Lektor i amerikansk historie i RÆSON LØRDAG: 11. september-konspirationsteorierne forbliver en vigtig kilde til at forstå fortællingen om magt og afmagt i verden

11.09.2021

I dag er det tyve år siden, USA blev ramt af det hidtidigt mest dødelige terrorangreb i landets historie. Siden har konspirationsteorier stædigt hævdet, at den amerikanske regering stod bag. Men i stedet for at se konspirationsteorier som udtryk for individuelle vrangforestillinger, bør vi i stedet lære af at se dem som udtryk for afmagt i en verden præget af kriser.



RÆSON LØRDAG er en ny kronikserie med aktuelle filosofiske og historiske perspektiver på tidens store diskussioner. I dag på årsdagen for 9-11 med lektor Kasper Grotle Rasmussen om betydningen og værdien af konspirationsteorier. Sidste lørdag med lektor Steen Nepper Larsen om betydningen af den tyske idehistorie.

Analyse af Kasper Grotle Rasmussen, lektor i amerikansk historie, SDU

FORESTIL DEM en gammeldags vægt med to skåle, hvor der i den første lægges en pose mel. Den anden, tomme skål, stiger nu til vejrs. For at opnå balance, og dermed finde ud af, hvor meget melet vejer, må der lægges lodder i den tomme skål med den korrekte tyngde.

Det såkaldte vægtskålsargument er ofte brugt i konspirationsteoriforskningen til at forklare en del baggrunden for konspirationsteorier om terrorangrebet på USA d. 11. september 2001, hvor fire kaprede fly ramte vigtige og vægtige mål på den amerikanske østkyst. I konspirationsteoretikernes verden var konsekvenserne af angrebet for store til, at de kunne være begået af sølle 19 flykaprere fra terrororganisationen Al Qaeda: Den fysiske og symbolske ødelæggelse af de tre tårne i World Trade Center-komplekset (økonomisk magt), Pentagon (militær magt) og nedstyrtningen af passagerflyet United 93, som skulle have ramt Kongressen i USA (politisk magt), stod ikke mål med de årsager man blev fortalt om. Vægten synes bare ikke at være i balance.

Tvivl af den slags bringer konspirationsteorier på banen. Helt konkret betyder ordet ’konspirationsteori’ en forestilling (teori) om en sammensværgelse (konspiration) og har sin oprindelse i den strafferetslige verden. Politiske konspirationsteorier handler dog næsten altid om magt og afmagt. I en kompleks verden optræder forestillinger af den art nemlig som kærkomne forklaringsmodeller, fordi de fjerner tilfældigheder (og kompleksitet), knytter flere ikke-forbundne begivenheder sammen, og sår tvivl om officielle forklaringer med henvisning til, at eliten altid er ude på at mele egen kage på bekostning af almenvellet.

Konspirationsteorien er dog ikke en opfindelse af nyere dato. Og det er heller ikke gavnligt at forstå konspirationsteorier som udtryk for enkeltpersoners eller gruppers psykiske problemer. Hverken klinisk eller kulturel paranoia er kernen (sådan som forskning, medier og politikere ofte giver udtryk for). Forklaringen ligger snarere i, at konspirationsteorier er opstået som kulturelle og historiske fænomener omkring Oplysningstiden i et forsøg på at forstå en verden, hvor mennesker spillede en større rolle end det guddommelige.

Konspirationsteorier opstår typisk i krisetider – der kan være kamp om ressourcer og kulturel identitet, eller der kan være tale om egentlige krigshandlinger. Fælles for dem er, at kløften mellem ”dem” og ”os” bliver uoverstigeligt dyb og eliten bliver beskyldt for korrupt magtforvaltning. Konspirationsteoretikere føler sig overset, hvorfor man også taler om konspirationsteorier som en krise i politisk repræsentation. Det er samtidig derfor, konspirationsteorier om egne magthavere fungerer så godt i demokratier – folk har simpelthen en forventning om medinddragelse.

Konspirationsteorier har gennem historien været anset som en populær og rationel (endog sofistikeret) måde at ræsonnere på. Det er faktisk først i tiden efter Anden Verdenskrig, at en anti-konspirationsteoretisk bølge vinder frem med begrundelsen, at konspirationstænkning kan være decideret farligt. Den store kamp om sandheden, som udspiller sig i dag, kan derfor anses som et sammenstød mellem konspirationsteorier og anti-konspirationsteorier.

Der er altså ikke grundlag for at latterliggøre eller sygeliggøre hverken teorierne eller deres tilhængere. Det er menneskeligt at søge forklaringer på det uforklarlige, og ingen kan nok se sig helt fri for at have en konspirationsteoretiker gemt i maven. Det væsentlige består bare i, hvor meget den fylder i vores samlede verdensbillede.

 

Konspirationsteorier opstår typisk i krisetider – der kan være kamp om ressourcer og kulturel identitet, eller der kan være tale om egentlige krigshandlinger
_______

 

Den officielle og den alternative forklaring
Den officielle forklaring på 11. september-angrebene udpegede hurtigt Osama bin Laden og organisationen Al-Qaeda som skyldige. 19 flykaprere, primært fra Saudi-Arabien, overtog kontrollen med de fire fly. Både civile og militære luftfartsmyndigheder fejlede i deres koordination af indsatsen for at stoppe flyene efter, at de havde ændret kurs. Store dele af flyvevåbnet var i øvrigt, paradoksalt nok, den dag på øvelse, der skulle hindre et terrorangreb mod USA.

Den amerikanske regering havde samtidig modtaget advarsel om mulig terroraktivitet i USA allerede i august måned 2001. Ikke-statslige grupper som Al-Qaeda havde været på Clinton-regeringens radar i slutningen af 1990erne, især efter angreb på amerikanske mål i Østafrika. Men Bush-regeringen anså statssponsoreret terrorisme som en langt større trussel, særligt når den kom fra ”Ondskabens Akse”: Irak, Iran og Nordkorea. Landet var derfor dårligt forberedt (også fordi flykapringer faktisk var en sjældenhed i USA), og afgørende fejl blev begået på dagen.

Den officielle forklaring var, at USA var blevet angrebet af en terrororganisation, men den forklaring var ikke fyldestgørende for mange amerikanere, der søgte svar på årsager, bagmænd og konsekvenser.

Konspirationsteorierne begyndte derfor hurtigt efter angrebet. I kampens hede blev mange forskellige teorier fremsat, om hvem der stod bag angrebet. I den mest farverige afdeling opstod forestillinger om, at angrebet var udført af besøgende fra det ydre rum. Den teori fik aldrig stor tilslutning, selvom idéer om rumvæsners rolle i jordens affærer længe havde været en fast bestanddel af amerikansk konspirationskultur. En anden gammelkendt forklaring i USA var af religiøs karakter: 11. september-angrebet blev anset som begyndelsen på jordens undergang som beskrevet i Johannes’ Åbenbaring i Biblen. Heller ikke denne forklaring nød stor opbakning i den brede amerikanske befolkning, for slet ikke at tale om befolkninger i andre lande.

En tragedie af denne karakter havde behov for en forklaring, der var mere jordnær – og den kunne den amerikanske regering hjælpe med at få skabt.

I perioden mellem 11. september 2001 og invasionen af Irak i marts 2003 søgte Bush-regeringen et grundlag for at knytte Al-Qaeda til Saddam Husseins regime i Irak, og udpegede således Saddam Hussein som den egentlige skurk bag angrebet, mens man var væsentligt mindre optaget af Afghanistan. Den samtidige jagt på beviser for irakiske masseødelæggelsesvåben skulle understøtte bevæggrunden for invasionen af Irak samt overbevise befolkningen. Problemet var bare, at det var løgn.

Afsløringerne om den amerikanske regerings fabrikation af den falske forbindelse mellem Irak og Al-Qaeda, samt den ligeledes falske forestilling om, at Saddam Hussein snart ville være i besiddelse af masseødelæggelsesvåben, spillede en afgørende rolle for konspirationsteoriernes udbredelse.

Generelt kan teorierne deles op i to kategorier: LIHOP (Let It Happen On Purpose) og MIHOP (Made It Happen On Purpose). LIHOP indebar, at den amerikanske regering havde forhåndskendskab til angrebet, men valgte at lade det finde sted for at have en undskyldning for at engagere landet i en krig i Mellemøsten. Denne teori mindede om en tidligere konspirationsteori i amerikansk historie, nemlig forestillingen om at daværende præsident Franklin D. Roosevelt havde forhåndskendskab til det japanske angreb på Pearl Harbor-basen i 1941, men valgte at ignorere det for at have et påskud for at komme ind i Anden Verdenskrig. Konspirationsteorien er ikke sand, men myten har tjent som et vigtigt eksempel på den amerikanske regerings korrupte magtanvendelse gennem tiden.

LIHOP-teorien om 9-11 blev forstærket af en rapport fra den neo-konservative tænketank ”Project for a New American Century” (PNAC), der i år 2000 stærkt plæderede for regimeskifte i Mellemøsten, men anså det for usandsynligt medmindre man oplevede et nyt angreb af Pearl Harbor-størrelsen. Konspirationsteoretikernes hang til at skabe sammenhæng forbandt PNAC’s rapport (hvis forfattere senere havde en stærk forbindelse til Bush-regeringen) med regeringens accept af et angreb, som de vendte det blinde øje til.

Udfordringen for tilhængere af LIHOP-teorien var, at den ikke i tilstrækkelig grad placerede skylden hos Bush-regeringen, idet teorien jo accepterede, at Al-Qaeda stod bag angrebet. USA var udenom FN var gået ind i Irak med en koalition af vestlige lande, herunder Danmark, og på hjemmefronten var den stærkt omdiskuterede USA PATRIOT Act nemlig blevet vedtaget. Den gav regeringen vide beføjelser til overvågning og magtanvendelse, også mod den almene amerikanske befolkning. Eliten trampede nok engang på folket, og den skurkagtige adfærd var for omfattende til, at den var utilsigtet.

Her hjalp MIHOP-teorien, der forestillede sig, at Bush og hans vicepræsident Dick Cheney ikke bare vendte det blinde øje til, men faktisk selv havde orkestreret angrebet.

 

Konspirationsteorierne vil altid jagte en uopnåelig skurk, fordi processen og protesten er målet, og fordi teorierne kan fungere som en slags ventil for utilfredshed
_______

 

Sandhedsbevægelsen
MIHOP blev således udgangspunktet for den alternative forklaring på angrebene, og forklaringen blev forfinet og krystalliseret af forskellige grupper af konspirationsteoretikere, der tilsammen udgjorde (og delvist stadig udgør) 9/11 Truth Movement, eller Sandhedsbevægelsen.

Fordi Sandhedsbevægelsens ledere kom fra den akademiske verden, tillagde de bevismateriale en meget stor vægt. Selvom brillerne de kiggede igennem, var anderledes end mange af deres kolleger, holdt de visse elementer af videnskabelig tilgang i hævd. Igennem tiden er der således sket en markant afvisning af mere esoteriske forklaringer, de ikke kunne finde beviser for, herunder den såkaldte ”no-planes” teori, hvor forestillingen var, at der slet var nogen fly, men at mediebillederne var grafisk manipuleret, samt forestillingen om, at WTC-tårnene blev destrueret af højenergivåben fra militære satellitter.

I stedet samlede Sandhedsbevægelsen sig om forklaringen, at WTC-komplekset var blevet destrueret af en såkaldt kontrolleret nedrivning ved hjælp af sprængstof placeret inde i bygningerne. Fokus var især på det tredje tårn der faldt, WTC 7, idet det ikke var blevet ramt af noget fly. Hvordan kunne tårnet falde? Den officielle forklaring henviste til vraggods fra WTC 1, der startede ukontrollerbare brande i en bygning med strukturelle fejl, hvilket i sidste ende førte til bygningens kollaps.

Fysikeren Steven Jones fra Sandhedsbevægelsen var ikke overbevist og formulerede i stedet teorien om kontrolleret nedrivning ved hjælp af et hemmeligt, militært udviklet sprængstof. Han indsamlede støv fra forskellige områder rundt om WTC, hvor han hævdede at have fundet spor af ikke-eksploderet sprængstof. Sammen med blandt andre den danske kemiker Niels Harrit foretog han yderligere undersøgelser, som de publicerede i tidsskriftet The Open Chemical Physics Journal. Konklusionen var klar: WTC 1, 2 og 7 måtte være kollapset på grund af en kontrolleret nedrivning ved hjælp af nanotermit, som de havde fundet rester af.

Artiklen skabte mere oprør end debat. Chefredaktøren trak sig fra posten og tidsskriftet lukkede efter kort tid. Meget få i den naturvidenskabelige verden havde lyst til at være associeret med undersøgelsen, og den blev heller aldrig genstand for egentlig videnskabelig debat.

For Sandhedsbevægelsen var det bevis på, at de havde ret, men at konklusionerne var for kontroversielle og ikke tålte dagens lys. Tesen om den kontrollerede nedrivning blev herefter basis for 9/11 konspirationsteorierne, der blev udbredt gennem film, sociale medier, demonstrationer, artikler og foredrag – herunder Niels Harrits meget populære timelange foredrag i Danmark og i udlandet.

Officielle forsøg på forklaringer, blandt andet gennem digre rapporter fra National Institute for Standards and Technology (NIST), blev pure afvist som regeringspropaganda (NIST hører formelt under det amerikanske handelsministerium). Den alternative forklaring har nydt stor, men dog aftagende, udbredelse gennem årene. I 2016 mistænkte halvdelen af den amerikanske befolkning, at regeringen ikke havde fortalt hele sandheden om 11. september. En dansk undersøgelse fra 2017 pegede på, at mellem 5 og 10 pct. af befolkningen troede, at Bush-regeringen var indblandet i angrebene.

Øvrige dele af befolkningen i Danmark og USA virker overbevist, når analyser fra såvel uafhængige kilder som regeringseksperter fremlægger beviser og simuleringer af, hvad der egentlig skete den dag. Samt af vurderinger om, at det teknisk set ville være henved umuligt at placere den påkrævede mængde sprængstof i tårnene uden at blive opdaget, endsige uden at nogen af de involverede efterfølgende ville komme til at tale over sig. Det tog fx ikke Watergate-indbrudstyvene mange timer at erkende forbindelsen til Nixon-regeringen. Svaret fra 11. september-konspirationsteoretikerne lyder, at vores mangel på fantasi ikke skal tages som udtryk for, at det ikke skete.

 

Teorierne afslører uenighed og krise i forhold krig, indvandring, prioritering mellem internationale og nationale udfordringer, samt tanker om magtens åbenhed og god regeringsførelse
_______

 

11. september og corona-konspirationsteorier
Som alle andre konspirationsteorier er alternative forklaringer om 11. september underlagt en form for markedslogik. Der konkurreres på opmærksomhed, interesse og vigtigheden af forklaringerne for befolkningernes hverdag. Her har 11. september-konspirationsteorierne lidt under, at dens primære formål – nemlig at udtrykke modstand mod krigen mod terror – er famlet de seneste år, efter at andre bekymringer har optaget folk mere.

De sidste knap to år har opmærksomheden særligt været rettet mod corona-pandemien, herunder hvorvidt nedlukninger og vacciner i højere grad har været motiveret af økonomiske og politiske hensyn, end af streng sundhedsfaglighed. Særligt har spekulationen involveret lukkede gruppers udøvelse af magt, fx World Economic Forum (WEF) og Bill and Melinda Gates Foundation. Har disse magtcirkler forvaltet deres enorme ressourcer for egen vindings skyld, eller for almenvellet? Og er de så magtfulde, at de har formået at give verdens regeringer ordrer om, hvilken politik, de skulle adoptere?

I dette lys virker 11. september-konspirationsteorierne lidt støvet, meget tekniske og af primært historisk interesse. Men bliver man først optaget af konspirationsforklaringer, fungerer 11. september som en indgang til en verden, der handler om befolkning versus elite, hvor formålet er redde førstnævnte fra sidstnævntes magtmisbrug og erodering af frihedsrettigheder.

11-september-konspirationsteorierne er en vigtig kilde til at forstå fortællingen om magt og afmagt, og om vores måde at forstå og forholde os til verden omkring os. Konspirationsteorier er udtryk for en substantiel krise i vores politiske, økonomiske, sociale og kulturelle system, og er derfor værd at lytte til, også selvom vi ikke accepterer grundfortællingen om, at den amerikanske regering stod bag angrebet. Teorierne afslører uenighed og krise i forhold krig, indvandring, prioritering mellem internationale og nationale udfordringer, samt tanker om magtens åbenhed og god regeringsførelse.

Konspirationsteoriernes formål er ikke at blive bevist, for de vil aldrig være tilfredse med bevismateriale fremlagt gennem officielle regeringskanaler. Formålet er nærmere protesten og manifesteringen af utilfredshed og utryghed ved den måde, hvorpå magten bliver forvaltet og konspirationsteorierne bliver undertrykt.

Konspirationsteorierne vil altid jagte en uopnåelig skurk, fordi processen og protesten er målet, og fordi teorierne kan fungere som en slags ventil for utilfredshed. Netop derfor er der nok også flere tilhængere af konspirationsteorier, end man skulle tro. Man ser et fåtal til demonstrationer, men langt flere deler konspirationsteoretisk indhold på sociale medier og lufter måske (milde) konspirationsteoretiske holdninger over frokostbordet på arbejdspladsen. Vi skal lytte til konspirationsteorierne, fordi de giver os et godt fingerpeg om, hvad der rører sig i samfundet.

Det burde vi alle være interesseret i. Både medier, borgere, og især politikere. ■

 

Vi skal lytte til konspirationsteorierne, fordi de giver os et godt fingerpeg om, hvad der rører sig i samfundet
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland