Malthe Munkøe: Tyskland vil grundlæggende noget andet med EU end Danmark. Det blev slået fast i det tyske regeringsgrundlag
29.11.2021
Mens Danmark og de andre små nabolande slet ikke nævnes, fremhæver det tyske regeringsgrundlag ”et stærkt tysk-fransk partnerskab” som det centrale under kapitlet ”Europæiske Partnere”. Alt tyder derfor – ikke overraskende – på, at den nye regering i Berlin satser på at fortsætte det tætte parløb med Paris. Og det er ikke nødvendigvis entydigt godt nyt for Danmark, der ofte har befundet sig et andet sted end dét, den fransk-tyske akse ønsker for Europa.
Analyse af Malthe Munkøe
I enhver flertalsregering skal der findes kompromisser, og på mange stræk er der langt mellem det liberale FDP og De Grønne. Det fælles regeringsgrundlag, der blev offentliggjort i sidste uge, viser, hvilken balance man har fundet internt omkring de svære spørgsmål.
Tyskland er EU-samarbejdets vigtigste land, der tegner sig for en fjerdedel af EU’s samlede økonomiske størrelse. Og deres vægt i EU-politikken er måske endnu større end det. De indgåede kompromisser og pejlemærker i det tyske regeringsgrundlag vil derfor få betydning – også i Bruxelles og i København.
Selvom der også er andre vigtige nedslagspunkter, kan de tre mest centrale elementer for EU-politikken rimeligvis siges at være: ”Den Europæiske Unions Fremtid”, som regeringsgrundlaget lidt højstemt kalder det, EU’s økonomiske politik, samt den mere generelle erhvervspolitiske retning i EU-samarbejdet – hvor den fransk-tyske akse har nogle ganske andre planer og idéer end i de nordeuropæiske hovedstæder.
”Den Europæiske Unions Fremtid”
Tyskland vil grundlæggende noget andet med EU end Danmark. Det blev slået fast i det tyske regeringsgrundlag.
Det er i hvert fald svært at se en dansk officiel regeringskommunikation på samme måde slå fast, at ”Konferencen om Europas Fremtid bør munde ud i et Konvent, der fører til udviklingen til en føderal europæisk forbundsstat”!
De konkrete forslag i regeringsgrundlaget er dog ikke så vidtrækkende, som den storladne retorik giver indtryk af. Især lægges der op til færre vetoer i udenrigspolitikken, og til at man overgår til de såkaldte ”Spitzenkandidat”-valg til de europæiske topposter; tanker, der længe har været drøftet. Andre tanker indbefatter initiativret til Europa-Parlamentet; i dag er det kun Kommissionen, som kan komme med lovforslag.
Det har længe været en kilde til frustration og svækkelse, at EU-landene i udenrigspolitikken ikke altid optræder så resolut og samlet, som man kunne. Grækenland, der har modtaget betydelige kinesiske investeringer, har således modsat sig FN-resolutioner, der kritiserede den kinesiske fremfærd i Xinjiang. Senest har Cypern forsøgt at bruge truslen om veto mod sanktioner overfor Hviderusland til at få EU-landene til at sætte hårdere ind overfor Tyrkiets fremfærd i det østlige Middelhav. Advarselslamperne er også begyndt at blinke, fordi Polen og Ungarn har gode muligheder for at tage hævn og blokere en hel masse på områderne, som kræver enstemmighed, hvis EU fortsætter med at tilbageholde økonomiske støttemidler på grund af problemer med retsstatsprincipper.
Det er ikke nyt, at den tyske koalitionsregering melder sig ind i koret, der foreslår at gå fra enstemmighed til kvalificeret flertal på udenrigsområdet.
Det er for så vidt heller ikke nyt, at man i hvert fald retorisk støtter idéen om ”Spitzenkandidaten” – om end vi i 2019 også så, at EU-lande gerne hylder det, men så smider princippet ud, når det ikke passer i deres kram.
Idéen er, at Kommissionens formand bør vælges baseret på ”valgets tale” fra de femårige valg til Europa-Parlamentet, hvor posten bør gå til den spidskandidat fra de transnationale lister (altså den konservative EPP-liste og så videre), der opnår tydelig opbakning, snarere end alle mulige forhandlinger og studehandler mellem EU’s statsledere bag lukkede døre.
Det var det, man gjorde i 2014, hvor EPP’s kandidat, Jean-Claude Juncker, blev valgt til Kommissionsformand. Men han var også tidligere luxembourgsk premierminister og finansminister, og nød respekt og anseelse i Rådet, så det kunne statslederne sagtens gå med til.
I 2019 var sagen en anden. Ikke nok med at EPP var gået klart tilbage men beholdt positionen som den største partigruppe – så”valgets tale” var uklar – deres spidskandidat, Manfred Weber, blev også set som for let og for ukarismatisk til, at statslederne ville give ham den magtfulde post, mens den primære modkandidat, socialdemokratiske Frans Timmermans, var for utilbens i Østeuropa efter kritik af de illiberale lande, og den liberale gruppes Margrete Vestager måske nok var velanset, men repræsenterede en for lille partifamilie til at være oplagt på den tunge post.
Men det tyske regeringsgrundlag lægger altså op til, at man fra tysk side skal acceptere Spitzenkandidatsystemet baseret på Europa-Parlamentsvalg og overnationale partilister for fremtiden.
I så fald bliver den tyske EU-Kommisionspræsident Ursula von der Leyens muligheder for at opnå en anden valgperiode formentlig betinget af, om hun vælger at stille op som EPP’s spidskandidat ved det næste valg, og om EPP opnår et rimeligt resultat.
Det tyske regeringsgrundlag slår endvidere fast, at såfremt Kommissionsformanden ikke er en tysker, så foreslår De Grønne den næste tyske EU-kommissær. Med andre ord: Hvis ikke det på den ene eller anden måde ender med, at den konservative von der Leyen kan fortsætte som kommissionsformand, er der næppe støtte til, at hun forbliver i europæisk politik.
Det er heller ikke givet, hun overhovedet satser på det – forgængeren Juncker orkede kun én periode, og det var meget uventet, at von der Leyen overhovedet blev hevet fra tysk politik og ind på den europæiske scene. Desuden er EPP-gruppen svækket i forhold til 2019-valget, og det er uklart, hvor meget støtte von der Leyen reelt ville kunne regne med fra den tyske og franske regering i 2024 i drøftelserne om EU’s nye persongalleri.
Selvom meget fortsat er uklart, lægger det tyske regeringsgrundlag altså en ramme fast, som vil få stor betydning for europæisk politik de kommende år.
Blot få år tilbage lå Tyskland langt oftere på linje med Nordeuropa i centrale økonomiske spørgsmål, illustreret ved, at man i begyndelsen af de flerårige EU-budgetforhandlinger talte om ”Frugal Five”
_______
Fleksibilitet og muskler
Med den liberale FDP-partichef Christian Lindner som finansminister er der ikke udsigt til store omvæltninger på det økonomiske område. Lindner er kendt som en i finanspolitisk sammenhæng traditionel og konservativ skikkelse. Det har stor betydning på nuværende tidspunkt, hvor man i EU er i gang med et review af de finanspolitiske spilleregler, ligesom der er et pres for at den økonomiske Genopretningsfond gøres permanent.
Internt i regeringen var lignende tanker på banen, da De Grønne ønskede et opgør med de stramme EU-finanspolitiske regler, mens FDP og til dels SPD var meget afvisende. Derfor var kompromisset imødeset med spænding.
En af de vigtigste sætninger i det 177 sider lange regeringsgrundlag er derfor: ”Stabilitet og Vækstpagten har bevist sin fleksibilitet… [men den] bør være simplere og mere transparent, også for at styrke efterlevelse”.
Opfattelsen af, at der allerede er nok fleksibilitet, er implicit en afvisning af ønskerne fra Sydeuropa og Frankrig om at bløde op på de stramme begrænsninger.
Ligeledes gør regeringsgrundlaget det klart, at Genopretningsfonden bør forblive en midlertidig foranstaltning, snarere end åbne for permanent EU-gældsoptag.
Der vil dog være visse åbninger for ændringer fra tysk side. Man har jo allerede med støtte til Genopretningsfonden vist, at man står et andet sted end under Finans- og Statsgældskriserne. I regeringsgrundlaget tales om ”videreudviklingen af de finanspolitiske regler”, og her kunne en undtageklausul for grønne investeringer formentlig komme på tale, hvilket må være hjerteblod for De Grønne i regeringen. Og som Lindner for nyligt udtalte i et interview til den tyske tv-kanal ZDF: ”tiderne forandrer sig, den nuværende situation i Europa efter pandemien kan ikke sammenlignes med 2010 (…) Det betyder, at vores land ikke kan agere som et lille nordisk land. Men vi kan heller ikke entydigt slutte os til de, der vil underminere den økonomiske og monetære union og dens regler”.
Derimod er der udsigt til en klar ændring i forhold til den nuværende CDU-regering i forhold til, at regeringsgrundlaget giver klar støtte til at bruge de økonomiske muskler overfor EU’s illiberale stater, Polen og Ungarn: ”Vi kræver at Europa-Kommissionen som vogter af traktaterne mere konsekvent og timeligt bruger og gennemfører de bestående retsstatsinstrumenter (…) [og] vi stemmer [kun] for nationale planer for genopretningsfonden, hvis forudsætningerne såsom uafhængige retsprincipper er sikrede”.
Denne nyorientering skal ses i lyset af, at Angela Merkel i sin regeringsperiode havde fokus på at undgå for store splittelser og bygge bro mellem øst og vest, ligesom det ungarske regeringsparti indtil starten af året sad i samme EPP-gruppe i Europa-Parlamentet som Merkels CDU. Sporskiftet i Berlin får derfor stor betydning for, hvad der tegner til at blive den måske sværeste og vigtigste sag i EU-politikken i det nye år.
Den fransk-tyske akse
Mens Danmark og de andre små nabolande slet ikke nævnes (en bisætning taler om tæt tysk-polsk venskab), fremhæver regeringsgrundlaget som det første ”et stærkt tysk-fransk partnerskab” som det centrale under kapitlet ”Europæiske Partnere”. Alt tyder derfor – ikke overraskende – på, at den nye regering i Berlin satser på at fortsætte det tætte parløb med Paris.
Og det er ikke nødvendigvis godt nyt for Danmark og de andre nordiske og baltiske lande, der ofte har befundet sig et andet sted end dét, den fransk-tyske akse ønsker for Europa.
Blot få år tilbage lå Tyskland langt oftere på linje med Nordeuropa i centrale økonomiske spørgsmål, illustreret ved, at man i begyndelsen af de flerårige EU-budgetforhandlinger talte om ”Frugal Five” (de velkendte Frugal Four, Danmark, Sverige, Holland og Østrig, samt Tyskland).
Den ændrede tyske position så vi tydeligt under sidste års forhandlinger om EU-budget og Genopretningsfond – en fælles EU-gældsoptagelse det havde været utænkeligt, at en tysk finansminister havde støttet for ti år siden under den sidste krise. Og vi har set det i drøftelserne om erhvervs- og industripolitik generelt, hvor der er kommet et voksende fokus på det, som man i EU-jargon kalder ”strategisk autonomi”.
Kort fortalt er der – anført af Frankrig – en stærk ambition om, at EU skal være mere uafhængig, hvilket betyder, at unionen skal være selvforsynende indenfor særlige ”strategiske” områder- Hvad det så dækker kan være lidt uklart, men fokus lige nu er blandt andet på at etablere en europæisk mikrochip-produktion.
Bagtæppet er en utilfredshed over, at EU-Kommissionens konkurrenceregler forpurrede en fusion af Alstrom og Siemens, der skulle have skabt en europæisk tog-producent i samme størrelsesorden som de kinesiske konglomerater, utilfredshed med at kinesiske firmaer har powershoppet i Europa og fx overtaget den førende tyske robot-virksomhed Kuka, mens der er lukket for strategiske opkøb den anden vej, og senest bekymring over hvilke sikkerhedsrisici, der er ved at bruge Huaweis løsninger og være afhængig af forsyninger af værnemidler fra Kina i en pandemi.
Men hvad der i Berlin og Paris ses som afgørende for at sikre europæisk konkurrenceevne og udenrigspolitisk selvstændighed, opfattes i mange af Nordeuropas hovedstæder som slet skjult protektionisme, der vil ende i en dyr og omsonst statsstøtte-kapløb.
Derfor står Danmark og Tyskland i stigende grad på hver sin side af en skillelinje i EU-politikken mellem en erhvervspolitik baseret på åbne markeder, mens staten enten holder sig neutral eller helt holder sig væk, og en satsning på statsstøtte og større lukkethed. Det nye tyske regeringsgrundlag gør klart, at dette må ventes at fortsætte de kommende år.
Hvad der i Berlin og Paris ses som afgørende for at sikre europæisk konkurrenceevne og udenrigspolitisk selvstændighed, opfattes i mange af Nordeuropas hovedstæder som slet skjult protektionisme, der vil ende i en dyr og omsonst statsstøtte-kapløb
_______
Malthe Munkøe har en baggrund som ekstern lektor i politisk økonomi på Københavns Universitet, som seniorrådgiver i en stor europæisk og analysechef i en stor dansk erhvervsorganisation. Han skriver som privatperson fast i RÆSON. ILLUSTRATION: Emmanuel Macron bliver modtaget af daværende borgmester i Hamborg Olaf Scholz, der bliver ny kansler i Tyskland, 7. juli 2017. [FOTO: Michael Kappeler/AP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
