Lektor Peter Seeberg: For første gang i 10 år er der tegn på fremskridt i den fejlslagne stat Libyen
17.03.2021
Ti år efter den militære intervention i Libyen, der bidrog til, at oprøret mod Gadaffi i 2011 lykkedes, har Libyen status som en fejlslagen stat i dyb krise. Men en ny samlingsregering samt et bredt støttet forestående demokratisk valg baner en vej ud af den negative spiral. Der er grund til optimisme for den komplekse konflikt.
Analyse af lektor Peter Seeberg, Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet
Opgøret med 42 års diktatur under Gadaffi ledte i 2011 til tro på en fremtid for Libyen. NATOs intervention, vedtaget af FN for præcis 10 år siden (17. marts 2011), skabte grundlag for folkets sejr over den upopulære diktator. Men kort tid efter Gadaffis fald begyndte det at gå galt. Årsagen var, som Barack Obama har udtalt, ”svigtet i planlægningen af forløbet efter det, som efter min mening var den rette løsning, nemlig interventionen i Libyen”.
Dominerende militsgrupperinger gjorde det umuligt at regere landet og skabe fremskridt. 2014 blev et afgørende skæringspunkt, hvor Libyen blev delt mellem magtbaser i øst og vest. I de senere år har general Khalifa Haftar forsøgt at underlægge sig hele landet og først i oktober 2020 lykkedes det at skabe en våbentilstand mellem Haftars styrker og en af FN indsat regering i hovedstaden Tripoli, støttet af en række militser. Kampen om magten gjorde Libyen til et sted, hvor regionale aktører – især Rusland og Tyrkiet – udkæmpede en kamp om magt og indflydelse i Middelhavet.
Våbenhvile
Efter tre dages forhandlinger og diskussioner i byen Sirte i det nordlige Libyen førte en afstemning den 10. marts 2021 blandt medlemmer af det officielle libyske parlament til vedtagelsen af en tillidserklæring til en nyligt udpeget midlertidig regering. Regeringen (Government of National Unity, GNU) ledes af Abdul Hamid Dbeibah, en velstående forretningsmand fra byen Misrata øst for hovedstaden Tripoli og skal forestå arbejdet med at planlægge og gennemføre et demokratisk valg i Libyen den 24. december 2021, hvor det libyske folk skal vælge en ny regering.
Kort tid efter Gadaffis fald begyndte det at gå galt. Årsagen var, som Barack Obama har udtalt, ”svigtet i planlægningen af forløbet efter det, som efter min mening var den rette løsning, nemlig interventionen i Libyen”
_______
Desuden skal GNU indtil valget er gennemført lede Libyen igennem de udfordringer, landet står overfor. Det handler om at fastholde den våbenhvile, der siden 23. oktober 2020 – nogenlunde stabilt – har muliggjort, at man kunne komme i gang med politiske forhandlinger. Desuden drejer det sig om at genskabe befolkningens tillid til det politiske system, løse en lang række infrastrukturelle problemer (bl.a. svigtende el- og vandforsyning) og tackle det coronaproblem, der også plager Libyen, men indtil nu ikke er blevet taget alvorligt.
Problemerne skyldes især, at Libyens politiske system har været optaget af en konflikt, der siden valget i 2014 har plaget landet. Valget førte til indsættelse af et parlament (House of Representatives, HoR), der dog, efter pres fra stærke militsgrupper i Tripoli, blev nødsaget til at forlægge sit opholdssted til Tobruk i det østlige Libyen. Herfra forsøgte man at øve indflydelse på et stadig mere ustabilt Libyen, men blev marginaliseret af dominerende militsgrupper i Tripoli og Benghazi.
Parlamentet udnævnte i marts 2015 Haftar til general for de militære styrker i det østlige Libyen, som var loyale over for parlamentet. Efter flere års kampe lykkedes det i sommeren 2017 for Haftar at erobre kontrollen med størsteparten af den østlige region i Libyen, herunder storbyen Benghazi, der i sin tid var hjemsted for oprøret mod Gadaffi. Men snarere end at skabe grundlag for politiske fremskridt for Libyen, blev Haftar en væsentlig del af problemet. Han tiltog sig en ny rolle som potentiel politisk leder af Libyen og nød, især på baggrund af den militære indsats mod radikale islamistiske militsgrupper, opbakning fra bl.a. Egypten og Rusland.
På baggrund af parlamentets politiske marginalisering og i et forsøg på at skabe en politisk ledelse, som kunne samle Libyen, førte FN-initierede bestræbelser til etableringen af en slags samlingsregering i Tripoli i 2016, Government of National Accord (GNA), ledet af Faiez al-Serraj. I årene herefter udviklede situationen sig til en magtkamp mellem Serraj og Haftar.
Samlingsregeringen i Tripoli kom aldrig til at fungere ordentligt. Som påvist af bl.a. den tyske Libyen-kender Wolfram Lacher, førte Serrajs lederskab til en yderligere fragmentering af de politiske strukturer i Libyen og meget tyder på, at med afstemningen til fordel for GNU, er GNA og Serraj historie i libysk politik. Det vil være populært hos de fleste libyere og hos de regionale og internationale aktører i konflikten, bl.a. på baggrund af bekræftede rygter om korruption og overforbrug af libyske ressourcer. Om også Haftar vil blive udmanøvreret som en følge af den nye udvikling, er det endnu for tidligt at sige.
Egypten, Rusland og de Forenede Arabiske Emirater støttede Haftar, mens Tyrkiet bakkede op om Serraj og dermed var der skabt en fastlåst situation i Libyen
_______
Den midlertidige regering og lokal, regional og international opbakning
I april 2019 iværksatte Haftars styrker, et sammenrend af hæren i det østlige Libyen og en række lokale militsgrupper, en operation med den hensigt at erobre Tripoli og dermed dominere hele Libyen. Hæren fastholdt i lang tid en belejring af hovedstaden, men det lykkedes aldrig at erobre byen. GNA-loyale militser modstod presset, så Serraj fastholdt magten i Tripoli. Tyrkiske økonomiske interesser i Libyen og, ikke mindst, ambitioner om at udnytte offshore-ressourcer i det østlige Middelhav, førte til en alliance mellem GNA og Tyrkiet og bragte Haftars kamp for at besidde magten i hele landet til ophør.
Egypten, Rusland og de Forenede Arabiske Emirater støttede Haftar, mens Tyrkiet bakkede op om Serraj og dermed var der skabt en fastlåst situation i Libyen. Officielt støttede også USA og EU den af FN-indsatte Serraj, men der var revner i den front. Den franske udenrigsminister Jean-Yves Le Drian udtrykte således sin støtte til Haftar, fordi denne havde hjulpet Frankrig i kampen mod islamistiske grupperinger fra Tchad. USA’s præsident Trump gav i en telefonsamtale med Haftar sin opbakning til dennes kamp mod terrorismen, og ifølge en udtalelse fra Det Hvide Hus drøftede Trump og Haftar en vision for Libyens overgang til et stabilt demokrati.
Det var nødvendigt at gøre noget ved disse fastlåste modsætninger, og det er i det lys udpegningen af den nye, midlertidige regering skal ses – som et resultat af den proces, der fulgte i kølvandet på Berlin-topmødet om Libyen i januar 2020, et initiativ ledet af Angela Merkel, hvor alle væsentlige libyske og internationale aktører var til stede. Meget tyder på, at ganske mange aktører ønsker at markere deres støtte til det nye initiativ. Parlamentet har som nævnt vedtaget en tillidserklæring til den nye leder Abdul Dbeibah og GNU. Det samme har Haftar, som i en udtalelse har tilkendegivet sin støtte til ambitionen om at samle regeringen i Libyen og til at afholde valg i december 2021.
Nyt og interessant er det også, at to tidligere regionale modstandere, Egypten og Tyrkiet, bakker op om initiativet. De kom på kollisionskurs i forlængelse af Tyrkiets forbrødring med tidligere egyptiske præsident Mohammad Mursi, og den nuværende præsident al-Sisis kup mod denne i juli 2013, hvilket gav anledning til heftig kritik fra tyrkisk side. Det har formentlig motiveret flere regionale aktører, at den nye Biden-administration har lovet at assistere ved gennemførelsen af valget i december – og på det internationale niveau har også Rusland og EU i diplomatiske, men positive vendinger markeret deres støtte til GNU.
Udover valget er det planen, at der indenfor det næste halve år skal udarbejdes en ny forfatning, som også skal vedtages ved en folkeafstemnin
_______
Valget den 24. december og de mange andre opgaver
Det bliver som nævnt en væsentlig opgave for GNU at sikre gennemførelsen af valget i december 2021. Men dertil kommer en række andre opgaver, som det heller ikke er ligetil at løse. Tilsyneladende er de foreslåede ministre i den nye regering blevet fordelt ud fra en pragmatisk ambition om ikke at lægge sig ud med nogen på forhånd. Dette kan forekomme fornuftigt, men det kan også resultere i forventninger om eller måske endda krav om andel i regeringens aktiviteter, kontrakter, tildeling af ressourcer mv.
En politisk kultur gennemsyret af korruption, som det har været tilfældet i Libyen både før og efter Gadaffi fald, er umådelig vanskelig at komme af med. Udover valget er det planen, at der indenfor det næste halve år skal udarbejdes en ny forfatning, som også skal vedtages ved en folkeafstemning. Men det forekommer uhyre ambitiøst at nå begge dele inden udgangen af 2021.
Gadaffis stat var kendetegnet ved en særdeles speciel institutionel struktur med mange offentligt ansatte, ofte i uklare ansættelsesforhold i de lokale administrationer. Denne struktur er der ikke blevet gjort op med, og siden de lokale militsgrupper indtil videre har stor magt, er det særdeles vanskeligt at ændre dette. På langt sigt må der arbejdes hen imod en afvæbning af militserne, men erfaringerne fra årene efter revolutionen viser, at dette er mere end vanskeligt.
Der er brug for en moderne, ukorrupt offentlig sektor, som skal kunne løse udfordringerne med ustabil el- og vandforsyning, manglende offentlig transport mv., men også moderniseringer af skoler og sundhedsvæsenet. I den forbindelse skal der tages hånd om corona-epidemien. Desuden er der behov for økonomiske reformer, herunder at opstille realistiske budgetter, som bygger på de muligheder, der er til rådighed med en olieproduktion, som langt fra er oppe på niveauet fra før revolutionen.
Det er næppe realistisk for GNU at gøre alle disse krævende opgaver til centrale prioriteter i månederne frem mod den 24. december. Snarere er der brug for at koncentrere sig om at få et sikkerhedsmæssigt forsvarligt og ukorrupt valg gennemført, herunder at bidrage til, at opstillingen af kandidater afspejler libyernes ønsker og behov. Imidlertid er erfaringerne med demokratiske valg i Libyen begrænsede.
Siden Gadaffi-tiden er der blevet afholdt to demokratiske valg i Libyen. Det første fandt sted i 2012 og var forholdsvis velfungerende. Der blev med en stemmedeltagelse på 61,58 pct. valgt medlemmer til en nationalkongres, som udgjorde en form for parlament i to år. I 2014 fandt parlamentsvalget så sted. Valgdeltagelsen var på kun 18 pct., bl.a. fordi sikkerhedssituationen var fatalt dårlig – og opbakningen til parlamentet kunne efterfølgende ligge et lille sted.
Siden udviklede situationen i Libyen sig som beskrevet til den fragmenterede realitet, vi kender. Det er den udvikling, der har skabt konfrontationen mellem Haftar og Serraj, og bl.a. derfor har Libyen gennemgået en på mange måder negativ udvikling, der har ført til en status som fejlslagen stat i dyb krise. Der er ingen garanti for, at et valg i december 2021 løser Libyens problemer, men det er trods alt et lyspunkt, at der synes at være lokal, regional og international opbakning til at gøre forsøget. ■
Der er ingen garanti for, at et valg i december 2021 løser Libyens problemer, men det er trods alt et lyspunkt, at der synes at være lokal, regional og international opbakning til at gøre forsøget
_______
Peter Seeberg (f. 1952) er lektor ved Center for Mellemøststudier, Syddansk Universitet. Hans forskning drejer sig især om forholdet mellem EU og Mellemøsten, med fokus på sikkerhed og migration. Seneste bogudgivelse: Demokratiets krise og de nye autokratier (Århus Universitetsforlag 2020, red. sammen med Mikkel Thorup). Han har publiceret om Libyen i bl.a. British Journal of Middle Eastern Studies, Democracy and Security og Middle East Policy. ILLUSTRATION: Den nye, midlertidige premierminister Abdul Hamid Dbeibah til venstre efter den formelle overdragelse af regeringsmagten til den nye midlertidige regering, 16. marts 2021 [Foto: Mahmud Turkia/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
