Lektor Steen Nepper Larsen i RÆSON LØRDAG: Saver vi grenen over til den tyske filosofi og køber alle de angelsaksiske begreber, bliver vi historieløse
04.09.2021
”På tysk er der det her Bildung/Ausbildung. Hvilken formatering bliver du underkastet? Hvilket imago skal du underlægge dig? Skal det være Gud eller skal det være noget andet? Det, der interesserer mig her, er, hvad der så er i dannelsens spejl i dag. Og der vil jeg hævde, at der risikerer at blive tomt. Substansen bliver skiftet ud, og så er spørgsmålet, om man kan have et universitet uden substans, hvor man fx bare skal lære at lære, eller man skal være omstillelig for at være omstillelig.”
RÆSON LØRDAG er en ny kronikserie med aktuelle filosofiske og historiske perspektiver på tidens store diskussioner.
Interview af Janus Elmstrøm Lauritsen
Om kort tid afholdes der valg i Tyskland – et valg, som på mange måder har stor betydning for Danmark. Som professor i statskundskab Peter Nedergaard for nyligt påpegede i et interview i RÆSON, er det uomgængeligt at beskæftige sig med tysk sprog og kultur, hvis vi skal forstå vores egen historie og ”det, der i vidt omfang danner ramme om Danmark i dag, nemlig, hvad der foregår i Tyskland.”
Det var systematikken, det var begrebsligheden, og det var totalitetsbegrebet der var vanvittigt dragende. Tænk sig at kunne lave en teori om det hele
_______
Et standpunkt der ikke er lige indlysende for alle. Således foreslog en folkeskolelærer i marts i fagbladet Folkeskolen, at tysk skulle fjernes som fag i folkeskolen, da det er et ”levn fra fortiden”, som ikke er vigtigt at beskæftige sig med i 2021. Og spørgsmålene er da vedkommende: Giver det stadig mening at beskæftige sig med tysk i et globaliseret samfund, hvor alle alligevel taler engelsk, og hvor den overvejende kulturelle import foregår over Atlanten?
RÆSON har sat Steen Nepper Larsen i stævne for at diskutere, hvad der kendetegner den tyske tænkning, og hvorfor vi overhovedet skal bruge tid på den. Nepper Larsen er lektor på Dansk institut for Pædagogik og Uddannelse (DPU) på Århus Univeristet og har et skrækindjagende intellektuelt reservoir. Han dækker blandt andet erkendelsesteori og sprogfilosofi, pædagogik, neuroplasticitet, filosofihistorie, materialitetsteori, videnskabsteori, lingvistiske, korporlige, spatiale og materialontologiske vendinger, kritisk teori, Kant, Hegel, Marx, Nietzsche, Adorno, Heidegger, Habermas, Sloterdijk, og listen fortsætter.
Det er altså en herre blandt de mest belæste af slagsen – han har siden 85′ anmeldt en bog godt og vel hver anden uge – som tager den tyske tænkning og kultur i forsvar.
Fra ”ubehaget ved videnskaberne” til den tyske systematik
Nepper Larsen beskriver sig selv, da han var studerende, som ”en rigtig 70’er”, med alt kastet op i luften, søgende nysgerrighed, samfundsmæssigt engagement og planer om at blive gymnasielærer. Men mødet med teksterne som historie- og samfundsfagsstuderende på RUC var skuffende: ”Jeg kommer fra ubehaget ved videnskaberne. De kan ikke nok, og så må man ind i filosofien.”
”Det var for dårligt, det vi læste”, lyder det. ”Alle grundbegreberne, fx tid, rum og identitet, er komplekse og foranderlige begreber, som kalder på en større og mere tilbundsgående tænkning over begrebernes historie og foranderlighed, som ikke interesserer så mange i dansk og angelsaksisk tænkning. Man gjorde ikke holdt ved begreberne. Der var ikke nok, som tog ordentligt livtag med dem.”
Derfor begynder Nepper Larsen at orientere sig mere mod tysk filosofi. Han blaffede i 1980 til Frankfurt am Main, hvor han blandt andet gik til forelæsninger under filosof og sociolog, Alfred Schmidt.
”Det, der greb mig ved tysk filosofi, er systematikken, begrebsdannelsen, den høje indstigningshøjde – der bliver altid refereret tilbage til tidligere tekster, og man skal jo sådan set for overhovedet at tale om noget nu vide alt om Kant, alt om Hegel, alt om Platon, alt om Aristoteles, alt om Heidegger, så det er jo et virkningshistorisk felt, vi træder ind i, der er kæmperigt og kæmpemagtfuldt og enormt frygtindgydende, men også vanvittigt dragende, hvis man selv er antændt af en hellig ild, der hedder, at man ikke er bange for noget.”
Og her er vi allerede inde ved kernen af det, som, ifølge Nepper Larsen, både kendetegner og er dragende ved den tyske filosofi: ”Det var systematikken, det var begrebsligheden, og det var totalitetsbegrebet der var vanvittigt dragende. Tænk sig at kunne lave en teori om det hele.”
Ideen er fra Hegel at sammenfatte sin tid i tanker. „Seine Zeit in Gedanken zu erfassen‟. Det er jo en fantastisk tanke, for det betyder også, at filosofien er dynamisk
_______
Teorien om det hele
Ambitionen om at lave en teori om det hele, går tilbage til den store tyske oplysningstænker Immanuel Kant (1724-1804), der med sine tre berømte kritikker, Kritik af den rene fornuft, Kritik af den praktiske fornuft og Kritik af dømmekraften, slog en sløjfe over den strid, som op gennem oplysningen havde udfoldet sig mellem empirister og rationalister og gav de siden grækerne klassiske spørgsmål om ‚det sande‛, ‚det gode‛ og ‚det skønne‛ et filosofisk fundament, som alle filosoffer siden har måttet forholde sig til.
Blandt andet foretog Kant det, han med egne ord kaldte filosofiens ”kopernikanske vending”, idet han i Kritik af den rene fornuft (1781) viste, hvordan det er den menneskelige bevidsthed, som giver form til genstandene i verden og ikke omvendt, ligesom han i Kritik af den praktiske fornuft (1788) etablerede en moralfilosofi, hvor objektive love for, hvordan mennesket bør handle – såkaldte ”kategoriske imperativer” – udledes fra subjektet selv og ikke som i tidligere moralfilosofier fra Gud.
Nepper Larsen fremhæver G.W.F. Hegel (1770-1831), der tænker i slipstrømmen på og med begreber fra Kant, men som dog afviser hans filosofi som formelle begreber uden substans – eller, som Hegel selv beskriver det, som en invitation til ”tørsvømning.” Med Hegel retter filosofien sig mod samfundet – et andet og vigtigt karakteristikum, som den tyske filosofi har taget med sig siden da:
”Ideen er fra Hegel at sammenfatte sin tid i tanker. „Seine Zeit in Gedanken zu erfassen‟. Det er jo en fantastisk tanke, for det betyder også, at filosofien er dynamisk. Den har ikke evige kategorier”
Pointen er, at filosofien skal engagere sig i og være på højde med det samfund, den tænker i. ”Når vi tidsliggør tænkningen og siger, at den skal være på højde med sin genstand – samfundet ændrer sig, bevidstheden ændrer sig, identiteten ændrer sig – så får vi lektier for, for så skal vi forny kategorierne hele tiden”, lyder det begejstret fra Nepper Larsen, som også fremhæver det som et særligt kendetegn ved den senere tyske tænkning, at den søger at tænke på tværs af videnskaberne.
Fra Karl Marx og den tidlige frankfurterskole med tænkere som Walter Benjamin og Theodor W. Adorno, der søgte at kombinere filosofi, sociologi, æstetisk teori og psykoanalyse, over Jürgen Habarmas med sin syntese af sprog- og kommunikationsteori og formalpragmatisk filosofi til indflydelsesrige demokratiteorier og frem til nutidige tænkere som Thomas Fuchs og Hartmut Rosa, som kombinerer fænomenologiske, neurovidenskabelige, sociologiske og litterære perspektiver, er det således en gennemgående bestræbelse at tænke på grænsen af de forskellige videnskaber – at være såkaldte ”Freie Schriftstellern”, som Nepper Larsen betegner dem. Denne form for tænkning, påpeger Nepper Larsen, står meget langt fra den filosofi, man mestendels læser på universitetet i dag, der er ”så langt fra livet, så langt fra kroppen, så langt fra kultur og så langt fra samfund.”
Sansen for ”det andet”
Med Anden Verdenskrig og i særdeleshed Holocaust stilles den tyske bevidsthed over for et hidtil uovertruffet objekt for bearbejdning. Videnskaben og teknologien har muliggjort den industrielt-systematiske udryddelse af millioner af jøder, og det efterlader filosofien med den opgave at reflektere over, hvordan rationalitetens overgang til barbari lod sig gøre.
Nepper Larsen peger på nazismen som et såkaldt ”identitetsprojekt”. Det handlede om, om man var jøde, om man var arisk, om man var vanskabt, om man var kommunist osv. Oplevelserne med en så totalitær identitetstænkning kultiverede under krigen og i efterkrigsårene en generation af tyske tænkere, som søgte at tænke i ”ikke-identitet”, altså i det, der ikke lader sig indfange af begrebet og ikke ”passer ind” i systemet – det være sig et fuldendt system af begreber, som ”går op”, eller et politisk system, som tænker i klart definerede kategorier. Her står Theodor W. Adorno (1903-1969) og særligt værket Negativ Dialektik fra 1966 centralt:
”Vi er andet og mere end nogle, der kan reduceres til det, der hedder fx ’jøde = ikke-menneske’. Der er et mellemrum her, som er noget meget mere ved et liv, end det som magten kan klassificere os som, og der er det, som han [Adorno red.] tænker: Den samme logik ligger i videnskaben, den positivistiske videnskab, og den ligger også i konsumindustrien, hvor du får forbruger-typer og forbruger-segmenter. Så har han jo sådan set hele sin kritik-maskine ude at køre, for den handler om ubehaget ved at blive parkeret i en identitet, og ved ikke at kunne tillade sig også altid at være en, der problematiserer den identitetskategori. Samtidig er du nødt til at bruge identitetsbegreber for overhovedet at tænke i filosofien, og så har du hele det her værks problematik.”
Adorno-tænkning er en agtelse for, at der altid er et mere ved tingene, og det, synes jeg, er en god etos at have som menneske
_______
Den kritiske teori, som udspringer fra blandt andre Adorno, står klar, så snart vi gør anslag til at stille os tilfreds med den viden, de empiriske videnskaber lader os komme i besiddelse af. Den tilbyder mennesket det, Nepper Larsen betegner som en ”profan-metafysik”, som efter Guds angivelige død vedholder, at der er mere ved tingene, at der er forskel på væren og tænkning, at genstanden ikke går op i begrebet, og at det netop er, når vi tror, at den gør det, at det totalitære har mulighed for at slå igennem. Og her er den tyske tænkning inde at røre ved eksistensen, mener Nepper Larsen:
”Adorno-tænkning er en agtelse for, at der altid er et mere ved tingene, og det, synes jeg, er en god etos at have som menneske.”
Fra Bildung til Education
Mange vil først og fremmest kende Nepper Larsen som dannelsestænker og som en aktiv stemme i uddannelsesdebatten. Og der er da også en særlig forbindelse mellem dannelsesbegrebet og den tyske tænkning. Der ligger nemlig, fremhæver Nepper, en række ordforbindelser og etymologiske betydninger i det tyske begreb for dannelse, ”Bildung”, som ikke helt fanges af det danske ”dannelse”, og som er i fare for helt at udvaskes, jo mere vi orienterer os mod det engelske ”education.”
”På tysk er der det her Bildung/Ausbildung. Hvilken formatering bliver du underkastet? Hvilket imago skal du underlægge dig? Skal det være Gud eller skal det være noget andet? Det, der interesserer mig her, er, hvad der så er i dannelsens spejl i dag. Og der vil jeg hævde, at der risikerer at blive tomt. Substansen bliver skiftet ud, og så er spørgsmålet, om man kan have et universitet uden substans, hvor man fx bare skal lære at lære, eller man skal være omstillelig for at være omstillelig – alt det, som bliver genstandsløst og substansløst. Men med hvilken ret kan man sætte substans ind i dannelsens spejl? Hvem har ret til det? Hvis du artikulerer det med Bildungs-termer, så har du simpelthen et dynamisk kampfelt; så kan du se, hvad vi slås om – og det har det med at glemmes af den engelske tænkning, hvor education er vinderbegrebet, og de allerfleste i Danmark tænker på samme måde.”
Nepper Larsen fremhæver den for nyligt tiltrådte uddannelsesminister Jesper Petersen som et klart eksempel på education-tænkning, der fokuserer på højtuddannet og kompetent arbejdskraft til den private industri, som skal konkurrere på det internationale marked. Han burde i stedet, mener Larsen, alliere sig med kulturen og tale om, hvordan vi danner mennesker, som kan være med til at ændre verden, når de har fået et job, ikke kun det, at de skal have et job. Med andre ord er der tale om en substans eller et billede, som individet dannes i og ikke blot noget, det skal opnå.
”Det der i virkeligheden gør sig gældende for en education-tænkning, det er, at den er historieløs. Educatio: det er jo bare at løfte folk ind i et eller andet erhverv. Uddannelse er jo ikke i sig selv et substantielt kvalitativt begreb”, siger Nepper Larsen, idet han indskyder, at mange af disse pointer er formuleret af eller undfanget i fællesskab med idéhistoriker Jens Erik Kristensen fra DPU.
Han peger på, at orienteringen mod education er tæt knyttet til politiske og administrative beslutninger i Undervisningsministeriet; et godt eksempel på, mener Nepper Larsen, at ord, når vi bruger dem, trækker en lang begrebshistorie med særlige konnotationer med sig ind i den kontekst, hvor de bruges. Nepper Larsen er generelt ikke en bekymret mand, men han frygter dog, at en række vigtige begreber og distinktioner, som vi har fra den tyske tænkning – begreber som opdragelse, dannelse og undervisning – degraderes til underordnede hjælpebegreber eller ”ryger ud med badevandet”, hvis vi orienterer og for ensidigt mod education-tænkning.
”Min helt korte pointe er, at i Danmark har vi, siden Undervisningsministeriet satsede på at kalde deres education-oversættelse for uddannelse, giftet os med at tænke uddannelse som noget, du kan formatere. Du kan give det en bestemt form, og det kan egentlig undvære de andre begreber. De bliver næstekategorier – opdragelse, dannelse, undervisning – de bliver hjælpebegreber, langt nede. De er ikke sideordnede. Det, du får frataget, er en helt masse grundlæggende begreber, som har haft flere hundrede år på bagen i den tyske tradition. Hvis vi saver grenen over til den og køber alle de angelsaksiske begreber, så bliver vi historieløse.”
Du må simpelthen i dit hoved have installeret en ydmyghed mellem tænkning, forstået som begrebsligt arbejde, videnskabeligt arbejde eller empiriske registreringer, og væren, som er et langt større begreb
_______
Mellemrummet mellem ”væren” og ”tænkning”
Det oplagte spørgsmål til lektor Nepper Larsen er nu, hvad det er, vi skal putte i dannelsens spejl. Hvad er det for en etos, vi som dannede mennesker skal tilegne os?
Først og fremmest, påpeger Nepper Larsen, har dannelse at gøre med ”sansen for og træningen i at leve mellem væren og tænkning.” Vi kan som videnskabsmænd, eksempelvis som antropologer, iagttage, hvordan livet i børnehaven udspiller sig, vi kan søge at beskrive, hvad der sker i Afghanistan, hvordan det er at være i lufthavnen, men vi kan aldrig være der, vi kan aldrig leve det.
”Der er et ontologisk rigere felt af betydning, som du egentlig ikke kan mestre. Du kommer ikke som mand til at opleve den kvindelige seksualitet indefra. Du må simpelthen i dit hoved have installeret en ydmyghed mellem tænkning, forstået som begrebsligt arbejde, videnskabeligt arbejde eller empiriske registreringer, og væren, som er et langt større begreb.”
Og så er vi tilbage ved Adorno og besindelsen på det ”ikke-identiske”, altså det, som ikke lader sig begrebsliggøre eller indfange af videnskabelige beskrivelser. Men dannelse er mere end det – det har også at gøre med, som Nepper Larsen beskriver det, ”at arve traditionen kritisk overskridende.”
”Den hermeneutiske cirkel hos Hans-Georg Gadamer skal jo tænkes som en spiral, der flytter stedet hver gang. Sloterdijk kalder det en feedback-sløjfe, der begynder et nyt sted næste gang, når du har øvet dig. Hvis du fx har siddet og spillet guitar tre aftener i streg, halvanden time eller sådan noget, så begynder dine fingre selv at spille numrene. Hvis jeg skal være en eksperimenterende maler, så må jeg jo også vide noget om, hvordan man har malet naturalistisk og realistisk, og jeg må ligesom tilegne mig en hel masse trin, de andre har gået igennem, for jeg kan ikke arve det, de har gjort – jeg må selv gøre det. Du skal have den samme agtelse inden for intellektuelt arbejde, som du har med Messi og Ronaldo, som står og øver sig igen og igen på at lave et perfekt spark. At arve traditionen er jo også, at man mestrer den på sådan en måde, at man kan bruge den.”
Og ligesom dannelse har at gøre med at se tilbage på historien og bringe fortiden ind i nutiden på en kritisk overskridende måde, har det at gøre med at se ud over sig selv – det Nepper Larsen kalder ”decentreringskunst” med henvisning til blandt andre den tyske pædagogikteoretiker Thomas Ziehe.
”Du skal kunne se bort fra dig selv for at se noget overhovedet. C.V. Jørgensen synger: „Nogen finder noget og andre sig selv‟, men det er jo ikke nok at finde sig selv. Når jeg for eksempel går til en tekst, så skal jeg egentlig glemme lidt, hvad den skal bruges til. Jeg skal kunne udholde i længere tid at dvæle ved tingene end at tænke instrumentelt eller tænke, hvad læreren nok vil sige er den rigtige fortolkning. Det gør jo, at man skal kunne sætte lidt en parentes om sig selv som et superinteresseret rational choice-subjekt for at lære noget overhovedet. Dét er selvvirkeliggørelse på et højere niveau.”
Teksten bringer en sag til sproget, men den kommer ikke til dig, før du fortolker den. Det er en aktiv interpretation. Og dét, sammen med agtelsen for mellemrummet mellem genstand og begreb, der aldrig kan overskrides, det er fuldstændig fantastisk
_______
Vi bliver aldrig færdige med at fortolke
Da jeg beder Nepper Larsen om at koge suppen ind til en enkelt sætning, som indkapsler, hvad det er, vi skal med den tyske tænkning, hiver han to bøger op af tasken og læser først op fra Adornos Negative Dialektik – på tysk selvfølgelig – hvorefter han oversætter:
”Erkendelsens utopi ville være at åbne det begrebsløse med begreber uden at gøre det (altså det begrebsløse) lig dem (altså begreberne)” Larsen kigger forventningsfuldt på mig: ”Sådan noget kan du ikke blive færdig med at fortolke.”
Derefter bladrer han hastigt igennem hermeneutikeren Hans-Georg Gadamers Wahrheit und Methode fra 1960 (da. Sandhed og Metode). Han standser på side 391:
”Det er jo helt, helt vildt, så vidunderligt det er det her: „Teksten bringer en sag til sproget, men at den formår det er i sidste ende fortolkerens præstation. Begge har del deri‟. Teksten bringer en sag til sproget, men den kommer ikke til dig, før du fortolker den. Det er en aktiv interpretation. Og dét, sammen med agtelsen for mellemrummet mellem genstand og begreb, der aldrig kan overskrides – det er fuldstændig fantastisk, for det giver forhåbentlig alle mennesker, der tror de er gode til at lave videnskab, en vis ydmyghed, og det er der stort set ingen, der har, og slet ikke sociologer. Sociologer er dovne. De gider som oftest ikke at filosofere”, udgår det fra Nepper Larsen med et glimt i øjet: ”Antropologerne elsker at lave feltarbejde og stræber ofte efter at lade observationerne tale for sig selv uden for mange støjende og stødende metarefleksioner. Men de fleste mennesker kan man genere, hvis man har et tysk lille ekstra trumfkort – i hvert fald „genere‟ i gåseøjne, forstået som at man kan bibringe dem et eller andet, så de kan tænke deres praksis lidt mere igennem.”
”Det, der er fedt ved filosofi og tænkning, der er noget værd, det er, at man ikke bliver færdig med at fortolke det. Det, der i hvert fald gør sig gældende, det er, at jo mere tysk tænkning, du har læst, jo mere agtelse får du for, at det ikke er helt så nemt som positivistisk, empiristisk mainstream-videnskab gerne vil have – og det er vigtigt, fordi i dag legitimeres alt politik ved hjælp af videnskab. Og det her evidens-trumfkort, politikerne kan trække, det trækkes tit på tynde præmisser. Jeg mener, at det at læse tysk filosofi, det er træning i videnspolitisk bevidsthed.” ■
Det, der i hvert fald gør sig gældende, det er, at jo mere tysk tænkning, du har læst, jo mere agtelse får du for, at det ikke er helt så nemt som positivistisk, empiristisk mainstream-videnskab gerne vil have
_______
Steen Nepper Larsen (f. 1958) er kritiker tilknyttet Dagbladet Information, forfatter og lektor ved Dansk institut for Pædagogik og Uddannelse under Århus Universitet. Han har skrevet en lang række bøger om dannelse, blandt andet At ville noget med nogen fra 2016, ligesom han i 2011 var med til at udgive Sociologisk leksikon og i øjeblikket arbejder på oversættelse og udgivelse af et udvalg af den tyske filosof Peter Sloterdijks tekster. ILLUSTRATION: Hegel underviser studerende, litografi af Franz Kugler fra 1828. [FOTO: Akg-Images/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
