Mikkel Vedby Rasmussen: Tiden efter coronakrisen bliver handlingens tid

31.01.2021

Teknologisk udvikling, grøn omstilling og sundhedspolitik er blevet sikkerhedspolitik som følge af coronakrisen. Enten fordi sygdomsbekæmpelsen viste en sårbarhed, som udfordrede de vestlige samfund på niveau med en militær trussel, eller fordi grøn omstilling og teknologisk kontrol er nøglen til magt i fremtiden. Måske begge dele. Efter årtier, hvor de politiske spørgsmål har været små, er de afgørende politiske spørgsmål blevet store – ikke mindst fordi man efter krisen er parat til at bruge midler af en størrelse, som gør det muligt at stille de helt store spørgsmål. Tiden efter coronakrisen bliver handlingens tid.

Analyse af Mikkel Vedby Rasmussen

Statsministeren stod alene med Dronningen i Mindelunden 5. maj 2020, fordi coronasituationen gjorde det umuligt at samle frihedskampens hædersmænd og honoratiores. Mette Frederiksen understregede dog, at selvom Danmark var i en slags undtagelsestilstand, så var vi ikke i krig: ”I dag er vi ikke i krig. Vi kæmper ikke mod ondskab. Vi kæmper mod en sygdom. Det er noget helt andet. Og vi skal nok klare den.”

For statsministeren var det vigtigt at slå fast, at vi var herrer over coronakrisen og dermed vores egens skæbne på en måde, som den tyske besættelse aldrig gav os mulighed for under Anden Verdenskrig. På den måde gav statsministeren udtryk for en dansk erfaring med verdensomspændende krisesituationer.

I Frankrig var det en anden historisk erfaring, som talte, da præsident Macron gik den modsatte vej af den danske statsminister og i stedet erklærede republikken i krig mod corona. Uanset om man valgte krigsmetaforen eller ej, så følte regeringsledere et behov for at beskrive den ekstraordinære situation, som samfundet stod i under coronakrisen, og retfærdiggøre den mobilisering af statens magt, som fulgte med. Måske var det ikke så underligt, at Macron gik med krigsmetaforen, når han skulle retfærdiggøre udgangsforbud og soldater i de franske gader.

I dét vestlige land, hvis offentlige sektor og politiske liv er mest gearet mod krig, nemlig USA, var præsident Trumps manglende evne og vilje til at mobilisere ressourcerne til en ”krig mod corona” en væsentlig årsag til, at vælgerne i sidste ende valgte ham fra. I USA forventede man, at the commander in chief mobiliserede samfundet til kamp, præcist som Joe Biden gjorde på dagen, han blev indsat som præsident. Biden lagde planer for fordelingen af vacciner, indførte maskepåbud og tog i det hele taget tog ansvar for indsatsen mod corona.

 

Statens mobilisering af samfundsressourcer til at håndtere en krise er et centralt kendetegn ved en krigstilstand. I den forstand er coronakrisen en krig
_______

 

Statens mobilisering af samfundsressourcer til at håndtere en krise er et centralt kendetegn ved en krigstilstand. I den forstand er coronakrisen en krig. Det er netop mobiliseringen af ressourcer, som gør, at krig forandrer samfundet. Anden Verdenskrig bragte kvinderne på arbejdsmarkedet, fordi en mobiliseret økonomi krævede deres arbejdskraft, når mændene var ved fronten. Produktionen af fly og træningen af piloter skabte grundlaget for civilluftfart efter krigen. Piloterne fløj snart i jetfly, som var blot en af de teknologier, som krigens ressourcemobilisering gav midlerne til at udvikle.

Det samme gælder for atombomben og atomkraften. Statens mobilisering af samfundsressourcer gav også et blik for, hvad staten faktisk kunne udrette, hvis den fik love og skatteindtægter til at muliggøre det. Og fordi mobiliseringen var sket med statssikkerheden for øje, var højrefløjen ikke i en god position til at kritisere statens øgede magt. Det var således med god grund, at tiden efter Anden Verdenskrig blev kaldt efterkrigstiden, fordi krigen havde lagt sporene til den måde, som samfundet blev organiseret på efterfølgende.

I 1945 satte Jens Otto Krag sig foran sin skrivemaskine for at skrive Socialdemokratiets partiprogram, hvor han således kaldte til ”kampen mod Kriserne”. Krigen var ifølge Krag produktet af kapitalismens tilbagevendende kriser, som ”havde en ikke uvæsentlig Andel i de politiske Rystelser, der igennem Tre­diverne truede Demokratierne og Freden for til sidst at føre til Nazismen og Krigen”. Sejren over nazismen havde krævet en mobilisering af de vestlige samfund, som nu skulle mobiliseres til at vinde en mere permanent fred.

”For at hindre Kriserne maa Befolkningens Forbrug brin­ges i Vejret og holdes fast paa et højt Niveau. Den brede Befolknings Leveniveau maa sættes i Vejret i mindst samme Takt som den, hvori Produktionen stiger.” Selvom Danmark ikke havde været krigsførende, havde den danske stat kontrolleret samfundet i en hidtil uset grad – det havde man gjort for at håndtere den dybe samfundsmæssige krise, som besættelsen medførte. De teknikker, som man havde lært i ”de onde år”, skulle nu bruges til at skabe gode år.

 

Kampen under coronakrisen er ikke blevet kæmpet i skyttegravene, men på hospitalsstuerne
_______

 

Ved afslutningen af coronakrisen befinder Mette Frederiksen sig således i præcis det traditionelle socialdemokratiske landskab, som hun har længtes efter. Hvor hendes politiske projekt før coronakrisen virkede nostalgisk, fremstår statsministeren nu som tidens kvinde, der ikke alene forstår, men også former en ny fremtid ud af krisen. Ikke mindst fordi den dagsorden, som Krag nedskrev i Socialdemokratiets program, og som ikke for ingenting fik titlen Fremtidens Danmark, nu igen er tilbage.

Uligheden og middelklassens manglende udsigter til forbedrede levevilkår i kølvandet på finanskrisen har ikke alene skabt en utilfredshed, som er blevet omsat til populisme, men er også et væsentligt element i den brede opbakning til klimapolitik – for hvis kapitalismen ikke kan give den almene borger flere penge, hvorfor skulle man så betale dens økologiske omkostninger? Derfor er Mette Frederiksen ikke den eneste statsleder, som coronakrisen nu har givet et nyt mandat og nye midler til at realisere sit politiske projekt for. Biden nyder godt af denne lejlighed til at lede USA, mens Macron og Merkels respektive afløsere vil stå med lignende muligheder.

Kampen under coronakrisen er ikke blevet kæmpet i skyttegravene, men på hospitalsstuerne. Både i Danmark og resten af den vestlige verden vil regeringer stå med et sundsvæsen, hvis medarbejdere er nedslidt af et års udmarvende arbejde, og hvor den grundlæggende infrastruktur på mange måder har vist sig utilstrækkelig til at håndtere en sundskrise af disse dimensioner. Sygeplejersker og læger vil kræve kompensation og bedre arbejdsforhold, og politikerne vil ikke være i en position til at sige nej.

Ligesom alle landes væbnede styrker i perioden efter Anden Verdenskrig indrettede sig med kampvogne, fly og missiler, vil alle landes sundhedssystemer i perioden efter corona indrette sig på bedre at varsle epidemier, teste og isolere syge og større beredskab til at udvide antal af sengepladser osv. i tilfælde af en nødsituation. Krisen har for alvor lært klodens sundhedssystemer, at man ikke kan regne med de globale værdikæder, når det virkeligt brænder på. National produktion af værnemidler osv. er på vej tilbage.

 

Tværtimod må man forvente, at WHO bliver en kampplads mellem Vesten og Kina i opgøret om, hvad man kan lære af coronakrisen
_______

 

Sundhed er ikke længere blot et velfærdsgode, men et sikkerhedsspørgsmål. Hvor sundhed før blev set som en del af de globale værdikæder, hvori internationale medicinalfirmaer og internationale standarder for behandling satte dagsordenen, har krisen sat nye, nationale dagsordner.

WHO afviste grænselukninger som et middel til at bekæmpe smittespredningen. I virkeligheden var det en afvisning af muligheden for at kontrollere pandemien, hvilket staterne selvfølgelig ikke kunne acceptere og derfor netop lukkede deres grænser og på andre måder tog kontrol med samfundslivet. De internationale institutioner fremstår således praktisk overflødige og ideologisk postulerende efter krisen.

At Bidenadministrationen skyndte at melde sig ind i WHO, efter at præsident Trump havde meldt USA ud i protest mod organisationens håndtering af krisen, skal ikke ses som et udtryk for, at USA eller dets allierede nu vil satse på international sundhedspolitik. Snarere tværtimod må man forvente, at WHO bliver en kampplads mellem Vesten og Kina i opgøret om, hvad man kan lære af coronakrisen.

WHO bliver imidlertid ikke den eneste af de organisationer, som opstod i kølvandet på Anden Verdenskrig, som står tilbage med både sin effektivitet og legitimitet udfordret efter coronakrisen. EU har ligesom WHO ladet sin ideologiske tro på åbne grænser og fælles løsninger stå i vejen for en nøgtern håndtering af krisen. Det var måske tydeligst i den måde, hvorpå Kommissionen gav tilladelse til, at landene lukkede deres grænser, efter de allerede havde gjort det – uden i øvrigt at spørge Bruxelles om lov.

 

At Storbritannien og USA var langt mere effektive til at indkøbe vacciner og udrulle et vaccinationsprogram [end EU] var en ydmygelse for en organisation, som er baseret på sin evne til at levere mere effektive løsninger, end en national regering kan
_______

 

Men at EU svinger med det blå-gule flag, kan hovedstæderne og de europæiske befolkninger leve med. Hvad virkeligt har svækket Kommissionen, er dens håndtering af vaccineindkøb. At Storbritannien og USA var langt mere effektive til at indkøbe vacciner og udrulle et vaccinationsprogram var en ydmygelse for en organisation, som er baseret på sin evne til at levere mere effektive løsninger, end en national regering kan. Hvis EU ikke kan løse en opgave bedre end nationalstater, hvad skal man så bruge EU til?

Svaret på det spørgsmål kan meget vel være forskelligt alt efter, om man er et stort eller lille land. Selvom Israel har vist, at små lande kan klare sig bedre end alle andre, hvis de har viljen til at betale prisen og satse på at købe vacciner ind hurtigt. Svaret vil også afhænge af, om EU rent faktisk er i stand til at forhandle med medicinalindustrien, eller om EU fortsat vil fremstå som offer for de produktionsbeslutninger, industrien tager. Konklusionen i den tyske presse synes imidlertid at være klar: Tyskland ville have klaret sig bedre selv, og den konklusion er i sig selv en udfordring for et EU, der i stigende grad er en fortsættelse af Berlins politik med andre midler.

Derudover var svaret på det spørgsmål var i forvejen udfordret af Brexit. Coronakrisen vil bringe det højere på den politiske dagsorden. Det betyder ikke nødvendigvis Unionens sammenbrud – selvom den er mere sandsynlig, end det umiddelbart kan virke – men at der bliver åbnet for en politisk diskussion af, hvad Unionen skal levere. EU blev født ud fra de samme ambitioner, som Krag havde for fremtidens Danmark – ambitioner som med tiden blev til velfærdsstaten. Hvis denne dagsorden bliver erstattet af sundhedspolitik og klimapolitik, hvad er så Unionens rolle?

Et bud på en rolle kan være at forhandle klimatiltag med USA. Joe Biden talte 27. januar 2021 om sine store forhåbninger for fremtiden. ”Tiden er kommet til at handle”, sagde præsidenten, mens han lancerede en målsætning om en CO2-neutral amerikansk økonomi i 2050. Hvor klimadagsorden ofte har et dystopisk og antikapitalistisk element, så understregede Biden, at USA skulle investere i klimaet for derigennem at skabe en ny vækstøkonomi. Coronakrisen er baggrunden for, at denne ressourcemobilisering til klimatiltag kan blive til noget.

 

Det er Kina, som mere end alle andre regeringer skal levere, hvis klimaregnestykket skal gå op. Det kan ikke undgå at blive en kilde til konflikt mellem Kina og Vesten
_______

 

Coronakamp bliver nemlig til klimakamp, fordi den ene krise skaber accepten af at anvende krisepolitik på den anden. Klimadagsorden bliver både i Bruxelles og Washington fremstillet som et område, hvor det er muligt at samarbejde med Beijing. Imidlertid er Kina ansvarlig størstedelen af væksten i CO2-udledningen gennem de sidste 30 år. Det er Kina, som mere end alle andre regeringer skal levere, hvis regnestykket skal gå op.

Det kan ikke undgå at blive en kilde til konflikt mellem Kina og Vesten. En konflikt, som ikke blot handler om den konkrete forurening og løsningen herpå, men i lige så høj grad handler om de samfund, som bliver skabt gennem omstillingen til en mere grøn produktion. Bidens nye udenrigsminister Antony Blinken har netop efterspurgt en mobilisering af ressourcer til demokratiernes udnyttelse af nye teknologier.

Teknologisk udvikling, grøn omstilling og sundhedspolitik er blevet sikkerhedspolitik som følge af coronakrisen. Enten fordi sygdomsbekæmpelsen viste en sårbarhed, som udfordrede de vestlige samfund på niveau med en militær trussel, eller fordi grøn omstilling og teknologisk kontrol er nøglen til magt i fremtiden. Måske begge dele. Efter årtier, hvor de politiske spørgsmål har været små, er de afgørende politiske spørgsmål blevet store – ikke mindst fordi man efter krisen er parat til at bruge midler af en størrelse, som gør det muligt at stille de helt store spørgsmål.

 

Kineserne frygter, at en nationalisering af globale værdikæder og amerikansk pres vil udfordre den vækstmodel, som har legitimeret regimet i Beijing siden 1980’erne
_______

 

Men det er kendetegnende nu, at de politikere og organisationer, som skal besvare spørgsmålene, alle har fornemmelsen af, at deres mulighed for at handle vil blive dramatisk reducerede, hvis de ikke slår til nu og her:

Kineserne frygter, at en nationalisering af globale værdikæder og amerikansk pres vil udfordre den vækstmodel, som har legitimeret regimet i Beijing siden 1980’erne. Amerikanerne frygter, at deres globale position er blevet undergravet af, at Kina har overtaget så meget af den globale produktion – grøn vækst er en måde at få den tilbage på. De europæiske lande ser på EU og frygter, at den samarbejdsmodel, som de har satset deres fremtid på, ikke vil være holdbar.

Alle frygter, at hvis de ikke handler nu, vil det være for sent. Som præsident Biden sagde med henvisning til klimakrisen: ”Vi kan se det med vores egne øjne, vi føler det, vi kan mærke det i vores knogler, og det er på tide at handle”. Tiden efter coronakrisen vil være handlingens tid. ■

 

Amerikanerne frygter, at deres globale position er blevet undergravet af, at Kina har overtaget så meget af den globale produktion […] Og de europæiske lande ser på EU og frygter, at den samarbejdsmodel, som de har satset deres fremtid på, ikke vil være holdbar
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland