Leila Stockmarr (EL): Vestlige magthaveres kyniske kamp mod terror lagde kimen til vores utilgivelige svigt i Afghanistan

15.08.2021

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge, samt rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Krigene i Irak og Afghanistan var mest af alt en indenrigspolitisk manøvre og et redskab til at nære alliancen med USA, som havde det som sin plan at reorganisere Mellemøsten i sit geopolitiske favør. Min generation er de sidste 20 år blevet voksne med den falske fortælling. Selv ikke nu er der politisk mod til at tage livtag med virkeligheden.

Af Leila Stockmarr, folketingskandidat for Enhedslisten

Udenrigsminister Jeppe Kofod mener nu – i dag – efter Talibans magtovertagelse, at vores tilbagetrækning fra Afghanistan ’kalder på refleksion’. Det er for sent – alt for sent. For at være ærlig ligner det mest af alt et led i udrulningen af en kynisk kommunikationsstrategi, nu hvor nederlaget ikke er til at camouflere.

Som minimum burde de ansvarlige regeringer sige undskyld og stå ved deres fejl.

Krigen i Afghanistan har fra starten været illegitim. Invasionen og besættelsen blev iværksat af USA, som en reaktion på terrorangrebene 11. september 2001, som et erklæret angreb på det transnationale Al-Qaeda-netværk. En kamp – i en politisk arena – som ligger utroligt langt fra Talibans virke og mobiliseringsgrundlag. Kort efter invaderede USA igen med Danmark som tæt alliereret Irak. Besættelserne blev udråbt som spydspidser i den frie verdens kamp mod islamistisk terror. I kampzonen blev pærer og æbler blandet sammen, mens man overfor et hjemligt publikum ville vise handlekraft og mandsmod. Desværre ved vi nu, hvor galt det gik, hvor forfejlede indsatserne var, og hvor mange uskyldige menneskeliv, det kom til at koste.

Den pludselige tilbagetrækning, som blev bebudet af USA og kort efter Danmark har naturligvis givet Taliban ultimativt spillerum. Men det bør ikke tage fokus fra det faktum, at de sidste 20 års krig ikke blot har været illegitim men også spildt og nu står til at koste civilbefolkningen i Afghanistan dyrt – ubeskriveligt dyrt. Som om prisen ikke allerede har været for høj.

 

Det vil nok være for meget at skulle erkende, at vi i tyve år har bedrevet fejlslået udenrigspolitik ud fra snævre egeninteresser baseret på ringe politiske kalkuler, hullede strategier og pinlig leflen for USA
_______

 

I 2015 nedlagde Løkke-regeringen den såkaldte Irak-Afghanistan-Kommission til fordel for en mere neutral og juridisk funderet, historisk udredning af Danmarks krigsindsats, der kom i 2019. Til trods for den politiske ansvarsfraskrivelse, som lå i skiftet fra kommission til udredning, var konklusionen: ”Danmarks engagement afspejler generelt de politiske beslutningstageres vilje til at imødekomme USA’s ønsker om militære bidrag”, hvortil det blev konkluderet ”tilsammen tegnes et billede af, at Danmarks militære engagement kun i mindre grad bygger på strategiske valg og langsigtede analyser”. En graverende kritik, som desværre og måske fordi det jo var akademikerarbejde og historie, ikke gav anledning til større politiske refleksioner eller indrømmelser. Måske håbede man, at problemerne ville gå i sig selv og historiebøgerne blive støvede.

Efter 20 år som krigsførende nation i Afghanistan er det mig helt ufatteligt, at viljen til at evaluere og lære og, ja, indrømme vores (eklatante) fejl er så himmelråbende lille. Måske er det fordi konsekvenserne af ærlig erkendelse vil være for store og koste for dyrt politisk?

Det vil nok være for meget at skulle erkende, at vi i tyve år har bedrevet fejlslået udenrigspolitik ud fra snævre egeninteresser baseret på ringe politiske kalkuler, hullede strategier og pinlig leflen for USA. For hvordan skal vi så bedrive udenrigspolitik fremadrettet – hvis vi altså ikke længere skal stå last og brast med USA?

Virkelighed er, at vi efter 9/11 blev solgt ideen om en international kamp mod terror som en kamp for frihed og demokrati for alle – hvor de illegitime krige i Afghanistan og Irak indgik som et nødvendigt onde. Mest af alt var de krige dog en indenrigspolitisk manøvre og et redskab til at nære alliancen med USA, som havde det som sin plan at reorganisere Mellemøsten i sit geopolitiske favør.

Min generation er de sidste 20 år blevet voksne med den falske fortælling. Selv ikke nu er der politisk mod til at tage livtag med virkeligheden. Nu hvor Taliban maler kvindebilleder over i Kabuls gader er det blot ”tid til refleksion”. Det er ganske enkelt skammeligt.

 

Efter 20 år som krigsførende nation i Afghanistan er det mig helt ufatteligt, at viljen til at evaluere og lære og, ja, indrømme vores (eklatante) fejl er så himmelråbende lille
_______

 

Leila Stockmarr (f. 1982) Ph.d., udenrigspolitisk rådgiver og folketingskandidat for Enhedslisten. ILLUSTRATION: Den amerikanske Præsident George W. Bush (R) og den danske statsminister Anders Fogh Rasmussen giver hinanden hånden efter en fælles nyhedskonference på Camp David i Maryland, 9. juni, 2006. [foto: Jason Reed/Reuters/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Ugen med RÆSON med Vincent Hendricks, Alberte Bové Rud og Niels Byrjalsen: Trumps kulørte kabinet, Europas kamp for fremtiden og Vestens nye vælgervandringer

Jacob Kaarsbo: NATO’s afskrækkelse forsvinder det sekund, Trump træder ind i Det Hvide Hus

Ota Tiefenböck: Skal Europa i krig? Amerikanske missiler er ukrainernes sidste chance for at eskalere krigen

Lars Erslev: Med Trump får verden en radikal anderledes tilgang til diplomati. I Mellemøsten er de arabiske stater måske kyniske nok til at omfavne den

Thomas Aastrup Rømer til Gert Biesta: Mennesket dannes i vekselvirkning med verden. Det er essensen i karakterdannelsen

Mikael Olai Milhøj: Kan Elon Musk skære 30 pct. af det føderale budget i USA?