Mickey Gjerris i RÆSON LØRDAG: Biosfæren dør – og du er medskyldig

24.07.2021

Den stædige insisteren på, at det ikke er vores skyld og den mere og mere virkelighedsfjerne forestilling om os selv som ”de gode”, står ganske enkelt i vejen for, at vi som individer og samfund begynder at bestige det bjerg, som vi selv har skabt.



RÆSON LØRDAG er en ny kronikserie med aktuelle filosofiske og historiske perspektiver på tidens store diskussioner. Denne lørdag med Mickey Gjerris om biosfærens død. Sidste lørdag med Jesper Jespersen om behovet for ny økonomisk tænkning.

Af Mickey Gjerris, teolog (ph.D.) og lektor i bioetik ved Københavns Universitet

VARMEREKORDER i Canada og Lapland, skovbrande i Californien og Oregon og oversvømmelser i Tyskland, Belgien og Kina. Det har været en sommer med voldsomme vejrfænomener. Hver for sig kan de ikke direkte knyttes til klimaforandringerne. Rekorder er til for at blive slået og skovbrande og oversvømmelser har altid fundet sted. Så de enkelte begivenheder kan ikke direkte knyttes til klimaforandringerne. Man vil altid kunne hævde, at der blot er tale om en naturlig begivenhed.

Det kræver dog, at man samtidig ignorerer, at klimaforskerne i snart 50 år har fortalt os, at med klimaforandringerne følger flere og mere ekstreme vejrfænomener, som netop ekstrem varme, hedebølger og regnskyl. Der kan heller ikke påvises en kausal sammenhæng mellem hvert eneste tilfælde af lungekræft og rygning, men det kræver alligevel en del faktaresistens at benægte, at der er en sammenhæng.

Samtidig, men uden at have samme dramatiske nyhedsværdi, står vi midt i en biodiversitetskrise. Arterne dør som fluer om ørerne på os. FN’s Biodiversitetspanel IPBES anslår i en rapport fra 2019, at mere end 1 million arter er truede af udryddelse, mange indenfor få årtier. Arterne uddør i en hast, så mange biologer taler om, at vi står midt i den 6. masseudryddelsesbegivenhed i planetens historie.

Ecocide – biosfæredrab
De fossile optegnelser viser, at fem gange før de sidste ca. 450 millioner år er 50-90 pct. af arterne uddøde på relativt kort tid. Sidste gang var da en meteor slog ned i det nuværende Yutacan i Mexico for ca. 65 millioner år siden og fremkaldte klimaforandringer, der førte til dinosaurernes uddøen.

Lige nu forsvinder arterne 100 til 1.000 gange hurtigere end den normale evolutionært betingede baggrundsuddøen kan forklare. Det er heller ikke meteornedslag eller vulkanudbrud, der er forklaringen på den igangværende biosfæriske katastrofe, men derimod os selv: mennesket

_______

 

Lige nu forsvinder arterne 100 til 1.000 gange hurtigere end den normale evolutionært betingede baggrundsuddøen kan forklare. Det er heller ikke meteornedslag eller vulkanudbrud, der er forklaringen på den igangværende biosfæriske katastrofe, men derimod os selv: mennesket. Man kan derfor roligt tale om, at vi nu lever i en ny geologisk periode, det antropocæne, hvor mennesket har tiltaget sig så stor magt over planeten, at vi bestemmer stort set alle andre livsformers fremtid.

En magt vi for nærværende anvender til at udrydde de andre i et menneskeskabt Ecocide, biosfæredrab, gennem udledning af drivhusgasser, ødelæggelse af natur for at skabe plads til endeløse marker med dyrefoder og forurening af vand, luft og jord.

Klimakamp i andedammen
Hænger du stadig på? Sidder lidt utålmodigt og overveje, hvorfor du endnu en gang skal læse om verdens triste tilstand og trækkes gennem kedelige fakta om menneskets destruktive adfærd på planeten? Bliver lidt irriteret over al denne dommedagssnak, der bare bliver til en dyne af apati i lyset af den enkeltes betydningsløshed.

Samtidig med, at ca. 1.800 arter i Danmark er truede af udryddelse, og vi er det land i EU, der har mindst natur, hvor arterne kan være, fordi vi insisterer på at have en svineproduktion, der kun kan overleve via milliardstore tilskud fra den fælles kasse

_______

 

For skal vi ikke se på de lyse sider? Gøre som regeringen, der ugentligt udråber sig selv til verdensmester i grøn omstilling, når den med den ene hånd smider en håndfuld mønter efter, at borgerne kan omlægge deres 250 m² parcelhushave eller gårdmiljø til lidt mere vild natur og dermed skaber enkelte spredte levesteder for insekter, imens de med den anden hånd pumper milliarder og atter milliarder ind i biobrændsel og animalsk produktion, der fjerner det reelle levegrundlag for de samme insekter?

Og det samtidig med, at ca. 1.800 arter i Danmark er truede af udryddelse, og vi er det land i EU, der har mindst natur, hvor arterne kan være, fordi vi insisterer på at have en svineproduktion, der kun kan overleve via milliardstore tilskud fra den fælles kasse. Som at have et beskyttet værksted, hvis opgave er at ødelægge lokalsamfundet.

Beklager, der kom flere triste informationer. Og dem er vi ikke glade for. Vi vil have gode nyheder. Høre om, at det går godt og de voksne har styr på det. Have fortællingen om, at så længe vi sorterer affaldet i 10 forskellige containere og hver fjerde gang køber noget, som ser bæredygtigt ud, så har vi gjort vores. Så er vi på rette vej, og ingen kan rette anklagende fingre mod os. I hvert fald ikke med mindre, at de selv lever CO_2-neutrale liv. For ingen skal kaste med sten, når de selv bor i et glashus, har en bjælke i øjet og/eller føle sig bedre end andre.

Skylden som moralsk spejlbillede
Hvorfor vi er endt i en situation, hvor de mennesker, som vi har uddannet til at forstå, hvad der foregår, har talt for døve ører i mange år, er der mange forklaringer på. Der er blandt andet store økonomiske og politiske interesser i at fornægte og nedtone problemerne. Kan man blive ved med at tjene kassen på biosfærens destruktion gennem misinformation, green washing og fordrejning af et hvert forsøg på debat, så kan man jo lige så godt gøre det i en kultur, hvor man også har fået bildt borgerne ind, at det er helt OK, at virksomheder kun tænker på bundlinjen, og vi alle er bekymrede aktionærer, der tjekker pension.dk jævnligt for at se, om vi får råd til at få skiftet ble på plejehjemmet, når vi når dertil.

Skylden modsiger fortællingen om os selv som unikke, fantastiske individer, der rene og gode går gennem livet. Derfor benægter vi den stædigt og peger fingre af kineserne, amerikanerne og hvem som helst, der ellers kommer inden for vores forurettede åsyn

_______

 

Men der er også andre elementer i forklaringen. Et af dem handler om skyld. Skylden over at være del i at ofre fremtidige generationers (ja, ret beset vores egne børns) velfærd for at sikre vores egen velstand. Skylden over stiltiende at se til, at art på art forsvinder ud af den evolutionære fortælling, fordi vi ikke kan overskue en sommeraften uden døde køer og grise i egen tarm på grillen. Eller rettere, det handler om den skyld, som vi ikke vil være ved.

For skyld er ikke noget rart fænomen. Det emmer af religiøse forbud, selvfornægtelse og uproduktiv tilbageskuen, men først og fremmest så får den vores moralske selvbillede i spejlet til at krakelere. Skylden modsiger fortællingen om os selv som unikke, fantastiske individer, der rene og gode går gennem livet. Derfor benægter vi den stædigt og peger fingre af kineserne, amerikanerne og hvem som helst, der ellers kommer inden for vores forurettede åsyn. Og derfor nedtoner vi den og laver det etiske ansvar, som vi har svigtet om til en form for moralsk brøkregning, hvor vi hver især kun er en dråbe i havet og Danmark et så lille land, at hvad vi gør, intet betyder.

Et livsspor, der nu for altid er tabt
Men der er gode grunde til, at vi tager skylden på os. Indser, at arter, der uddør, ikke er en abstrakt begivenhed, men en tragedie. En tragedie, fordi hver art, der forsvinder, er et livsspor i den fælles fortælling, som har strakt sig over 14 milliarder år, siden intet blev til alting. Et livsspor, der er udviklet til at passe sammen med alle os andre vingede, behårede, skællede, nøgne, gryntende, pippende, truttende og tavse væsener, der er medlemmer af det mere-end-menneskelige fællesskab, som har bolig på denne kugle. Et livsspor, der nu for altid er tabt. Ikke i en fortsat berigelse og udvidelse af fællesskabet, men som resultat af en arts manglende respekt for alt andet end dens egne behov og præferencer.

Det er en tragedie, fordi hver art, der forsvinder, er et livsspor i den fælles fortælling, som har strakt sig over 14 milliarder år, siden intet blev til alting

_______

 

At erkende sit bidrag til dette er at påtage sig skyld. En skyld, der ikke behøver at ende i indkrogethed eller kynisme, men dels er en del af at leve et fuldt, helt og autentisk menneskeliv og dels kan være en hjælp til at se situationen i øjnene og begynde at handle adækvat på den situation, som vi har bragt os selv og resten af biosfæren i. Anerkendelsen af skyld er et af de nødvendige skridt for at indse, at vi må forandre os. At den såkaldt ”grønne omstilling” ikke kommer til at ske, uden at vi mærker det. At vi ikke blot skal sortere vores affald og overveje at købe en el-bil, men grundlæggende transformere vores samfund og kultur, hvis ikke vi skal undergrave egne og andres livsmuligheder.

Skylden kommer fra vore viden om, at vi har fejlet. At vi handlet forkert og skadet andre – nogle uopretteligt. Den eneste etiske reaktion i den situation er at undskylde gennem at gøre handlingen om i det omfang, som det er muligt og anerkende de ofre, som vi har skabt. Anerkende den lidelse og død, som vi spreder og indrette os, så vi i videst muligt omfang ophører med det og forsøger at genoprette det, som vi ødelagde.

Den stædige insisteren på, at det ikke er vores skyld og den mere og mere virkelighedsfjerne forestilling om os selv som ”de gode”, står ganske enkelt i vejen for, at vi som individer og samfund begynder at bestige det bjerg, som vi selv har skabt. Så i stedet for at undgå de triste nyheder om endnu en arts forsvinden og endnu et tomt klimapolitisk tiltag, er det værd at tage dem ind og erkende vores delagtighed i det… og så komme videre. Ikke ved at benægte, negligere eller glemme skylden, men ved at lade den være med til at anspore os til at få begyndt at undskylde gennem at bidrage aktivt til forsøgene på at redde det, der reddes kan.

Det er – set herfra mit lille verdensvindue – ikke alene det rette at gøre, men også en måde at bevare forstanden på, når man nu er født ind i at skulle leve midt i drabet på en biosfære. ■

Det er – set herfra mit lille verdensvindue – ikke alene det rette at gøre, men også en måde at bevare forstanden på, når man nu er født ind i at skulle leve midt i drabet på en biosfære

_______

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister