Morten Sodemann: DF vil registrere folks religion. Hvor er protesten fra de andre folketingsmedlemmer?
28.02.2021
Lige nu testes demokratiets moralske rygrad af dystre ideer, der giver kuldegys i flere generationer. Der er behov for en politisk timeout på minoritetsområdet. Der er for lidt moral, for mange meninger, ingen omtanke, alt for mange vildskud og grimme tacklinger. Er det kun alle os ikke-folkevalgte, der kan se, hvordan anti-demokratiske tanker kan gentages uden at møde rettidig politisk modstand?
Kommentar af Morten Sodemann
”Har I ikke nogle små menneskerettigheder til mig? Bare nogle helt små, ikke de store?”, spurgte en ældre kvindelig patient os i Indvandrermedicinsk Klinik og fortsatte: ”Hvis jeg fik lidt rettigheder, så ville jeg købe nogle grøntsager… og nogle sko. Jeg har aldrig købt noget nyt eller friskt”.
Menneskerettigheder burde ikke kunne gradbøjes, men nogle befolkningsgrupper er vant til, at rettigheder er til de rige, til juntaen, de religiøse ledere, politikere og majoriteten. Den nævnte kvindelige flygtning forklarede senere: ”Ærligt talt, så vidste jeg ikke, at mennesker har værdi, før jeg kom til Danmark”. Kan man finde et bedre bevis på, at Danmark har tydelige grundlæggende værdier, end dét?
Men det er ikke alle, der abonnerer på lige den værdi.
Dansk Folkeparti har nu stillet forslag om, at ansøgere om dansk indfødsret skal oplyse deres religion. Næstformand for partiet Morten Messerschmidt uddyber: ”Oplysningerne skal bruges til at være ekstra agtpågivende. Det at være muslim rejser for mange nogle grundlæggende problemer med at leve dansk. Hvad end det så handler om synet på kvinder eller synet på loven eller demokratiet. Og derfor ønsker vi at vide, hvad det er for en baggrund, de folk kommer med” (artikel i JP og artikel i Politiken). Socialdemokratiets indfødsretsordfører Lars Aslan Rasmussen siger til forslaget: ”Hvis de har et ønske om det, og det er noget, som kan lade sig gøre, så lad os snakke om det”.
Tidligere folketingsmedlem Søren Pind, nu Cybersherif, skrev med det samme på Twitter: ”Hvad fanden er det her for noget svineri – der er ikke et spørgsmålstegn, for det var et retorisk spørgsmål. Der bør være borgerlige partier, der markerer en klar grænse overfor den form for modbydeligheder”.
Men Pind er ikke længere medlem af Folketinget. Og der var ingen af de folkevalgte, der satte grænser for, hvad et demokrati kan holde til at høre.
Danmark ser sig selv som et ’lille land med et stort hjerte’, men hjertet bløder, for nu står der mænd klar med hvide blokke. Som på Balkan i 90’erne
_______
DER ER MEGET LANGT fra flygtninges behov for bittesmå rettigheder til den daglige politiske strandhugst i de store menneskerettigheder. Og her må man sige, at der er tale om én af de helt store, som folkevalgte altså påtænker at gradbøje. Den eneste politiker, der råber vagt i gevær, er karakteristisk nok eks-politiker Søren Pind, der søgte væk fra Folketinget for at kunne sige sin mening.
”Jeg får traumatiske sure opstød fra balkankrigen, hvor mænd med blokke i hænderne noterede vores tilhørs- (bosnier, kroat eller serber) og religiøse forhold. Senere var det nemmere at pege husstande og individer ud i forhold til politiske og krigsbeslutninger.” skrev Aida Kokanovic, der har rødder på Balkan, på Twitter.
Stine Bosse skrev forleden i et indlæg i RÆSON: ”Jeg ved, at enhver særlig rådgiver med respekt for sig selv vil sige, at det er livsfarligt for en politiker at forsvare mindretal, men jeg vil påstå, at det er livsfarligt for vores samfund, som vi kender det – måske kendte det – ikke at sige fra og sige stop”.
I sin tid sagde excentrikeren Howard Hughes: ”Den moralske test for en regering er, hvordan regeringen behandler dem, der er i livets daggry, børnene; dem, der er i livets tusmørke, de ældre; dem, der er i livets skygge, de syge, de trængende og de handicappede”.
Lige nu testes demokratiets moralske rygrad af dystre ideer, der giver kuldegys i flere generationer. Der er behov for en politisk timeout på minoritetsområdet. Der er for lidt moral, for mange meninger, ingen omtanke, alt for mange vildskud og grimme tacklinger.
Pippi Langstrømpe, der er forbudt på nogle biblioteker i USA, har et godt råd: ”Hvis man er stille for længe, så visner tungen”. I et interview med den afgående chefredaktør for Washington Post, Martin Baron, i Politiken udtrykte han bekymring for demokratiet efter fire år med Trump, hvor han indrømmede, at pressen for længe havde troet, at Trump ville blive talt til fornuft af sine rådgivere: ”Vi skulle have kaldt [løgnene] det, de var, lige fra begyndelsen. Vi handlede i høj grad ud fra gode principper: Vi ville være ordentlige, han var trods alt præsident, han var demokratisk valgt. Men det udnyttede han. Han udnyttede vores principper… længe havde vi faktisk ingen håndgribelige beviser på hans autoritære sindelag. Det har vi nu.”
Er det kun alle os ikke-folkevalgte, der kan se hvordan anti-demokratiske tanker kan gentages uden at møde rettidig politisk modstand?
Danmark ser sig selv som et ’lille land med et stort hjerte’, men hjertet bløder, for nu står der mænd klar med hvide blokke. Som på Balkan i 90’erne.
Hvornår skulle et demokrati ellers forsvare sig selv, hvis ikke mod dette forslag, der undergraver demokratiet? Menneskerettigheder må ikke gradbøjes, selvom dem, der har mest brug for dem, er taknemmelige for retten til et par nye sko.
Hvornår skulle et demokrati ellers forsvare sig selv, hvis ikke mod dette forslag, der undergraver demokratiet?
_______
Morten Sodemann (f. 1959) er professor i global sundhed og indvandrermedicin på Syddansk Universitet. Han er derudover overlæge på Indvandrermedicinsk Klinik på Odense Universitetshospital og næstformand i Selskab for Indvandrersundhed. Han har lavet forskning i flere afrikanske lande og er forfatter til bogen: ”Sårbar? – det kan du selv være”. ILLUSTRATION Bl.a. Peter Skaarup (V), Morten Messerschmidt (DF) og Kristian Thulesen Dahl (DF), da Folketinget drøfter rigsretstiltale mod Inger Støjberg (V) torsdag den 28. januar 2021 [foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix]