Lykke Friis: CDU/CSU er styrtdykket i meningsmålingerne efter valget af Laschet til kanslerkandidat – men han har det med at gøre comeback

27.04.2021

Forbundsdagsvalget i Tyskland til september tegner til at blive det mest åbne i tysk moderne historie. For første gang siden 1949 stiller den siddende kansler ikke op, og da Armin Laschet i sidste uge blev valgt til kanslerkandidat for CDU/CSU, styrtdykkede partiet i meningsmålingerne. De politiske modstandere gør dog klogt i ikke at undervurdere Laschet og CDU. Han har det med at gøre comeback.   

Analyse af Lykke Friis, direktør, Tænketanken Europa

”Bayern München fravælger da heller ikke Robert Lewandowski”. Sådan sagde Bayerns ministerpræsident Markus Söder, da han i den forgange uge forsøgte at overbevise den kristendemokratiske CDU/CSU-familie om, at de skulle udpege ham som kanslerkandidat. For hvorfor skulle kristendemokraterne dog stille op uden deres ultimative stjerne, som meningsmålingerne allerede har kåret til Tysklands mest populære politikere efter Merkel? Opbakningen til CDU-formand Armin Laschet er derimod så beskeden, at man næsten skal finde luppen frem for at få øje på den i målingerne.

Ikke desto mindre endte kanslerkandidatdramaet med, at CDU/CSU går ind i valgkampen med Laschet som spidskandidat. Eller som CSU’s generalsekretær Markus Blume udtrykte det med endnu et fodboldudtryk: Markus Söder må nøjes med at blive ”hjerternes kandidat”, altså ham som partimedlemmerne- men ikke partiets ledende kadre ville have.

Udenfor Tysklands grænser – herunder Danmark – har valget af Laschet skabt nogen forundring. Hvordan skal en kandidat, der havde så svært ved at samle sit parti bag sig, kunne få opbakning i hele Tyskland? Og er Laschet, der i modsætning til Söder kan fremstå lidt hyggeonkel-agtigt, overhovedet den rette til at afløse Angela Merkel? Kort sagt: Hvorfor valgte kristendemokraterne overhovedet Laschet som kanslerkandidat?

 

Hvis meningsmålingerne skulle have afgjort Kohls og Merkels respektive kanslerdrømme, er det langt fra sikkert, at de kunne have indtaget kanslerkontoret. Kort sagt: CDU er ikke et parti, der lader sig drive af meningsmålingerne
_______

 

For det første er der ikke noget nyt i, at tyske kanslerkandidater (ikke mindst uden for landets grænser) kan forekomme ukendte og til tider provinsielle. Det hænger bl.a. sammen med, at de ofte bruger delstatspolitikken som springbræt til en national karriere. Tag bare Helmut Kohl, der, før han rykkede ind i kanslerkontoret, var ministerpræsident i Rheinland-Pfalz og mildest talt ikke blev opfattet som en politiker med kanslerevner uden for Tyskland. Eller tag også Angela Merkel, der i 2005 kæmpede med dårlige meningsmålinger. Hvis meningsmålingerne skulle have afgjort Kohls og Merkels respektive kanslerdrømme, er det derfor langt fra sikkert, at de kunne have indtaget kanslerkontoret. Kort sagt: CDU er ikke et parti, der lader sig drive af meningsmålingerne.

Det skal også ses i lyset af, at Söder gjorde den store fejl at betegne CDU’s demokratisk sammensatte ledelsesorgan med repræsentanter fra alle delstater som et ”baglokale” (”Hinterzimmer”). I stedet for at lade dette organ beslutte, hvem der skulle blive kanslerkandidat, skulle politikerne ifølge Söder pludselig skele til folkestemningen. Dette fik CDU’s grand old man, Wolfgang Schäuble, til at fastslå, at CDU ikke er et ”stemningsdemokrati”, og man netop i USA med stormen på Kongressen havde set, hvad der sker, hvis man giver følelserne frit spil.

For det andet er det svært at se, at CDU reelt havde et valg. Siden Merkel i efteråret 2018 meldte ud, at hun træder tilbage som CDU-formand, har partiet befundet sig i en ledelseskrise. Først floppede Annegret Kramp-Karrenbauer som formand, og siden brugte partiet næsten et år på at vælge Laschet som formand. Da Laschet blev valgt i januar, gjorde han det endog meget klart, at han gik efter at blive kanslerkandidat. Som storebror til lille CSU, der i modsætning til CSU stiller op i samtlige 16 delstater med undtagelse af Bayern, er det da også den uskrevne regel. Kun to gange har en CSU’er været den fælles spidskandidat, og begge gange, i 1980 og 2002, tabte CDU/CSU til SPD. Hvis CDU mindre end tre måneder efter valget af Laschet skulle have skrottet ham som kanslerkandidat, skulle de dybest set have fundet en ny formand – og dét i et valgår.

 

Efter valget af Laschet styrtdykkede CDU/CSU i en måling til 21 pct., mens De Grønne ligger til 28 pct. Her og nu ligger der derfor en stor opgave for Laschet i at stoppe blødningen og vokse ind i rollen som en troværdig kanslerkandidat
_______

 

Det var dog mere end imponerende, at Söder alligevel formåede at få opbakning fra ca. 25 pct. af ledelsesorganet i CDU. Mange, også ministerpræsidenter, frygter tilsyneladende, at Laschet ikke har en tilstrækkelig stærk profil og gennemslagskraft. At han trods alt ikke fik mere end de 25 pct.  skyldes ikke alene bekymringen for, at CDU skulle have ny formand, men også at Söder igennem hele sin karriere udelukkende har satset på Bayern. Med andre ord: Han har ikke noget synderligt netværk uden for München og Nürnberg. Endelig var mange CDU’er også bekymrede for, hvad Söder rent faktisk står for. Hvor han i dag fører sig frem som en midtsøgende politiker med hang til klima, beskyttelse af bier og biodiversiteten, skal man ikke længere tilbage end til 2018 for at finde en tid, hvor han politisk forsøgte at overhale det højreorienterede AfD højreom. 2018 er også eksemplet på, at Söder ikke nødvendigvis er gudsbenovet til at føre valgkamp. Delstatsvalget i 2018 var ét af de dårligste i CSU’s historie.  

For det tredje hænger Laschets sejr sammen med, at han trods sit hyggelige, Rheinländer-image, i den grad er i stand til at stå fast. De dårlige meningsmålinger, ministerpræsidentskollegers desavouering af ham og Söders slet skulte kritik af ham som ”umoderne” var ikke istand til at slå ham ud. Trods voldsom intern kritik holdt han stædig fast i sit kandidatur. På dette punkt minder han om Kohl, hvis magtinstinkt var ekstremt udviklet og som altid formåede at forpurre kupforsøg. Under alle omstændigheder er Laschets politiske CV spækket med eksempler på, at han har formået at vende håbløse situationer til sin fordel. Et godt eksempel er, da han i 2012 generobrede formandsposten i Nordrhein-Westfalen efter, at han havde tabt posten til miljøminister Norbert Röttgen. Ikke alene lykkedes det ham at genopbygge partiets tilslutning og vinde ministerpræsidentposten nogle få år efter; han slog også Röttgen i januar 2021 i kampen om at blive CDU-formand.

Valgkamp kan gå i gang
Med valget af Laschet som kanslerkandidat kan valgkampen nu for alvor gå i gang. Det skyldes naturligvis også, at De Grønne dagen før CDU/CSU – i en helt anderledes harmonisk proces – fik udpeget deres kanslerkandidat. Valgkampen tegner til at blive én af de mest åbne i moderne tyske historie. For første gang siden 1949 stiller den siddende kansler ikke op, og ugens meningsmålinger vidner om en betydelig volatilitet. Efter valget af Laschet styrtdykkede CDU/CSU i en måling til 21 pct., mens De Grønne ligger til 28 pct. Her og nu ligger der derfor en stor opgave for Laschet i at stoppe blødningen og vokse ind i rollen som en troværdig kanslerkandidat.

Mange af hans egne kollegers ”dur-ikke-udtryk” om ham vil givetvis hænge ved, ligesom det er alt andet end sikkert, om Söder vil kaste sig ud i en benhård valgkamp i Laschets tjeneste. I hvert fald gav han i weekenden et interview til avisen Süddeutsche Zeitung, hvor han nærmest truede med at gøre endnu et forsøg på at erobre kanslerkandidaturet. Budskabet var ikke til at tage fejl af: Hvis Laschet taber valget, vil Söder kunne fremføre, at det ikke ville være sket på hans vagt. Og selv hvis Laschet bliver kansler, vil Söder kunne markedsføre sig selv som ”skyggekansleren”, der dybest set burde sidde i Laschets stol.

 

På trods af det dårlige udgangspunkt er det mest sandsynlige, at Laschet alligevel bliver kansler. CDU er og bliver en Kanzlerwahlverein – altså et parti, der traditionelt holder sammen i valgkampe for at netop at kunne bevare magten
_______

 

Endelig trækker det også fra, at den 40-årige formand for De Grønne, Annalena Baerbock fremstår som et frisk pust, der vil modernisere Tyskland, mens Laschet (og for den sags skyld også SPDs kanslerkandidat Olaf Scholz) repræsenterer et ”immer weiter so”.

På trods af det dårlige udgangspunkt er det mest sandsynlige, at Laschet alligevel bliver kansler. CDU er og bliver en Kanzlerwahlverein – altså et parti, der traditionelt holder sammen i valgkampe for at netop at kunne bevare magten. De Grønne har i de seneste valgkampe haft en tendens til at toppe for tidligt, og Baerbock vil blive kigget godt og grundigt efter i sømmene af de tyske medier og politiske modstandere. Er det nu også klogt for første gang siden 1949 at udpege en kansler som Baerbock, som hverken har været minister eller ministerpræsident, og hvordan vil De Grønne overhovedet finansiere deres valgprogram? De Grønne gør i hvert fald klogt i at nærstudere socialdemokraten Martin Schulz’ skæbne i 2017. Han blev som tidligere formand for Europa-Parlamentet modtaget som en sand messias i tysk politik og overhalede som SPD-kanslerkandidat fluks kansler Merkel i målingerne – for så blot at floppe fuldstændigt.

Laschets chancer styrkes også af, at SPD har mere end svært ved at kæmpe sig tilbage i målingerne. Ikke engang kaosset i CDU-CSU-lejren har kunne udløse en minimal fremgang! Til gengæld nåede SPD’s kvindelige forperson Saskia Esken midt under Söder-Laschet-dramaet at give kristendemokraterne lidt af en foræring, da hun gjorde sig til talsmand for en koalitionsregering bestående af SPD, De Grønne og Die Linke. På sit første pressemøde kunne Laschet derfor ophøje en sådan regering med den yderste venstrefløj som valgets hovedtema: ”Hvis rød-rød-grøn vinder, bliver det en anden republik”. Selvfølgelig vil De Grønne her kunne argumentere for, at de også kan danne en såkaldt lyskurvekoalition med SPD og det liberale FPD. Det kræver imidlertid, at partierne i sidste instans vil gøre brug af et sådant flertal uden om CDU/CSU.

Uanset hvad er der i hvert fald lagt op til en valgkamp, hvor Laschet vil gøre et stort nummer ud af, at han altid vil prioritere Europa højt. Under flygtningekrisen gjorde Söder sig til talsmand for, at Merkel-regeringen først og fremmest skulle have fokus på tyskernes interesser og lukke grænsen, ligesom han tog afstand fra den ”multilaterale orden”. Få dage efter at han blev valgt, sagde Laschet følgende i en tv-udsendelse, sikkert også med en slet skjult reference til Söder: ”Når en tysk forbundskansler bliver vækket under en krise klokken 3 om natten, skal vedkommende straks tænke europæisk og finde et svar: Hvordan klarer vi dette sammen?” ■

 

Laschets chancer styrkes også af, at SPD har mere end svært ved at kæmpe sig tilbage i målingerne. Ikke engang kaosset i CDU-CSU-lejren har kunne udløse en minimal fremgang
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne