Marlene Wind i RÆSONs nye trykte nummer: Landet, der helst vil være fri for magten

23.09.2021

Merkel blev aldrig en leder med en klar vision og strategi. Og under retsstatskrisen svigtede Tyskland – med hende i spidsen – de liberale værdier. Hun forstod – og forstår – ikke, at kun de kan sikre Europas langsigtede overlevelse.

Denne artikel indgår i RÆSONs trykte efterårsnummer. Udkommer 30. september.

Analyse af Marlene Wind

Forfatteren og nobelpristageren Thomas Mann sagde i 1953, at Europa måtte vælge mellem at få et ‘europæisk Tyskland’ eller et ‘tysk Europa’. Der var ingen tvivl om, hvad Mann selv og de fleste europæere foretrak, nemlig et europæisk Tyskland, hvilket vi da også i vid udstrækning har fået efter Anden Verdenskrig. Bagsiden af medaljen har imidlertid været, at Tyskland har været en lidet visionær og fodslæbende leder. Man ville helst være fri, men med sine 82 millioner indbyggere i midten af Europa kunne man ikke det.

Den 26. september overlader Angela Merkel så stafetten til en ny tysk kansler. Det er derfor oplagt at se tilbage på, hvad det er for et lederskab, Merkels 16 år lange epoke efterlader Europa i. Ser man sig rundt i medielandskabet, trækker mange analytikere dunkle perspektiver op for en europæisk fremtid uden hende. Men der er også dem, der er meget kritiske; fx kalder den tidligere Financial Times-journalist Wolfgang Münchau Merkel for ”the most overrated politician of our time”. Er de europæiske Merkel-fans (og dem er der mange af) i virkeligheden mere bange for forandring end for en ny spydspids i hjertet af Europa? Det var så trygt og stabilt med en kvindelig kansler med østtyske rødder og en lutheransk præstefar. Spørgsmålet er imidlertid, om hun altid var den frontfigur, som Europa havde brug for. Hvorfor var tyskerne med Merkel i spidsen så svage i kampen mod ikkedemokratiske regimer som Kina og Rusland, herunder når det gjaldt annekteringen af Krim, situationen i Xinjiang og udviklingen i Hongkong? Og hvad med den interne retsstatskrise, som Europa i en årrække har stået i? Mens Merkel har været ved roret, har flere og flere EU-medlemslande bevæget sig ud på det udemokratiske overdrev. Men Europas største spiller har ikke reageret med meget andet end et træk på skuldrene.

I juni 2021 sagde Merkels mangeårige finansminister, økonomiske hardliner og tro væbner Wolfgang Schaüble i et interview med magasinet Politico: ”Tyskland er det sidste land, der skal lære andre om demokrati”. Dette udsagn er ildevarslende. Ikke mindst fordi Tyskland med sin historie og nuværende moralske pondus er så bestemmende for, hvad EU er og skal være for en union.

Trods udsving har Merkel og hendes parti nydt betydelig popularitet. Fx mente hele 82 pct. af de tyske vælgere i 2020, at Merkel var en god leder for Tyskland (Statista). Hun har dertil været et stabiliserende anker for resten af Europa, og så har hun været noget så efterhånden uvant som en upopulistisk statsleder. En nøgtern, nærmest tør kiks i et Europa og en verden, hvor populisme og self-branding med konstante opstillede billedfortællinger på sociale medier indimellem virker som den absolut højest prioriterede arbejdsmæssige syssel for enhver folkevalgt. Merkels Instagram-profil er kedeligere end en lørdag aften i selskab med kriminalkommissær Barnaby. Hun har slet ingen Twitter-konto, og hendes Facebook-profil er præget af lutter officielle opslag. Ingen ’statusopdateringer’ af makrelmadder, vinduespudsning i Kanzleramt eller kolbekaffe der.

Merkel og EU
I de 16 år, Merkel har stået i centrum for tysk og europæisk politik, er hun ellers gået fra krise til krise. Det startede i 2005, hvor EU-forfatningen, som man møjsommeligt havde arbejdet på i flere år i Det Europæisk Konvent, faldt med et brag, da Holland og Frankrig stemte nej tak. Stille og roligt fik Merkel og de andre europæiske ledere imidlertid Lissabon-traktaten på plads. Det var ganske vist ikke en forfatning, men en traktat, der dog i substansen på lange stræk lignende det, man havde kasseret. Lissabon-traktaten trådte i kraft i 2009 og gav ikke mindst på tysk foranledning EU et sæt grundlæggende rettigheder – og en artikel 2, der bl.a. slår fast, at EU-samarbejdet bl.a. hviler på retsstat, demokrati og beskyttelse af mindretal.

 

Merkel var altså ikke en first mover, hverken da det kom til euroens overlevelse eller under coronakrisen, hvor hun blev nærmest trukket til truget

_______

 

I en række domme havde den tyske forfatningsdomstol ganske enkelt insisteret på, at hvis ikke EU fik taget sig sammen og traktatsikret demokratiet lige så solidt som i den tyske forfatning, var denne i det lange løb ikke kompatibel med EU-konstruktionen. Sagt på en anden måde kunne EU-rettens forrang frem for national ret kun accepteres, hvis EU havde en lige så god beskyttelse af demokrati og grundrettigheder som den tyske forfatning.

Det var klar tale – og en opfattelse, de tyske politikere til fulde tilsluttede sig, selvom der stort set var radiotavshed om netop denne diskussion i fx Danmark. Her til lands har vi aldrig helt forstået, hvorfor sikringen af grundrettigheder er noget, som forfatninger og domstole (snarere end politikere) bør sikre og tage sig af.

I 2008 kom så den finansielle krise kombineret med gældskrisen, hvor Merkel og tyskerne igen satte retningen. Bl.a. ved at insistere på, at gældsplagede eurolande, der var blevet slået omkuld og nu skulle have hjælp af EU og IMF, først måtte udvise disciplin og nedbringe deres egne enorme gældsposter. Også selvom det betød både hårdhændet nedskæring i sociale ydelser og massearbejdsløshed. I de år spåede mange – især amerikanske og britiske – kommentatorer euroen en snarlig død. Men den overlevede, selvom Merkel fik hård kritik for sin kurs og flere gange sagde nej tak til fælles gældsstiftelse i form af eurobonds og fælles europæisk finanspolitik. Havde det ikke været for den daværende ECB-chef Mario Draghis ’what ever it takes’-forsikring i 2012 om, at Centralbanken ville gøre alt, hvad den kunne (herunder at opkøbe statsobligationer i stort omfang), kunne ikke bare euroen, men også hele EU være blevet en parentes i historien.

Da coronaen otte år senere lagde Europa ned, skiftede tyskerne og Merkel dog kurs og har nu – belært af finanskrisen– indset, at EU-landene i den grad er i samme båd. Tyskland har passeret Rubicon og accepteret fælles gældsstiftelse. For går et land ned som følge af en økonomisk krise, går det hurtigt ud over de lande, der klarer sig bedre, som fx Tyskland selv. Der er i dag bred enighed blandt økonomer om, at Tyskland har stor fordel af euroen, der har givet tyskerne en kunstigt lav valutakurs. Havde Tyskland beholdt D-marken, ville den være blevet styrket så meget de seneste årtier, at det ville være gået ud over eksporten og dermed den tyske velstand. Erkendelsen er nu også, at hvis et lands økonomi er så eksportdrevet, som Tysklands er, er det afgørende, at dem, man sælger til, har råd til at købe det, man producerer.

Men Merkel var altså ikke en first mover, hverken da det kom til euroens overlevelse eller under coronakrisen, hvor hun blev nærmest trukket til truget. Fremtiden vil hurtigt vise, om en ny tysk kansler vil gå planken ud og binde eurolandene endnu tættere sammen via en finansunion, som vil være det naturlige næste skridt.

I 2015 indtraf flygtningekrisen, hvor Merkel blev berømt – og berygtet – på at sige, ”wir schaffen das”, da over en million asylansøgere, primært fra Syrien, vandrede over grænserne. Det fik Merkel megen skældud for både hjemme og ude. På europæisk plan ikke mindst, fordi hun undlod at konsultere sine EU-kolleger, selvom beslutningen på mange måder også kom til at påvirke dem. Med nederlaget til Taliban i Afghanistan og udsigten til en ny flygtningestrøm vil en ny kansler skulle manøvrere med dette i bagagen. Måske ikke så underligt, at flere af de tyske kanslerkandidater allerede har været ude at sige, at de forventer at ville gentage Merkels mantra fra 2015.

 

Tyskland med Merkel i spidsen har hellere villet have et godt forhold til autokraterne Orbán og Kazcyński end beskytte EU’s retsprincipper og værdier
_______

 

Naiv eller kynisk?
På det udenrigspolitiske område har der også været kritik af hendes politik. Ruslands annektering af Krim, konstruktionen af gasledningen Nord Stream 2 og i det hele taget forholdet til autokratiske lande som Rusland og Kina blev på mange måder definerende for Merkels kanslerperiode. En klar linje har der ikke været, højst et forsøg på at tilfredsstille alle i, hvad mange nok vil kalde en lidt naiv tilgang til kineserne og russerne, som flere gange er taget i at hacke tyske valg og efterretninger.

Ralf Fücks, der er direktør i tænketanken Center for Liberal Modernity, opsummerer det sådan, at Rusland – netop i den periode hvor Merkel har ledet Tyskland – har udviklet sig til en modpol til alt, hvad vi i Vesten står for. Rusland repræsenterer, pointerer han, en systematisk underminering af vores demokratier i tæt samarbejde med den yderste højre- og venstrefløj i vores egne lande. Russerne bryder igen og igen med internationale retsregler, herunder fx i Syrien og Ukraine, og undertrykker sin egen hjemlige opposition massivt, hvilket fængslingen af Navalnyj og hans ligesindede er et godt eksempel på. Når Merkel har insisteret på, at North Stream 2 kun drejede sig om energi og økonomi og slet ikke var relateret til geopolitik, har ikke bare Fücks, men de fleste analytikere været enige om, at det kunne fortolkes på to måder: Enten var Merkel ualmindelig naiv, eller også var hun ubegribelig kynisk. Kynisk, fordi hun med den nye afhængighed af Rusland ikke bare har gjort Tyskland selv sårbar over for russisk afpresning, men også har gjort det næsten umuligt for EU at presse russerne til at overholde fælles spilleregler i bl.a. udenrigspolitikken. Såvel Navalnyj-affæren med alle dens konsekvenser såvel som udviklingen i Hviderusland, Ukraine og Syrien er eksempler på dette.

Hvorfor beskyttede Merkel ikke retsstaten?
Et andet sted, hvor Merkels hånd mildest talt ikke har været heldig, er i EU’s egen retsstatskrise. Den har vokset sig større i ca. 12 af Merkels 16 år i embedet og startede med Orbáns valgsejr i 2010. Siden er den eskaleret i netop Ungarn og Polen. Så meget, at de, jf. de internationale måleinstitutter, der måler demokratiets tilstand (se Freedom House Nations in Transition), i dag ikke længere kan kategoriseres som demokratier.

Dette er sket på Merkels vagt, mener den udenrigspolitiske kommentator Judy Dempsy fra Carnagie, der i en klumme spørger, om de værdier, som Europa har bygget på siden Anden Verdenskrig, under Merkel efterhånden er blevet henvist til historiebøgerne. For selvom EU i asken efter Anden Verdenskrig netop gjorde respekten for retsstaten til omdrejningspunktet for Europas genrejsning, er villigheden til for alvor at forsvare disse værdier ikke til stede i øjeblikkets europæiske samarbejde.

Problemet gælder måske ikke de meget brede værdier om fred og frihed, som blev grundlagt med Schuman-erklæringen og Kul- og Stålfællesskabet, og som de fleste lande overordnet set stadig bakker op om. Men snarere respekten for basale retsstatsprincipper som uafhængige domstole, frie medier og fri meningsdannelse, respekt for minoriteter og bekæmpelse af korruption. Værdier, som ellers både er fastlagt i traktaterne og i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Det er ikke, fordi Angela Merkel på noget tidspunkt har nedtonet eller undladt at hylde disse værdier i de mange skåltaler, hun har holdt. Der er nærmere tale om en passivitet, som også kommer til udtryk i det interview med Wolfgang Schaüble, som jeg henviste til i indledningen.

Spørgsmålet er imidlertid, om Europa – i det lange løb – vil kunne modstå det illiberale politiske, økonomiske og ideologiske pres fra autokratiske regimer som Kina og Rusland uden selv at stå fast på disse basale principper internt. Eller som jeg spørger i min bog Tribaliseringen af Europa: et forsvar for vores liberale værdier (Gyldendal 2020), vil EU så uden en stærk retsstat inden for egne grænser realistisk set være i stand til at forsvare sig imod ikkedemokratiske eksterne magter? Vil vi være troværdige, når vi belærer andre om demokrati, hvis vi ikke selv har det?

Selvom denne debat er helt essentiel for Europas fremtid og for, ’hvem vi er’ og gerne vil være – så er det påfaldende, hvor tavs Merkel har været.

Måske hænger det sammen med, at tyskerne har haft vanskeligere end andre ved at kapere, hvordan Ungarns Viktor Orbán og Polens Jarosław Kaczyński dygtigt har lært at bruge juraen til at nedbryde demokratiet. Og fordi tyskerne altid selv har været så optagede af den formelle legalistiske jura law in the books i stedet for law in practice. Den amerikanske forsker Kim Lane Scheppele har kaldt fænomenet ’autokratisk legalisme’. Som hun pointerer:

”Fordi ’legalistiske autokrater’ retorisk stadig refererer til demokratiet og lader som om, de agerer inden for dets ramme, bliver det vanskeligt for den udenforstående at opdage, hvad der faktisk foregår”(University of Chicago Law review, 2018).

Erkendelsen af, at et politisk system allerede er transformeret fra demokrati til autokrati, kommer næsten altid for sent, når systemet opererer inden for – tilsyneladende – velkendte juridiske rammer, siger Scheppele.

Når Orbán og Kaczyński således ændrer udbudsregler eller regulerer mediemarkedet, sker det ikke med åbenlys korruption og fængsling af journalister. I stedet bruger man juridisk lingo, så loyale oligarker altid kommer først i køen til EU’s landbrugsstøtte. Og man inddrager sendetilladelser af ’tekniske’ grunde – som fx da man i Ungarn tidligere i år lukkede den sidste regeringskritiske ’klubradio’. Helt på samme måde som man juridisk ændrede strukturen i ejerforholdene, da et andet ungarsk medie, Index.hu, måtte dreje nøglen om sidste år. Her var det Orbáns venner og loyale ’cronies’, som diskret opkøbte netavisen og satte deres egen mand ind i ledelsen uden at ændre på avisens navn. I Polen har man senest taget sendetilladelsen fra den eneste store udenlandskejede TV-kanal, som drives af amerikanske Disney. Formelt set fordi man ikke ønskede medieejerskaber med nogen uden for EU (og i øvrigt her hentydede til Rusland og Kina). Reelt handlede det dog om, at denne TV-kanal – som den eneste tilbageværende – var kritisk over for den siddende autokratiske lov og retfærdigheds-regering.

Vil ’retsstatsmekanismen’ fungere?
Det ville være forkert at sige, at der slet ikke er handlet fra EU’s side på disse forhold. Der har både været traktatbrudssager, art. 7-sager, og senest har man i forbindelse med det nye syvårs EU-budget og Genopretningsfonden på 750 mia. euro vedtaget en såkaldt retsstatsmekanisme. Den skal – i princippet – kunne stoppe pengestrømmen til lande, der ikke overholder EU’s basale spilleregler. En række iagttagere fandt derfor de helt store overskrifter frem, da Rådet og Europa-Parlamentet i november 2020 endelig vedtog den. Mange var lettede over, at stats- og regeringscheferne efter mange, mange års advarsler og tovtrækkeri fik taget sig sammen og sat hårdt mod hårdt.

Alligevel måtte mange Merkel-fans lige synke en gang, da det kom frem, at det var Tyskland – som havde EU-formandskabet i det sidste halvår af 2020 – der mest ihærdigt forsøgte at udvande mekanismen. Tyskerne fremlagde – presset af Orbán og den polske statsminister Kazcyński, som havde truet med boykot af hele budgettet – et ’kompromisforslag’, der gjorde mekanismen næsten tandløs. Angela Merkel mente, at retsstatsmekanismen kun skulle handle om åbenlys korruption og klare økonomiske uregelmæssigheder, og at sagerne helst skulle være pådømt af en national svindel-efterforskningsmyndighed, før det skulle have konsekvenser for adgangen til EU-midler.

Men disse krav kan som bekendt være vanskelige at leve op til, hvis retsstaten er sat ud af kraft, og korruption ikke længere efterforskes.

I november 2020 lykkedes det heldigvis Europa-Parlamentet at få vedtaget en lidt bredere forståelse af, hvordan mekanismen skal fungere, men det ændrer ikke på, at retsstatsmekanismen stadig dels er både tung at danse med, dels er meget uklar. Det kræver således et kvalificeret flertal af medlemslandene at tilbageholde økonomiske udbetalinger til et medlemsland. Forud skal der konstateres brud på retsstatsprincipperne og ’negative konsekvenser for Unionens finansielle interesser’. Herudover er det p.t. stadig op til Kommissionen konkret at definere, hvordan det skal forstås. Altså: Hvilke faktorer der skal være til stede, for at mekanismen overhovedet kan udløses. De guidelines venter vi stadigvæk på.

Hertil kommer, at det lykkedes Ungarn og Polen at få de andre EU-lande til at acceptere, at mekanismen først skal en tur omkring EU-Domstolen, der skal tage stilling til, om mekanismen overhovedet er i overensstemmelse med EU-traktaterne. Det kommer måske til at tage et års tid, og til den tid kan Viktor Orbán have opnået et fjerde genvalg som premierminister.

Alt i alt siger det noget om, at Tyskland med Merkel i spidsen hellere har villet have et godt forhold til autokraterne Orbán og Kazcyński end beskytte EU’s retsprincipper og værdier.

Vil retningen blive en anden efter Merkel? I det nævnte interview advarer Schaüble kraftigt EU imod at slå for hårdt ned på Polen og Ungarn og appellerer til, at man lader landene ’finde deres egen vej’. Det lyder jo tilforladeligt og tolerant. Problemet er bare, at LBGTQ- personen, der mødes af LBGTQ-frie zoner eller lovgivning, der begrænser fx homoseksuelles rettigheder i de her lande, ikke har en reel fri bevægelighed. Og den erhvervsdrivende i EU’s indre marked, der forsøger at drive virksomhed, handle eller byde ind på opgaver i disse illiberale regimer, har nok heller ikke den samme langmodighed som Merkel og Schaüble. Fungerer demokratiet og retsstaten ikke i hele EU, bryder det indre marked ganske enkelt sammen.

Beskyttelsen af retsstaten bliver således ikke kun et spørgsmål om, hvem Europa er og gerne vil være i forhold til eksterne partnere som fx Rusland og Kina. Beskyttelsen af retsstaten og demokratiet er fundamentet for det, der har gjort os frie i Europa, og det er også fundamentet for det, der har gjort os rige.

Merkel var på mange måder en gave til Europa, i en tid hvor andre europæiske ledere var travlt optaget af deres egne nationale dagsordener og SoMe-opdateringer. For Merkel kunne intet tysk projekt bringes op uden i samme åndedræt at nævne, hvordan det også gavnede Europa. Det skal hun have uendelig megen tak for. Men på spørgsmål om Polen og Ungarn og beskyttelsen af demokratiet i øst var hun svag. Lad os håbe, at en ny kansler forstår, at det er hele Europa, der betaler prisen, hvis vi svigter demokrati og retsstat i enkeltlande. Vi kan kun brande Europa på disse værdier, hvis vi for alvor selv praktiserer dem. ■

 

Lad os håbe, at en ny kansler forstår, at det er hele Europa, der betaler prisen, hvis vi svigter demokrati og retsstat i enkeltlande
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland