Michael Kristiansen om dansk politik nu (del 1): Man fornemmer en statsminister, der vil begynde at sige, at hun er grøn, før hun er rød

05.10.2021

„Man fornemmer, at regeringen retorisk er ved at flytte sig på klimadagsordenen. Det er helt åbenlyst, at de er ved at sløjfe de der men’er, der har været i partiets klimapolitik. Før har de indikeret, at de var røde, før de var grønne, men nu tror jeg, vi oplever en statsminister, der vil begynde at sige, at hun er grøn, før hun er rød – og hun vil nok også prøve at sige, at det er det samme‟

Dette er første del af RÆSONs interview med politisk kommentator Michael Kristiansen om dansk politik lige nu.

Interview af Jeppe Grand, ansv. chefredaktør for RÆSON

RÆSON: Hvilke emner skal vi forvente fylde meget, når vi torsdag ser åbningsdebatten i Folketinget?
KRISTIANSEN: Jeg tror, at klima kommer til at fylde meget. Man fornemmer også, at regeringen retorisk er ved at flytte sig lidt på klimadagsorden. Det er helt åbenlyst, at de er ved at sløjfe de der men’er, der har været i partiets klimapolitik. Før har de indikeret, at de var røde, før de var grønne, men nu tror jeg, vi oplever en statsminister, der vil begynde at sige, at hun er grøn, før hun er rød – og hun vil nok også prøve at sige, at det er det samme.

RÆSON: Det lyder anderledes end de toner, man før har hørt fra Socialdemokratiet. Hvad har ændret sig?
KRISTIANSEN: Jeg tror, at Socialdemokratiet har fundet ud af, at der er kommet en perception af, at regeringen er en smule fodslæbende på det her område og hele tiden skal trækkes til truget af deres tre parlamentariske støttepartier. Det er forklaringen på, at det nærmest blev udlagt som om, det var defensivt, da statsministeren sagde i sidste uge, at man nu på to år har nået halvdelen af alt det, der skal til for at nå klimamålsætningen for 2025.

Når man – i regeringens egen optik – gør så meget klimapolitisk og får så lidt politisk kapital ud af det, så er det fordi, de har et kommunikationsproblem på det her område. Det kommunikationsproblem består i, at regeringen selv har forsøgt at gå på to forskellige ben, nemlig både at være grønne og røde på samme tid. Det har man gjort, fordi man har været bekymret for, at man ville tabe en del af befolkningen, hvis man blev for grøn for hurtigt. Der tror jeg, man har indset, at der bliver man nødt til at sige: ”Vi er grønne, og fremtiden er også grøn”.

Det er på en måde et substansskifte, fordi man hele tiden har været lidt forbeholden på klimaområdet, men det er mest et kommunikationsskifte. Danmark er faktisk utroligt grønt, men herhjemme har vi alligevel en diskussion af, hvorvidt regeringen er grøn nok. Det tror jeg, regeringen er rimeligt trætte af – og så er det også en måde definitivt at presse de borgerlige til at erklære kulør på klimaområdet. Det vil de borgerlige nok have endnu sværere ved, end man lige går og tror.

RÆSON: Hvad synes du, er det mest opsigtsvækkende ved den landbrugsaftale om klimaet, der blev indgået i går?
KRISTIANSEN: Det er, at den blev så bred, som den gjorde. Det havde jeg ikke set komme. Det synes jeg faktisk er ret imponerende og godt gået af Socialdemokratiet og Venstre.

 

Regeringen har i den her landbrugsaftale kunnet kigge på de blå partier og sige: Hvis I siger nej til det her, så laver vi det bare med de andre
_______

 

For Venstre kunne det her virkelig være blevet dybt problematisk, hvis nogle af de andre partier som Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige ikke havde været med og havde kørt Bæredygtigt Landbrugs-argumentation bagefter. Man kan sagtens forestille sig, at hvis der var et af de partier, der stod udenfor, kunne de have kørt en dagsorden, der hed: ”Det her slår landbruget ihjel, og nu har klima-fanatismen taget overhånd,” og hele den der sang der. Det kunne godt have været problematisk for Venstre.

RÆSON: Landbrugsaftalen er et eksempel på, at regeringen endnu engang er lykkedes med at lave et bredt forlig. Denne gang er det ikke en corona-aftale, hvor der har været akut behov for en meget bred opbakning i Folketinget. Hvad fortæller det os om det danske politiske system nu?
KRISTIANSEN: Det siger noget om, at vi har en regering, der er utrolig dygtig til at få lavet politik. Jeg ved ikke, om aftalen siger så meget om det politiske system. Jeg vil ikke bevæge mig op i floskler om det konsensussøgende danske demokrati, for konsensus indfinder sig kun, når dem omkring bordet ønsker det.

Men det er dygtigt politisk håndværk. Når man også har fulgt processen tæt, så ved man, at det har været ekstremt kompliceret. Den aftale, der ligger på bordet, er ikke nogen uambitiøs aftale. Det er jo ikke sådan, at de røde partier har lagt sig helt ned. Selvfølgelig ville aftalen se anderledes ud, hvis det var et rødt forlig alene, men den er alligevel ikke uambitiøs.

RÆSON: Er det i dine øjne påfaldende, hvor meget man i regeringen arbejder hen over midten sammenlignet med de sidste par årtier i dansk politik?
KRISTIANSEN: Det synes jeg ikke. Man arbejder hen over midten, når det kan betale sig. Regeringen er sammensat på en måde nu, hvor den kan lave flertal på kryds og tværs, hvilket ingen anden regering har kunnet i nyere tid. Du kan jo bare tage den regering, som jeg selv var tæt på og rådgiver i fra 2001 og frem. Anders Fogh havde to flertal: Han kunne enten lave flertal med Dansk Folkeparti, eller han kunne lave flertal med Socialdemokratiet. Han havde ikke andre muligheder. Når Socialdemokratiet ikke ville, blev der blokpolitik. Pointen er, at det blev det kun, fordi der ikke var nogle alternativer.

Den nuværende regering kan jo lave mange flertal. Det er helt fantastisk, og det er også derfor, vi ikke får noget folketingsvalg lige forløbelig. Regeringen har nogle muligheder og en fleksibilitet i sin måde at agere på. Den behøver sådan set kun et af de blå partier sammen med to af dens egne støttepartier, så har den flertal. Det gør, at det er nemmere at holde partierne inde ved bordet, fordi de ikke er nødvendige.

RÆSON: Du mener, at andre partier ikke kan stille lige så store krav, fordi man ved, regeringen har et troværdigt alternativ at gå til?
KRISTIANSEN: Ja. Regeringen har i den her landbrugsaftale kunnet kigge på de blå partier og sige: Hvis I siger nej til det her, så laver vi det bare med de andre.

Så det er fint at sige, at den her regering kun laver brede forlig – men det gør den netop, fordi den kan true med smalle forlig. Hvis den ikke kunne det, havde den ikke fået en bred aftale. Det er dynamikken i mandaterne, der gør, at du kan reagere, som regeringen gør nu.

RÆSON: I aftalen får Venstre opfyldt flere ønsker, men der er stadig tale om en aftale, der går ind og rører kraftigt ved landbruget. Kan Venstre med troværdigheden i behold tale om at være landbrugets parti?
KRISTIANSEN: Ja, det kan de, fordi landbrugets hovedorganisation bakker dem op i aftalen. Det her er også en sejr for den moderne del af dansk landbrug. Den er kæmpestor, og det skal man ikke underkende. Der er masser af landmænd, som er klimabevidste og har omlagt deres landbrug og gør alle mulige gode ting. Det får Venstre ikke problemer med. Selvfølgelig vil der være nogle, der er sure, fx gammeldags landmænd, og det er så, hvad det er, men så fylder de heller ikke mere. Hverken i Venstre eller i befolkningen. Landbruget skulle den her vej, og det er derfor også en håndsrækning til det moderne danske landbrug.

Ser du for dig, at Venstre i sin politiske positionering ift. klima- og landbrugsaftalen har været fanget i et krydsfelt mellem to dele af dansk økonomi i form af Dansk Industri (DI) og landbruget?
Ja, det gør jeg faktisk. Det, du kunne kalde de store spillere i dansk økonomi, altså DI osv. er i virkeligheden foran regeringen. Erhvervslivet driver den grønne dagsorden fuldstændig uafhængigt af politikkerne. De virksomheder vi har, som er globale, er nærmest mere ambitiøse, og det er nærmest dem, der driver politikkerne. Mens landbruget, hvor den grønne omstilling på kort sigt også har mere voldsomme konsekvenser, har haltet bagefter.

 

Før har de indikeret, at de var røde, før de var grønne, men nu tror jeg, vi oplever en statsminister, der vil begynde at sige, at hun er grøn, før hun er rød – og hun vil nok også prøve at sige, at det er det samme
_______

 

Virksomheder som Novo Nordisk og Mærsk sætter høje klimamål, og det er en del af den globale strategi at være grøn. En del af dansk landbrug er også langt fremme, men problemet er bare, at der er også den del af landbruget, der overhovedet ikke er der. Og den del ligger et voldsomt pres på særligt de borgerlige partier. Vi har set dem i mink-sagen, hvor vi så, hvor meget ballade og røre det kan skabe i de borgerlige partier. Og en stor del af forankringen i Venstre er stadigvæk i landbruget.

RÆSON: Aftalen er bl.a. bred, fordi partierne formentlig deler en erkendelse af, at man er nødt til at være med på den grønne dagsorden, hvis man ikke skal miste vælgere. Man kunne sige, at den stramme udlændingepolitik historisk har haft samme nødvendighed for mange partier i dansk politik. Er klimapolitikken på den måde den nye udlændingepolitik?
Hvis klimapolitik var den nye udlændingepolitik, så havde Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige ikke været med. Så havde de brugt det til at stå udenfor og pleje et image som værende anderledes. I og med de ikke gør det, synes jeg ikke, den parallel fungerer. Fordi det, der jo kendetegner udlændingepolitikken, er, at det aldrig nogensinde lykkedes at lave brede aftaler, fordi der altid er nogle partier, der har interesse i at signalere kant i forhold til hinanden. Det, at man på klima laver så brede aftaler, er faktisk et udtryk for det modsatte. Jo bredere aftaler du laver, jo mindre kant er der på det område. Så jeg synes faktisk, at den her aftale er udtryk for, at klimapolitikken fungerer modsat af udlændingepolitikken.

Det, at alle gerne vil være med, tager den politiske spænding ud af det. Selvfølgelig er man ikke enige om hvert et komma, for der er fortsat langt ud til Nye Borgerlige i klima- og landbrugspolitik, men det, at man er i den samme aftale, gør jo, at den politiske uenighed ikke kan udkrystallisere sig på samme måde, som hvis man ikke var med i den samme aftale.

Udlændingepolitikken er kendetegnet ved, at hver gang den bliver konsensusdrevet, er der nogle, der finder på ting, der er mere ekstreme. Den har det med overhovedet ikke at finde ro. Sådan er det ikke på samme måde med klimapolitikken. ■

 

Det, der jo kendetegner udlændingepolitikken, er, at det aldrig nogensinde lykkedes at lave brede aftaler, fordi der altid er nogle partier, der har interesse i at signalere kant i forhold til hinanden. Det, at man på klima laver så brede aftaler, er faktisk et udtryk for det modsatte
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland