28.01.2021

”Især de sociale medier har gjort, at den personlige eksponering fylder 50 gange mere i politik, end den gjorde for bare 20 år siden. Det skaber en egocentrering i samfundet. Derfor bliver politikere også i højere grad til individuelle brands, der så finder sammen i de gamle partistrukturer, som ikke længere er stærke nok til at rumme dem.”

Dette er anden del af RÆSONs interview med politisk kommentator, Michael Kristiansen, om dansk politik lige nu.

Interview af Eugen Shapiro

RÆSON: I mandags forlod Jens Rohde sit parti Radikale Venstre som det niende folketingsmedlem siden folketingsvalget i 2019. Hans begrundelse er, at RV er blevet for aktivistiske og højtråbende, når det gælder klima- og udlændingepolitikken samt MeToo. Er du enig i den underliggende analyse, som er, at de har rykket sig?
KRISTIANSEN: Det er et godt spørgsmål. Man kan i hvert fald sige, at i forhold til minkaftalen rammer hans analyse ikke plet. I forhold til MeToo giver hans analyse meget god mening, men Morten Østergaard stod for den samme linje. Han kastede sig lige så meget ud i den kamp, indtil han selv blev ramt af den. Det er klassisk radikalt – de er lige dele aktivister og økonomisk ansvarlige, og man ved aldrig helt, hvor man har dem. Det vidste Jens Rohde godt, da han meldte sig ind i partiet. Men hvis man er vokset op som radikal, er det ikke så underligt med de svingninger i partiet – det er måske sværere, hvis man kommer udefra, som Rohde gjorde, at finde ind til det radikale DNA. Så jeg deler ikke helt hans analyse.

Men Rohde er også en meget følelsesladet politiker, som har en evne til brænde igennem – og dem er der også brug for. Nogle gange brænder det hele bare lidt op sammen med Rohde. Og det er også sket her. Han er retorisk enormt stærk til at pakke sin egen fortælling ind, så det ser ud, som om det, han gør, giver rigtig god mening. Men den nuværende radikale ledelse og ham er ved at bevæge sig i to forskellige retninger. Så jeg tror, at det er en rimelig rolig skilsmisse.

RÆSON: Så du er enig i, at de Radikale er aktivistiske og højtråbende – det er bare ikke en ny ting?
KRISTIANSEN: Præcis. Det er de fra tid til anden. Og man ved aldrig helt, hvilket område de er det på. Det, Rohde siger om klima, lyder næsten som noget, man kunne høre Mette Frederiksen sige. Men dér har De Radikale haft en miljøaktivistisk, Greta Thunberg-agtig linje i meget lang tid – også i valgkampen.

 

Det er heller ikke tilfældigt, at Rohde bruger det samme ordvalg [som Løkke]. Jeg mener dog ikke, at man heraf kan slutte, at Lars Løkke og Jens Rohde bliver medlemmer af det samme parti inden alt for længe
_______

 

RÆSON: Hvad er det så, der er gået galt i forholdet mellem Rohde og De Radikale nu? Handler det bare om en personlig konflikt mellem ham og Sofie Carsten Nielsen?
KRISTIANSEN: Efter Morten Østergaards afgang var der en afstemning i den Radikale gruppe om, hvem der skulle være formand, og det var tilsyneladende et meget tæt løb. Det siger noget om, at der i partiet er to forskellige måder at se vejen tilbage til magten på. Begge har fokus på, hvordan man kommer tilbage og bliver relevante for en regering, men det er der forskellige strategier til. Den ene er den mere konfrontatoriske, som både Morten Østergaard og Sofie Carsten Nielsen har lagt. Og så er der Lidegaards, hvor man søger mod en form for samarbejde.

RÆSON: Men går den uenighed ikke mere på retorikken end den egentlige politik? For når det kommer til stykket, er De Radikale vel mere end villige til at samarbejde både med regeringspartiet, men også over midten – som den nylige aftale om kompensation til mink-avlerne også viser?
KRISTIANSEN: Ja, det er de sådan set. Det er primært en uenighed om, hvad det er for en retorik, der kan få partiet til at blive relevante i forhold til en regering. Skal man forsøge at presse Socialdemokratiet ved at være så uenige med dem som overhovedet muligt på en række områder, eller skal man forsøge at komme dem i møde? Jeg er enig i, at når man kigger på, hvad det faktiske output er, så er de Radikale med i utrolig mange aftaler, forlig osv. Så det er en meget retorisk diskussion.

RÆSON: Da Lars Løkke tidligere i år meldte sig ud af Venstre, begrundede han det blandt andet med, at han ville frigøre sig fra ultimative synspunkter. Minder Løkke og Rohdes exits ikke om hinanden?
KRISTIANSEN: Jo, det gør de. På helt forskellige baggrunde er det lidt den samme begrundelse: ”Der er ikke plads til mig, fordi jeg vil være midtersøgende, og I vil være konfrontatoriske”. Det er heller ikke tilfældigt, at Rohde bruger det samme ordvalg. Jeg mener dog ikke, at man heraf kan slutte, at Lars Løkke og Jens Rohde bliver medlemmer af det samme parti inden alt for længe, men selvfølgelig er det ikke tilfældigt, at han bruger dét ordvalg. Det er også for at signalere, at han er en politiker om ikke i helt samme format, så dog i samme liga som Lars Løkke.

De er begge to følelsesladede politikere. Man ved aldrig helt, hvor man har sådan en type. Men det kommer der også noget interessant ud af. Rohde er enormt god til at få opmærksomhed omkring de sager, han arbejder med. Det er en kæmpe gevinst for politikere, når de kan netop det.

 

For 10 år siden ville jeg aldrig have spået, at det ville kunne ske, at en tidligere statsminister forlod sit parti. Det er den tid, vi lever i
_______

 

RÆSON: Men får man ikke lidt det indtryk, når man ser på deres afgange, at de har forladt deres partier pga. interne personlige konflikter og ikke grundet voldsomme politiske uenigheder?
KRISTIANSEN: Jo, helt grundlæggende er der ikke så voldsomme politiske uenigheder. Det er meget personligt. Især i tilfældet med Løkke er det et personligt opgør, der har fundet sted. Så det handler også om at finde ud af, hvordan man håndterer disse politikere. Løkke siger i den serie, hvor han sejler over Atlanten, at nu er det ved at være slut mellem ham og Venstre. Og så siger Ellemann, at det håber han ikke, og at de nok skal finde en plads til Løkke. Men de er svære at håndtere de her mennesker.

Rohdes kredsformand på Frederiksberg har også udtalt, at Rohde har været ”en ordentlig mundfuld”. De fylder meget, de er selvoptagede – og det kræver noget helt særligt at være leder enten for eller sammen med politikere som dem. Men det skal man også kunne. Så når nogle af disse politikere går en gang imellem, er det også en begmand til den politiske leder, som ikke kan holde sammen på sin gruppe. Især med De Radikale. Margrethe Vestagers eftermæle er altid belagt med superlativer og sprogblomster, men man glemmer, at det var på hendes vagt, at det parti sprang i stumper og stykker, og vi har sidenhen rodet med alle de andre partier, der er kommet ud af det.

RÆSON: Der har vel altid været store interne politiske uenigheder i både RV og V – men er uenighederne generelt blevet større med tiden, siden vi er begyndt at se flere politikere forlade partierne? Eller er det fordi, der er kommet flere store egoer til, som ikke vil rette ind?
KRISTIANSEN: Hvis man skal vælge mellem de to forklaringer, er der ingen tvivl om, at det er de politiske egoer, der er blevet større. Især de sociale medier har gjort, at den personlige eksponering fylder meget mere, end den gjorde for bare 20 år siden. Politikere bruger massivt meget mere tid på deres sociale medieplatforme. De er blevet værre end en flok teenagere.

Det skaber en egocentrering i samfundet. Derfor bliver de også i højere grad til nogle individuelle brands, som så finder sammen i de gamle partistrukturer, der ikke længere er stærke nok til at holde dem. For 10 år siden ville jeg aldrig have spået, at det ville kunne ske, at en tidligere statsminister forlod sit parti. Det er den tid, vi lever i. Og så sker det også, fordi der nu er et marked for nye partier og bevægelser – vi har alle set, hvor store både Liberal Alliance, Alternativet og Nye Borgerlige blev på rekordtid. Det sidste vægtede snit af meningsmålingerne for 2021 viser, at Nye Borgerlige ligger på 9-10 pct.

 

Der er selvfølgelig også en politisk krise i Venstre – uanset hvad Ellemann siger, så har han ikke noget tydeligt politisk projekt
_______

 

RÆSON: Samtidig har både RV og V styrtblødt vælgere i den seneste tid. Er det et tilfælde, at det sker nogenlunde samtidigt med de markante exits, eller kan man pege på nogen af de samme drivfaktorer bag de kriser, de to partier gennemgår?
KRISTIANSEN: Venstres krise er en nedsmeltning. Det er en nedsmeltning på personniveau, hvor man har mistet partiets største stemmesluger [Løkke, red.], mens nummer 2, Støjberg, er lidt halvt inde og halvt ude. Vælgerne straffer primært, at der er uro i partiet – det er derfor, både Radikale Venstre og Venstre går så meget tilbage. Og så er der selvfølgelig også en politisk krise i Venstre – uanset hvad Ellemann siger, så har han ikke noget tydeligt politisk projekt. Det er ikke lykkedes ham at stå frem med et, blandt andet fordi der ikke er sket nogen idépolitisk udvikling i partiet.

Derudover er der en gigantisk identitetskrise i det borgerlige Danmark lige nu, hvor det er svært at få øje på, hvem der egentlig er i stand til at tegne et alternativt politisk projekt til statsministerens. Det burde have været nemt nok, fordi jo mere Socialdemokratiet bliver til et klassisk socialdemokrati, jo mere skulle man tro, at der ville være plads til et borgerligt projekt – men det ser skidt ud.

RÆSON: Kan Venstre redde sig ud af sin krise ved at positionere sig selv som et liberalt midterparti, som fx Jan E. Jørgensen er fortaler for?
KRISTIANSEN: Hvis de ikke har Jylland med, er der alligevel grænser for, hvor store de kan blive. Hvis Venstre skal tilbage til at være et reelt statsministerparti, skal det både have fat i by og land, København og Jylland, høj og lav. Det lykkedes figurer som Anders Fogh og Claus Hjort Frederiksen, men det er sat helt over styr nu.

 

Hvis man dog skal finde en forskel mellem Ellemann og Sofie Carsten Nielsen, så er det, at man ikke er i tvivl om, at Sofie Carsten Nielsen gerne vil være leder
_______

 

RÆSON: Hvorfor kan det ikke lykkes nu? Hvad har ændret sig?
KRISTIANSEN: To ting. For det først forsøger de stadig at være attraktive for en bred befolkning med de samme dagsordener, som de vandt valget på i 2001. Det er tyve år for sent – det kan man ikke. Der er ingen fornyelse af den moderne liberale kontrakt. Og så mangler der en person i spidsen, som kan appellere bredt. Det gør Ellemann ikke p.t., men det kan han måske komme til.

RÆSON: Og hvad er så De Radikales problem? Hvorfor har de tabt så meget vælgeropbakning siden folketingsvalget i 2019?
KRISTIANSEN: Det er lidt det samme som med Venstre. De har mistet deres politiske leder på en tumultarisk måde, hvilket efterlod et lidt uldent indtryk af den nuværende leders ståsted – hvor Sofie Carsten Nielsen var i det, hvilken rolle hun spillede osv. Derefter valgte hun klogeligt at holde lav profil, fordi der alligevel er et stykke tid til næste valg, og der har været nogle interne dagsordener, der skulle falde på plads. Men hun er heller ikke trådt i karakter. Vi venter stadig på at finde ud af, hvem Sofie Carsten Nielsen er, og hvad det er for et Radikale Venstre, hun står for.

Hvis man dog skal finde en forskel mellem Ellemann og Sofie Carsten Nielsen, så er det, at man ikke er i tvivl om, at Sofie Carsten Nielsen gerne vil være leder. Og dét er første forudsætning for at lykkes. Med Ellemann er man i tvivl om, hvorvidt han overhovedet har lyst til at være i spidsen for V.

RÆSON: Er Ellemann også selv i tvivl om, hvor hans ideologiske projekt ligger henne?
KRISTIANSEN: Ja, det er helt tydeligt. Der er nogle ganske få ting, vi ved, Ellemann står for. Det er proeuropæisk politik og en humanistisk afvejet udlændingepolitik. Hvis man kigger tilbage på hans politiske virke, kan man se, at det er det, han står for. Men de to ting har han så også undertrykt indtil videre. Det er så svært at mærke på ham, hvad han egentlig mener. Da han for et halvt år siden forsvarede Støjbergs udlændingepolitik, tænkte man – det er jo ikke Ellemann, det dér. Er det et skuespil, han opfører? Han bliver nødt til at finde sig selv og finde ud af, hvad han vil stå for – og så må det bære eller briste. ■

 

Ellemann bliver nødt til at finde sig selv og finde ud af, hvad han vil stå for – og så må det bære eller briste
_______

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt