03.02.2021

Jeg drømmer om, at det bliver muligt for enhver at fravælge al tvangen fra Tech-giganterne gennem free source software løsninger. Jeg vil ind i softwaren og fravælge målrettede annoncer, afsige at blive henvist til en opildnet debat på Facebook, hvor kommentarsporet er modbydeligt samt afvise nogen form for opsporing af lokalitet. Det grundlæggende er, at det skal være op til den enkelte at bestemme og modificere algoritmerne.

Kommentar af Mark Fisker

Den menige borger har enten ikke forstået Facebooks forretningsmodel, eller også er man bedrøvende ligeglad. Det førstnævnte er på sin vis forståeligt trods forretningsmodellens enkelhed: Det er nok en klar konsekvens af den spidsfindige datalagring, der foregår i skyen, som er usynlig for det blotte øje i praksis og uden besværligheder i forbindelse med anvendelsen af Facebook.

Dernæst har Facebook opnået en afgørende rolle i den digitale infrastruktur for vores land og vores adfærd. De fleste vil nok påstå, at det sociale medie er en uundværlig del af hverdagen. Dét gælder, hvad end der er tale om koordinering og invitationer til festlige begivenheder, vagtbytte med kollegaer, hurtig kontakt til sine venner og bekendte eller efterlysning af Sofus med rødt halsbånd, der er stukket af hjemmefra. Legitime synspunkter erkender jeg, og det kan i sig selv være meget hyggeligt. Men man kan argumentere for, at Facebook nu tager del i – og ansvar for – at forbrugernes mange behov altid opfyldes.

Selvom det – afhængigt af øjnene der ser – måske er sandt, er befolkningens ligegyldighed overfor Facebooks dataindsamling og -lagring absurd. Facebook er naturligvis ikke den eneste syndebuk, men deres brede vifte af brugere udgør den platform, hvor den største proportion af verdensbefolkningen befinder sig på.

 

Ideen om privatlivets vigtighed står i stærk kontrast til, at folk prompte markerer ”accepter”-knappen i alt, der kan krydses af, selvom man de facto og ganske åbenlyst ’accepterer’ et indgreb i sit privatliv
_______

 

Privatlivets værdi?
Før i tiden vægtede retten til privatliv og den private ejendomsret tungt og var defineret som en hjørnesten i det demokratiske retssamfund. Jeg forestiller mig egentlig, at de fleste stadig er af den overbevisning, selvom ideen om privatlivets vigtighed står i stærk kontrast til, at folk prompte markerer ”accepter”-knappen i alt, der kan krydses af.

Og det, selvom man de facto og ganske åbenlyst ’accepterer’ et indgreb i sit privatliv, fordi det netop advares om på forhånd i informationsboksen over accepter-knappen.

Listen for Facebooks dataindsamling er lang og utømmelig, og søgehistorikken omfatter alt fra madinspiration, indkøb af tøj og øvrige forbrugsvarer til sundhedsskavanker på egen krop, porno og træningstips. Den lille luns af privatlivet eftergives altså gradvist, og den digitale færd er med til at kortlægge din identitet – ret præcist endda – og om muligt mere målrettet og nøjagtigt, end du selv er bevidst om.

Definitionen af og grænserne for privatlivet udfordres i denne tid, og hvis ikke vi står vagt om, at informationer om individet tilhører individet, så bevæger vi os gradvist mod en æra, hvor Big Tech suger al mulig information om os ud af os – for Big Tech står ikke vagt om retten til dit og mit privatliv. Jeg ved ikke, hvor kløgtigt det er, at Facebook i fremtiden muligvis lagrer sygejournaler og recepter om individet, men det kan sikkert være praktisk i nogle henseender. Det er en glidebane og ufarbar vej, som er nødvendig at italesætte.

Alt andet lige må selv de mest optimistiske Facebook-tilhængere erkende, at privatlivet har trænge kår i en moderniseret verden. Sociale medier har opnået en afgørende rolle og status i alle udviklede samfund, hvad end det er i pressen, kapitalmarkedet, lokalsamfundenes sammenhængskraft eller statsministerens foretrukne medie til at favne det bredeste publikum. Sociale medier er kommet for at blive. En pointe, de færreste er uenig i.

 

Facebook og andre sociale medier drager fordel af dig og tilbyder derfor sit produkt gratis, fordi du – altså dine data – er handelsvaren
_______

 

Den lemfældige omgang med data
Facebook har det seneste årti intensiveret sin position på kapitalmarkedet med udgangspunkt i dataindsamling, hvor virksomheder og andre markedsaktører kan drage fordel af de data, som Facebook indsamler gennem målrettet indhold. Data er der nok af, skal jeg hilse og sige. Lemfældig omgang med data har Facebook også måtte stå skoleret for i en række sager, hvoraf den mest prominente nok er Cambridge Analytica-skandalen.

Skandalen, der kort fortalt omhandler, hvordan data fra Facebook blev anvendt til at personificere ’profiler’ af forskellige amerikanske vælgere og derefter solgt til politiske kampagner. Et foretagende, der blandt andet var muligt pga. Facebooks hensynsløse omgang med data. Påstandene gik på, at russere ad den vej var årsagen til, at Donald Trump vandt præsidentvalget i 2016 – påstande, der dog ikke er bevist.

Det, der efter min overbevisning var det sande mareridt i sagen, er, at data tydeligvis ikke blot har en positiv slagside, hvor forbrugernes behov opfyldes, men også kan udnyttes til ondsindede formål. Det tragikomiske består i, at det har rykket målbart lidt med forbrugernes adfærd overfor dataindsamling. Det faktum skyldes næppe manglende forståelse for Facebooks forretningsmodel og algoritmerne, men snarere at forbrugerne er bedrøvende ligeglade.

Jeg indledte naturligvis med at sige, at det kan være forståeligt, at befolkningen tillader denne datalagring. Men det udelukker ikke, at for mange er ubevidste om, at hvis du ikke betaler for produktet, så er du produktet. Sagt på anden vis: Facebook og andre sociale medier drager fordel af dig og tilbyder derfor sit produkt gratis, fordi du – altså dine data – er handelsvaren.

Det kan fremstå uklart og uproblematisk for de fleste. Det absurde er, at hvis en virksomhed spørger dig på strøget, hvilke sko du er på udkig efter, om dine sundhedsudfordringer, madvaner og -indkøb, eller om du er til hård porno, så vil du nok insistere på ikke at afgive informationerne – det er privat, lyder argumentet. Det faktum ændrer sig åbenlyst på internettet, og det er noget selvmodsigende og absurd ved eftertanke.

 

Jeg vil vove at påstå, at hvis alle fik tilbudt muligheden, så ville ingen ønske, at data om dem selv blev lagret overhovedet
_______

 

Lad os tage diskussionen om software på Facebook
Der er en igangværende diskussion om software-formatet, hvor de fleste skeptikere ønsker, at den nuværende software i højere grad baseres på open source software. Der skelnes mellem hardware (det kan være din synlige computermus) og software (den usynlige aktion, der forbinder et tryk på musen med klik og respons på skærmens startfane) som to komponenter. Kort fortalt vil open source software for Facebook indebære, at det er muligt at kigge ind i teknikaliteterne bag algoritmerne og derved se, hvorfor vi præsenteres for netop de reklameannoncer, eller hvorfor det er polariserende opslag på Facebook, som skaber den største trafik.

Argumenterne mod open software går ofte på, at der er tale om immaterielle rettigheder, der for Facebooks vedkommende er en essentiel bestanddel i deres forretningsmodel. At forretningsmodellen givetvis skulle svækkes, er bestemt ikke entydigt. Facebook ser nok flere udfordringer end muligheder, men jeg køber ikke ind på, at hemmelighedskræmmeriet på lang sigt er frugtbart.

Facebook bør lade sig inspirere af andre, som i overvejende grad er med på open software. Tesla ser fx ikke ud til at være truet på markedet. Mulighederne med redefinering af software løsninger er uanede, når viden deles, og sparing mellem hinanden forekommer. Men det er en fortælling i sig selv.

Jeg går skridtet videre – mere rabiat, vil nogen påstå. Jeg drømmer om, at det bliver muligt for enhver at fravælge al tvangen gennem free source software løsninger. Jeg vil ind i softwaren og fravælge målrettede annoncer, afsige at blive henvist til en opildnet debat på Facebook, hvor kommentarsporet er modbydeligt og ansporet og afvise nogen form for opsporing af lokalitet. Det grundlæggende er, at det skal være op til den enkelte at bestemme og modificere algoritmerne.

Jeg vil vove at påstå, at hvis alle fik tilbudt muligheden, så ville ingen ønske, at data om dem selv blev lagret overhovedet. Trods dette er det nu engang ét blandt flere af vilkårene for at bruge netop disse ”nødvendige” platforme.

 

Førhen var det mest forbrugsmønstre, som Facebooks algoritmer blev anvendt til at kortlægge, men politik har tilsvarende vundet indpas på Facebook de seneste 10 år
_______

 

Kritikere vil mene, at hvis jeg ikke bryder mig om lugten i bageriet, så kan jeg passende finde et andet sted at indfinde mig. Hvilket jeg i overvejende grad også har gjort. Det er muligt, at jeg bare er gammel af sjæl og en Rasmus-modsat, som er træt af moderne tendenser og tillægger gammeldags dyder høj værdi.

Men i dag er telefonen med overalt og i alle sammenhænge. Netop dét faktum gør, at folk i stadig større grad vikles ind i spindelvævet af uundværlighed, som er forbundet med Facebook og øvrige sociale medier. I øvrigt til stor fordel for dem, der ønsker at købe din data som handelsvare, og for dem, som drager fordel af algoritmernes præsentation af bestemte budskaber for bestemte mennesker.

Facebook er blevet en politisk slagmark
Førhen var det mest forbrugsmønstre, som Facebooks algoritmer blev anvendt til at kortlægge, men politik har tilsvarende vundet indpas på Facebook de seneste 10 år – og det er vores adfærd og brug af sociale medier påvirket af. Algoritmerne sikrer, at vi på godt og ondt præsenteres for de medier, som fremlægger og repræsenterer den virkelighedsopfattelse, vi deler, og vi dermed afskæres fra divergerende synspunkter, som kan være med til at nuancere debatten. Det er at spille politisk magt i hænderne på Facebook, som ingenlunde kan være os til gavn.

Det personlige ansvar er os dog ikke fritaget. Det pålægger i det mindste os alle at blive bevidste om og reflektere over, hvad vores valg, afspejlet i data, er værd for os selv, når de tilsyneladende er så meget værd for andre. Dine data er præcise og hjælper dig med at træffe valg. Men her er det vigtigt at huske at holde fast i, at du og din data også er handelsvaren. Det tror jeg, at de fleste forsømmer i hverdagen.

 

Der mangler åbenlyst en diskussion om Facebooks rolle som magtaktør
_______

 

Du præsenteres for en række indhold, som nogen har bestemt sig for, du skal se, fordi de har en forventning om, at du skal træffe et bestemt valg. Det kan i tilfældet med nye sko og bukser være praktisk og legitimt, men som i Cambridge Analytica–skandalen, så er der andre, som ønsker, at vi træffer bestemte ondsindede valg, hvilket bl.a. blev eksemplificeret under præsidentvalget i 2016.

Hvis ikke vi har frie valg, så har vi ingenting. Facebooks algoritmer og magt er uanfægtelig. SÅ uanfægtelig, at algoritmerne er genstand for en diskussion om, at de skal opfylde en række krav, så de fx ikke bidrager til stigende polarisering.

Senest har Facebook, sammen med en række andre medier, udelukket Donald Trump fra deres platforme. Er det en afvejning af Facebooks selvstændighed og ret til at bestemme, hvem de lukker ind i butikken, eller pålægger der Facebook et særligt ansvar, når de intervenerer på den måde? Der mangler åbenlyst en diskussion om Facebooks rolle som magtaktør. Den diskussion bliver mere presserende i forbindelse med, at Facebooks magt tager til. Og rykker Facebook sig fortsat med samme hastige skridt i det nuværende årti som i det forgangne, så ser det skidt ud på sigt.

Jeg kan selvfølgelig ikke ændre på strukturelle samfundsbærende forhold egenhændigt, men jeg har et inderligt ønske om, at den menige borger så småt slår øjnene op for Facebooks algoritmer og forretningsmodel. Bare en smule. For det er ikke ufarligt eller uden konsekvenser. ■

 

Jeg har et inderligt ønske om, at den menige borger så småt slår øjnene op for Facebooks algoritmer og forretningsmodel. Bare en smule. For det er ikke ufarligt
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?