Marius Siersbæk: For Bolsonaro er Pinochet et eksempel på, at man kan opretholde en vækstende liberal markedsøkonomi sideløbende med en komplet autoritær kontrol over de politiske institutioner

07.10.2021

Bolsonaro, der selv har en fortid i det brasilianske militær, har i chilenske Pinochet et klart forbillede. Under sidstnævnte blev den ultraliberale økonomiske politik reelt ledet af „Chicago-drengene‟, og i det brasilianske ’superministerium’ har Bolsonaros placeret sin helt egen Chicago-dreng, Paulo Guedes.

Analyse af Marius Siersbæk

RIO DE JANEIRO – For nylig samlede adskillige brasilianere sig på gaden for at protestere mod Jair Bolsonaros antidemokratiske handlinger – særligt i Rio de Janeiro. Et tema, der går igen i protesterne, er de stigende fødevarepriser og den fejlslagende økonomiske politik, hvilket dermed implicerer teknokraten og Chicago-økonomen Paulo Guedes direkte i kritikken.

Til forskel fra Danmark, en lille og åben økonomi, er den brasilianske økonomi notorisk kendt for at være stor og lukket. Berlingskes økonomiske redaktør Ulrik Harald Bie har tidligere fremhævet custo Brasil, en betegnelse, der dækker over de mange ’fordyrende led, når man producerer i Brasilien’.

Og det var med henblik på at åbne Brasilien op for det internationale marked og dermed forbedre incitamentet for private investeringer, at økonomen Paulo Guedes takkede ja til at blive Jair Bolsonaros økonomiminister tilbage i 2018. Og Guedes fik tildelt stor bevægelsesfrihed. Ministerierne for henholdsvis landbrug, planlægning, industri og arbejde blev lagt sammen til ét såkaldt ’superministerium’ i 2019, og Guedes blev pålagt at styre biksen og hente ligesindede økonomer ind for at fremme sine ambitioner.

Et foreløbigt højdepunkt for Guedes var den pensionsreform, regeringen fik vedtaget i oktober 2019, som hævede pensionsalderen til 65 år for mænd og 62 år for kvinder – sammenlignet med et tidligere gennemsnit for tilbagetrækning på henholdsvis 56 og 53. En lovgivningsændring, der kan spare staten 800 mia. BRL over 10 år, og en klar sejr for Guedes’ linje. Siden har der været længere mellem sejrene, for pandemien har gjort det sværere for ministeren at samle flertal for sine forslag.

Hvor Guedes er kendt for sine ultraliberale synspunkter på det økonomiske område, har Bolsonaro trukket overskrifter for sin tendens til at udfordre demokratiske forskrifter og institutioner. Alliancen mellem de to kan derfor forekomme besynderlig, men under militærdiktaturet i Chile, så Bolsonaro et eksempel på, at deres umiddelbart forskellige ambitioner kan spille sammen. Og for ordentligt at forstå, hvilken økonomisk tradition, Guedes trækker på, kan man også starte i Chile.

Den chilenske forbindelse
Under militærdiktaturet i Chile der løb fra 1973 til 1990, ledet og iværksat af generalen Augusto Pinochet og støttet af USA med Richard Nixon i spidsen, var den verserende økonomiske idé, at deregulering og privatiseringer af offentlige institutioner skulle sikre landet økonomisk fremgang. Flere år med stigende fødevarepriser motiverede denne strategi. Pinochet kuppede sig til magten på bekostning af Salvatore Allende, en venstreorienteret og demokratisk valgt politiker af den marxistiske skole. Under diktaturet ’forsvandt’ adskillige venstreorienterede chilenere, inklusive fagforeningsfolk og medlemmer af oppositionen. Jeg skal senere klargøre, hvordan også Bolsonaro trækker på styringselementer fra Pinochet. Her er først og fremmest Paulo Guedes helt central.

Guedes var i en periode under diktaturet underviser i økonomi på Universidad de Chile, men vigtigst af alt er han rundet af University of Chicago i 1970’erne, hvor han blev undervist og formet af den nobelprisvindende økonom Milton Friedman.

Friedman var flere gange i kontakt med Pinochet om Chiles økonomiske politik, og han besøgte landet to gange under diktaturet: i april 1975 og i november 1981. Sergio de Castro, en anden Chicago-økonom, blev landets finansminister i 1975 og stod i spidsen for adskillige markedsreformer. Castro blev kendt som en af de mest fremtrædende bestanddele af ’the Chicago boys’: en stor gruppe chilenske økonomer der – ligesom Guedes – blev uddannet i Chicago. Efter endt uddannelse vendte disse chilenere tilbage som økonomiske rådgivere i Pinochets statsapparat.

Det var dette miljø og særligt de frimarkedspolitikker, Pinochet og Castro implementerede, Guedes følte sig tiltrukket af. De samme neoklassiske teorier, Friedman fremførte i Chicago, var også en inspirationskilde for skikkelser som Margaret Thatcher og Ronald Reagan i 1980’erne – to regeringsledere, som Friedman også rådgav. For nyligt har Guedes da også udtalt, at han ønsker at gøre ligesom Reagan – liberalisere forholdene for virksomheder via en lav selskabsskat og skabe brasilianske jobs i samme ombæring.

Da Friedman skulle forsvare sit engagement i Chiles diktatur, udtalte han følgende: ”Jeg anser det ikke som ondsindet, at en økonom giver teknisk økonomisk rådgivning til den chilenske regering, ligesom jeg heller ikke ville anse det som ondsindet, hvis en læge gav teknisk medicinsk rådgivning til den chilenske regering for at hjælpe ved en medicinsk plage”.

Hvad Friedman sagde, var altså at økonomens arbejde er sammenligneligt med lægens. Markedet følger nogle værdineutrale regler – ligesom den biologiske krop.

 

Selvom regeringens popularitet er styrtdykket i den brede befolkning, skal man ikke underkende tilstedeværelsen af de støtter, der stadig er tilbage – og størrelsen på deres pengepunge
_______

 

Brasiliansk chokbehandling?
Tilbage i 2018, udtalte Paulo Guedes følgende om sin akademiske karriere i Chile: ”Jeg kendte overhovedet ikke noget til det politiske regime. Jeg vidste, at de havde et diktatur, men for mig var det intellektuelt irrelevant”.

Det virker naivt, at man som akademisk medarbejder på et socialvidenskabeligt institut, har været komplet uvidende om Pinochet-regimets indhold. At Guedes har anset sin tilknytning til Chile på et så hæsblæsende tidspunkt i historien, som et ømtåleligt emne er ikke uafviseligt. Man kan selvfølgelig også hævde, at han på samme måde som mentoren Friedman, anså det for muligt at beskæftige sig med økonomi i Chile uden at legitimere styrets autoritære linje.

Brasilien lider for tiden under en voldsom og langvarig inflation kombineret med generel økonomisk stagnation – såkaldt ’stagflation’. Men Bolsonaro selv har for nyligt været ude og frede sin økonomiminister. Han fik blandt andet nævnt, at ”hvis det ikke var for pandemien, ville vores økonomi være flyvende. Inflationen ramte alle, men den bedste måde at genindføre normalitet og lavere inflation på, er det frie marked”.

Man kan fremdrage den påstand – særligt med tanke på regeringens komplette fravær af ageren under pandemien – at Guedes og Bolsonaro reelt ville foretrække at udsætte befolkningen for økonomisk ’chokbehandling’, fremfor via offentlige tiltag at mindske de menneskelige og økonomiske tab stagflationen har afstedkommet.

Chokbehandling er en populær betegnelse, som trækker på en analogi med psykiatrisk chokterapi. Termen dækker i økonomisk forstand over en liberaliseringsproces udført under kriser. Denne proces har til hensigt at frigøre arbejdspladser og hæve incitamentet for investeringer via privatiseringer af offentlige institutioner samt omfattende skattelettelser. En sådan ’behandling’ var lige præcis, hvad Friedman rådede Pinochet til at udsætte den chilenske økonomi for i 1975. Chiles inflation var på det tidspunkt meget højere end Brasiliens nuværende – og i stedet for at tilråde statslig indgriben, var det i Friedmans optik bedre at lade markedet løse problemerne selv.

Siden Pinochet og Chicago-drengene, har Chile i mange år haft en højere vækst end sine nabolande, men som antropologen Helene Risør for nyligt har fremhævet her i RÆSON, medførte den omfattende privatisering også øget ulighed. ’Folks erfaring af social uretfærdighed’ steg ligeledes som konsekvens.

Bolsonaros egen Chicago-dreng
Vidnesbyrdene fra Chile viser, at man kan opretholde en liberal markedsøkonomi, der skaber vækst og arbejdspladser hvert år, sideløbende med politisk undertrykkelse af modstandere og autoritær kontrol med bærende samfundsinstitutioner. Det lader åbenlyst til at være en cocktail, der har virket tillokkende for Brasiliens præsident. Bolsonaro, der selv har en fortid i det brasilianske militær, har i Pinochet et klart forbillede. Under sidstnævnte blev den økonomiske politik reelt set ledet af Chicago-drengene, og i det brasilianske ’superministerium’ sidder Bolsonaros helt egen Chicago-dreng, Paulo Guedes. Og selvom regeringens popularitet er styrtdykket i den brede befolkning, skal man ikke underkende tilstedeværelsen af de støtter, der stadig er tilbage – og størrelsen på deres pengepunge.

 I et af the Brazilian Reports seneste podcasts, løftede økonomen Carlos Goes sløret for en humoristisk anekdote, der går igen hos brasilianske økonomer. Anekdoten går på, at flere af de store markedsspillere i Brasilien har statuer af Paulo Guedes på deres kontorer. Det medgives, at flere hopper fra, fordi de har svært ved at acceptere hans retorik, men pointen er, at det ikke er alle, og at der stadig investeres kapital i Bolsonaros projekt. Historien illustrerer fint forholdet mellem de mest ideologiske investorer på markedet og regeringen.

Det er dog så langt fra alle, der er glade for Guedes. Den tidligere præsident for den brasilianske centralbank, Affonso Pastore, har været ude med en heftig kritik af økonomiministeren, som han kalder for en ’Bolsonaro-cheerleader’, hvis største fejl består i at tro, at man kan tænke politik og økonomi som adskilte størrelser. Pastores syn på den nuværende situation i Brasilien er, at den politiske ustabilitet i landet – her skeles der til Bolsonaros konstante angreb på demokratiske institutioner – er fordrende for den økonomiske ustabilitet.

Vender vi tilbage til støtterne, så er en de afgørende grunde til, at de føromtalte markedsspillere ikke har trukket tæppet væk under Bolsonaro, fordi de frygter alternativet; den venstreorienterede Lula da Silva fra Arbejderpartiet. Selvom Bolsonaro har vist sig at være utilregnelig, varetager den nuværende økonomiminister i det mindste deres interesser på den korte bane. Det sidste de ønsker, er en større stat og et endnu mere uigennemskueligt skattesystem, end Brasilien har nu.

Men Lula bliver i befolkningen mere populær, for hver dag der går. Kigger man udelukkende på meningsmålinger, så har Arbejderpartiet nærmest større interesse i at beholde Bolsonaro ved magten indtil valget i 2022.

Til forskel fra andre præsidentkandidater, viste Lula sig ikke til nogle af protesterne for nylig. Han anser det givetvis ikke som opportunt på nuværende tidspunkt. Men om lidt over en måned, d. 15. november, samles de mange kritiske røster til en ny omgang protester. Hvis Lula er med næste gang, vil han sandsynligvis kunne mobilisere et så stort antal vælgere, så de interessenter, der lige nu holder Bolsonaro ved magten, bliver nødt til at reagere – på den ene eller den anden måde.

Så selvom markedsspillerne endnu ikke har givet sin støtte til Lula, lader det til at størstedelen af de brasilianske vælgere er tilbøjelige hertil. Spørgsmålet er, om Lula og PT kan legitimere bare at se på, hvis brasilianerne i mellemtiden modtager chokbehandling. ■

 

Den tidligere præsident for den brasilianske centralbank, Affonso Pastore, har været ude med en heftig kritik af økonomiministeren, som han kalder for en ’Bolsonaro-cheerleader’, hvis største fejl består i at tro, at man kan tænke politik og økonomi som adskilte størrelser
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland