23.02.2021

Erdoğan lover at gennemføre demokratiske reformer, men under pandemien har regeringen gennemført lovgivning, der peger i den modsatte retning. Erdoğan står i et paradoks: Han kan reformere og risikere at tabe et valg, eller han kan befæste sin position som autokrat og risikere, at systemet krakelerer. Reformløfterne skal her og nu forstås som et signal til USA og EU.

Af Max Læbo Wulff

I slutningen af sidste år udråbte den tyrkiske præsident Recep Tayyip Erdoğan 2021 som ’reformernes år’. Udover økonomiske reformer tilføjede Erdoğan mere overraskende, at der også er demokratiske reformer på vej. Sidenhen har han gentaget det adskillige gange – reformerne er lige på trapperne. Ifølge præsidenten vil sløret for de storslåede reformer snart blive løftet for offentligheden, og forventningerne er nu pustet så højt op, at det er nødvendigt at spørge: Er en reel demokratisk kovending i Erdoğans Tyrkiet overhovedet mulig?

Human Rights Watch udgav ved årsskiftet en rapport, der gennemgik begivenhederne på menneskeretsområdet i 2020. Og det var ikke et år, der vil gå over i historien som et demokratisk reformår i Tyrkiet. I samarbejde med det højrenationale støtteparti Moderlandspartiet (MHP) har Erdoğans regering fortsat den autokratiske retning med talrige brud på internationale konventioner.

Listen af menneskerettighedsbrud er lang, og derfor tror Berk Esen, der er professor i internationale relationer ved det private Sabanci Universitet i Istanbul, heller ikke på præsidentens reformløfter. “Nej, jeg tror ikke, at der vil blive gennemført noget, der bare minder om demokratiske reformer. Styret vil ikke demokratisere sig selv på eget initiativ,” siger han til RÆSON.

 

Erdoğans reformløfter kommer, efter at grebet om medierne, oppositionen og civilsamfundet er blevet strammet yderligere under coronakrisen
_______

 

Erdoğan er i øjeblikket ved at lede efter politiske sager, der kan skabe positive avisoverskrifter i vestlige medier, uden at han behøver ændre selve det politiske system.

“Han sender ét sæt signaler til det udenlandske publikum og et andet til det tyrkiske publikum,” forklarer Esen.

Kemal Kirişci, professor i international politik ved tænketanken Brookings Institution i Washington og forfatter til flere bøger om tyrkisk politik, tror heller ikke, at Tyrkiet vil se reelle demokratiske reformer.

”Jeg tror ikke, at Erdoğan er seriøs omkring reformer, og selv hvis han var, er han fanget i et hjørne af sit støtteparti (MHP), der vil bevare status quo, hvis ikke svække demokratiet yderligere.”

Demokratiske tilbageskridt
Erdoğans reformløfter kommer, efter at grebet om medierne, oppositionen og civilsamfundet er blevet strammet yderligere under coronakrisen. Regeringen har gennemført en række love, der gør det muligt at udnævne regeringstro repræsentanter til samfundets vigtigste institutioner.

I juli blev en ny lov for sociale medier gennemført, der kræver, at medier med over en million daglige brugere skal åbne et kontor i Tyrkiet. Regeringen skal kunne henvende sig til kontoret og kræve, at mediet blokerer eller sletter indhold. Hvis ikke medierne opretter et kontor i Tyrkiet, vil de modtage bøder, og deres bredbåndsforbindelse vil blive markant svækket.

Loven har fået stærk kritik for at kunne bruges til at indskrænke ytringsfriheden, der allerede er stærkt presset, idet talrige hjemmesider allerede er blokeret, og Tyrkiet rangerer blandt bundskraberne på Reporters Without Borders’ pressefrihedsindeks som nummer 154 ud af 180 lande. Indtil videre har sociale medier som Facebook, YouTube og TikTok åbnet et kontor i Tyrkiet, mens Twitter endnu ikke har efterlevet regeringens krav.

 

Kritikere frygter, at NGO’er på sigt vil blive lukket ned. Regeringen har allerede forsøgt at begrænse civilsamfundets arbejde
_______

 

Ved parlamentsvalget i 2018 blev det venstreorienterede og pro-kurdiske parti Folkets Demokratiske Parti (HDP) det tredjestørste parti med 11,7 pct. af stemmerne. Det skete, selvom partiets tidligere formand, Selahattin Demirtaş, førte valgkamp fra fængslet efter anklager om tilknytning til terrorgruppen PKK. Demirtaş har været fængslet siden 2016. Talrige NGO’er har afvist anklagerne som grundløse, og ifølge Den Europæiske Menneskeretsdomstol bør politikeren løslades.

Ved lokalvalget i 2019 vandt HDP 65 borgmesterposter. Siden da er59 af borgmestrene blevet fængslet for terrorismeanklager eller har fået taget borgmesterposten fra sig. Det er efterhånden rutine, at HDP-politikere får fjernet deres parlamentariske immunitet og bliver eftersøgt for tilknytning til PKK. Regeringens højrenationale støtteparti MHP’s leder, Devlet Bahçeli, har gentagne gange argumenteret for at forbyde oppositionspartiet HDP.

Civilsamfundet står også for skud. Den 27. december blev en lov vedtaget, der gør det muligt for indenrigsministeriet at udnævne repræsentanter til NGO’er. Kritikere frygter, at NGO’er på sigt vil blive lukket ned. Regeringen har allerede forsøgt at begrænse civilsamfundets arbejde. Et eksempel er Amnesty Internationals tidligere direktør i Tyrkiet, Taner Kılıç, der i juli blev idømt seks års fængsel under vage anklager om at være en del af Gülen-bevægelsen, der menes at stå bag det mislykkede kupforsøg i 2016, som Erdoğan sigende kaldte for ”en gave fra Gud” og i vid udstrækning brugte til at fjerne dissidenter fra bl.a. statsapparatet, universiteter, civilsamfundet og mediebilledet.

 

Spillebanen, regeringen og oppositionen spiller på, er ujævn og vippet til fordel for regeringen
_______

 

Ifølge Esen befinder Tyrkiet sig i en gråzone – et sted imellem at være et demokrati og et autokrati. Der bliver afholdt demokratiske valg i landet, og det er en mulighed, at oppositionen vinder. Det så vi senest ved lokalvalgene i 2019, hvor oppositionspartiet det Republikanske Folkeparti (CHP) vandt borgmesterposterne i landets tre største byer Istanbul, Ankara og Izmir. Når det er sagt, konkurrerer regeringen og oppositionen ikke på lige vilkår.

”Offentlige ressourcer fordeles på en uretfærdig måde, regeringen kontrollerer bureaukratiet, og der er systematiske indgreb mod institutioner som medier, det juridiske system, civilsamfund og universiteter. Grundlæggende svækkes konkurrenceforholdene, så der ikke er en fri og fair konkurrence,” siger Berk Esen.

Berk Esen forklarer sit argument med en fodboldmetafor:

”Det er som en fodboldkamp. To hold spiller mod hinanden, det ene hold har 11 spillere på banen, mens det andet hold kun får lov til at spille med 10 spillere. Selvfølgelig er sandsynligheden for, at holdet med 11 spillere på banen vinder klart størst.”

Spillebanen, regeringen og oppositionen spiller på, er ujævn og vippet til fordel for regeringen.

En uforsonlig værdikamp
For at forstå Erdoğans idé om demokratiet, skal man ifølge forskeren Kemal Kirişci fra Brookings Institution forstå, hvem Necip Fazıl Kısakürek (1904-1983) var. Kısakürek var en af det politiske islams store ideologer i Tyrkiet, en kontroversiel tænker og et af Erdoğans centrale forbilleder.

“I hans skrifter argumenterede han for, at vælgerne i et muslimsk demokrati skal smide deres stemme i stemmeboksen. Men når først befolkningen har valgt dets leder, skal det underlægge sig lederen fuldstændig, fordi han besidder en absolut magt. En ekstremt snæver forståelse af demokratiet, som i høj grad er indkapslet af det system, Erdoğan og hans allierede har etableret,” fortæller Kirişci til RÆSON.

 

På den ene side står præsident Erdoğan og hans snævre demokratisyn. På den anden side står demonstranter, der ønsker at beskytte det liberale demokrati og den akademiske frihed
_______

 

Før Kemal Kirişci flyttede til Washington for at arbejde for Brookings Institution, underviste han som professor i 23 år på det anerkendte Bosporus-universitet i Istanbul. Den 1. januar underskrev Erdoğan et dekret, der udnævnte Melih Bulu, en tidligere parlamentskandidat for regeringspartiet, som universitetets nye rektor.

Siden nytår har studerende og professorer protesteret mod udnævnelsen, krævet rektorens afgang og en ny, uafhængigt valgt rektor. På trods af coronakrisen har protesterne vokset sig til de største demonstrationer i landet siden Gezi-protesterne i 2013. Demonstranterne er blevet mødt af stor polititilstedeværelse og tåregas, og bare i den første uge af februar blev over 300 demonstranter tilbageholdt. Størstedelen er dog løsladt igen, selvom demonstrationerne fortsætter for nu syvende uge i træk.

Erdoğan har involveret sig i konflikten og kaldt demonstranterne for ”terrorister”, mens formanden for regeringens højrenationale støtteparti, Devlet Bahçeli, kaldte dem for ”giftige slanger, hvis hoveder skal knuses”. Udmeldingerne kom paradoksalt nok i samme uge, som Erdoğan luftede idéer om en ny ”folkelig” forfatning.

Ifølge Kemal Kirişci er den konflikt værd at dvæle ved, hvis man skal forstå uenighederne i det tyrkiske samfund: ”Jeg tror, at denne her konflikt repræsenterer to sider af Tyrkiet,” forklarer Kirişci. På den ene side står præsident Erdoğan og hans snævre demokratisyn. På den anden side står demonstranter, der ”ønsker at beskytte det liberale demokrati og den akademiske frihed.” Kirişci siger, at han derfor også “har meget svært ved at se en forsoning.”

Berk Esen ser den samme kamp udspille sig.

I Tyrkiet er antallet af førstegangsvælgere stærkt stigende, og de abonnerer ikke på regeringens demokratisyn. Et mønster, som også ses globalt, hvor autoritære regimer i stigende grad skal kæmpe mod en modstridig ungdom. ”Personer under 30 har hele deres liv set de her nationalister, populister og autoritære ledere være ude af trit med det 21. århundrede. De vil have fred, stabilitet, et godt arbejde, og de vil være en del af den kosmopolitiske verden. Det gælder for den tyrkiske ungdom, ligesom det gælder for den russiske eller hviderussiske ungdom,” forklarer Esen.

 

Autoritære regimer kan tackle modstand ved at blive mere autoritære, men i Tyrkiets tilfælde er det svært, fordi landet ikke står i samme situation som lande som Rusland eller Hviderusland
_______

 

Erdoğan er fanget i et paradoks
Autoritære regimer kan tackle modstand ved at blive mere autoritære, men i Tyrkiets tilfælde er det svært, fordi landet ikke står i samme situation som lande som Rusland eller Hviderusland.

”Tyrkiet er stadig integreret i Vesten. Tyrkiet er kandidatland til EU, et NATO-medlemsland, medlem af Europarådet og har tætte handelsforbindelser med vestlige lande,” siger Esen.

Erdoğans reformløfter skal derfor forstås udenrigspolitisk. Ifølge Kemal Kirişci er ”Tyrkiets udenrigs- og indenrigspolitik tæt forbundne” – hvad der signaleres udadtil, kan bruges indadtil og omvendt.

I USA er Donald Trump, der kaldte Erdoğan for sin ”ven”, nu fortid. I Syrien så Trump igennem fingrene med Tyrkiets hårdhændede behandling af kurdiske oppositionsgrupper – som Erdoğan betragter som PKK’s forlængede arm – til stor forargelse for store dele af verden. Erdoğan må nu forholde sig til Joe Biden, som flere forventer vil anlægge en mere konfronterende linje overfor Tyrkiet. I et interview med New York Times i januar 2020 kaldte Biden Erdoğan for en ”autokrat” og sagde, at USA skulle støtte oppositionen. ”Han er nødt til at betale en pris”, udtalte Biden. USA har også gennemført sanktioner over for Tyrkiet, efter landet  købte det russiske S-400-missilsystem, som også har forværret forholdet til NATO.

Forholdet til EU er også på slingrekurs. Gennem efteråret har medlemslandene diskuteret at indføre sanktioner overfor Tyrkiet. Uenighederne bunder i konflikten mellem Grækenland og Tyrkiet i det østlige Middelhav, hvor landene gør krav på de samme havområder. Tyrkiet vil også blive taget op som emne på EU-topmødet igen den 25. marts.

Det er i det lys, at Erdoğans løfter om reformer skal ses – som et signal til USA og EU.  

 

Hvis Erdoğan skal gøre sig forhåbninger om at vinde det næste valg, der er planlagt til 2023, skal han sikre, at økonomien ikke sejler i sænk
_______

 

I 2020 var den tyrkiske lira i frit fald og mistede 25 pct. af sin værdi ift. dollaren. Inflationen er også tårnhøj og arbejdsløsheden stigende. Erdoğan er kendt for en aggressiv udenrigspolitik, og han har vundet mange stemmer på at appellere til en nationalistisk vælgerskare. Men præsidentens tallerken er fyldt op med problemer, og han kan ikke risikere at sætte økonomien på højkant mod et EU, der har fået nok og en Biden, der har udråbt menneskerettigheder som centrale for sin udenrigspolitik og ikke mindst en stærkere opposition i Tyrkiet.

Ifølge Kemal Kirişci har Erdoğan en pragmatisk og en ideologisk side: ”Han erkender, at landet har meget alvorlige problemer, der skal løses, selvom hans ideologiske side ikke er glad for det.”

Hvis Erdoğan skal gøre sig forhåbninger om at vinde det næste valg, der er planlagt til 2023, skal han sikre, at økonomien ikke sejler i sænk. ”Erdoğan var meget stærkere stillet for 10 år siden, end han er i dag. Han er mere ensom i den internationale arena, han er omringet af modstandere, især i Mellemøsten, oppositionen er stærkere, og hans eget parti er svagere,” siger Berk Esen.

Tyrkiets forhold til Rusland er også ustabilt, da de to lande står på hver sin side i krigene i Syrien og Libyen, og de begge er involveret i konflikten mellem Aserbajdsjan og Armenien om Naragorno-Karabakh-enklaven, der var på sit højeste i efteråret. I Mellemøsten står Tyrkiet sammen med Qatar i synet på det Muslimske Broderskab, politisk islam og borgerkrigen i Libyen overfor lande som Egypten, Saudi-Arabien og De Forenede Arabiske Emirater. To fronter, der har taget form siden Det Arabiske Forår og fremkomsten af en mere aktivistisk tyrkisk udenrigspolitik.

Erdoğans svækkede position på den internationale scene og i meningsmålingerne gør ifølge Berk Esen, at Erdoğan står med et paradoks. ”Hvis Erdoğan gennemfører reelle reformer, er der en god chance for, at han vil tabe et valg. Men hvis Erdoğan ikke reformerer systemet, vil det bryde sammen på et tidspunkt.” ■

 

”Hvis Erdoğan gennemfører reelle reformer, er der en god chance for, at han vil tabe et valg. Men hvis Erdoğan ikke reformerer systemet, vil det bryde sammen på et tidspunkt”
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne