14.01.2021

Da Trump i maj 2018 trak USA ud af atomaftalen med Iran, stod verden endnu engang over for en konfliktoptrapning mellem Iran og USA. Situationen er nu så tilspidset, at observatører taler om risiko for en væbnet konflikt blot dage inden Joe Bidens indsættelse som USA’s næste præsident. Trumps barske Iran-strategi bliver Bidens byrde at bære, men sidstnævntes valgsejr markerer alligvel en skillevej, der afstedkommer helt nye scenarier og muligheder.

Kronik af Nathalie Vandsø

Meget er sket mellem Iran og USA siden atomaftalen i 2015, som blev indgået mellem Iran, P5+1-landene (de fem permanente lande i FN’s sikkerhedsråd: USA, Storbritannien, Frankrig, Kina og Rusland + Tyskland) og EU. Atomaftalen, bedre kendt som Joint Comprehensive Plan of Action (JCPOA), begrænsede først og fremmest Irans uranberigelse. Den er blevet betragtet som et historisk og diplomatisk vendepunkt, der åbnede op for handel, investering, turisme og diplomati med Iran efter mange års økonomiske sanktioner og politisk isolation. Det var Irans tilbagevenden til den politiske og økonomiske verdensscene. Vigtigst af alt afværgede aftalen en mulig væbnet konfrontation mellem Iran, USA og Israel.

På trods af den indledningsvise internationale hyldest fik atomaftalen en forkortet levetid, da præsident Trump i maj 2018 trak USA ud af aftalen, der var blevet forhandlet på plads af Trumps forgænger, Obama. Det skete på trods af, at Iran havde overholdt aftalens begrænsninger. Trump meddelte udtrykkeligt fra begyndelsen af sin præsidentkampagne i 2016, at han ikke ville acceptere Obamas politiske linje i forhold til Iran. Med Trumps egne ord var atomaftalen ”horrible”, ”laughable” og ”disastrous”, og efter hans ”maximum pressure”-kampagne mod Iran lyder spørgsmålet ikke længere, hvorvidt Biden ønsker at vende tilbage til JCPOA, men snarere: Kan han?

Efter USA’s exit fra atomaftalen genindførte Trump-administrationen hårde økonomiske sanktioner mod Iran, der sigtede efter landets finansielle sektorer. Det var et amerikansk forsøg på at presse Iran til genforhandling af en ny aftale med større begrænsninger ift. landets atomprogram og desuden dets udvikling af ballistiske missiler og indblanding i regionale konflikter. Iran har fra begyndelsen fastholdt, at landets atomprogram udelukkende har været til fredelige formål – altså til produktion af atomenergi og ikke atomvåben. Men det internationale samfund har haft sin tvivl.

Siden har Iran hårdnakket afslået amerikanske krav, og selvom de resterende P5+1-parter har forsøgt at bevare aftalen, kunne International Atomic Energy Agency (IAEA) i juli 2019 bekræfte, at Iran havde overskredet atomaftalens fastsatte grænse på max 300 kilos lagring af lavt beriget uran. Det var muligvis et led i Irans forsøg på at lægge pres på Europa, således at en handelsforbindelse uden om amerikanske sanktioner kunne etableres. Irans udenrigsminister og ledende atomforhandler, Mohammad Javad Zarif, hævdede på Twitter, at forøgelsen af uranberigelse ikke var et brud på JCPOA, da aftalens paragraf 36 fastslår, at Iran må ophæve sine forpligtelser helt eller delvist ved andre underskriveres manglende overholdelse af aftalen. Men selvom USA ikke længere er underskriver, har Trumps beslutning været skæbnesvanger for JCPOA, da amerikanske sanktioner har haft betydelige økonomiske konsekvenser for europæiske firmaers handel med Iran.

 

[S]elvom USA ikke længere er underskriver, har Trumps beslutning været skæbnesvanger for JCPOA, da amerikanske sanktioner har haft betydelige økonomiske konsekvenser for europæiske firmaers handel med Iran
_______

 

En perlerække af eskaleringer
Spændingerne mellem USA og Iran har siden været under konstant optrapning med heftige ordvekslinger og militære eskaleringer. De retoriske magtkampe har udspillet sig på sociale medier, hvor spydighederne ikke har været til at tage fejl af. Men konfliktens skarpeste våben har ikke været begrænset til Twitter-udvekslinger.

I sommeren 2019 blev en række amerikanske kommercielle skibe og olietankskibe angrebet nær Hormuz-strædet, hvorefter USA beskyldte Iran for at stå bag angrebene og kort efter annoncerede en udsendelse af yderligere tusind tropper til Mellemøsten. Som modsvar skød Den Iranske Revolutionsgarde en amerikansk overvågningsdrone ned to dage efter.

I september 2019 blev et stort olieanlæg i det østlige Saudi-Arabien udsat for droneangreb. Yemens Iran-støttede Houthi-oprørere tog ansvaret for angrebet og begrundede det med Saudi-Arabiens indblanding i Yemens borgerkrig, men USA og Saudi-Arabien beskyldte igen Iran for at stå bag operationen.

I januar 2020 fik atomaftalen dødsstødet: Iran erklærede, at man ikke længere ville overholde aftalens pålagte restriktioner. Iranernes udmelding var en reaktion på det amerikanske droneangreb, der dræbte Qassem Soleimani i Bagdad. Soleimani var general i revolutionsgarden, og fra 1998 og frem til sin død var han kommandant for revolutionsgardens Quds-styrker, der primært er ansvarlige for ekstraterritoriale missioner. Eksperter hævder, at Soleimani var Irans næstmest magtfulde person efter Den Øverste Leder, Ali Khamene’i. Iran lovede hævn, og den 8. januar 2020 lancerede revolutionsgarden missilangreb på to luftbaser i Irak, hvor amerikanske tropper befandt sig. Angrebene kostede dog ingen menneskeliv.

 

Hvis Israel stod bag mordet på Fakhrizadeh, hvilket den israelske stat ikke har kommenteret på, er det et klart signal til Biden om, at israelerne ikke vil forholde sig passive, hvis den kommende præsident har intentioner om, at USA atter skal tilslutte sig JCPOA
_______

 

Et politisk ’game of chicken’
Iran underrettede den 4. januar 2021 IAEA om, at man har udvidet berigelsen af uran til en renhed på 20 pct. – til stor bekymring for aftalens øvrige underskrivere. Det betyder, at Iran er tættere på at kunne fremstille kernevåben, hvilket dog først kan opnås ved en renhed på 90 pct. Forøgelsen sker i lyset af mordet på den højtstående iranske atomforsker Mohsen Fakhrizadeh, som fandt sted i november sidste år. Da beskyldte Iran hurtigt Israel for at stå bag som led i deres forsøg på at eskalere atomprogramskonflikten.

Hvis Israel stod bag mordet på Fakhrizadeh, hvilket den israelske stat ikke har kommenteret på, er det et klart signal til Biden om, at israelerne ikke vil forholde sig passive, hvis den kommende præsident har intentioner om, at USA atter skal tilslutte sig JCPOA.

Med uranforøgelsen kan Iran flekse sine muskler over for Biden inden hans indsættelse som præsident. Biden har op til flere gange klargjort, at USA vil tilslutte sig aftalen igen, hvis Iran vender tilbage til sine forpligtelser. Omvendt har Irans magthavere bekendtgjort, at landet vil vende tilbage til JCPOA under den forudsætning, at Biden hæver sanktionerne mod Iran. Zarif meddelte til en konference i november sidste år, at Iran ikke vil genforhandle en aftale, som allerede er forhandlet. Derudover har Zarif ved flere lejligheder udtalt, at de nye foranstaltninger i Irans atomprogram kan tilbagetrækkes, hvis alle parter overholder deres respektive forpligtelser – hvad Trump tidligere har kaldt ”atomar afpresning”. Dermed bliver det afgørende spørgsmål: Hvem tager det første skridt?

Der vil, uanset udviklingen herfra, nok ikke være tale om den præcis samme aftale som den fra 2015. Hvis dele af P5+1 har et ønske om en bredere aftale med nye punkter omkring Irans missilprogram, skal de være forberedte på iransk skepsis. Tager man i betragtning, at Irans konservative højrefløj allerede havde sine forbehold ved 2015-aftalen, bliver en ny aftale endnu mere udfordrende.

Den konservative højrefløj vandt politisk på USA’s exit, da denne styrkede det narrativ, som de siden revolutionen i 1979 har forsøgt at udbrede: Man kan ikke stole på USA, og selv hvis man gør, skal man forvente en kniv i ryggen. Det var et betydeligt nederlag for reformisterne og præsident Hassan Rouhani, der arbejdede for Irans tilbagevenden til verdenssamfundet.

De seneste udviklinger falder desuden sammen med 1-årsdagen for drabet på general Soleimani – et tab, som iranerne endnu ikke har hverken tilgivet eller glemt. Fra et iransk synspunkt forværres denne milepæl kun med den fortsat stigende vestlige militære tilstedeværelse i Den Persiske Golf samt Trumps retoriske trusler. Med få dage tilbage af sit embede frygter dele af det iranske styre, at Trump vil lancere et angreb på iranske interesser eller proxyer i regionen.

 

Den konservative højrefløj vandt politisk på USA’s exit, da denne styrkede det narrativ, som de siden revolutionen i 1979 har forsøgt at udbrede: Man kan ikke stole på USA, og selv hvis man gør, skal man forvente en kniv i ryggen
_______

 

Er afgørelsens time kommet?
De seneste måneders hændelser betyder imidlertid ikke, at en ny aftale er udelukket. Der er flere måder, hvorpå situationen kan udvikle sig. Embedsmænd under Trump foreslår, at Biden skal udnytte det økonomiske pres, som Iran befinder sig under. Irans økonomiske tilstand er kun blevet værre under den globale COVID-19 krise, som indtil nu har kostet over 56.000 mennesker livet ifølge iranske myndigheder.

Eksperter mener dog, at dødstallet i virkeligheden er langt højere. Den egentlige taber i den pågående konflikt er den almindelige iranske borger. Ærkerivalernes polarisering har gjort det vanskeligt at skaffe medicinalprodukter og virusvacciner til den iranske befolkning, der er fanget som en lus mellem to negle.

Andre observatører hævder, at situationen er tilbage ved et præ-JCPOA stadie, hvilket betyder, at Iran og USA skal finde tilbage til et neutralt udgangspunkt, før de kan opbygge en form for gensidig tillid. Det var en vanskelig affære før 2015, og nu bliver Trumps barske Iran-strategi Bidens byrde at bære.

Til sommer står iranerne over for et præsidentvalg, der uden tvivl vil blive påvirket af de seneste måneders begivenheder. Khamene’is militære rådgiver, Hossein Dehghan, har annonceret sit kandidatur i det kommende præsidentvalg og menes at have den Øverste Leders støtte. Dehghan, en tidligere højtstående hærfører i revolutionsgarden, ville som præsident have en mere hensynsløs tilgang til atomaftalen ift. eventuelle restriktioner på udvidelser af Irans missilprogram.

Mange iranere føler sig skuffede over Rouhanis fejlslagne tilgang til aftalen, der har resulteret i høj arbejdsløshed og forkrøblede økonomiske kår. Derudover har den konservative højrefløj placeret sig solidt i førersædet under det seneste parlamentsvalg i februar sidste år, hvor valgdeltagelsen på 42,6 procent var historisk lav. Senest har parlamentet annonceret, at Iran vil udvise FN’s nukleare inspektører, hvis ikke sanktionerne hæves inden den 21. februar 2021. Dermed er både Rouhani og Biden i et kapløb med tiden, da udfaldene af disse begivenheder bliver altafgørende.

Der er et utal af ukendte faktorer, der kan få indflydelse på JCPOA’s fremtid. Hvad der lige nu synes sikkert er, at de seneste års udviklinger gang på gang har spændt ben for diplomatiet. Ifølge analytikere tjener det som en grum påmindelse om en fremtidig tendens, hvis ikke atomaftalen genoprettes. ■


 

Der vil, uanset udviklingen herfra, nok ikke være tale om den præcis samme aftale som den fra 2015. Hvis dele af P5+1 har et ønske om en bredere aftale med nye punkter omkring Irans missilprogram, skal de være forberedte på iransk skepsis. Tager man i betragtning, at Irans konservative højrefløj allerede havde sine forbehold ved 2015-aftalen, bliver en ny aftale endnu mere udfordrende
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland