hvornår fristen udløber. Disse kommentarer kommer efter Raisis udmeldinger om, at der kan gå måneder, før Iran er parat til at vende tilbage til forhandlingsbordet i Wien. Under alle omstændigheder vil Biden aldrig tillade, at Iran når dertil, hvor et reelt atomvåben kan produceres. Dette bekendtgjorde han i et møde med den israelske præsident, Reuven Rivlin, i juni.
En anden væsentlig faktor at inddrage i denne diskussion er netop Israel, som aldrig har bakket op om en amerikansk genindtræden i atomaftalen. Overraskende nok har den israelske forsvarsminister, Benny Gantz, for nyligt meddelt, at han kan acceptere en ny og bredere atomaftale, der har til formål at sende det iranske atomprogram ”back in the box”. Det vil altså sige en anden aftale end den, man kender fra 2015. Det er første gang, at tonen har ændret sig i en mere tolerant retning blandt offentlige embedsmænd i Israel. Men – ikke overraskende – er der forpligtelser: Israel kræver en klar plan B, hvis diplomatiet slår fejl. Og landet har ikke lagt skjul på, at de mener, militær indgriben i Iran kan blive nødvendig, hvis Iran når et niveau, hvor kernevåben kan opnås. Iran har, til stor bekymring for aftalens underskrivere, udvidet uranberigelsen til en renhed på 60 pct. Man skal opnå en renhed på 90 pct. for at kunne fremstille kernevåben.
Det ser altså ud til, at Iran er klar til at genoptage forhandlingerne. Det kan blive afgørende møder for aftalens fremtid. Både iranerne og amerikanerne går til forhandlingsbordet med deres respektive krav: Iran ønsker akutte sanktionslettelser og garantier for aftalens fremtid, mens USA uden tvivl vil gå efter en stærkere og bredere aftale. Før eller siden må en af parterne gå på kompromis. Spørgsmålet er bare: Hvem giver sig først? ■
Det lader til, at man fra amerikansk side har undervurderet Irans evne til at overleve under økonomisk sanktionering
_______
Nathalie Vandsø (f. 1995) er cand.mag. i Mellemøstens sprog og samfund. ILLUSTRATION: Ebrahim Raisi til sin første pressekonference som Irans præsident, 21. juni 2021 [Foto: Atta Kenare/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
