Lykke Friis: Flykapringen i Minsk tester endnu engang EU’s udenrigspolitik

24.05.2021

Tvangslandingen af passagerflyet i Minsk, der allerede er blevet betegnet som statsterrorisme, sætter endnu engang EU’s udenrigspolitik i en voldsom kattepine. Hvis ikke stats- og regeringschefer kan blive enige om en slagkraftig fælles linje, når de mødes mandag aften, vil alle flotte taler om strategisk autonomi og global indflydelse blive udstillet som tom snak.

Af Lykke Friis, direktør Tænketanken EUROPA

EN KGB-AGENT, der passer en rejsende op i loungen. En fingeret bombetrussel, og en diktator, der personligt beordrer et kommercielt fly at lande i sin egen hovedstad. Det lyder mest af alt som en B-film, hvor manuskriptforfatteren har været lige lovlig kreativ. Ikke desto mindre var det forløbet, da ”Europas sidste diktator”, Belarus’ Aleksandr Lukasjenko, søndag tvang passagerflyet FR4978, der var på vej fra Athen til Vilnius, til at lande i Minsk. Om bord var den regeringskritiske blogger Roman Protasevitij, der sammen med 5-6 andre passagerer blev tilbageholdt i Minsk.

 

Ved første øjekast burde det ikke være svært for stats- og regeringscheferne at blive enige. En tvangslanding af et fly inden for EU’s territorium er i sig selv en ydmygelse med stort Y
_______

 

Men måske har Lukasjenko forregnet sig… For da Lukasjenko søndag formiddag traf beslutningen om, at flyet skulle tvangslande, havde han næppe styr på kalenderne for EU’s stats- og regeringschefer. For et par uger siden har EU’s faste formand Charles Michel nemlig indkaldt dem til ét af de utallige EU-topmøder, der præger coronakrisen; denne gang vel at mærke fysisk. Med en østrigsk diplomats ord kan det vise sig at udløse Lukasjenkos Elba-øjeblik. I 1815 besluttede Napoleon sig for at vende tilbage fra sit eksil på Elba lige præcis, da Europas stormagter var på vej til Wienerkongressen. Det gjorde, at det naturligvis var langt lettere for stormagterne at finde fælles fodslag – ligesom det uden tvivl vil lette beslutningsprocessen om Minsk, at stats- og regeringscheferne i aften sidder omkring et bord og kan se hinanden i øjnene.

Op til topmødet har flere regeringschefer – anført af Polen, Grækenland og Litauen -forlangt, at EU reagerer. Endog meget skarpt. Protasevitij og følge skal udleveres, tvangslandingen skal granskes af en international kommission, og flytrafikken omkring Hviderusland skal stoppes. Et andet nærliggende forslag er, at det statsejede, hviderussiske flyselskab Belavia ikke må flyve til Europa. Men flere vil sikkert også gerne gå skridtet videre; såsom at stramme sanktionerne over for Lukasjenkos regime. EU har allerede vedtaget sanktioner efter præsidentvalget, fx foreslår Sveriges tidligere statsminister, Carl Bildt, nu indgreb over for statsejede virksomheder.

Ved første øjekast burde det ikke være svært for stats- og regeringscheferne at blive enige. En tvangslanding af et fly inden for EU’s territorium er i sig selv en ydmygelse med stort Y. Men en svag reaktion risikerer også at skabe præcedens og friste andre statsledere (tænk selv med) til at gøre noget lignende – med store konsekvenser for Europas interesser og den internationale luftfart til følge.

Ikke desto mindre bliver topmødet næppe en ”walkover”. Flysagen bliver hurtigt viklet ind i en anden stor sag, som EU pt. kæmper med: forholdet til Rusland, og spørgsmålet om, hvordan EU skal reagere på bl.a. fængslingen af oppositionspolitiker Navalnyj, landets desinformationskampagne og Putins sanktioner over for bl.a. ledende EU-parlamentarikere.  En markant sanktionspakke over for Ruslands nære ven Lukasjenko vil uden tvivl få Rusland til at rejse børster.

 

Planen var at vinde tid i Ruslandsdiskussionen, men det kan blive nu blive vanskeliggjort af Minsk-flyet
_______

 

Tag bare, at en talskvinde for det russiske udenrigsministerium, Maria Zakharova, søndag skrev på Facebook, at hun er ”chokeret” over EU-landenes reaktion. Fra en leder i Dumaen lød det, at Belarus er en ”uafhængig stat. Og hvis den ser en trussel mod deres sikkerhed, er de forpligtet til at bekæmpe denne trussel”. I henhold til det foreløbige udkast til topmødekonklusioner vil stats- og regeringscheferne bede EU’s høje repræsentant inden for udenrigspolitik, Josep Borrell, om til juni at udarbejde et strategioplæg til, hvordan EU skal reagere over for Rusland. Kort sagt: Planen var at vinde tid i Ruslandsdiskussionen, men det kan blive nu blive vanskeliggjort af Minsk-flyet.

Mindst lige så afgørende er det, at EU pt. er inde i en periode, hvor ét land på det seneste har blokeret i to sager, hvor det umiddelbart forekom lige så logisk, at EU-landene skulle kunne finde fælles fodslag. Første gang var, da EU måtte opgive at støtte de prodemokratiske kræfter i Hong Kong. Anden gang var, da EU ikke kunne blive enig om en fælles holdning til konflikten på Gaza. I begge tilfælde var det Ungarn, der blokerede forslagene, og som har tætte relationer til både Kina og Israel. Som bekendt gælder reglen om enstemmighed i udenrigspolitiske spørgsmål i EU.

De to episoder har allerede udløst stor frustration hos ikke mindst Frankrig og Tyskland. Fx udtrykte Tysklands udenrigsminister Heiko Maas stor forbløffelse over Gaza-blokaden: ”Kun Ungarn var uenig. Og hvem ved hvorfor?” De to blokader fra Ungarns side har allerede fået Frankrig og Tyskland til at spekulere i modeller for, hvordan enstemmighedsprincippet kan blive løsnet; fx. som del i den igangværende konference om Europas fremtid.

Alles øjne vil mandag aften uden tvivl være rettet mod mod premierminister Viktor Orban. Det skyldes også, at Orban så sent som i juni 2020 drog til Minsk og holdt møde med Lukasjenko. Efter mødet gjorde de to regeringsledere et nummer ud af at være på bølgelængde. Det store spørgsmål mandag aften ligger derfor ligefor: Bliver det alle gode gange tre for Orban, der dermed udstiller, at EU med Josep Borrells ord ikke kan tale ”magtens sprog”? Eller bliver topmødet snarere Lukasjenkos Elba-øjeblik? ■

 

Det store spørgsmål mandag aften ligger derfor ligefor: Bliver det alle gode gange tre for Orban, der dermed udstiller, at EU med Josep Borrells ord ikke kan tale ”magtens sprog”?
_______

Apropos denne artikel:

Helen Thompson: Vi kan ikke udelukke, at Donald Trump aktivt forsøger at skabe en recession

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne