Marius Siersbæk om præsidentvalget i Chile: Kan Chiles nye præsident mobilisere den sydamerikanske venstrefløj?

30.12.2021

Under valgkampen udtalte Chiles nyvalgte præsident, Gabriel Boric, at “hvis Chile var neoliberalismens vugge, vil den også blive dens grav” – nu har han det mandat, der skal til for at forberede attentatet på den statsfilosofi, Pinochet indledte. Og hvis han lykkes med sit politiske projekt, kan han blive en ledestjerne; ikke bare for sydamerikanske socialister, men for alle, der savner svar på, hvordan bæredygtighed, social lighed og økonomisk vækst kan gå hånd i hånd.

Analyse af Marius Siersbæk

EN HYPPIGT ANVENDT appel under den tidligere studenteraktivist Gabriel Boric’ succesfulde valgkampagne har, at ‘håbet vinder over frygten’. Tager man de venstreorienterede briller på et sekund, var det lige præcis, hvad der skete søndag d. 19. december, da Boric’ nationalkonservative modkandidat, José Antonio Kast, få timer efter valgstederne lukkede, ringede til Boric for at kapitulere og lykønske ham med sejren. “Fra og med i dag er han Chiles valgte præsident og fortjener al vores respekt og konstruktive samarbejde. Chile er altid først.”, skrev Kast på Twitter d. 19. december.

Det dialektiske spil mellem håb og frygt peger tilbage på en ret så udpræget forskel i valgstrategi mellem de to kandidater: Mens Boric har brugt sin taletid til at række ud og formulere sit ønske om grøn vækst krydret med social retfærdig omfordeling, har Pinochet-sympatisøren Kast brugt det meste af sin kampagne på at tale sin modstanders ambitioner ned, frem for at præsentere et gangbart projekt for chilenerne. Ifølge ham var valget simpelt: kommunisme eller frihed.

I et åbent brev underskrevet af så prominente økonomer som Mariana Mazzucato, Thomas Piketty og Joseph Stiglitz var budskabet til de chilenske vælgere, at valget var af særlig vigtighed set i lyset af globale udfordringer, herunder pandemien og klimakrisen. Den kandidat de pegede på, var ikke den reaktionære Kast, men den ambitiøse Boric: “Dem der insisterer på at fortsætte ad gamle stier er dømt til at fejle”, stod der blandt andet skrevet.

Neoliberalismens vugge og grav
Med valget af Boric siger Chiles befolkning ja til forandring, nej til neoliberale økonomiske modeller – der har domineret Chiles økonomiske politik næsten lige siden Pinochet – og nej til den sociale ulighed, der nærmer sig aristokratiske dimensioner. Den rigeste procentdel af Chiles befolkning ejer i dag hele 25 pct. af landets samlede rigdomme. Økonomien er desuden langt fra at betegne som miljømæssigt bæredygtig; Chile er verdens førende producent af kobber og meget af minedriften er forurenende og dermed ødelæggende for Andesbjergenes biodiversitet.

Der er altså nok at gå i gang med for Chiles nye regeringsleder. Da Boric blev valgt som kandidat af sin venstreorienterede liste, Convergencia Social, udtalte han, at “hvis Chile var neoliberalismens vugge, vil den også blive dens grav” – nu har han det mandat, der skal til for at forberede attentatet på den statsfilosofi, Pinochet indledte med hjælp fra de økonomiske teknokrater, der blev trænet af Milton Friedman på University of Chicago.

Men de ivrigste og mest aktivistiske støtter bør nok alligevel berede sig på tålmodighed, for Boric bliver ikke en præsident, for hvem pragmatisme er et fremmedord. Ifølge den politiske analytiker Oliver Stuenkel, skyldes Boric sejr i høj grad hans evne til at appellere til centrum-vælgere, der har følt betragtelig mistillid til begge kandidater, sideløbende med at han holdt fast i sin venstreorienterede base, der spænder helt ud til medlemmer af det chilenske kommunistparti. Det bliver svært, måske endda umuligt, at gøre alle tilfredse.

Dernæst skal nævnes situationen i senatet. Her umuliggør fordelingen af senatorer – der er nærmest lige splittet mellem venstre- og højrefløjen – komplet carte blanche til Boric, hvilket betyder at han nu skal bevise sit værd som moden politisk forhandler, der kan levere på de ambitiøse målsætninger, der har givet benzin til hans kampagne.

Men det er der også meget der tyder på, at Boric rent faktisk kan. Hans evne til at tiltrække tvivlere skal ses i lyset af det forhold, at han er rykket tættere ind mod midten i løbet af valgkampen, særligt på det økonomiske område. Han har sågar indlemmet moderate økonomer i sit politiske team. Desuden støtter han Centralbankens uafhængighed og noget af det første, han udtalte som sejrherre, var, at udvidelsen af sociale rettigheder skal foregå med ”finanspolitisk ansvarlighed”.

 

Venstrefløjen regerer på nuværende tidspunkt i Argentina, Bolivia, Peru, Venezuela og altså snart Chile. Desuden tyder meget på, at de højreorienterede regeringer i Brasilien og Columbia synger på sidste vers
_______

 

Dansen med pragmatisme
Boric’ forsigtige retorik får næppe champagnepropperne til at springe blandt de mest revolutionære af de chilenske aktivister, som til gengæld kan trøste sig med værdipolitikken. Boric agter nemlig at forbedre LBGTQ+-rettigheder og lovliggøre abort, ligesom det skete i Argentina for et år siden. Økonomisk moderation er imidlertid nok det klogeste træk i bestræbelserne på at få lovgivning igennem senatet og opretholde sammenhængskraften i et land så polariseret, at det ydre højre kunne støde sammen med venstrefløjen i anden valgrunde.

Venstrefløjen regerer på nuværende tidspunkt i Argentina, Bolivia, Peru, Venezuela og altså snart Chile. Desuden tyder meget på, at de højreorienterede regeringer i Brasilien og Columbia synger på sidste vers. Det virker uundgåeligt at tyde tidens tegn som en genopblussen af ‘the Pink tide’, et begreb der dækker over bølgen af venstreorienterede regeringer i begyndelsen det 21. århundredes Sydamerika. Den kontinentale tendens har været på retur som følge af et nationalkonservativt ‚intermezzo‛, bedst repræsenteret ved Jair Bolsonaros sejr i Brasilien tilbage i 2018.

Men sideløbende med efterspørgslen på politikere, der kan levere materielle løft til befolkningerne i en voldsomt socialt ulige region, der flere steder også kæmper med voldsom inflation – værst i Argentina, hvor satsen pr. november er over 50 pct. – betyder den massive polarisering, at venstrefløjspolitikerne må tænke i forlig og kompromisser med højrefløjen, hvis de for alvor skal fungere som samlende figurer. Spørgsmålet er, hvordan det bliver taget imod af de kernevælgere, der har banet vejen for de progressive skikkelser, og som ønsker radikal forandring nu og her.

I Brasilien kører den formodede præsidentkandidat Lula da Silva – som har ledet meningsmålingerne markant i snart et halvt år – en meget moderat kampagne, som adskiller sig fra den, der bragte ham og Partido dos Trabalhadores (PT) til magten første gang for 19 år siden. Se bare hans potentielle valg af vicepræsident: Det bliver efter alt at dømme den tidligere São Paulo-guvernør og centrum-højre-politiker Geraldo Alckmin, hvis værdier umiddelbart er langt fra PT, og som i starten af 00’erne kontinuerligt stod i opposition til venstrefløjen.

Ved sidste præsidentvalg i 2018 afviste Alckmin enhver mulighed for alliance med PT, så at han nu sluger en kamel, tyder på at det er vigtigere at vælte Bolsonaro af pinden end at fastholde kontinuiteten i sin politiske karriere. Journalisten Glenn Greenwald har passende tweetet om Lulas valg, at “det ville være som hvis Joe Biden valgte Paul Ryan eller Mitch McConnell som sin alliancepartner”.

På den ene side kan den mulige alliance læses som et afkald på venstrefløjens principper, et fornuftsægteskab, der kan risikere at skuffe den prototypiske PT-vælger, men finten kan også fortolkes som nyfunden politisk realisme fra den rutinerede Lulas side. Kongressen i Brasilien domineres på nuværende tidspunkt af det centrum-højre, også kaldet Centrão, som Alckmin tidligere har repræsenteret. Den tidligere guvernør kan være nøglen til de politiske resultater, Lula bliver nødt til at levere efter en potentiel valgsejr, hvis han skal hele landets polarisering og overbevise den femtedel af befolkningen, der i øjeblikket nægter at afsværge forbindelsen til Bolsonaro.

Perspektiver for den sydamerikanske venstrefløj
Selvom venstrefløjen i Sydamerika er dominerende, er det nødvendigt at betragte de markante forskelle mellem de politiske regeringer. Der er meget langt fra de mere socialdemokratiske Boric og Lula og så til den venezuelanske diktator Nicolás Maduro, hvis kommunistiske ledelse af Venezuela har sendt millioner af mennesker ud i fattigdom. Maduro er med god grund skræmmeeksemplet, som konservative politikere – ikke bare de sydamerikanske – fremhæver igen og igen, når de står ansigt til ansigt med venstrefløjen.

Spørgsmålet er, om der med Boric kommer nogle nye, stærke, samlende principper for nye venstrefløjspolitikere i Sydamerika. Boric rider lige nu på en bølge af entusiasme og reformvillighed – han inkarnerer den folkestemning, hvis tråde går tilbage til de storstilede gadeprotester i efteråret 2019, som kulminerede i en national afstemning, der gav befolkningen mulighed for at tage stilling til, hvorvidt Chile havde brug for en ny forfatning, en ny start. Et år senere, i oktober 2020, blev afstemningen afholdt, og resultatet blev et rungende ja hertil. Nu skal Boric overse forfatningsarbejdet, og arkitekterne bliver medlemmerne af den grundlovgivende forsamling, der var valg i maj i år.

Højrefløjen repræsenterer ikke engang en tredjedel af forsamlingen, så Boric kan meget vel blive ansigtet på det nye Chile. Men hvis pragmatisme uden idealisme får overtaget i hans politiske strategispil, risikerer gnisten at gå tabt. Boric har selv fremhævet Skandinavien som et eksemplarisk tilfælde, der bør vække inspiration for sociale reformer, rettere end Cuba og Venezuela. Men spørgsmålet er, om et et nordisk velfærdssystem kan implementeres i en region, der har en så anderledes historie, økonomisk basis og geografisk profil.

Det bliver spændende at se, om Boric kan transformere Chiles råstofbaserede eksportøkonomi til et grønt alternativ med moderne lønmodtagerrettigheder. Hvis han lykkes med det, kan han blive en ledestjerne; ikke bare for sydamerikanske socialister, men for alle og enhver, der savner svar på, hvordan miljømæssig bæredygtighed, social lighed og økonomisk vækst kan gå hånd i hånd. ■

 

Spørgsmålet er, om der med Boric kommer nogle nye, stærke, samlende principper for nye venstrefløjspolitikere i Sydamerika
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne