Malthe Munkøe: Tiden hvor Arktis er et fredeligt lavspændingsområde er ved at være forbi

19.05.2021

Udviklingen er gået i retning af voksende spænding mellem stormagterne, og med forøgede militære kapaciteter i det arktiske område vil der i fremtiden opstå en situation, der er mere faretruende, end den vi har i dag.

Analyse af Malthe Munkøe

Katalysatoren for forandringen af situationen om Arktis har været Ruslands krig i Ukraine med annekteringen af Krim og besættelsen af dele af Østukraine. For når landet én gang har vist sig klar til at bryde med internationale regler og normer og fastsætte sine grænser med magt, kan man så stole på forvisningerne om, at Moskva vil respektere FN’s ord om de danske, canadiske og russiske territorialkrav i Arktis?

Udfordringerne og de voksende spændinger stod tydeligt frem i forbindelse med et møde i Arktisk Råd i Reykjavik forleden. ”Vi har set Rusland hævde ulovlige maritime territorialkrav”, bemærkede den amerikanske udenrigsminister Anthony Blinken, mens den russiske udenrigsminister Sergei Lavrov svarede barsk igen med betragtningen, at ”det har længe stået klart at det er vores territorium. Det er vores land.”. Og selvom det ikke som sådan er nyt, at det skaber spænding, at russerne opfatter de arktiske farvande som deres, var den uforsonlige tone en tydelig illustration af, at tiden hvor Arktis er et fredeligt lavspændingsområde er ved at være forbi.

Forholdet mellem Rusland og Vesten vil forventeligt være voldsomt konfliktpræget i lang tid fremover, og spændingerne vil meget let kunne få konsekvenser i de arktiske områder. Derfor er de to vigtigste spørgsmål, som den nye arktisstrategi er nødt til at give svar på: Hvad vil Rusland i Arktis? Og hvordan skal kongeriget Danmark forberede sig på de nye udfordringer i det, der ikke længere kan tages for givet vil forblive et lavspændingsområde?

 

Den arktiske strategi for 2001-2010 tog ufortrødent mere eller mindre for givet, at Arktis var et lavspændingsområde og indeholdt meget få overvejelser af sikkerhedspolitisk karakter
_______

 

Fra håb om fred til rygter om krig
I 1987, da man troede på afspænding mellem øst og vest og nærmede sig afslutningen på den Kolde Krig, bekendtgjorde den sovjetiske leder Mikhail Gorbatjov, at Arktis skulle være en ”fredszone”. Siden har man talt om Arktis som et særligt afspændingsområde. I 2008 cementerede de arktiske magter denne forståelse i Ilulissat-erklæringen, hvor man lovede at følge FN’s regler for afklaring af territorialgrænserne omkring kontinentalsoklen i Det Arktiske Hav.

Men perestroika og Murens Fald ligger langt tilbage. Da en russisk ubåd i 2007 plantede et russisk flag på den arktiske havbund, som Rusland gør krav på, fik vi et forvarsel på, hvad de kommende år ville bringe. I 2008 kom krigen i Georgien, men Vestens opmærksomhed var begrænset: Kaukasus føltes som et fjernt område i en russisk interessesfære, hvor den georgiske præsident – i hvert fald i den russiske fortælling selv havde været ude om det. Og det russiske angreb demonstrerede, at den russiske krigsmaskine fortsat havde store mangler i forhold til moderne krigsførelse og sværere ved at opnå sine militære mål end ventet. Den arktiske strategi for 2001-2010 tog således ufortrødent mere eller mindre for givet, at Arktis var et lavspændingsområde og indeholdt meget få overvejelser af sikkerhedspolitisk karakter.

Selvom Georgien i 2008 måske burde have været et klarere advarselstegn, blev det i stedet Ruslands annektering af Krim og angrebet på det østlige Ukraine i 2014, som var udslagsgivende og førte til et kraftigt forværret forhold mellem Vesten og Rusland. I Ukraine viste russerne, at de nu rådede over et moderniseret og slagkraftigt militær, og at de desuden besad den politiske vilje til at gå igennem en fuldtonet konfrontation med Vesten. Det er på den baggrund svært at afvise, at russerne i fremtiden kunne vise sig at være klar til at gennemtvinge deres løsninger med magt.

I 2016 fremlagde Taksøe-udvalget under ledelse af den tidligere danske ambassadør i sin rapport en 360 graders analyse af dansk udenrigspolitik, der indrammede den ændrede situation: ”Men Ruslands uforudsigelige fremfærd kan også påvirke den sikkerhedspolitiske situation i Arktis. Det er ikke sandsynligt, at det vil føre til direkte militære konflikter, men det understreger, at Danmark og de andre kyststater kan risikere at skulle håndtere de sikkerhedspolitiske konsekvenser af øget politisk og militær spænding i regionen og i Europa […] Afslutningen på Den Kolde Krig åbnede et vindue for et gensidigt gavnligt økonomisk og politisk samarbejde mellem Rusland og EU, der nu er lukket igen”.

 

Spændingerne mellem USA, vores nærmeste allierede, og Rusland kan meget let kan få indirekte konsekvenser for danske forhold. Arktis er både en arena i sig selv, og et område, der kan blive inddraget som en sekundær arena i en konflikt mellem Rusland og Vesten
_______

 

I maj 2019 sagde den daværende amerikanske udenrigsminister Mike Pompeo i forbindelse med et møde i Arktisk Råd (strengt taget dagen inden på et forudgående separat finsk-amerikansk møde, da Arktisk Råd ikke må behandle sikkerhedspolitiske spørgsmål) åbent, hvad der længe var blevet stadigt tydeligere, at Arktis nu er ”en region karakteriseret af magtpolitik og konkurrence”. Denne nye forståelse er senest kommet til udtryk i Pentagons opdaterede arktisstrategi, der i modsætning til de tidligere udgaver advarer om, at området kan bruges til militære angreb på USA, ligesom Rusland og Kina beskrives som strategiske konkurrenter i Arktis.

Spændingerne mellem USA, vores nærmeste allierede, og Rusland kan meget let kan få indirekte konsekvenser for danske forhold. Arktis er både en arena i sig selv, og et område, der kan blive inddraget som en sekundær arena i en konflikt mellem Rusland og Vesten, som man kan forestille sig opstå i fx Baltikum eller det øvrige Østeuropa.

Udenrigsministeriet bad derfor DIIS lave en konsulentrapport, der udkom sidste år og nærmere analyserer situationen i Arktis. Konklusionen er her endnu klarere”den nuværende udvikling i Arktis (…) er præget af stormagtsrivalisering [og] sætter Kongeriget i en svær situation”, da ”Ruslands politik i Arktis indeholder et betydeligt konfliktpotentiale”. Det er med dette bagtæppe, at vi i Danmark nu gør klar til at lancere en ny Arktis-strategi for det kommende årti.

Ruslands arktiske kapabiliteter
Rusland har gennemført en betydelig oprustning og styrkelse af sine militære styrker de senere år.  Det er bestemt også tilfældet i de arktiske områder. I 2014 blev den russiske Nordflåde udskilt fra russernes vestlige militærdistrikt for således at fungere organisatorisk selvstændigt. Der er  desuden bl.a. blevet investeret i atomdrevne isbrydere og andre, nye typer skibe tilpasset arktiske forhold, ligesom der er blevet oprettet en særlig arktisk brigade.

 

På den ene side er der i Danmark næppe noget særskilt ønske om at bruge mange ressourcer på større arktisk tilstedeværelse, men på den anden side ønsker man ikke at blive stadigt mere irrelevant på den arktiske arena
_______

 

Desuden er man fra russisk side i gang med en udvidelse og udbygning af sine basefaciliteter, antiluftskytskapacitet havne og lufthavne i Arktis, herunder basen Nagurskoje på øgruppen Franz Josefs Land, der blev etableret under den Kolde Krig som hjemsted for langtrækkende bombefly, og nu ser ud til at blive en endnu mere central krumtap i det russiske Arktis. Nagurskoje ligger nordligt i Det Arktiske Hav og giver russiske luftstyrker gode muligheder for at operere i Arktis – herunder at nå eventuelle mål i eller omkring Grønland, fx den amerikanske Thule-base. Det har vakt bekymring i Vesten, og fra amerikansk side har man været optaget af, at Danmark udvikler bedre radarovervågning af Grønland samt sonarmuligheder for at opdage og følge ubådsaktivitet i området. Det har den danske regering søgt at imødekomme i februar med vedtagelsen af en ”kapacitetspakke” på 1,5 mia. kr. Pakken illustrerer stormagternes øgede interesse for Arktis, og viser at hensynet til vores amerikanske allierede nødvendiggør større ressourceanvendelse i den arktiske arena.

Den øgede interesse fra stormagterne vil givetvis fortsætte det kommende årti. Fra dansk side vil en vigtig prioritet derfor være at slå fast, hvor langt man er villig til at gå for at efterkomme de amerikanske ønsker. Denne afvejning skal ske med forståelse for, at USA søger at styrke sine direkte relationer til det grønlandske hjemmestyre samtidig med, at de opbygger egne kapabiliteter i området. På den ene side er der i Danmark næppe noget særskilt ønske om at bruge mange ressourcer på større arktisk tilstedeværelse, men på den anden side ønsker man ikke at blive stadigt mere irrelevant på den arktiske arena, ligesom hensynet til både amerikanerne og det grønlandske hjemmestyre vil tale for øget ressourceanvendelse.

Taksøe-udvalgets rapport beskriver, at ”Rusland vurderes grundlæggende at være interesseret i en stabil politisk udvikling i regionen, men den generelt reducerede internationale tillid til Rusland har betydet, at russisk militærs aktivitet i Arktis bliver fulgt med skepsis‟. En lignende forståelse kan findes i en rapport fra den ansete amerikanske tænketank, Carnegie, fra i år. Der vurderes, at de russiske militære styrker og kapaciteter i det arktiske område fortrinsvis har til opgave at beskytte det russiske territorium, og at de – trods betydelige investeringer og høj prioritet – ikke er forlenet med de langtrækkende transportmuligheder og understøttende funktioner, som en mere offensiv militær fremfærd ville kræve.

I kraft af store olie- og naturgasforekomster især i Sibirien tegner det russiske Arktis sig for 10 pct. af den russiske økonomi i. I en militær sammenhæng er det altafgørende dog snarere, at en ganske stor del af den russiske atomslagstyrke er placeret på Kolahalvøen og skal sikres i en eventuel konfliktsituation med NATO.

 

Fra dansk side er det i sidste ende en klar interesse at bidrage til at fastholde Arktis som et lavspændingsområde, men det bliver efter alt at dømme en særdeles vanskelig diplomatisk opgave de kommende år
_______

 

Ikke desto mindre råder Rusland over forskellige offensive handlemuligheder i den arktiske arena. Vi har allerede set Rusland gennemføre simulerede luftangreb på det danske folkemøde på Bornholm i 2014 og tilsvarende overfor det norske militær, herunder ”jamming” (en teknik hvor man kan blokere modpartens elektroniske kommunikation og lignende) af norske militære gps-signaler Det betyder, at udviklingen også let kommer til at medføre et voksende politisk ønske om at kunne give et stærkere dansk modsvar og evne til at afvise russerne.

Udviklingen over den arktiske strategis tiårshorisont ser ud til at gå i retning af, at der med voksende spænding mellem stormagterne og forøgede militære kapaciteter i det arktiske område vil opstå en situation, der er mere faretruende, end den vi har i dag. Nogle analytikere taler om det som et klassisk sikkerhedsdilemma – et begreb fra international politisk teori for en situation, hvor én part føler sig udsat eller truet og derfor opruster, hvorefter modparten føler sig truet og opruster yderligere.  Dermed igangsættes et oprustningskapløb med stadig større følelse af usikkerhed til følge.

Fra dansk side er det i sidste ende en klar interesse at bidrage til at fastholde Arktis som et lavspændingsområde, men det bliver efter alt at dømme en særdeles vanskelig diplomatisk opgave de kommende år. Da det er forbundet med særlige vanskeligheder at operere i Arktis på grund af afstande og klimatiske forhold er det særligt vigtigt, at man er på forkant med at foretage de investeringer og opjusteringer i de danske styrkers kapacitet, der vurderes at være nødvendige i området.

Russisk Arktis-politik
En kilde til konflikt er, at Rusland opfatter det arktiske farvand omkring sine arktiske territorier som nationalt farvand. Man stiller krav om, at skibe, der vil passere området, giver forvarsel mindst 45 minutter før og betjener sig af en russisk lods. USA og Kina modsætter sig dog og insisterer på fri sejlads i farvandene. I takt med at isen smelter, vil det formentlig blive en voksende kilde til gnidninger og konflikt.

 

Den vigtigste anstødssten kan dog vise sig at være afgørelsen om de danske, canadiske og russiske territorialkrav i Arktis. Alle parter har forpligtet sig på at respektere afgørelserne fra FN
_______

 

Den vigtigste anstødssten kan dog vise sig at være afgørelsen om de danske, canadiske og russiske territorialkrav i Arktis. Alle parter har forpligtet sig på at respektere afgørelserne fra FN. Selvom man officielt vil holde sig til, at alle parter har bundet sig til at anerkende FN’s afgørelse, kommer man fra dansk side næppe uden om at stille sig selv spørgsmålet: Hvad kan og skal vi gøre, hvis russerne enten ignorerer en afgørelse, eller begynder at etablere aktiviteter i de arktiske områder, inden de danske krav er færdigbehandlet? Et eksempel på en sådan fremfærd ses i Det Sydkinesiske Hav, hvor Kina ligefrem har etableret baser på kunstigt opførte øer og aktivt både kommercielt og militært hævder sit maritime overherredømme i det omstridte farvand.

Selvom det ikke er det mest sandsynlige, er det givetvis klogt på forhånd nøje at overveje kongeriget Danmarks mulige modtræk – også i mere udfordrende fremtidsscenarier.

Den Anden Kolde Krig i Arktis
I dag udgør den russiske økonomi godt en tiendedel af den amerikanske, og tanken om atter at være en direkte udfordrer til USA er langt væk for et Rusland, som desuden med sin store afhængighed af olie og andre naturressourcer på sigt vil få yderst svært ved at undgå en økonomisk nedgang, ligesom den demografiske udvikling er ugunstig; siden Murens Fald har USA således udvidet sin befolkning med ca. 100 mio., mens Ruslands befolkning er faldet med ca. 5 mio., og ventes af falde yderligere.  

Samtidig er Kinas opstigen med til at ændre de geopolitiske realiteter. I 2010, da Danmark udfærdigede sin nu netop udløbne ti-årsstrategi for Arktis, udgjorde den kinesiske og russiske økonomi tilsammen kun halvdelen af den amerikanske. I år udgør det lidt over 80 pct.-, særligt båret frem af den voldsomme kinesiske vækst. Fortsatte tilnærmelser mellem Rusland og Kina kan også få betydning i det arktiske område.

Kina erklærede sig i 2019 for en ”nær-arktisk magt” og har signaleret en kraftig interesse i at være en del af diskussionerne om, hvad der skal ske i Arktis. Vi har bl.a. set Kina forsøge at finansiere en stor udbygning af lufthavnskapaciteten i Grønland, hvilket fik den danske regering under Lars Løkke Rasmussen til at tilbyde at yde et massivt lån i stedet. Over det kommende årti kan vi forvente voksende maritim aktivitet mellem Kina og Europa via de arktiske farvande.

 

Man er nødt til at anskue ikke blot Rusland i isolation, men også muligheden for, at Rusland i nogle sammenhænge, bl.a. i Arktis, kan tænkes at optræde i et stærkere parløb med Kina
_______

 

Egentlig har de arktiske magter, herunder Rusland, ikke ligefrem hilst den kinesiske interesse velkommen. Men som følge af de vestlige økonomiske sanktioner har russerne i stigende grad vendt sig mod kinesiske firmaer i udvindingen af naturrigdommene i Arktis. Eksempelvis blev det mest højprofilerede, russiske økonomiske udvindingsprojekt, en terminal på Yamal-halvøen til nedkølet naturgas (LNG), i begyndelsen forberedt med vestlige samarbejdspartnere, men siden har man vendt sig mod den kinesiske, statslige investeringsfond og China Natural Petroleum Corporation (CNPC), som er verdens tredjestørste olieselskab. Resultatet er, at kinesiske selskaber nu har en ejerandel på 30 pct., mens franske Total ejer 20 pct. Lignende gør sig gældende for andre tilsvarende projekter.

Konsekvensen er, at man er nødt til at anskue ikke blot Rusland i isolation, men også muligheden for, at Rusland i nogle sammenhænge, bl.a. i Arktis, kan tænkes at optræde i et stærkere parløb med Kina. Amerikanske militære analytikere har allerede noteret sig, at kinesiske atombevæbnede ubåde vil kunne sejle ud i Det Arktiske Hav og derfra kunne nå mål i Europa og USA. Sammenholdt med voksende økonomiske interesser og en kinesisk ambition om at bygge en ”arktisk silkevej” med massive infrastrukturinvesteringer, bliver situationen formentlig kun mere kompliceret de kommende år.

Kongerigets vitale interesser
Taksøe-rapporten identificerede tilbage i 2016 nærområdet, Arktis og Østersøen, som et af de fem vigtigste pejlemærker i dansk udenrigspolitik (1. Nærområdet bestående af Arktis og Østersøregionen, 2. Europa, 3 Flygtninge og migration, 4. Økonomisk diplomati, 5. Globale goder fx klima). Med en hastigt voksende interesse fra stormagternes side må opmærksomheden ventes at følge med, og området må forventes at rykke højere op på dagsordenen end den top 5-placering, som man måske med lidt god vilje kan læse ud af Taksøe-rapportens pejlemærker

For efter en gængs udenrigspolitisk vurdering må vores ageren i Arktis anses for Danmarks vigtigste udenrigspolitiske spørgsmål. For det første fordi det er det ene spørgsmål, hvor rigets territorium direkte er i spil. Og for det andet fordi det har en stor – og voksende – betydning for rigets diplomatiske relationer til verdens tre vigtigste stormagter. Og for det tredje, fordi det er afgørende for relationen Rigsfællesskabets medlemmer imellem.

Alligevel er det næppe urimeligt at sige, at dansk arktis-politik ikke er et af de spørgsmål, der for alvor optager sindene i det politiske Danmark. Det er heller ikke et spørgsmål, som udenrigspolitiske karrierer står og falder med på hverken Asiatisk Plads eller på Christiansborg. Men det kan meget vel ændre sig den kommende tid. Det burde det måske. ■

 

Efter en gængs udenrigspolitisk vurdering må vores ageren i Arktis anses for Danmarks vigtigste udenrigspolitiske spørgsmål
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland